Stiftungsweingut Vereinigte Hospitien ligger smukt i en park midt i Trier – den ældste tyske by – og står bag næste vin … en 2015 Piesport Goldtröpfchen Riesling Auslese Grosse Lage.
Stiftungsweingut Vereinigte Hospitien er grundlagt i 1804 og som det fremgår af navnet, så er vinhuset også en del af et hospital, som vi jo også har set i Franken med både Juliusspital og Bürgerspital. Stiftungsweingut Vereinigte Hospitien er nemlig del af en fond med et socialt ansvar og var oprindelig oprettet for at finansiere St. Jakobs Hospital, der allerede i middelalderen tilbød overnatning til pilgrimme på vej til Santiago de Compostela og senere tilflugt for fattige og syge.
Fonden – og dermed vinhuset – blev faktisk grundlagt af Napoleon Bonaparte i 1804 under hans ophold i Trier, som på daværende tidspunkt var under fransk eje. Fondes formål blev pleje af syge og ældre, hvilket skulle finansieres via produktion og salg af vin … og sådan fungerer det således fortsat den dag i dag.
Det med produktion af vin var heller ikke før 1804 fremmed, idet vinhuset og hospitalet ligger i en gammel bygning fra romernes tid og bl.a. rummer en vinkælder, som menes at stamme helt tilbage fra omkring år 330. Det er dermed formentlig den ældste vinkælder i hele Tyskland og et vidnesbyrd om, at der har været produceret vin på stedet i mange, mange år.
Foran vinhusets gamle bygninger står en statue af den hellige Jakobus, som St. Jakobs Hospital er opkaldt efter. Han er blevet vinhusets logo og fremgår da også på alle husets vine.
Samlet har vor hellige stiftungsweingut 25 hektar vinmarker, som er spredt i forskellige områder langs Mosel floden. De fleste af markerne er foræret til vinhuset ved etableringen og stammer fra nedlagte munkeklostre.
Det omfatter bl.a. Grosse Lage marker som Serriger Schloss Saarfelser Schlossberg, Scharzhofberg, Kanzemer Altenberg, Trierer Augenscheiner, Piesporter Goldtröpfchen samt Piesporter Schubertslay.
Omkring 90% af marker er med Riesling … de sidste 10% er fordelt mellem Grauer Burgunder, Weißer Burgunder og Spätburgunder. Årsproduktionen ligger på omkring 150.000 flasker vin.
Stiftungsweingut Vereinigte Hospitien er medlem af VDP og vinene er opdelt helt klassisk i Gutswein, Ortswein, Grosse Lage og Grosses Gewächs. Derudover laver de vine i literflaske og har derudover et skattekammer med lidt gamle vine.
Denne Piesport Goldtröpfchen Riesling Auslese er en Grosse Lage vin, som selvfølgelig er lavet med druer fra den legendariske Goldtröpfchen mark ved Piesport. Marken – der ligger som et amfiteater på skråningerne modsat byen – blev allerede tilbage i år 371 rost i romerske salmer.
Der er ikke så mange oplysninger om produktionen af vinen, men kan se, at der er 94,6 gram restsukker pr. liter samt en alkoholprocent på 7,5%. Lad os i stedet smage vinen.
Næsen byder på lidt symaskineolie, svag petroleum … er ikke helt blevet voksen endnu, fersken, honningmelon, let abrikos, mango og sød frugtnektar.
Smagsmæssigt er min første tanke, at det er virkelig flot afbalanceret. Bevares, vi er ikke oppe på Willi Schaefer niveau, men det er blød, sød nektar med nøddet syre, masser af ananas samt et fint møde mellem syre, frugt og sødme. Den er måske en anelse for tynd i smagen endnu og mangler sidste dybde … og så selvfølgelig mer’ petroleum i næsen.
Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 179,51 kr. mod en normalpris på 339 kr.