Videre med en fransk vin … en smule sydligere, nemlig med vinen Château de Villemajou Corbières-Boutenac Grand Vin fra den store Gérard Bertrand. Det er en vin, som jeg har smagt tidligere og været ganske begejstret for … lad os se, om det også er tilfældet med denne årgang 2011.
Château de Villemajou er den vingård, som Bertrand i 1992 overtog efter sin far, da han havde lagt fodboldstøvlerne på hylden, besluttet sig for at blive vinbonde og havde sat den målsætning, at han ville højne standarden, ikke bare for vingården, men for hele området.
Han ville være for Sydfrankrig, hvad Guigal er for Rhône. Ganske ambitiøst … men den gode Gérard Bertrand er såmænd godt på vej med.
Siden overtagelsen har Gérard Bertrand også investeret i endnu flere vingårde, vinslotte og vinmarker, fordelt over regioner som Corbières, Minervois og Côteaux de Languedoc, så han i dag har hele 470 hektar vinmarker.
Han far havde selv købt Château de Villemajou i 1970, da ejendommen, som ligger i Saint André de Roquelongue, blev sat til salg. Navnet Villemajou kommer af det romerske udtryk Villa Major (stor villa), hvilket var det navn, ejendommen bar, da erobreren Avitus boede i den.
Château de Villemajou ligger i Saint André de Roquelongue, lidt syd for Boutenac med 130 hektar vinmarker, et af de bedste terroirs i Corbières og markerne var allerede ved købet i 1970 tilplantet med gamle Carignan vinstokke. Og for Gérard Bertrand var det altid været et særligt sted, bl.a. som familiens hjem og ejendom, og som spydspids for Boutenac Premier Cru appellationen.
Jordbunden er en blanding af ler og store sten, som suger varme til sig i dagstimerne for så at afgive den til vinstokkene i løbet af natten. Og Gérard far Georg Bertrand var én af området første vinproducenter, som beviste at der kunne produceres stor vin i Corbières, bl.a. ved lang udblødning og efterfølgende brug af barrique, som ellers ikke var normalt i området.
Der laves 5 vine på Domaine de Villemajou, hvor topvinen hedder La Forge og er opkaldt efter den bedste, højest placerede vinmark på 8 hektar, som ligger på Miocene bakketoppen, et sted som ifølge tingbogen bærer stednavnet ” La Forge”. Gérard Bertrand har siden hans overtagelse også forbedret denne vinmark yderligere, bl.a i hyldest til hans nu afdøde far.
Druerne til Domaine de Villemajou Grand Vin er imidlertid hentet fra en lille parcel på Villemajou, hvor Carignan-stokkene er minimum 80 år gamle. Dette sammen med den meget stenede og derfor veldrænede jord holder udbyttet ned på 25 hektoliter pr. hektar.
Vinen er lavet på Carignan, Grenache, Syrah og Mourvèdre med traditionel alkoholisk gæring på ståltanke efterfulgt af den malolaktiske. Lagres efterfølgende 10–12 måneder på fade, hvorefter vinen tappes på flaske og lagrer yderligere 12 måneder. Vinen er selvfølgelig – som stort set alle Bertrands vine – økologisk.
Og igen – som med 2010’eren – er jeg begejstret. Der er tonsvis af sol, sødme, vanilje, figner, blommer, bacon, kød, sød engelsk lakrids og røgede toner. Virkelig lækker og indbydende duft. Smagen er ligeledes i samme boldgade med sødme, rosiner, blommer, blomster, fedme og fylde … godt cremet. Det er lidt voluminøs, men alligevel med lidt syre og rygrad.
Forhandles hos Vinspecialisten, pris 295 kr.