Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2013 Weingut Stadt Klingenberg, Rück Spätburgunder, Franken, Tyskland

2013 Weingut Stadt Klingenberg, Rück Spätburgunder, Franken, TysklandFreitag er en liberal tysk ugeavis … der Freitag Das Meinungsmedium, og så er det også den ugedag, hvor der skal Spätburgunder i vinglasset … her meget pædagogisk illustreret med en streg under skal. Og i det houlbergske hjem bryder vi ikke et skal med streg under, så fredagens vin blev denne Rück Spätburgunder fra Weingut Stadt Klingenberg.

Det med Spätburgunder i glasset burde jo egentlig være lovbestemt i den tyske forfatning, som vore sydlige naboer kalder die Grundgesetz, ofte også bare forkortet til GG. Så kunne GG på flaskerne jo også henvise til, at det både var en Grosses Gewächs og ifølge die Grundgesetz skulle drikkes en fredag. Der ligger vist en opgave for die Bundeskanzlerin. Kom nun auf der Start Block Mr. Merkel … jooovvv lidt mandlig er hun.

Nå, men med Weingut Stadt Klingenberg er vi i Franken … i det område, som fra gammel tid blev kaldt Churfranken, det måske bedste rødvinsområde i Franken. Det er i Mainland-Miltenberg området, og den gode vingut holder da også til i byen Klingenberg am Main omkring 8-10 kilometer nordvest for Miltenberg og vel omkring 50 kilometer vest for Würzburg.

Weingut Stadt Klingenberg er et gammelt vinhus, grundlagt helt tilbage i 1912. Det siges, at husets marker bl.a. leverede druer til Gustav 2. Adolf af Sverige ynglingsvin under af hans erobringstogt i Franken omkring 1631. Det var dengang den svenske konge i trediveårskrigen indtog Würzburg Slot.

Vinhuset ejes af drives af den unge Benedikt Baltes, som overtog Weingut Stadt Klingenberg i 2010 i forbindelse med en privatisering af vingården. Benedikt kom selv fra Ahr … eller helt præcis Mayschoß, hvor hans forældre også var indenfor vinbranchen. Benedikt gik i lære som vinmager hos brødrene Marc og Frank Adeneuer på Weingut J.J. Adeneuer i Ahrweiler … et vinhus, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med her på bloggen.

Derudover har Benedikt Baltes været på praktikophold hos Weingut Juris i Gols, Burgenland … både vingården i Østrig og deres Juris Villa i Ungarn. Ja, det er lige præcis det vinhus, som jeg skrev om for 2-3 måneder siden og var helt oppe at ringe over. Dengang smagte jeg husets ungarske Syrah Juris Villa, som jeg gav 6 fuldt fortjente Thumbs Up.

Nå, men det var vist et sidespring. Benedikt har derudover også arbejdet hos Weingut Keth i Rheinhessen, Herdade de Calada i Portugal og uddannet sig til ønolog i Bad Kreuznach i Nahe, inden han i 2010 købte det gamle, historiske og traditionsrige Weingut Stadt Klingenberg og begyndte at udleve sin drøm om at lave sine egne vine på netop Spätburgunder.

På Weingut Stadt Klingenberg har Benedikt Baltes knap 13 hektar vinmarker, bl.a. parceller på Grosses Gewächs marken Schlossberg, en historisk og stejl skråning med terrasser, gamle vinstokke og en mangfoldig flora og fauna. Denne mark har altid været grundlaget for de bedste kvalitetsvine, bl.a. på grund af vinstokkene, hvis rødder stikker over 10 meter dybt ned i jorden med røde sandsten og dermed sikrer en optimal vandforsyning hele året. Det giver flere mineraler i druerne og mere kompleksitet til vinene.

Andre fremragende producenter som fx Paul Fürst fra Weingut Rudolf Fürst har også parceller på Schlossberg marken.

Benedikt Baltes’ vine er opdelt i klasserne Gutsweine, Ortsweine, Ortsweine “R” samt Großes Gewächs. Denne Rück Spätburgunder er en Ortsweine, men allerede i en skræmmende kvalitet, men det vender jeg tilbage til. Under Ortsweine findes der alle 3 forskellige Spätburgundere, nemlig en Klingenberg Spätburgunder, en Großheubach Spätburgunder samt denne Rück Spätburgunder.

Rück Spätburgunder er lavet med druer fra de bedste parceller fra Rück, som ligger et par kilometer nord for Klingenberg by. Druerne høstes i hånden, udbyttet er lavt og ellers er vinen lavet med lang maceration, brug af nye fade og lang lagring. Hvor lang tid kan jeg ikke umiddelbart se. Der er ingen tilsætningsstoffer, alene brugt druernes naturlige gær og vinen flaskes også ufiltreret.

Det ufiltrerede kan ses i glassset, hvor den lyserøde, transparente væske er herlig grumset. I næsen er der godt med røg, krydderier, syrlige bær, ribs, nelliker og en lille smule mælkechokolade. Som ofte i Spätburgunder fra Franken er der ikke så megen sødme, men mere en stram, letkrydret og mineralsk næse. Giv vinen lidt luft i glasset, så åbner duftene sig langsomt og indbydende.

I munden er frugten sindssyg frisk og bidende på den helt rigtige måde … syrligt med eg, lyserøde bær, hindbær, ribs, mineraler, sten, kalk og et fast tag. Der er noget “krop”, som giver en fylde til de syrlige elementer og medvirker til en rigtig, rigtig fin balance.

Da jeg købte vinen hos Martin hos Extra Brut Vinimport smagte jeg den ganske kort op mod Baltes anden Ortswein Klingenberg Spätburgunder, så fandt jeg Klingenberg en anelse bedre, og denne en tak kantet. Klingenberg var lidt mere feminin og denne Rück mere maskulin, og jeg er nok mest til de feminine. Men her må jeg sgu alligevel overgive mig. Dette er klassevin.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris pt. på tilbud hele af året til 149 kr., hvilket er ren tyveri. Jeg godt vædde med, at lageret ikke holder resten af året. Bør blive revet væk.

Rating 6/7 

2012 Torbreck Vintners, Woodcutter’s Shiraz, Barossa Valley, Australien

2012 Torbreck Vintners, Woodcutter's Shiraz, Barossa Valley, AustralienStormy Weather … spillede den eminente Ben Webster i 1965 på Jazzhus Montmartre, og det er også vejrudsigten for denne grå søndag. Men hvorfor så ikke … why not … på sådan en grå, stormfuld søndag morgen lige skrive om sidste rødvin fra Seléction smagningen i torsdag, denne Woodcutter’s Shiraz fra det australske vinhus Torbreck Vintners?

Torbreck Vintners er grundlagt af David Powell i 1994, men hans projekt startede egentligt tilbage i 1992, hvor han opdagede nogle små parceller af ældgamle vinstokke.

På det tidspunkt arbejdede han for Robert “Rocky” O’Callaghan hos Rockford Wines, men han indgik en aftale med en række jordejere om, at druerne fra disse små parceller skulle leveres til hans nye vinhus mod betaling af en procentdel af fortjenesten, og det blev så til Torbreck Vintners.

Vinhuset kaldte han Torbreck efter en skov i Skotland, hvor David tidligere havde arbejdet som skovhugger. Og stilmæssigt sigtede David efter vinene fra Frankrigs Rhônedal, som han havde en særlig forkærlighed for. I 1995 knuste han de første druer … i alt 3 tons … og startede salget af sine vine.

De blev en succes, og det med Rhône-stilen blev bl.a. også bemærket af Robert Parker, som kaldte Torbrecks topvin Run Rig for “La Mouline of Australia«, hvilket selvfølgelig hentyder til Guigals enkeltmarkscuvée fra Côte-Rôtie, og samtidig gav den skyhøje priser og point.

Faktisk fik årgang 1995 hele 98 point af Parker … og lige siden har Run Rig faktisk fået enten 98 eller 99 point af Parker hvert eneste år … ganske imponerende.

I 2002 blev mange af markerne købt af Torbreck, men samme år måtte vingården imidlertid gå i betalingsstandsning på grund Powells økonomiske problemer i forbindelse med en skilsmisse. Torbreck blev derfor købt af den australske forretningsmand Jack Cowin for 6,5 millioner australske dollars, mens Powell fortsatte som vinmager og administrerende direktør.

I 2008 tilbagekøbte David Powell igen Torbreck i et kompagniskab med Peter Kight, som i forvejen ejer Quivira Winery i Sonoma County i Californien, men i 2013 forlod Powell Torbreck for at arbejde med andre projekter. I dag varetages vinproduktionen af et team bestående af Craig Isbel, Scott McDonald og Russell Burns.

Peter Kight er fortsat leder af vingården, som i dag har hele 86 hektar, fordelt på ikke mindre end 26 vinmarker. Og denne Woodcutter’s Shiraz er lavet af druerne fra nogle af disse marker i underområderne Marananga, Greenock, Ebenezer, Gomersal, Moppa, Lyndoch og Kalimna.

Vinen er selvfølgelig 100% Shiraz, og navnet på vinen henviser til David Powells mange år som skovarbejder i Torbreck skoven i det skotske højland. Vinen er lavet med rustfrie ståltanke, maceration på 6-7 dage efterfulgt at lagring i 12 måneder på store egetræs foudres.

Og det er sgu også en rigtig aussi vin … solbær, fedme, eg, sødme, kampfer-olie, eucalyptus, tørre krydderier, enebær, kanel samt en sjat vanilje. I munden fed, cremet og proppet med mørke bær, svedsker, alkohol – som giver en voldsom varme – sødme, mørk chokolade, kaffe samt lidt lakrids. Power. Fyldig … og knap så kompleks som fx forrige vin … neuf’en fra Domaine le Clos du Caillou.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 225 kr.

Rating 4,5/7   

2013 Domaine le Clos du Caillou, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, Frankrig

2013 Domaine le Clos du Caillou, Châteauneuf-du-Pape Tradition, Rhône, FrankrigFor knap 4 måneder siden smagte jeg denne vin i årgang 2012 … og den var god. 2013’eren er bare endnu bedre. Vinen vi snakker om er Domaine le Clos du Caillous entry-level Châteauneuf-du-Pape, som de kalder Tradition.

Domaine le Clos du Caillou ligger ved byen Courthézon, nordøst for Châteauneuf-du-Pape … et godt område for at fremstille stor Châteauneuf-du-Pape. Det har da også været målet for familien Pouizin og Vacheron siden de stiftede domainet i 1956.

Domainet består i alt af 58 hektar vinmarker, hvoraf de 8 hektar er beliggende i Châteauneuf-du-Pape. I princippet kunne en del af de resterende 50 hektar også godt have været indlemmet i Châteauneuf-du-Pape, da de kun er adskilt fra distriktet af et gammel stengærde.

Historien fortæller dog, at den daværende ejer ikke ville betale de afgifter, som en ophøjelse af jordene til Châteauneuf-du-Pape krævede i 1923 og at det er årsagen til, at jorderne kun bærer status af Côtes du Rhône.

Indtil 1996 blev ejendommen drevet af Claude Pouizin, der frem til 1993 solgte en del af avlen til negocianter i området, men i i 1996 overlod han stedet til datteren Sylvie og svigersønnen Jean-Denis Vacheron. Dennis stammede fra en vinbondefamilie, som driver Domaine Vacheron i Sancerre.

Generationsskiftet betød, at ejendommens vine fik et vældigt kvalitetsløft. Vinskribenter fra især i Amerika berømmede hans indsats, og eksporten til Amerika steg voldsomt. I marts 2002 omkom Jean-Denis Vacheron imidlertid i en trafikulykke, og i dag drives ejendommen af hans kone Sylvie. Hun har dog allieret sig med dygtige folk, bl.a. Bruno Gaspard, tidligere Chateau Trignon, og ønologen Philippe Cambie, som jeg jo også har skrevet om en del her på bloggen.

Markerne er certificeret Agriculture Biologique (AB) siden 2010. AB mærket er Frankrigs svar på Ø-mærket, dvs. en økologisk vin, men det er faktisk meningen, at Domaine le Clos du Caillou vil fortsætte kursen mod biodynamisk certificering.

Denne Châteauneuf-du-Pape Tradition er – trods navnet – en forholdsvis ny hos vinhuset og lavet første gang i 2011. Den er i denne årgang 2013 lavet på 85% Grenache, 10% Mourvédre samt 5% Syrah, hvorimod 2012’eren var på 100% Grenache. Druerne kommer fra markerne Les Cassanets og Les Bédines og med et lavt høstudbytte på sølle 20 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med maceration på i betontanke i 28 dage … 11 dage mindre end 2012’eren, hvorefter vinen lagres på store, gamle foudres i 17 måneder. Der laves årligt 13.000 flasker af denne vin.

Og den har hele Rhône kavaleriet med i den menneskelige emhætte … det er mejeri, bacon, flæsk, røget fedt, brombær, solbær, vanilje og let kanel. Måske også lidt engelsk lakrids. Som 2012’eren en kraftig dame, fyldig og tiltrækkende … men med en klar, frisk frugt, en direkte tyngde og tydelige tanniner, dog langtfra så voldsomme som i 2012’eren. En vin, som alle ville være glad for at indtage sammen med juleanden. Selv anden vil være glad.

Så skal du også lige tænke på, at den faktisk har 3 Cdp storesøstre, nemlig vinene Les Safres, Les Quartz og La Réserve. Og så en hvid halvsøster.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 280 kr.

Rating 5,5/7   

2008 Guerrieri-Rizzardi, Castello Guerrieri, Veneto, Italien

2008 Guerrieri-Rizzardi, Castello Guerrieri, Veneto, ItalienEn lille Bardolino Amarone kalder man denne Castello Guerrieri fra vinhuset Azienda Agricola Guerrieri-Rizzardi, da vinen er produceret på samme måde som en Amarone … blot med lidt anden druesammensætning og med druer fra Bardolino i stedet for Valpolicella. Derfor må den naturligvis ikke kaldes for en Amarone, så på den måde er der styr på appellationerne.

Guerrieri-Rizzardi er ét af de vinhuse, som jeg besøgte i sommers. Hvis du vil se et par billeder fra stedet, så klik – by all means – ind på blogindlægget omkring husets 2014 Bardolino Classico DOP.

Vinhuset er i dag ejet af Rizzardi-familien, og holder reelt til i et gamle hus i Bardolino. Det har fungeret som vingård siden 1450, men i dag ligger al produktionen i et nyt og moderne vineri i bakkerne ved Bardolino. Det er bygget i 2011 og fremstår ganske imponerende, hvilket du måske også får fornemmelsen af på billederne nedenunder.

Azienda Agricola Guerrieri-Rizzardi sidder i dag på en stor del af de allerbedste og mest eftertragtede vinmarker i Soave, Valpolicella, Valdadige og Bardolino.

Huset fik sit navn Guerrieri-Rizzardi i 1913, da et ægteskab forenede to store vinfamilier; Guerrieri med deres 1450 gamle vinhus i Bardolino og marker rundt om Bardolino samt Rizzardi, som havde sine marker, vineri og vinkælder ved byen Negrar. Derudover ejede Rizzardi familien også ejendommen Dolcè i Valdadige og marker i Valpolicella.

Markerne i Soave købte af Guerrieri-Rizzardi først langt senere, nemlig i 1970. I dag ejer familien samlet 82 hektar vinmarker, hvilket er fordelt med 25 hektar i Valpolicella fordelt på 22 parceller med de tre topmarker Rovereti, Pojega og Calcarole, 40 hektar ved Bardolino og Cavaion fordelt på ikke mindre end 35 parceller, 15 hektar i Soave og endelig 2 hektar i Valdadige.

På markerne dyrker familien en lang række forskellige druer som fx Chardonnay, Garganega, Trebbiano, Corvina, Rondinella, Sangiovese, Merlot, Molinara, Marcobona, Cortese, Moscato Bianco og Barbera, blot for at tage dem i helt tilfældig rækkefølge.

Siden 1998 har det været Giuseppe og Agostino Rizzardi, som har stået for driften af vinhuset. Og lige siden har vinene i det 200 år gamle familiefirma gennemgået en nærmest revolutionerende kvalitetsfremgang. Det støtter nemlig Giuseppe Rizzardis filosofi, som går på lave vine med en kombination af oprindelighed og moderne vinifikation. Vinene skal fortsat smage af de lokale druer, og karakteren vil ikke ændre sig til alkoholrige vine med fokus på frugt frem for karakter.

Denne mini-Amarone er lavet på 78% Corvina, men i stedet for Rondinella og Corvione, så består de sidste 22% af Merlot. Ja … fucking Merlot. Og alle druerne er altså tørret på samme måde som rigtig Amarone inden de presses, og mosten anvendes til vinproduktion. Druerne kommer fra en vinmark i Bardolinos Classico område. Marken er på 2,5 hektar og er oprindeligt grundlagt i det 16. århundrede. Stokkene er mellem 30 og 40 år.

Vinen er lavet med gæring på moderne, rustfrie ståltanke, hvorefter vinen lagres på traditionel vis på små egetræsfade. Inden aftapning klares vinen så skånsomt som muligt med æggehvider, idet selv en let filtrering ville berøve vinen for værdifulde aromatiske komponenter. Der laves årligt knap 10.000 flasker af denne vin.

Og den har da også nogle elementer fra Amarone, bl.a. våde fade, blommer og lidt våd tobak. Derudover er der også Skippers lakridspiber … som jo heldigvis ikke blev forbudt af EU … chokolade, men ellers ophører sammenligningen med Amarone vist også. I munden er vinen kraftig med stor tørhed, frisk frugt og markante tanniner, som virkelig sætter sig i mund, svælg og på tænder.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 165 kr.

Rating 4,5/7 

2011 Scotto Cellars, Lodi Old Vine Zinfandel, Californien, USA

2011 Scotto Cellars, Lodi Old Vine Zinfandel, Californien, USAHvor er verdens dog af lave … internetsøgning – kun dansk – på én af jazzens store guitarister Grant Green resulterer i Eyki Grant Metal Green Rustfri Stål Quartz Herre ur!

Nevertheless … mens den 7 minutter og 48 sekunder lange A Wee Bit O’ Green fra Grant’s First Stand blidt masserer mine øregange og vejret udenfor vrænger af omverdenen, så kan jeg jo passende skrive om denne Lodi Old Vine Zinfandel fra Scotto Cellars.

Vinen smagte jeg til torsdagens selection smagning i den lokale Vinspecialist forretning … efterhånden lidt et tilløbsstykke. Måske kombo’en af free tasting, hyggelig stemning og en forestående højtid, som kan kræve indkøb af kraftige vine, havde trukket folk til. Jeg deltog bare, som jeg plejer.

Og netop kraftige vine … gode anbefalinger til julemaden … var sat på programmet. Denne Lodi Old Vine Zinfandel var første vin i rækken. Jeg har tidligere smagt andre vine fra Scotto Cellars, da huset laver vine under et utal af brands-

Skal jeg name-tagge, så kan jeg i flæng nævne; 99 Vines, Bass Creek, Black Ridge, Brownstone, BrownWood, Compagno, Dancing Grape, Delta Luna, En Pointe!, Grace Bridge, Havenscourt, Heavyweight, Howling Moon, Limited Lot, NAPA by N.A.P.A., Pink Umbrella, Regio, Sera Fina, Silver Peak, Stonewood, Three Muscateers, Villa Armando og Heavyweight.

Jeg har tidligere smagt og skrevet om vine fra netop Heavyweight her på bloggen … knockout vine, som er opkaldt efter og har etiketter efter forskellige boksere som fx “Champ” Big John, “Champs” Giant Jess And Bob The Bruiser og “Champ” Jim The Gent.

Scotto Cellars har en historie helt tilbage til Ischia i Italien, hvor Salvatore Dominic Scotto i midten af 1800-tallet begyndte at lave bordvin, og solgte det, som familien ikke kunne drikke, til sine naboer, hvoraf den ene i øvrigt senere blev hans hustru. Han lærte sit første barn Dominic alt han vidste om vinfremstilling og Dominic fulgte i sin fars fodspor og producerede vin i sin fritid, mens han arbejdede som et skibsbygger.

I 1903 emigrerede Dominic og hans familie til New York og slog sig til sidst ned i en Brooklyn, ikke langt fra havnen, hvor han genoptog sin karriere som vinmager og solgt fem-gallon krukker rødvin fra hans hestevogn. Som hans vin forretning voksede, besluttede han at blive forhandler og åbnede Scotto Liquors lige efter spiritusforbuddet blev ophævet.

Langsomt voksede vinfirmaet, men først i 1948 lavede de deres egen vinmærke, som de kaldte Villa Armando, og vinen kom til at hedde “Rustico”, det italienske ord for rustik. De første mange år blev vinen vinificeret og flasket af Mondavi på hans anlæg i Californien, men i 1961 købte Scotto Cellers egen vingård og vineri, nemlig Gariti Winery i Pleasanton, som selvfølgelig straks blev omdøbt til Villa Armando. Dette betød, at man for første gang kunne producere vinen 100% selv og kontrollere kvaliteten fra vingården til flasken. I dag er Villa Armando ét af de ældste vinmærker i USA.

Det er i dag 5. generation af Scotto familien, som drives vinhuset, nemlig i form af Anthony III, brødrene Paul og Michael samt søstrene Natalie og Anne. De producerer og sælger fortsat vin fra Villa Armando, men har også udviddet forrretningen betydeligt med nye vinmærker – som jeg vist nævnte – og via opkøb af jord i Lodi, Napa Valley og Amador County.

Vinen er lavet på 100% Zinfandel, som kommer fra 50 år gamle vinstokke ved husets marker tæt ved Mokelumne floden. Traditionel vinificering og 18 måneders lagring, dels på egetræsfade, dels på ståltanke. Ellers ikke ret mange oplysninger om vinen, så vi springer i stedet til mine smagsnoter.

I næsen virker vinen dejlig landlig med modne solbær, blomster, sæbe, sødme, tørhed og en smule peber. Meget lige-på-klar til at drikke mig. Og sådan er vinen også i munden, meget drikkevenlig med en amerikansk slagside, som er for megen sødme. Her er det dog ikke overdone, for der er også god ren frugt, stål og en let bitterhed. En pleaser, som de fleste … ja alle faktisk … vil kunne li’.

Den overhaler klart et Eyki Grant Metal Green Rustfri Stål Quartz Herre ur, men ikke den gode Grant Green, en af jazzens helt store, hvis guitartoner nu i skrivende stund i samklang med et gammelt harmonorgel langsomt fader ud. Yeaaahhhhh.

Forhandles i Vinspecialisten, pris 85 kr.

Rating 4/7 

2014 Mud House, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2014 Mud House, Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandMens den skriblende presse, godtfolk, julenisser og åhhh så kloge håndvaskdygtige politikkere snakker om det danske, bestemte nej ved gårsdagens folkeafstemning, stormen Helga … en sejlivet gammel hvirvelvind fra det vestlige udkantsdanmark og den forestående jul, så er der mere roligt i det houlbergske hjem.

Den flittige vinblogger … yours trully er nemlig blevet tester af et par vine fra vinhuset Mud House i New Zealand. Gratis vin … godt koncept, så jeg stiller gerne egen og hustruens gane til rådighed i videnskabens tjeneste. Hustruen er jo med på den værste … rolig nu, for det er kun i den vinøse sfære.

Dermed farer alverdens fortrædeligheder forbi min næse, mens jeg med forventningsfuld julefryd åbner en stor papkasse med 3 vine fra et New Zealandsk vinhus, som jeg ikke tidligere har hørt om … mudderhuset Mud House … et af de mange vinhuse i den møj-megastore vinkoncern Accolade Wines.

De 3 vine er denne hvide Sauvignon Blanc, en rosé … også Sauvignon Blanc samt en rød Pinot Noir. Og det er selvfølgelig med no-strings-attached, så skal der kastes med mudder mod Mud House, så gør jeg selvfølgelig det. Denne vinblogger er ikke til falds … men smager gerne alle slags vine, også fra supermarkedernes bombastiske hylder.

Accolade Wines og Mud House skal jeg nok vende tilbage til i et senere blogindlæg, så derfor vil jeg i dette koncentrere mig om denne Sauvignon Blanc.

3 x Mud House in the house
3 x Mud House in the house med vinkøler, beskrivelser m.m.

Vinen er lavet af druer fra forskellige områder af den store vinmark Woolshed Vineyard, som Mud House ejer i Marlborough. Det er en mark på ikke mindre end 105,5 hektar, hvoraf 94,5 hektar er tilplantet med Sauvignon Blanc. Hver parcel vinificeres separat, selvfølgelig på ren stål for at bevare mest mulig frisk frugt.

I næsen stikkelsbær, pærer, flint, let asparges … grapefrugt, grøn peber, grønne vinblade, brændenælder og lidt af den duft, som man tit oplever, når man går i vinrankerne. Derudover lidt vådservietter, salvie … også lidt et støvet udtryk med en lille skarp og (for mig) udefinerbar kant, som jeg ikke finder så charmerende. Men næsten ene af typiske Sauvignon Blanc dyder.

I munden godt med stål, jern … dagens portion af jernvitaminer er reddet … godt tør og der er bestemt også både syre og bitre elementer. Den bliver lidt slappy i midten af smagsindtrykket, hvor der også farer lidt krydderier, citrus og tropisk regnskov indover. Det bliver ikke så nuanceret, men hvad … til prisen en fino vino.

Forhandles i Coop butikker, hvor den vejledende pris er 69 kr., men mon ikke den – som mange andre vine i supermarkederne – en gang imellem kommer på bud.

Rating 4/7  

2009 Gallica Wine, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2009 Gallica Wine, Napa Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USAVi måtte selvfølgelig slutte med endnu en tur over Atlanten … tilbage til Californien med endnu en US Cab, Napa Valley Cabernet Sauvignon fra vinhuset Gallica Wine, som ejes og drives af kvinden med det herlige navn Rosemary Cakebread.

Vinhuset er grundlagt i 2007 af Rosemary og ligger i en gammel lade i St. Helena i Californien … i øvrigt samme by, hvor Beringer har deres hovedsæde og omkring 30 kilometer nord for Napa by. Med andre ord midt i det amerikanske vinland.

Rosemary Cakebread er en erfaren vinmager og har inden hun grundlagde Gallica Wine arbejdet rundt om i Napa Valley. Hun blev uddannet ønolog i 1979 fra University of California i Davis og har efterfølgende arbejdet hos Inglenook Winery, hvor hun arbejdede i laboratoriet.

Derefter arbejdede hun en kort periode hos Cakebread Cellars, hvor hun mødte sin mand Bruce Cakebread, som er én af ejerne af det noget større vinhus. Derefter flyttede hun en periode til Mumm Napa, hvor hun arbejdede med mousserende vine på Sterling Winery inden hun i 1997 blev ansvarlig vinmager på Spottswoode Winery.

Der blev hun frem til 2007, hvorefter hun altså grundlagde sit eget vinhus Gallica Wine. Der laver hun vine med druer fra egne marker samt fra druer fra en række familieejede vingårde fra Napa Valley til Santa Lucia Highlands, bl.a. har Cakebread fundet en god leverandør hos Shake Ridge Ranch Vineyard i Amador County ved foden af Sierra bjergene.

Rosemary laver alene 3 vine på Gallica Wine, en Suzuri Shake Ridge Ranch Amador, en Suzuri Soberanes Syrah Santa Lucia Highlands og denne Napa Valley Cabernet Sauvignon. For Suzuri vinene er inspirationen klart Rhône, mens denne Napa Valley Cabernet Sauvignon mere er i den amerikanske stil.

Vinen er ikke ren Cabernet sauvignon, da der i denne årgang 2009 tillige er tilsat 6% Petit Verdot og 4% Cabernet Franc. Vinen har lagret 20 måneder på franske barriques, heraf 71% nye fade. Det er en vin, som er meget hypet … og Parker har da også givet vinen 95+ point.

Det er samtidig en dyr vin, men ikke én, som jeg falder på halen for. I næsen er der modne røde bær, lidt solbær, granatæbler, lidt tobak, sort te, kardemomme, appelsinskal, en omgang engelsk lakrids og lidt mineraler. I munden er der god frugtintensitet, men virker også lidt kantet og med noget alkohol. Tanninerne er moderate og der er også en smule krydderier, som blander sig i smagsindtrykket.

Forhandles af Smalle Vine, hvor prisen er 750 kr., hvilket jeg finder ganske dyrt. Dér er jeg i hvert fald slet ikke.

Rating 5/7  

1999 Bertani, Amarone delle Valpolicella, Veneto, Italien

1999 Bertani, Amarone delle Valpolicella, Veneto, ItalienJeg er lidt ambivalent, når det kommer til Amarone, men når der kommer vaskeægte, klassisk og oldschool Amarone i glasset, så må selv den mest hårdnakkede gamle vinblogger overgive sig. Det har jeg gjort flere gange … og det er også tilfældet med denne Amarone delle Valpolicella fra det gamle og klassiske vinhus Bertani.

Vinhuset ligger i den lille by Grezzana omkring 10 kilometer nord for Verona, og er grundlagt tilbage i 1857 af de to brødre Giovan Battista og Gaetano Bertani i Quinto di Valpantena nord for Verona. På det tidspunkt var Gaetano allerede en dygtig vinmager, som havde studeret i Frankrig hos Professor Guyot og lært nye tekniker.

Og fra starten anvendte brødrene de nye og moderne tekniker, både i vinkælderen samt i deres marker i Valpantena og  Soave, men altid med respekt for de gamle traditioner. Og det gav succes … brødrene blev berømt i hele Verona området for deres professionalisme og kvaliteten af deres vine.

Bertani var dog også gode forretningsfolk, og de forstod værdien af selv at flaske vinene for at optimere fortjenesten. De investerede derfor yderligere og i slutningen af 1800-tallet blev husets vine også solgt i mange byer i USA, ja stort set over hele verdenen.

Den store berømmelse betød bl.a. også at deres vin i 1937 blev anvendt ved middagen i forbindelse med kronningen af Kong George VI i England. Derudover har vinhuset fået en lang række store hædersbevisninger for deres vine samt en masse internationale medaljer gennem årene.

I 1952 købte familien den smukke 1700-tals barokvilla Villa Novare med tilhørende 220 hektar jord i Arbizzano nord fra Verona og omkring 5 kilometer svag sydvest for deres hovedsæde i Grezzana. Det var oprindelig familien Fattori, som i 1735 begyndte byggeriet af villaen ved siden af en vinkælder fra det 16. århundrede.

Inden byggeriet var afsluttet, blev villaen i 1769 solgt til familien Mosconi. De færdiggjorde ejendommen og tilføjede en romantisk park på otte hektar anlagt i engelsk landskabsstil. Derudover fokuserede familien Mosconi på vindyrkning og blev en af de største vinproducenter i Norditalien på den tid.

I første halvdel af det 19. århundrede tog tingene en anden drejning. Herskabsvillaen blev forladt og både parken og en række værelser udsat for vandalisme. Ejendommen fungerede en kort periode omkring 1933 også som hovedsæde for det lokale kooperativ Cantina Sociale della Valpolicella, og de var også med til at gøre ejendommen ganske historisk.

Det var nemlig netop i kælderen under Villa Novare, at en af de ansatte på kooperativet i 1933 ved en fejl glemte at standse gæringen på den søde Recioto og dermed skabte prototypen på det, som vi i dag kender som Amarone.

I dag har familien omdømt ejendommen til Villa Mosconi Bertani og renoveret den til fordums glans … en ganske imponerende bygning. Den er imidlertid ikke hovedsæde for vinhuset … det er fortsat ejendommen i Grezzana.

Selve vineriet i Grezzana betragtes i øvrigt også som værende et af de smukkeste i det dejlige Valpolicella Classico område. Bertani har i dag omkring 200 hektar vinmarker i både Valpolicella ved Villa Novare samt Valpantena og derudover i Soave og ved Gardasøen. Og det er fortsat med familien Bertani ved roet. De har dog ansat GianMatteo Baldi, som direktør for foretagenet og Cristian Ridolfi som ansvarlig vinmager.

Alt i hele produktionen er de senere år optimeret, hvilket vil sige at vinene fortsat laves efter de klassiske forskrifter, men med det bedste mulige udstyr til rådighed. Bertani producerer i dag ikke kun de kendte vine som Secco Bertani, Villa Arvedi eller Amarone Classico, men også bl.a. flot Soave og IGT Verona.

I dag fremstilles vinene stadig efter de gamle klassiske traditioner og regler. Bertanis vine er anerkendt over hele verden for deres exceptionelle kvalitet, og beundringsværdige håndværk. Bertani er blandt de få Amarone producenter, der ikke køber deres druer af lokale bønder, de anvender derimod udelukkende druer fra egne marker, og kan således selv kontrollere hele processen fra start til slut.

Bartanis Amarone modner i de legendariske år fra begyndelsen af 1960’erne og frem til begyndelsen af 1980’erne op til 10 år på store slovenske fade inden de tappes på flaske og frigives til salg. Der er som type tale om en langt mere tør Amarone type end dem, der ses flest af i dag, og samtidigt er dette en af Italiens mest holdbare vine.

En vin, som man gerne betror et ekstra årti på flaske, selvom vinen i glasset er 25 år eller ældre. Det er denne legendariske holdbarhed, som har skabt Bertanis ry. Utallige gange er den blevet smagt op imod andre legender og næsten hver gang har den imponeret – de der var så heldige at være til stede – med sin utrolige ungdommelighed og sin næsten skræmmende intensitet og kompleksitet.

I de senere år er fadlagringen blevet reduceret til 6 år, og som ung virker vinen lidt mere imødekommende end tidligere.

Nå, men her har vi netop husets Amarone delle Valpolicella i årgang 1999. Vinen er lavet på 70% Corvina, 25% Rondinella og 5% Molinara. Druerne er tørret på måtter i omkring 120 dage. Macerationen sker over hele 50 dage, hvorefter vinen lagrer 6 år på store 60 hektoliter egetræsfade. Efter vinen er kommet på flaske, og så lagrer den yderligere 1 år.

Duftmæssigt er her skrald på den gamle dame … dufter af rustikke, gamle fade, overgærede blommer, overmodne kirsebær, kirsebærlikør, dadler, søde krydderier og heldigvis ikke rosiner. Der er lidt læder, lakrids og lidt jordagtige noter. I munden overrasker vinen ved at være frisk frugt og jeg får med det samme associationer til Ernesto Ruffo. Det er blødt, cremet … men med en lethed og friske, mørke frugter, blommer samt et meget markant peberbid i eftersmagen.  Det er altså bare godt.

Forhandles af SuperVin, hvor prisen på denne årgang 1999 er 580 kr. ved køb af 6 flasker og 699,95 kr. ved køb af en enkelt … men de plejer at være til at snakke med.

Rating 6,5/7 

2011 Beringer Vineyards, Knights Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USA

2011 Beringer Vineyards, Knights Valley Cabernet Sauvignon, Californien, USASå hoppede vi sgu igen over Atlanten … satans store spring med ham Brix, men denne gang blev det med ægte amerikansk Cab … vinen Knights Valley Cabernet Sauvignon fra det store og historiske vinhus Beringer Vineyards.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1876 af brødrene Jacob og Frederick Beringer, som egentlig kom fra Mainz i Tyskland. Og når vi starter stort vinhus, så er der noget om snakken, for Beringer er den største drue-producent i Napa og ejer selv knapt 10% af det total opdyrkede vinareal i Napa.

Beringer Vineyards er det ældste uafbrudt fungerende vinhus i Napa Valley, og som noget unikt for et amerikansk vinhus, har Beringer produceret vin uafbrudt siden 1876, idet man under spiritusforbudet havde tilladelse til at producere altervin til de lokale kirker. De øvrige californiske vinhuse måtte indstille produktionen i denne periode.

Historien om Beringer startede reelt i 1868, hvor Jacob Beringer forlod sit tyske hjem i Mainz, for at starte et nyt liv i USA. Hans bror Frederick var sejlet til New York fem år tidligere, og havde siden skrevet mange breve hjem, om de uendelige muligheder i den store nye verden.

Jacob, som havde arbejdet i tyske vinkældre i sine unge dage var dog ikke særlig begejstret for New York. Han var imidlertid tiltrukket af det varme solrige klima i Californien, som skulle være velegnet til vindyrkning.

I 1870 rejste han rejste han med tog fra østkyten mod solen i Californien, og i Napa Valley fandt han med stor glæde en stenet, veldrænet jord, svarende til den, som han kendte fra sit fødeland. Den vulkanske jord var ideel til dyrkning af de druer, der prægede hele Europas store vinregioner.

Landskabet faldt også i lige Jacobs smag. Bakkerne i området skulle graves ud og anvendes til opbevaring og aldring af vin. Den konstante underjordiske temperatur var perfekt for produktionen af fine vine.

I 1875 købte Jacob og Frederick jorden, og gik i gang med en vinproduktion sammenlignet med de bedste produktioner i Europa. Beringer Vineyards blev grundlagt i 1876. Udgravningen af bakkerne viste sig at være en hård opgave. Det foregik med håndkraft, og brødrene ansatte nogle kinesiske arbejdere til jobbet.

Gravearbejdet i tunnellerne løb over flere år, men resultatet blev det perfekte sted at opbevare og lagre vin. Selv den dag i dag anvendes de underjordiske tunneller. Den gennemsnitlige temperatur på 14,5° C, er ideel til aldringen af Beringer Vineyards fine vine, og den nyrestaurerede indgang til den kølige underjordiske verden Old Stone Winery udgør en populær seværdighed for besøgende.

I den periode vingården blev bygget, boede Jacob i et gammelt bondehus fra 1848 på ejendommen. Dette hus blev efterfølgende omhyggeligt restaureret, udvidet og navngivet ”Hudson House”. Huset fungerer i dag som Beringer Vineyards ’Culinary Arts Center’. Frederick flyttede permanent til Napa Valley i 1883 og begyndte opførelsen af hans nye hjem – en genskabelse af familiens hjem i Rihnen, Tyskland.

Resultatet, ”Rhinen House” er et sytten-værelses stort palæ, der i dag er centrum for Beringers private bibliotek og vinsmagninger. I Rhinen House kan gæsterne nyde et glas vin i det gamle bibliotek, eller på verandaen hvor Frederick i sin tid sad og nød udsigten udover de vidtstrakte græsplæner, frodige haver, ud over Napa valley.

Vinene fra Beringer har været på Wine Spectator’s TOP 100 liste flere gange end noget andet vinhus, og Beringer Vineyards har som det eneste vinhus vundet førstepræmie som ”Wine of the Year” for både en rødvin og en hvidvin hos Wine Spectator.

Beringer har modtaget flere 90+ point vinanmeldelser fra Robert Parker end nogen anden californisk vinproducent og har som det eneste vinhus vundet titlen som “Wine of the year” for både en rødvin og en hvidvin hos Wine Spectator. Ud over dette er Beringer 11 gange blevet udnævnt til ”Winery of the Year” af Wine & Spirits Magazine.

Den ansvarlige vinmager hos Beringer Vineyards er Laurie Hook. Hun begyndte sin karriere hos Beringer i 1986, hvor hun blev ansat som ønolog. I 1997 blev hun udnævnt til assisterende vinmager til den daværende ansvarlige vinmager Ed Sbragia, og i 2000 blev hun selv hovedansvarlig, mens Ed Sbragia i dag fortsat er tilknyttet Beringer som rådgiver for Laurie.

Druerne til denne Knights Valley Cabernet Sauvignon kommer fra dalen Knights Valley, hvor Beringer er langt den største jordbesidder. Området grænser op til Napa Valley og ligger beskyttet fra Stillehavets kølige vinde, hvilket gør det til det varmeste område i Sonoma Valley.

På trods af at området dækker 15.000 hektar og har et nærmest ideelt klima til vindyrkning med varme dage og kølige nætter, er det kun de 810 hektar, der er tilplantet med vinstokke. Der dyrkes primært de almindelige Bordeaux sorter og derudover Chardonnay, Syrah, Tinta Cao og Zinfandel.

Denne Knights Valley Cabernet Sauvignon er selvfølgelig primært Cabernet Sauvignon, men Laurie Hook har også tilsat en smule Petite Sirah, Merlot og Cabernet Franc. Blendet varierer lidt fra år til år … fx var der ingen Petite-Sirah i vinen i 2012, men derimod en smule Petit Verdot og Malbec. Druerne har ligget med udvidet skindkontakt inden lagringen i 13 måneder på 225 liters franske egetræsfade, hvoraf 28% var nye fade.

Hold nu op for en mørk væske … natten har sænket sig. I næsen er det også mørk frugt, solbær, blåbær, fad, engelsk lakrids, kakao, chokolade, espresso og der fornemmes også noget alkohol, som jeg ikke er så pjattet med. Smagsmæssigt også lidt som forventet … solbær, marmelade, let peber … og tannninerne er bløde og gør ikke meget væsen af sig. Det er mørk, fed og cremet Cab … og bestemt en af de bedre.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 260 kr.

Rating 5/7  

1995 E. Guigal, Côte-Rôtie Château d’Ampuis, Rhône, Frankrig

1995 E. Guigal, Côte-Rôtie Château d'Ampuis, Rhône, FrankrigDet store vin- og negocianthus E. Guigal har specielt på ét område nærmest kultstatus … nemlig på deres Côte-Rôtie vine. Netop én af disse vine var næste nummer i Brix’ felttog af imponerende vine, vinen Côte-Rôtie Château d’Ampuis.

Det er specielt de dyre Côte-Rôtie enkeltmarksvine La Landonne, La Turque og La Mouline samt Château d’Ampuis, hvor druerne kommer fra flere marker, som har gjort Guigal lig med verdens bedste Côte-Rôtie vine.

Disse vine er i dag også sammen med Hermitage-vinen Ex-Voto fra E. Guigal investeringsobjekter på niveau med de berømte 1. Cru’er i Bordeaux eller de bedste Bourgognevine.

Jeg har tidligere smagt både La Landonne og La Mouline … men priser på flere tusinde … ofte langt over 4.000 kr. pr. flaske afskrækker de fleste. De er ganske enkelt uoverkommelige for de fleste pengepunge.

Jeg skal nok afholde mig fra igen at skrive om historien bag vinhuset og blot henvise til nogle af mine andre blogindlæg på smagte Guigal vine. Og dem har jeg efterhånden smagt nogle stykker af … flittig som man jo er.

Vinen Côte-Rôtie Château d’Ampuis er opkaldt efter husets imponerende og historiske ejendom, nemlig det berømte slot Château d’Ampuis, som Guigal købte i 1995 … altså samme år, som denne vin er fra. De var derefter 11 år om at renovere det. Slottet ligger i Côte-Rôtie og er en vigtig del af historien og appellationen. Slottet er oprindeligt bygget som et fort i 1100-tallet, men blev omdannet til et renæssanceslot i 1500-tallet.

Château d’Ampuis ligger midt i vinmarkerne og omkranset af Rhône floden. Modsat de helt dyre enkeltmarks Côte-Rôtie, så er denne vin lavet med druer fra 7 marker, nemlig Côte Blonde markerne Le Clos, La Garde, La Grande Plantée samt Côte Brune markerne La Pommière, Le Pavillon Rouge, den klassiske Le Moulin samt endelig La Viria.

Som det fremgår opdeles markerne i to typer, Côte Blonde og Côte Brune. Côte Brune kendetegnes ved en mørk jordbund, som fremhæver kraftfuldheden og intensiteten i Syrah’en. Côte Blonde er kendetegnet ved en lysere, kalkholdig jordbund, hvor man i tilgift til Syrah også dyrker mikroskopiske mængder af den grønne Viognier.

Det siges, at skråningerne er opkaldt efter Lord Maugirons to døtre, som var henholdsvis blond og mørkhåret.

I denne Côte-Rôtie Château d’Ampuis tilsætter Guigal 7% Viognier, som er med til at give vinen mere kompleksitet og elegance. Vinen er lavet med 4 ugers maceration på rustfrie ståltanke, hvorefter den lagrer 38 måneder i nye barriques, som Guigal jo selvfølgelig får fra sit eget bødkerværksted, som drives i samarbejde med Seguin Moreau. Der laves årligt 30.000 flasker af denne vin.

I glasset en herlig væske, som med brunorange kanter starter med at afsløre, at denne vin kan ha’ lidt alder. Til gengæld er vinen slet ikke mørk, som Syrah normalt fremgår, men nærmest lidt lys og delikat i farven. I næsen fornemmes alderen også. Det er lidt mulle kælder, syrlige kirsebær, læder, bacon, grønne noter, nelliker, timian, lakrids og lidt svag røg.

I munden er der imidlertid ingen tegn på alderdomshjem, rynker eller rollator. Der er stramme og syrlig bær, virker næsten skarp på tungen … og man nyder virkeligt, at en 20-årig vin fortsat er så frisk og spændstig. Der er kirsebær og god dybde på frugten. Den er meget kold og let i udtrykket, mens eftersmagen er sindssyg lang. Flot oplevelse.

Sådan en 20-årig fætter er ikke nem at skaffe. En 2011’er koster 795 kr. hos Bichel Vine.

Rating 6,5/7