Château Malijay er et rigtigt smukt vinslot beliggende lidt nordøst for Jonquières tæt på Orange ikke særligt langt fra Vacqueyras og Gigondas. Det er derfra, at jeg nu smager denne 2021 M de Malijay Côtes du Rhône … en vin jeg også har smagt i tidligere årgange.
Slottet har eksisteret siden 1200-tallet og er genopbygget i sin nuværende form omkring det attende århundrede. Der har siden 1600-tallet været lavet vin på slottet … og de første optegnelser om salg af vin fra slottet stammer fra 1562.
Omkring 1780 var ejendommen ejet af adelsmanden Légier Monfort, som nedrev de daværende bygninger og genanvendte stenene til opførelse af det nuværende smukke slot.
Det har gennem tiden haft mange forskellige ejere, men i 2007 blev det købt af familien Deltin. Pierre Deltin var farmaceut og han ejede laboratorier samt apoteker i Marseilles, men havde en drøm om at bo på et slot og producere vin.
Hans datter Aude Deltin var uddannet journalist og arbejdede for fransk TV i Paris, da faderen overtog Château Malijay og gav sig i kast med vin. Aude kastede sig – med lige så stor iver som sin far – over projektet og blev så grebet af livet som vinbonde, at hun droppede journalist karrieren og begyndte at læse til agronom.
I dag er det Aude, der er frontfigur på slottet, både hvad angår produktion, salg og markedsføring. Hun har 125 hektar vinmarker med en betagende udsigt til både Mont Mirail og Mont Ventoux.
Vinmarkerne er primært beplantet med Grenache samt Syrah og over halvdelen af stokkene har en alder på over 40 år, mens 15% er over 80 år gamle.
Denne M de Malijay Côtes du Rhône er lavet på 50% Grenache, 45% Syrah og 5% Mourvèdre, høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og er vinificeret i store betonkar med gæring og maceration i 15 dage og efter en malolaktisk gæring lagret i rustfrie ståltanke på bærmen i 6 måneder.
Mums … igen arketypisk Rhône, hvor der er brombær, kirsebær og enebær, garvet læder, røget kød, blæk, grafit, garrique, grønne urter, tør engelsk lakrids, peber og så samtidig en sødme, som virkelige lige binder alle duftene godt sammen og gør vinen indtagende.
I munden smages sødmen også, men det er sammen med peber, et tørt tannisk bid, lidt bitterhed og en kødfuld frugt af blommer, sorte kirsebær og brombær, sød finsk og tør engelsk lakrids … hvor er det bare skruet godt sammen og balanceret.
Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 118,15 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinanmeldelse 5/7