Fra Frankrig til Italien … til Frankrig og nu igen til Italien. Vinene til bestyrelsesmødet fulgte vist et mønster … både hvad lande og årgang angik? Her en rigtig flot og stram Langhe Nebbiolo Vigneti San Francesco Fontanazza fra vinhuset Azienda Agricola Roberto Voerzio.
Roberto Voerzio holder til i La Morra og er én af de mest hypede producenter i Barolo området.
Roberto grundlagde sin vingård i hjertet af Langhe i 1986. Han startede ud med 2 hektar, men har gennem årene formået at købe flere af de mest prestigefyldte marker for fremstilling af Barolo, nemlig parceller på marker som La Serra, Brunate, Cerequio, Sarmassa, Rocche dell’Annunziata og Fossati.
Alle disse marker er af ubestridelig Grand Cru kvalitet, skønt der ikke eksisterer en officiel klassifikation.
Roberto Voerzio har i dag lidt over 20 hektar vinmarker og har samtidig øget antallet af vinstokkene på nogle af de nye marker, mens han omvendt har reduceret udbyttet på nogle af de bedste marker. Samlet producerer Roberto mellem 40.000 til 60.000 flasker om året … afhængigt af høsten.
Hvad fremstillingen af Barolo angår regnes Roberto Voerzio af mange for modernist, men sagen er næppe så enkel. Tilgangen forener afgjort klassiske traditioner kombineret med en mere moderne indsigt og fremgangsmåde.
Arbejdet i marken gives højeste prioritet og tilgangen er usædvanlig omhyggelig, arbejdsintens og tidskrævende. Der foretages betydelig grønthøstning for at holde høstudbyttet lavt og udbytterne for de respektive Baroli er blandt de laveste i området, vanligvis mellem 22-25 hektoliter pr. hektar.
Druerne til denne Langhe Nebbiolo Vigneti San Francesco Fontanazza kommer fra San Francesco skråningen i La Morra og fra Fontanazza skråningen, som er en del af Brunate, og materialtet ville i hænderne på mange andre producenter blive vekslet til en Barolo. Der sker 100 % afstilkning af druerne forud for gæringen i rustfrist og de efterfølgende 12 måneder på små franske fade.
Om hold da op en dejlig næse, hvor der fornemmes lidt alder blandet med mørke kirsebær, moreller, champignon, blæk, let eukalyptus, blomster, våde fade, tobak, stramhed, syrlighed og et strejf af vanilje. I munden lækker med brændte note, kul, brombær, grønt og godt med tanniner med intens nerve. Tanninerne nærmest klæber til fortænderne, og er langt voldsommere end i Barbarescoen. Vinen er også mere nuanceret. Kræver sgu sin mand … men så er det jo godt, at man netop er dén mand.
Forhandles hos Løgismose Vin, pris 265 kr.