Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2013 Weingut Horst Sauer, Escherndorf Am Lumpen 1655 Riesling GG, Franken, Tyskland

2013 Weingut Horst Sauer, Escherndorf Am Lumpen 1655 Riesling GG, Franken, TysklandVinmarkerne Escherndorfer Lump og Escherndorf Am Lumpen ligger helt perfekt ved den lille by Escherndorf med Main floden på begge sider, da floden slår et hårnålesving ved Volkach. Lige nedenfor Escherndorfer Lump finder vi Weingut Horst Sauer og det er derfra, at denne Escherndorf Am Lumpen 1655 Riesling GG kommer.

Weingut Horst Sauer bor – helt i klassisk Franken stil – på Bocksbeutelstraße 14 … hovedgaden i den lille by Escherndorf … mere frankisk kan det næsten ikke blive. Vingården er grundlagt i 1977 af Horst Sauer, og drives fortsat af Horst, men i dag i samarbejde med datteren Sandra.

Samlet har Weingut Horst Sauer i alt 18,5 hektar vinmarker, og de bedste marker er netop Escherndorf am Lumpen, Escherndorfer Lump samt Escherndorfer Fürstenberg. På markerne består jorden af kalksten samt løs sten- og lerjord.

På markerne dyrker de typiske frankiske druesorter Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling, Bacchus, Scheurebe, Spätburgunder, Domina samt Weißburgunder.

Og vinene er opdelt helt klassisk efter VDP’s opskrift Gutswein, Ortswein, Erste Lage og Große Lage. Derudover også lidt Erste Lage Edelsüße Weine. Samlet produktion ligger årligt på omkring 156.000 flasker vin.

Sauer har bygget sin vinkælder i 4 etager, hvis det så ellers kan kaldes en vinkælder. Men det betyder, at druematerialet, mosten og vinen ikke bliver pumpet, men transporteret ved hjælp af tyngdekraften fra presse, til gæringstank og slutteligt til fadene. Det giver en meget skånsom produktionsproces.

Horst Sauer formulerer sin passion for vin med ordene;

“Hvad smager lykken af? Kan en vin rumme minder – ord og billeder fra fortiden – eller forventninger til fremtiden?

Vin er et perfekt medie til at formidle historier. Nogen gange bliver det en lille historie, andre gange bliver historien overvældende, og en sjælden gang bliver historien også melankolsk – alt afhængig af situationen og af hvordan, du har det i nuet. Dette har skabt min passion for vin.

Dertil kommer kommunikationen med de mennesker, som nyder disse historier, og bruger vores vine til at frigøre deres fantasi i forsøg på at fastholde vinens flygtige øjeblikke. Dette er drivkraften i mine daglige bestræbelser på at skabe en god vin. Dette … og mine diskussioner om de mere tekniske aspekter med min datter Sandra, som nu er en integreret del af mit arbejde.”

Horst Sauer blev nomineret til årets vinbonde 2005 og kåret som årets hvidvinsproducent ved Winechallenge London 2004. Ratingen er 4 klaser i Gault Millau og 5 stjerner i Eichelmann.

Her det det Escherndorf Am Lumpen 1655 Riesling GG fra Sauer … lavet med druer fra Große Lage marken Escherndorf am Lumpen, som egentlig er den stejleste del af vinmarken Escherndorfer Lump. Marken er stejl som en skihopsbakke og er nævnt første gang tilbage i 1655, hvilket også er forklaringen på, at vinen har dette årstal i navnet.

Horsts vinstokke på Escherndorf Am Lumpen er over 40 år gamle og jorden består af sten og kalk, bl.a. Muschelkalk, hvorfor vinstokkene skal vokse godt dybt for at trække næringsstoffer op. Det betyder også, at udbyttet kun ligger omkring 40 hektoliter pr. hektar.

Allerede i marken er de bedste druer udvalgt … kun de bedste og mest sunde druer kan blive til Großen Gewächs vin. Efter ankomst til gården presses druerne og mosten spontangærer på rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Vinen er derefter lagret en periode på store egefade … Großes Eichenholz.

Duftmæssigt afslører næsen hurtigt lidt petroleum, så det må være Riesling. Bingo. Der er samtidig noget tyngde over duften, stor krop med tørret abrikos, modne pærer, fersken, røg, fade, lidt botrytis og honning. Det er en fyldigere Riesling … i hvert fald at dufte til.

Smagen følger dog godt i kølvandet på duften … lidt tung, sød og fyldig Riesling med sødme, mandarin, abrikos, igen botrytis samt både grape og bitterhed i eftersmagen. Det er koncentreret tæt og samtidig alligevel meget elegant.

Vinene fra Horst Sauer forhandles af Løgismose, men denne er ikke fundet i sortimentet. I Tyskland koster en flaske omkring 25€ … svarende til 186 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Sobrero, Barolo Ciabot Tanasio, Piemonte, Italien

2013 Sobrero, Barolo Ciabot Tanasio, Piemonte, ItalienBarolo i glasset og og roen sænker sig. Jeg har sat det formidable nummer Rock ‘N’ Roll Suicide med David Bowie på iTunes spilleren … I ved fra albummet om Ziggy Stardust fra 1972. Koncentreret slynger jeg i glasset vinen Barolo Ciabot Tanasio fra Sobrero Vini rundt … Oh no love! You’re not alone.

Vinhuset har jeg skrevet om for nogle måneder siden, da jeg smagte deres 2015 Barbera d`Alba Selectio. Dengang skrev jeg en masse om Sobrero familien og vinhuset ved den gamle landsby Castiglione Falletto omkring 5 kilometer nord for Montforte d’Alba. Det skal jeg undlade denne gang og koncentreret krudtet om denne Barolo Ciabot Tanasio.

Bowie og Barolo … egentlig en fin cocktail og har egentlig også mange lighedspunkter. Begge har mange ansigter, verdensberømt, enestående, kunstnerisk og kan være fin, aggressiv og vild i sine unge år. Nå, jeg vrøvler vist … lad os komme tilbage til vinen.

Druerne til vinen kommer fra flere forskellige vinmarker, nemlig markerne Valentin, Piantà og Pernanno i Castiglione Fallettos blide bakker i omkring 350 meters højde. Vinstokkene er op til 55 år gamle og har en undergrund med sand og kalksten.

Macerationen og gæringen foregår på mindre ståltanke i omkring 35 dage. Selve udblødningsprocessen styres manuelt ved hjælp af omrøring i tankene. Efter den første gæringsproces, ledes druemosten over i nye ståltanke, hvor den malolaktiske gæringsproces finder sted.

Denne proces tager 6 måneder og tilfører vinen mere klarhed, kompleksitet og syren blødgøres. Herefter kommer vinen på store 25 og 50 hektoliters egetræsfade i mindst 24 måneder, inden den tappes på flaske uden filtrering. Det er en vin, som familien Sobrero har lavet lige siden 1964 og de laver årligt 20.000 flasker af vinen.

Og det er helt klassisk Bowie … øhhh Barolo med tørrede rosenblade, violer, vissen skovbund, balsamisk syre, garvet læder, moden lys frugt, virkelig en lækker frugt, hindbær, kirsebær, tobak, røg, tjære og asfalt og lidt fra en tørretumbler. Det dufter vildt godt.

I munden er det spændstig og moden, lys frugt, godt med tanniner, syre, sten, stramt, stringent og rent. Det bider på herligste facon og vinen næsten skriger på mad. Trods en vis modenhed i den lyse frugt, som bjergtager, så er det alligevel fortsat en bumset teenager på syre … bliver voksen om nogle år. Oh’ You Pretty Thing.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr,, men køber du 6 flasker er prisen 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Frankland Estate, Olmo’s Reward, Western Australia, Australien

2010 Frankland Estate, Olmo’s Reward, Western Australia, AustralienVi sluttede det australske kænguru ræs af Frankland Estate vinene med at smage Olmo’s Reward igen … blot nogle år ældre, nemlig i årgang 2010.

Som med 2013’eren, så kender jeg ikke blendet præcist, men i denne årgang 2010 skulle der være 70% Cabernet Franc og så igen suppleret med en kombination af Malbec, Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot. Vinen er lavet med gæring i åbne tanke ved temperaturer op til 27 grader. Hver druesort vinificeres separat og derefter sker endelig blend, malolaktisk gæring og lagring 15 måneder på fransk eg.

Det er duftmæssigt en full body … kraftig, sød og sødkrydret vin, godt med røg, blomster samt en dyb, kældermørk frugt, sort som ind i helvede med urter, chokolade, lakrids og vanilje.

Smagsmæssigt har vinen virkelig godt med eg, sødme, fedme og så derudover masser af syre og tanniner. Smagen er tæt og frugten virker frisk og meget saftig. Det smager skam meget godt, men bliver for mig lidt en stor mundfuld.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 314,10 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2012 Frankland Estate, Netley Road Vineyard Riesling, Western Australia, Australien

2012 Frankland Estate, Netley Road Vineyard Riesling, Western Australia, AustralienNetley Road Vineyard Riesling fra Frankland Estate er endnu en Single Vineyard vin og er den ældste parcel Frankland Estate producerer fra.

Netley Road Vineyard er nemlig tilplantet tilbage i 1968 og ligger ikke langt fra Frankland Estates vingård. Ja faktisk ligger marken jo netop ved vejen Netley Road, som er en sidevej til Rocky Gully-Frankland Road. På den måde er australierne da også så praktiske. Marken Netley Road Vineyard er østvendt, og nyder derfor godt af morgensolen samt en mere indirekte sol hen på den hede eftermiddag. Dette, kombineret med den kølige brise fra floden, sørger for en lang modning, som er lige hvad Riesling har brug for.

Efter høst presses straks ved ankomsten til vingården, hvorefter de hviler natten over inden gæringen derefter sker på gamle neutrale træfade ved en temperatur på blot 14 grader over lang tid … endda længere end de tidligere smagte Riesling’er fra Frankland Estate, nemlig hele 12 uger. Derefter lagrer Netley Road Vineyard Riesling en periode, men hvor lang tid kan jeg ikke se.

Duften er fin, inderlig og delikat, let petroleum og i det hele taget meget let, luftig og svævende i aromaerne. Der er en smule astronaut-is, grønne æbler, lime, blomster og kalk.

Smagsmæssigt mere tyngde i frugten, tropiske frugter, abrikos, fersken, en dejlig frisk, sprød syre trods 6 år på bagen, masser af citron og grape … igen forbløffes du over, at dette ikke er en europæisk vin.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 206,10 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Frankland Estate, Olmo’s Reward, Western Australia, Australien

2013 Frankland Estate, Olmo’s Reward, Western Australia, AustralienVinen Olmo’s Reward er en af topvinene hos Frankland Estate og er selvfølgelig opkaldt efter den gamle californiske professor Dr. Harold Olmo, der tilbage i 1956 første gang så potentialet til vinproduktion i Frankland River området.

Olmo’s Reward bliver kaldt en Bordeaux from the Bush, da den laves på et blend af primært Cabernet Franc suppleret med en kombination af Malbec, Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot, men blendet varierer imidlertid en smule fra årgang til årgang.

Blendet i denne 2013 Olmo’s Reward kan jeg ikke finde præcist, men vinen er lavet efter samme læst som de foregående, dvs. med gæring i åbne tanke ved temperaturer op til 27 grader. Hver druesort vinificeres separat og derefter sker endelig blend, malolaktisk gæring og lagring i franske egefade i 15 måneder.

I næsen er det igen mørk og tæt frugt … intens som en maggiterning med både kul, jord, sort halvsød tobak, lakrids, mørk chokolade, vanilje, grønne blade og en del mentol. Synes måske, at den megen mentol fylder en tand for meget i det samlede billede.

Smagen er præget af syrlig, mørk frugt, en smule peber, tør engelsk lakrids, virkelig vedkommende frugt, syren til den aggressive side samt en megalang eftersmag.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 349 kr., men denne 2013 er udsolgt.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2013 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Shiraz, Western Australia, Australien

2013 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Shiraz, Western Australia, AustralienMer’ australsk Shiraz, men her på et helt andet niveau. Det er vinen Isolation Ridge Vineyard Shiraz fra Frankland Estate.

Igen er druerne fra den store mark Isolation Ridge Vineyard, der omkranser vingården. Og vinen er gæret i store åbne gæringstanke så længe og langsomt som overhovedet muligt ved temperaturer, der ikke overstiger 20 grader. Under gæringen er der løbende foretaget pigeage … altså hvor man trykker hatten aka skallerne ned i mosten og derudover også pumper mosten op fra bunden, altså remontage.

Efter gæring har vinen fået en kølig eftermaceration inden vinen så lagres 18 måneder i 500 liters franske egefade. Men hvordan smager Isolation Ridge Vineyard Shiraz så?

Der er klart mere dybde i vinen end foregående Shiraz. Der er fortsat kraft og fed frugt, fuldgæret solbær, blåbær, men det virker langt mere blødt og rundt. Der er kakaopulver, chokolade, kaffe, eg, blomster, kalk og en lille smule peber … og der fornemmes samtidig også lidt mere syrlighed i frugten.

Smagsmæssigt er vinen virkelig flot balanceret og det er slet, slet ikke fed aussi marmeladevin. Der er derimod syrlig og frisk frugt, blide tanniner, et mineralsk eller kalket udtryk, røg, god intensitet og smager bare virkelig godt.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 299 kr., men denne ser ud til at være udsolgt.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Frankland Estate, Rocky Gully Shiraz, Western Australia, Australien

2015 Frankland Estate, Rocky Gully Shiraz, Western Australia, AustralienI Rocky Gully serien laver Frankland Estate også en vin på Shiraz – Rocky Gully Shiraz – og den skulle vi selvfølgelig også smage.

Rocky Gully Shiraz er dog heller ikke 100% ren Shiraz, idet der er blandet en smule af den hvide drue Viognier i vinen … ligesom man ofte gør det i Rhône.

Hos Frankland Estate gærer de røde vine i åbne gæringskar og lagres lang tid på egefade, men med denne Rocky Gully Shiraz er det dog alene en del af vinen, som har lagret et år på træfade, mens resten er lagret i ståltanke.

Duftmæssigt er Rocky Gully Shiraz en ordentlig mundfuld med masser af mørk, fed og sød frugt, en virkelig fed og opulent næse, hvor der også er godt med eukalyptus, blæk, eg, kaktuspiller, spidskommen, lakrids samt et drys peber.

I munden er vinen også fed med masse af kraft, power, saftighed samt noget sødme og pænt med tanniner. Det er fedme, sødme, peber, kirsebær … svag syre, men kombinationen af power og sødmen vipper mig af Good Gully.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 96,75 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2016 Frankland Estate, Chicken Shit Chardonnay, Western Australia, Australien

2016 Frankland Estate, Chicken Shit Chardonnay, Western Australia, AustralienGladys er lidt af en rappenskralde, men et fast medlem i ledelsesteamet og en del af familien på Frankland Estate. Helt menneskelig er hun nu ikke, da hun er en perlehøne, som spankulerer rundt mellem vinstokkene, hvor hun også foretager sin nødtørft. Det er oss’ derfor, at hun har lagt navn til denne Chicken Shit Chardonnay fra Frankland Estate.

Gladys opgave i vinmarker er – udover at forsyne stokkene med chickenshit – at spise de insekter og skadedyr, som ellers er en trussel imod gårdens druer. Og det job udfører hun – sammen med et par andre perlehøns – med stor loyalitet, følsomhed og omsorgsfuldt.

Køn er hun ikke med – som en til vinsmagningen lidt ufølsomt udtrykte det – et par røde klunker hængende fra ansigtet, hvilket også kunstfærdigt er illustreret på etiketten af vinen.

Chicken Shit Chardonnay er 100% Chardonnay, hvor druerne kommer fra de yngste stokke på marken Isolation Ridge Vineyard. Vinen fadgæres og hviler på fadet sur lie i 11 måneder inden den klargøres til aftapning.

Dufter den så af hønserøv? Der er i hvert fald noget animalsk over vinen, som næsten dufter helt biodynamisk. Det er virkelig en aromatisk vin med tropisk frugt, eg, vanilje, røg og sødme.

Men nej, det er ikke oss’ en perlende vin. I munden er det i stedet en parfumeret vin … er klart min første tanke. Der er kalk, fedme og vinen er typisk Chardonnay cremet, men byder også på lidt kant med både salt og grape, så vi både klukker, kagler og hakker.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 119,20 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2013 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Cabernet Sauvignon, Western Australia, Australien

2013 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Cabernet Sauvignon, Western Australia, AustralienMer’ druesaft fra marken Isolation Ridge Vineyard, nemlig Frankland Estates 2013 Isolation Ridge Vineyard Cabernet Sauvignon.

Det er imidlertid ikke 100% ren Cabernet Sauvignon … alene 90%, mens der også er 7% Malbec samt 3% Cabernet Franc i det endelige blend. Men alle druerne kommer fra Isolation Ridge Vineyard og plantet tilbage i 1988.

Isolation Ridge Vineyard Cabernet Sauvignon er gæret ved lav temperatur i åbne kar, der har gjort det muligt at arbejde med skindet under gæringen og udvinde farve og aroma af dette. Efter endt gæring har vinen lagret 18 måneder på 500 liters franske egetræsfade.

Duften er herlig landlig … det er mørk og gæret frugt, solbær, stor tørhed og nærmest lidt støvet i udtrykket med tobak, mentol, æter, cigaræsker, blyanter og lidt peber. Duften har nogle europæiske træk, selvom de fleste af aromaerne peger på Australien.

I munden er vinen en anelse stærk, frugten syrligere end forventet, men det er egentlig fint. Der er kirsebær, og det er en meget frugtrig vin , som også har en god lang eftersmag.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 179,10 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Riesling, Western Australia, Australien

2009 Frankland Estate, Isolation Ridge Vineyard Riesling, Western Australia, AustralienVi var også så heldige, at vi skulle smage Isolation Ridge Vineyard Riesling fra Frankland Estate med lidt alder … og det blev en 9 år gammel 2009’er.

Vinen er lavet nogenlunde på samme måde som de foregående vine, blot lagret mere på eg. Ved ankomst til vingården presses druerne straks. Derefter hviler de natten over inden gæringen sker i rustfrie ståltanke ved 15 grader over 8 uger. Men denne 2009’er Isolation Ridge Riesling har efter endt gæring lagret 12 måneder på store gamle egetræsfade og har således fået mere eg end foregående 2014’er.

Duften virker umiddelbart lidt mere gæret og flad, mens der ganske vist er petroleum, men ikke helt så tydelig, som i 2014’eren. Der er mere sødme, frugten mere som modne nedfaldsæbler, abrikos, lidt honning og en duft som et gammel sengetæppe … rund, varmt, lidt brugt og der udover også lidt rene mineraler.

Smagsmæssigt er det også mere rundt, igen mindre syre og plus på modenheden og sødmen. Er den måske en smule oxyderet i smagen? Det er nærmest lidt muskatkrydret sødme, syren lidt mere kluntet og tilbageholdende, men slutter så med lang og livlig eftersmag med både grape, bitterhed og elegance.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 359,10 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7