Mis en Bouteille par Charles Renoir Éleveur-Négociant a Meursault Côte d’Or France står der flot på etiketten på denne Chablis. Og Éleveur-Négociant skulle således dække over, at den gode Charles Renoir både er producent og forhandler.
Imidlertid findes der ikke et vinhus med navnet Charles Renoir i Meursault … eller noget andetsteds for den sags skyld. Folk vil snydes … og det bliver de. I stedet er vinen lavet af den kæmpestore franske vinkoncern Maison Béjot Vins & Terroirs, som netop holder til i Meursault.
Maison Béjot Vins & Terroirs er grundlagt i Beaune i 1891 af Jean-Baptiste Béjot. Dengang var det alene et mindre vinhus, som kun forhandlede vin. Det blev i 1954 købt af Roger Sauvestre, som i forvejen ejede en lille vinkælder og fortsatte aktiviteterne med vinhandel.
I 1988 overtog Rogers søn Vincent Sauvestre driften og han har siden overtagelsen ekspanderet og opkøbt både vinproducenter og negociantfirmaer i både Bourgogne og den sydlige del af Frankrig og er således gået fra blot at være vinhandler til en stor og betydende vinproducent.
I Sydfrankrig har Maison Béjot Vins & Terroirs bl.a. købte vinhusene Clos des Miran i Rhône, Château La Boutignane i Corbières, Château La Galinière i Provence, Domaine de Mongillon i Rhône samt Domaine de Saint Paul i Languedoc. I Bourgogne har Vincent købt Maison Protheau, Maison Moingeon, Maison Chartron et Trébuchet, Maison Moillard og Maison Corton André.
Og derudover laves der så vin under en række andre navne … bl.a. Charles Renoir. Samlet er Maison Béjot Vins & Terroirs blevet en ganske stor historie, som årligt laver ikke mindre end 10 millioner flasker vin, men har kapacitet til det dobbelte, og det er da også målet for den gode Vincent Sauvestre.
Maison Béjot Vins & Terroirs omsatte i 2015 for ikke mindre end 50,7 millioner euro, svarende til 378 millioner kroner. De har omkring 200 ansatte og samlet 530 hektar vinmarker, 260 hektar i Bourgogne samt 270 hektar i den sydlige del af Frankrig. Med andre ord en stor historie.
Og her én af husets mange forskellige vine … Charles Renoir Chablis, som selvfølgelig er lavet på Chardonnay … ellers har jeg faktisk ikke de store oplysninger om vinen, så vi haster straks til smagsnoterne. I næsen fornemmes klart mere fedme end foregående vin, men vi snakker slet ikke oversøisk Chardonnay fedme, for næsen er faktisk mest præget af sure, grønne æbler, lidt hø, røg og syre.
I munden er vinen også meget stringent og grøn med grene, bark, bitterhed. Syren er virkelig stram og bestemt ikke tilgivende. Der mangler noget intensitet og kompleksitet, mens eftersmagen dog er lang med en syre, som virkelig angriber gebisset. Samlet leverer vinen et lidt stramt, syrlig og noget neutralt, kedeligt indtryk.
Forhandles i SuperBrugsen til 119 kr., men denne aften kunne den købes på bud til 79 kr.
Rating 3/7