Fredag at last … und dann ist es Zeit für Spätburgunder, hvilket vi behændigt, hurtigt, effektivt og med savl ved mundvigen løser med denne Sankt Georgenberg Spätburgunder fra Weingut Pfannebecker.
Pfannebecker ligger i udkanten af denne lille by Pfeddersheim, som vel nærmest er en forstad til Worms. Vi er tæt ved Rhinen i den sydlige del Rheinhessen … lige før vi rammer Pfalz. Og det er en lille vingård, som drives af Pfannebecker familien, nemlig Max Pfannebecker, der som 3. generation overtog driften i 2006 fra hans fader Holker Pfannebecker.
Weingut Pfannebecker er grundlagt i 1960 af Max’s bedstefar … og dermed Holkers far. Vingården blev faktisk under Holkers ledelse lokalt kaldt for Burgunderhof pga. elegante vine på specielt Weissburgunder, Grauburgunder og Spätburgunder.
Max er uddannet vintekniker i Bad Kreuznach og startede allerede efter studierne i 2003 med at hjælpe faderen på gården. I dag får han fortsat hjælp fra den ældre generation, men også fra hans hustru Susanne.
Familien har samlet 21 hektar vinmarker og de bedste marker er Pfeddersheimer Sankt Georgenberg og Pfeddersheimer Hochberg. De ejer dog også marken Kreuzblick og deres vingård ligger faktisk lige i den nordligste ende af marken. Siden 2007 har alle marker været drevet økologisk.
Vinene fra Pfannebecker familien er helt klassisk opdelt i Gutsweine, Ortsweine samt Lagenweine. Derudover laver de også lidt Edelsüss, Sekt og Secco. Den årlige produktion ligger på omkring 110.000 flasker.
Denne Sankt Georgenberg Spätburgunder er således en Lagenwein og fra husets bedste mark. Det er således også husets bedste Spätburgunder. Druerne er høstet med omkring 30 hektoliter pr. hektar og denne har lagret 18 måneder på egefade.
I næsen den monstrøse søde, animalske stald … ikke voldsom, men bestemt til stede sammen med lyserøde bær, hindbær, kirsebær, lidt eg, urter, kanel, vanilje og jernvitriol.
Smagen er til den fyldige side med en smule bitterhed, syrlige kirsebær, hindbær, stikkelsbær, krydrede elementer, jern og en lidt pågående syre. Frugten er virkelig frisk i vinen og der er lidt fylde og krop over vinen.
Forhandles af Vinova, hvor prisen er 185 kr.
Rating 5/7