Weintradition in der Familie seit 1643 står der på etiketten af denne lille, laksefarvede 2021 Pastell Rosé Trocken fra huset Weingut Rudi Rüttger og det kan de have helt ret i.
For Rüttger familien i vinhuset i Neuleiningen i den nordlige del af Pfalz har jo været vinbønder siden 1643, men det har jeg jo skrevet om flere gange … sidst da jeg smagte deres 2019 Riesling Réserve.
Derfor kigger vi denne gang blot på denne 2021 Pastell Rosé Trocken, der er lavet på et mix af druerne Schwarzriesling aka Pinot Meunier, Merlot samt Blauer Portugieser, som alle er håndhøstet fra kølige, kalkholdige vinmarker omkring Neuleiningen.
Vinen er lavet i en ren og mineralsk stil med frugtbevarende gæring på ståltank ved kølige 18 grader og kort lagring. Vinen har 6,4 gram restsukker pr. liter.
Meget sød rosé … jordbær, hindbær, grønne blade … dufter virkelig som vinranker eller vinstokke ude i vinmarken. Den har nogle meget tørre urter sammen med den lidt stilkede note.
I munden er vinen også sød … men slet ikke så meget, som man skulle tro ud fra duften, for vinen har god syre med salte citroner, rabarber med en smule bitterhed, sure appelsiner og samlet et frisk bid. Syren er vibrerende og god, bidrager virkelig til friskheden, så dermed havner Houlberg et sted mellem 4 og 4,5 tomler.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119,95 kr.