Næste Mollydooker i aftenens imponerende line-up blev denne Enchanted Path, som vel nærmest kan oversættes til “den fortryllede sti”.
Jesper havde medbragt vinen for at gøre line-up’et af de største Mollydooker vine komplet.
Vinen er på 65% Shiraz og 35% Cabernet Sauvignon og octan-tallet ligger fortsat way up på de 16%. Druerne til vinen kommer fra vinmarkerne “Gateway” og “Prime” i McLaren Vale, og vinen har lagret på nye fade, 93% amerikanske og 7% franske. Parker har givet vinen i denne årgang 94 point.
Igen … mørk, næsten sort som blæk i glasset. Duften er læder, tobak, lakrids, eucalyptus, mørke bær, blommer … en smule chokolade og det hele meget intens.
Smagen er cremet og der er bestemt fløjl på tungen, men denne vin har også mere skarphed og er knap så meget frugtbombe som de øvrige Mollydooker vine denne aften. Man fornemmer også klart den store alkohol. Måske vinen skulle have flere år på bagen inden åbning. Smagsmæssigt også masser af mørkerøde bær, en virkelig intens frugt.
Alt i alt en okay vin, som dog denne aften blev overgået af de øvrige “high octan” vine fra landet “down under”.
Igen kan man kan godt stille spørgsmålstegn ved, om merprisen på ca. 200 kr. i forhold til fx Gigglepot giver en markant bedre vin ? Pointmæssigt har jeg vinene på samme niveau.
Købt hos Atom Wine, prisen er 495 kr.
Så tog vi hul på aftenens Mollydooker ræs. Første Mollydooker blev denne Gigglepot, lavet på ren Cabernet Sauvignon. Jesper havde indkøbt denne vin.
Tredje Riesling fra Alsace var fra Domaine Josmeyer. Vi er nu i byen Wintzenheim, ca. 5 km. vest for Colmar, tæt på de fantastiske byer som Equisheim og Turckheim.
Sidder og kigger på en fabelagtigt himmel … det er første dag af min sidste ferieuge, og jeg har i løbet af dagen slidt med at samle ny Ikea reol og få kørt den gamle på genbrugspladsen. Børnene er gået til ro, og freden har sænket sig, så der er tid til at skrive lidt om aftenens vin, en rigtig dejlig økologisk Riesling fra Mosel.
Nå, tid til at smage den første af de netop hjembragte tyske vine, nemlig denne spätburgunder fra Weingut Knipser, et vinhus jeg tidligere har smagt vin fra, nemlig deres topvin 
Hjemvendt fra ferie, og har savnet min blog, som har ligget stille i 1½ – 2 uger. Ikke fordi, at jeg har haft det store at skrive om, idet ferien i år gik til Kroatien – konens valg – og satans til land, hvor det er umuligt at finde god vin.
Ny dag, ny vin. Det kan vist ikke blive ved med at gå, men denne vin fortjener virkelig en plads på min blog.
Hvis vinen fra mit sidste blogindlæg kunne betegnes som en landlig tysk lærerinde, så må denne vin betegnes som en spansk flamencospillende jordarbejder med overalls, en havaneser mellem læberne, og et bloddryppende åbent sår i maven fra sidste kamp i tyrefægtnings-arenaen. Det har nemlig rigtig mange nuancer, og er alligevel en nem, drikkevenlig “hverdags- eller festvin”, som kan give dig et smil på læben.
Aftenens sidste vin. Så kunne vi forvente en rigtig kraftig bulderbasse … men nææææ, derimod blev det – til alles overraskelse – endnu en Pinot Noir vin, og endda også en vin, som Jan tidligere har medbragt, blot i en årgang 2004. Her har vi årgang 2006, men det gør jo ikke vinen dårligere. Vi er i Oregon i USA hos Argyle Winery.
Nå, men så var Z’IVO ræset ovre, og Gert mente, at der da lige måtte en 6. flaske til. Han gik på togt i vinkøleskabet og kom tilbage med en flaske indpakket i sølvpapir. Tid til at gætte. Jeg smagte vinen … første indskydelse var Rhône, og pga. sødme og intensiteten endda Chateauneuf-du-Pape. BINGO …yes, gættet. Det var nemlig vin fra det traditionsrige Chateau Fortia i netop Chateauneuf-du-Pape.