Azienda Agricola Rabajà er opkaldt familien Roccas bedste mark Rabajà … og fra netop dén mark kommer denne Barbaresco Rabajà, en piemontisk, præcis, præsentiøs og pragtfuld perle af en vin og endda med lige over 10 år på dens italienske bella-figure bag a.k.a. røv.
Vingården, som ejes og drives af Bruno Rocca ligger lige syd for Barbaresco med en idyllisk og smuk beliggenhed på en bakketop – helt ude på kanten – med den mest fantastiske udsigt over familiens vinmarker … specielt Rabajà.
Azienda Agricola Rabajà er egentlig grundlagt i slutningen af 1950’erne, hvor Francesco Rocca samt hustruen Maria Adelaide flyttede fra centrum af Barbaresco og købte vingården med tilhørende jorder.
I begyndelse var avlen fra markerne ikke noget, som familien kunne leve af, og druerne blev da også blot solgt til andre vinproducenter i Barbaresco, og alene en mindre del blev brugt til egenproduktion.
Men det ændrede sig, da sønnen Bruno Rocca i 1978 overtog driften efter faderens død og besluttede at gå andre veje. Bruno blev dermed den første i familien, der også producerede vin med salg for øje. Og han blev en af modernisterne i Piemonte, hvor han med en ny stil skabte bløde vine med stor elegance. Han brugte små franske egefade, men også arbejdet såvel i marken som i kælderen fulgte i modernisternes spor.
Filosofien var meget enkel, vinene skulle udtrykke Barbaresco området bedst muligt, og de blev hurtigt meget værdsatte. Bruno Rocca modtog et væld af priser. Det betød, at efterspørgslen efter vinene voksede markant og gjorde Bruno Rocca i stand til løbende at opkøbe yderligere jordlodder samt udvide og modernisere vinkælderen.
Han ejer i dag 15 hektar fordelt på den legendariske Rabajà vinmark ved vingården samt vinmarker fra Neive til Treiso, nemlig markerne Currà, Fausoni, San Cristoforo, Marcorino, og Vaglio Serra, hvor der dyrkes Nebbiolo, Barbera, Dolcetto og en smule Chardonnay.
I dag er sønnen Francesco også med i driften af gården, og det er måske meget godt, for far Bruno er temmelig sky og undgår helst al offentlig virak.
Sammen laver far og søn samlet omkring 70.000 flasker vin hvert år fordelt på 10 forskellige vine, nemlig en hvid på Chardonnay, en Dolcetto d’Alba, en Barbera d’Asti, en Barbera d’Alba, en Langhe Nebbiolo, en Langhe Rosso samt en generel Barbaresco, en Barbaresco Coparossa, hvor druerne kommer fra de to marker Pajorè i Treiso og Fausoni i Neive, enkeltmarks Barbaresco’en Rabajà samt endelig specialvinen Barbaresco Maria Adelaide.
Denne Barbaresco Rabajà er lavet med druer fra Rabajà markens 50-60 år gamle Nebbiolo stokke, hvor udbyttet ligger på 40 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet på store rustfri ståltanke med en macerationstid på 18-20 dage. Vinen er modnet på egefade i 18 måneder, og af disse er 80% nye franske barriques, der er middeltoastede, mens de sidste 20% har været på store 25 hektoliters ”botti”. Vinen har derefter modnet 12 måneder på flaske.
Og hold nu op, hvor er det godt. I næsen er fornemmes lidt alder … bekymrende, men det er der ingen grund til, for vinen er netop nu helt på toppen. Der er kirsebær, skovbund, nedfaldne blade, blomster, tobak, svampe, mynte, rosmarin, sort trøffel, oliven, en smule babybræk … på den elskelige måde, cigaræsker samt lidt grønne, umodne nødder. Vauw,
Smagsmæssigt … hold da op … totalt moden og i balance. Der er elegance og fløjl med en jernhandske, tanninerne er bløde, men holder fortsat et fast greb i din mund, så tænderne er under et massiv tannin- og syreangreb. Det er dog en meget præcis, blød og struktureret syre. Hvis man giver lidt luft til vinen … suger luft i munden, så folder vinen virkelig musklerne ud.
Uden at sige noget, så blev denne flaske hurtigt, målbevidst og med bella-figure slugt af Gert og jeg … og det siger jo alt om vinen. Først da bunden var nået kunne vi igen koncentrere os om andre ting. Sådan er nogle vine bare. Total zen.
Købt hos Jysk Vin, pris 470 kr.
Rating 6,5/7 
Supermarkedssmagningen sluttede med et ekstranummer, nemlig denne Panteno Vino Rosso Vino Biologico … endnu en vin fra arsenalet hos vinkooperativet Cantina di Verona a.k.a. Cantina Valpantena Verona, og endda – som navnet indikerer – en økologisk fætter.
Cantina di Veronas Reciota della Valpolicella er heldigvis bedre end deres Amarone, og var næste vin rækken af de italienske supermarkedsvine, som SuperBrugsen havde sat på programmet til den lokale smagning.
I det fedtede spor af italiensk brilliantine var næste pomade en Amarone della Valpolicella … og så var det spændende og afgørende spørgsmål, om det var én af de Amaroner, som vinkendere ofte rynker på næsen af og kalder supermarkeds-Amaroner … altså når de skal være virkelig grove.
Næste vin har – på skøn italiensk manér – også en etiket og et navn, som lover mere end den kan holde. Amarama Elegante Valpolicella Ripasso Superiore … jo vist – elegante mine damer og herrer. Jo, mindre kan ikke gøre det. Men umiddelbart ikke fra et kendt vinhus.
På adressen Via Fasano 132 i den lille by Locorotondo … i et lidt ramponeret kvarter uden vingård-idyllisk charme finder vi Progetto Vino Di Lorusso Michele C. Societa’ in Accomandita.
Ægte Amarone della Valpolicella Classico fra en lille, spændende producent, nemlig vinhuset Cantine Buglioni, som ligger i Corrubbio di San Pietro in Cariano centralt i Valpolicella området i Veneto. Og selvom jeg langtfra er Amaronemand, så er dette råstyrke i højpotens.
Et af højdepunkterne under byggemødet var denne vin … en IGT vin, Pietradonice IGT fra Bruello vinhuset Azienda Agricola Casanova di Neri, som selvfølgelig ligger ved Montalcino by … eller i hvert fald et par kilometer øst for byen i det herlige Toscana. Og fuck … det er sgu lige mig.
De forstår sgu at feste de italienere. Denne Valpolicella dell’Anniversario Classico Superiore er en jubilæumsvin, lavet for at fejre vinhuset Serego Alighieri 650 års jubilæum i 2003 … og så har man ellers siden lavet vinen. Det kan man da kalde lidt af en jubilæumsfest.
Fredag stod primært på bajere, snaps og kogt torsk … så ingen Spätburgunder til Houlberg. Suk. Men der er nu imidlertid ikke grund til ha’ ondt af Houlberg, for før humle- og kartoffelvandet bød et lille kundemøde på lidt rigtigt vand … nemlig druevand i form af en gammel kending … Barolo fra Pio Cesare og i en frisk og stram årgang.