I det Loire’ske røde Cabernet Franc orgie skulle vi selvfølgelig også smage vine fra den frankofile udgave af Kasket Karl a.k.a. den vilde vinmager Nicolas Réau, ja faktisk hele 5 vine fra hans lille vingård, nemlig denne Pompois i 3 årgange og L’Enfant Terrible i 2 årgange.
Vi startede helt ungt, umodent og vildt med Pompois årgang 2014 … og heldigvis ikke Pommes Pois, som jo betyder kartofler og ærter. Vinen har en sjov etiket med en illustration af den kasket … eller måske nærmere sixpence (som i øvrigt blot hedder Casquette på fransk), som altid pryder hovedet på den smilende vinbonde.
Nicolas Réau er født og opvokset i Anjou regionen, er en habil jazz- og bluespianist og var en anset lokal rugbyspiller inden han lagde støvlerne på hylden og gik ind i forretningsverdenen.
Stadig ung … midt i 30’erne fortrød han imidlertid dén beslutning. Hans venner Lise og Bertrand Jousse havde uden forudgående uddannelse eller kendskab til vinproduktion sprunget ud som vinbønder og havde startet Domaine LB i Montlouis. Den vej ville Nocolas også.
Lige efter årtusindeskiftet købte han så vingården Clos de la Treille på knap 5 hektar udenfor byen Sainte-Radegonde omkring 25-30 kilometer syd for Saumur i Loire. Navnet blev ændret til Domaine Nicolas Réau og målet var at opnå et omdømme på samme niveau, som da han var rugbyspiller.
De købte marker hører under appellationen i AOC Anjou, men Nicolas udvidede sit sortiment ved at indgå en lejeaftale på 12 hektar jord i AOC Chinon fra Domaine Champs de Vignons i Chinon. Dermed kunne han lave vine både fra Anjou og Chinon.
Med årgangen 2002 fangede Nicolas den franske vin presses opmærksomhed, og i 2009 blev han føjet til Revue du Vin de Frances prestigefyldte årlige klassificering af de bedste vine i Frankrig for sin konsekvente kvalitet af hans vine fra 2006.
Alle marker dyrkes økologisk, og er i øjeblikket under konvertering til biodynami. Derudover høstes alle marker ved håndkraft, for som Nicolas selv siger; høst i hånden er ikke en flot omtale på en etiket, men en en måde at forkæle vinen og gøre, hvad der er bedst for vinen. Høst med maskiner ryster druerne, er ikke skånsom, sluger skidt, sure bær, blade, snegle, mariehøns og de fine edderkopper, der broderer dugen på vinstokkene.
Nicolas laver omkring 65.000 flasker vin årligt fordelt på en række vine, som bærer navne som Petit Clos, L’Enfant Terrible, Clos des Treilles, Cuvée Garance, Cuvée Moi un Ange og så denne Pompois. Det er primært vine på druerne Chenin Blanc og Cabernet Franc.
Pompois er lavet af druer fra 50 år gamle stokke med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar. I 2014 er druerne høstet tidligere end foregående årgange … med det resultat, at taninerne modner hurtigere og der er mindre sukker og dermed mindre alkohol i vinen. Der sker afstilkning, kortere udblødning og vinen lagrer 12 måneder på store 200 og 400 liter fade, som er 2-6 år gamle. Der er ikke brugt svovl overhovedet.
Og det er en vild bandit med duft af nytårskrudt, fyrværkeri … og sjovt nok lidt svovl, selvom der netop ikke er svovl i vinen, æblesyre … virker lidt parfumeret, perlende og næsten stikkende med rå rodfrugter, ko-lort, prut, læder … virkelig særegen og meget, meget biodynamisk i næsen.
I munden er vinen virkelig syret, urtet og måske en anelse vandet. Det er – i hvert fald for mig – næsten for syret, vildt og stramt. I munden er der dog også godt med frugt, som egentlig er ganske behagelig, men syren virker ung og utæmmet. Måske den blot behøver lidt tid at falde til ro. Men sindssygt spændende vin, som virkelig har kant. Jeg er der dog ikke helt.
Forhandles hos Vinimperiet, hvor prisen er 148 kr.