Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2007 Weingut J. Lauerburg, Bernkasteler Badstube Riesling Spätlese Feinherb, Mosel, Tyskland

Tæt ved broen over Mosel floden i Bernkastel-Kues ligger en lille vinbutik og -producent, nemlig Weingut J. Lauerburg, og på en lokal restaurant fik vi denne Bernkasteler Badstube Riesling Spätlese Feinherb i en årgang 2007 fra vinhuset.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1760 og har været i familiens eje gennem alle årene, og er dermed et af de historiske og traditionelle vinhuse i Bernkastel-Kues, som vel nærmest kan betegnes som Mosels vinhovedstad.

I dag drives huset af Patrick Lauerburg, som overtog driften fra sin fader Karl-Heinz Lauerburg, som ellers havde stået i spidsen for familieforetagendet siden 1949. Og det er et hus, som udelukkende laver vine på Riesling og ejer nogle af de bedste marker i området, bl.a. en del af den legendariske Doctorberg.

Vinene laves alle helt traditionelt i store egetræsfade og modnes ligeledes i egetræsfade. Her har ståltanke ikke vundet indpas.

Hvor mange hektar Weingut J. Lauerburg ejer kan jeg ikke se, men huset ejer bl.a. en del af Bernkasteler Badstube, den legendariske Alte Badstube Doctorberg, Bernkasteler Bratenhofchen, Wehlener Sonnenuhr og sikkert et par andre marker. Samlet laver huset omkring 7.000-8.000 kasser vin årligt.

Weingut J Lauerburg
Her ses Weingut J. Lauerburgs butik i Bernkastel-Kues.

Måske vi lige skulle dvæle et øjeblik ved marken Doctorberg, som ligger helt tæt på Bernkastel. Bernkasteler Doctorberg er alene på 3,25 hektar og navnet har marken fået i 1200-tallet, hvor ærkebiskoppen Bömund II af Trier besøgte området og blev ganske syg. Efter utallige forsøg på helbredelse, men uden virkning, så fik han serveret Riesling fra denne vinmark, drak 2 flasker og blev helbredt. Siden da har marken haft navnet Doctor, eller Doctorberg.

Doctorkeller
Her ses i øvrigt den gamle vinkælder for Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch – lige nedenfor marken Doctorberg.

Det er en ganske stejl mark, 70% stigning og marken er tilplantet med 80 år gamle Riesling vinstokke. Det er alene nogle få vinhuse, som ejer andel af Doctorberg, og det er Weingüt Geheimrat J. Wegeler, Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch Erben Thanisch, Weingut Wwe. Dr. H. Thanisch Erben Müller-Burggraef, Weingut Reichsgraf von Kesselstatt og Patrick Lauerburg.

Faktisk ejer Heilig-Geist-Stiftung et lille stykke på 0,26 hektar, men der er lejet ud til henholdsvis Geheimrat J. Wegeler og Dr. H. Thanisch Erben Müller-Burggraef. Lejen er gennemsnitlig på 5,40€ årligt pr. kvadratmeter, hvilket svarer til omkring 7,00€ pr. vinstok. Det forklarer også lidt om, hvorfor at priserne på vine fra denne topmark ligger i den dyre ende.

Nå, men denne Bernkasteler Badstube Riesling Spätlese Feinherb kommer altså fra Badstube marken, ikke langt fra den legendariske Doctorberg. Lavet helt klassisk på store egetræsfade. Og en feinherb, dvs. normaltvis lidt sødere end en halbtrocken vin.

I næsen er det en ganske elskelig fætter med våde fade, aske, røgnoter, hyld, modne æbler … ganske herligt. Smagen er rund, blød, sød med nødder, let citrus, blid syre. Det er æbler, modne pærer og god balance mellem syre og sødmen. Den kan vi også li’.

På restauranten kostede vinen vistnok 14,50€, hvilket er helt fint.

Rating 4,5/7 

N.V. Sankt Florin Sektkellerei, Auerbach Sekt Halbtrocken, Mosel, Tyskland

Den flinkeste værelsesudlejer i Bernkastel-Kues er uden tvivl den søde Frau Mniszak, som yours truly vinblogger med familie lejede en over 100 kvadratmeter lejlighed af et par dage som afslutning på sommerferien og rundfarten i de udvalgte vinområder.

Hause Am Hang hed stedet, og som velkomst havde Frau Mniszak sat en mousserende vin frem til os, og det var denne lille Auerbach Sekt Halbtrocken fra en ukendt Moselproducent i Koblenz, nemlig Sankt Florin Sektkellerei GmbH … ikke noget at skrive hjem om, men et flot, flot gestus.

Og servicen rakte endda videre, for den søde udlejer hentede også rundstykker til familien hver morgen, og så hang hun dem på dørhåndtaget til vores lejlighed. Service udover det forventelige. Generelt har vi mødt stor gæstfrihed stort set alle de steder, som vi besøgte, men her var det helt fantastisk.

Hause Am Hang har tidligere tilhørt en vinkøbmand og -producent, som vistnok hed Weingut Walter Hammes-Bäumler, og da Mniszak-familien købte ejendommen fulgte vinkælderen selvfølgelig med … men også en lang række flasker. I dag eksisterer vinproducenten ikke længere, men flaskerne i kælderen vidner om den hedengangne vinavler.

Frau Mniszak havde åbenbart fanget min interesse for vin, for da vi tjekkede ud, så kom hun farende med to flasker vin til mig fra den gamle kælder, en 1976 Riesling Spätlese og en 1986 Riesling Kabinett. Ingen etiketter på vin, men alene med en næste udtydelig skrift med tusch på flaskerne … hold da op hvor spændende. Mniszak fandt også en gammelt blank etikette fra producenten.

Nå, men de to flasker skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage med her på bloggen. Spændende om de fortsat er drikkelige? Igen en stor tak til den søde Frau Mniszak. Skal du til Mosel, så giver jeg Hause Am Hang min bedste anbefaling.

Hause Am Hang
Hause Am Hang, som får min bedste anbefaling.

Nå, men denne Auerbach Sekt Halbtrocken skal vi også lige omkring, selvom jeg ikke kan finde de store oplysninger om vinen. Vinhuset hedder Sankt Florin Sektkellerei, ledes af Geschäftsführer Dr. Andreas Brokemper, og holder til i Koblenz. De laver mousserende vine og derudover en række ikke alkoholiske drikke.

Mange af husets producenter sælges via Aldi kæden, og det skulle vistnok også være tilfældet med denne Auerbach Sekt Halbtrocken, ja måske er vinen endda lavet efter anvisning fra Aldi. Dermed har vi også fat i en producent, som ikke selv ejer en eneste vinmark, men opkøber druer og designer vinene efter kundernes ønske.

Hvilken druer der er brugt til vinen står også hen i det uvisse. Det fremgår ikke af etiketten, hverken forside eller bagside. Producentens hjemmeside er alene én side med oplysninger om adressen, og utallige søgninger har ikke givet svar på dette spørgsmål, så vi springer i stedet til mine smagsnoter.

I næsen … intet … nichts, niente, hvilket jo egentligt er en præstation i sig selv. Hvis man leder godt, kan der måske godt være en smule pærer, men er ellers meget anonym. I munden er det sådan lidt sød melonvand, lidt æbler og en smule kemisk, som tidligere skrevet … ikke noget at skrive hjem om.

Pris i Aldi er 2,79€ … eller omkring 20 kr. Det er selvfølgelig heller ikke meget og levner ikke mange eurocent til vinavleren/druerne.

Rating 1,5/7 

2013 Weingut Juliusspital, Würzburger Müller-Thurgau Trocken, Franken, Tyskland

Weinstuben Juliusspital er en del af Juliusspital … Stiftung Juliusspital Würzburg, en over 435 år gammel institution i Würzburg. Den omfatter hospital, alderdomshjem, skole for sygeplejersker, sundhedshjælpere og -assistenter, land- og skovbrug … og så selvfølgelig det gamle vinhus Weingut Juliusspital inkl. den tilhørende Weinstube.

Netop dér var familien endt på næste stop af ferien. Vi havde sat Gert mit Frau stævne i den bayerske, fyrstbiskoppelige by ved Main floden, og skulle være et par dage i den charmerende by med planer om lidt vinbesøg inden vi skulle slutte sommerferien af med et ophold i Mosel.

Og hvorfor så ikke indtage første aften ved én af de mest kendte vinproducenter i hele Franken?

Selve Juliusspital er grundlagt af fyrstebiskop Julius Echter von Mespelbrunn i 1576 med det kristne formål at hjælpe syge og ældre mennesker. Den tilhørende tilhørende skov- og landbrugsdrift inkl. vinproduktionen skulle give fundament til at drive hospitalet.

Dermed blev Juliusspital således en del af byens tre sociale institutioner, som jo udover Juliusspital også tæller Bürgerspital og Staatlicher Hofkeller.

I dag er selve Weingut Juliusspital med sine 172 hektar vinmarker ét af Tysklands største og vigtigste vinhuse med bl.a. vinmarker på samtlige de bedste parceller i Franken, f.eks. Würzburger Stein, Randersacker Pfülben og Iphöfer Julius Echterberg, sidstnævnte er endda opkaldt efter den gamle fyrstebiskop, som grundlagde Juliusspital.

Alle vinmarker dyrket så naturligt som muligt. Således dyrkes 10 hektar biodynamisk, men hele de øvrige marker dyrkes efter Sustainable Winegrowing metoderne. Det er den unge Nicolas Frauer, som er ønolog og vinmager på stedet, og han står – sammen med lederen Horst Kolesch – i spidsen for en produktion af omkring 1 millioner flasker vin hvert år.

Juliusspital - slottet
Her et foto inde i gården på den imponerende bygning.

Juliusspital - oversigtsplan
Her får du måske en fornemmelse af størrelsen på bygningen.

Det er selvfølgelig primært hvidvin på Silvaner, Riesling, Weißer Burgunder, Scheurebe, Muskateller, Grauer Burgunder, Müller-Thurgau og Bacchus, men der laves også en smule rødvin på Spätburgunder, Domina og Schwarzriesling. Vinen er selvfølgelig helt klassisk opdelt i Gutsweine, Ortsweine, Lagenweine (Erste Lagen) samt Großes Gewächs.

Stilen er knastør, kraftig og mineralsk med en anelse røg – meget klassisk Frankenvin, men markernes forskellige jordbundsforhold og mikroklimaer giver hver enkelt vin en helt speciel personlighed.

Nå, men vi os bænket, og bestilte lidt at spise. Børnene skulle selvfølgelig ha’ Wienerschitzel, mens jeg bestilte en omgang Fränkischer Sauerbraten mit Kartoffelklößen und Apfelblaukraut. Sjov konsistens på disse Kartoffelklößen … runde, gummiagtige kartoffelbolde, en specialitet i netop Franken og ganske interessante.

Juliusspital - bordskåner

Juliusspital - serviette

Vi valgte en Würzburger Müller-Thurgau Trocken til maden, lidt fordi vi ikke så tit stifter bekendtskab med med Müller-Thurgau vine og fordi denne – mig bekendt – ikke fås i Danmark, hvor Vinspecialisten kun har vine på Silvaner og Riesling fra Weingut Juliusspital. Og det er egentligt synd.

Druen er ellers ganske interessant. Det er er en krydsning mellem Riesling og Madeleine Royale, skabet tilbage i 1882 af den schweiziske drueforsker Hermann Müller-Thurgau. Den kaldes også nogle gange for Rivaner. Druen modner tidligt og giver store udbytter, men er til gengæld meget sårbar over for skimmel og andre sygdomme. Müller-Thurgau har et lavt syreindhold og er blød og rund. Det er en af de mest dyrkede druesorter i Tyskland.

Denne Würzburger Müller-Thurgau Trocken er lavet med langsom koldgæring ved 16-18° i ståltanke op til 30 dage. Herefter modner vinen også i ståltanke inden den flaskes i den herlige Bocksbeutel, som i øvrigt er pisseirriterende at få plads til i en vinreol. Her på Weinstuben Juliusspital er det bare charmerende … og selv vinkøleren passer til den lille buttede flaske.

I næsen er der godt med æbler, pærer, kvæde, lemon, friskhed og sødme. I munden er vinen blød, sød og meget behagelig. Der er en smule rundhed med nøddeagtige noter, og ganske easygoing og glad vin. Det er ganske fornuftigt, og alle om bordet synes vist også om vinen.

Juliusspital - Gert og Merete
Jordbær med vaniljeis … og et glas Spätburgunder. Gert og sein Frau Merete nyder det.

Til dessert bestilte alle friske jordbær med vaniljeis, mens jeg – samtidig med, at Gert tabte underkæben – i stedet bestilte et glas Spätburgunder. Dén havde Gert ikke lige set komme. Så bestilte de andre også et glas Spätburgunder. Dermed fin afslutning på et herligt besøg på Weinstuben Juliusspital.

I Weinstuben kostede vinen 17,50€, mens prisen i butikker er 8,50€ … eller omkring 63 kr.

Rating 4/7 

2008 Accordini Igino, Le Bessole Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

Tredje og sidste vin hos Azienda Vitivinicola Accordini Igino var selvfølgelig husets Amarone … Le Bessole Amarone della Valpolicella, som allerede – som det hør’ og bør – var dekanteret timer forinden, og således klar til de to solblege og vintørstige danskere.

Arghhhh vintørstige er måske ikke det rette ord, nok nærmere vininteresserede … i vinene, produktionen, området og menneskerne bag vinene. Cultura del Vino.

I hvert fald sad vi der … to danskere, midt i San Pietro in Cariano, Amarone i glasset, elegante omgivelser – på flere måder – og nød livet, La Vita è Bella, uden at skulle drage sammenligninger til den klassiske storfilm af Roberto Benigni, som jeg ellers er helt vild med.

Her var tingene mere rolige – ingen Benigni forvirring – og vores værtinde fortalte atter lidt om vinen, hvor druerne kommer fra samme område som Ripasso’en, dvs. Colline di Moron, det bakkede område mellem San Pietro in Cariano og Negrar.

Som Ripasso’en er denne Le Bessole Amarone della Valpolicella også lavet på samme druemix, altså 70% Corvina og Corvinoni, 30% Rondinella samt 10% Rossignola. Her er alkoholprocenten dog en anelse lavere, nemlig “alene” 15%.

Druerne plukkes normalt de to første uger i oktober, hvorefter de tørrer omkring 120 dage. Herved mister de omkring 45% af deres vægt. Macerationen er normalvis lang, men hvor lang tid kan jeg ikke se, men i hvert fald indtil man når den ønskede alkoholprocent. Herefter lagrer vinen på egetræstønder i omkring 3 år inden vinen flaskes.

Denne Le Bessole Amarone della Valpolicella har i årgang 2006 og 2007 fået henholdsvis 90 og 92 point af Wine Enthusiast.

Accordini - trækasse
Jesper havde håbet på at få én af de flotte vinkasser … men de kostede 10€ for en 1 flaske kasse og 18€ for en kasse til 6 flasker. Vi holdt os til vinen.

Og sikke en forskel i forhold til Ripasso’en. Her en mørk, sød og blød næse med blommer, mørk Amarena Fabbri kirsebærsauce med syltede kirsebær, søde krydderier, læder og næsten lidt portvin. Lækker.

I munden er vinen fløjlsblød, cremet med engelsk lakrids, godt med frugt og en blød syre og bløde tanniner. Alkoholen er langt bedre integreret end hos Ripasso’en … og den smager mums. Og mit Amarone forbehold kan heller ikke finde rosiner i hverken duft eller smag, så det er sgu ganske godt.

Vinen koster 22€ … altså omkring 164 kr. Herhjemme forhandles vinen af Risskov Vinlager, hvor en flaske koster 275 kr.

Rating 5,5/7

Accordini - indenfor

2009 Accordini Igino, Le Bessole Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, Italien

Så skulle der også lidt rødvin i glasset, og den første blev en Ripasso, nemlig husets Le Bessole Valpolicella Ripasso Classico Superiore i en årgang 2009, og vores charmerende værtinde fortalte selvfølgelig lidt om vinen og hvordan den laves med en Valpolicella, som ligger med kvaset fra Amarone og/eller Recioto.

Det skal jeg ikke trætte jer med, det ved I sikkert allerede.

Ripassoen er én af husets mange vine, som sælges på de internationale markeder, bl.a. til hele Europa, Kina, Canada og USA.

Samlet laver Azienda Vitivinicola Accordini Igino mere end 300.000 flasker vin årligt, hvilket samlet betyder mere end 1.700 hektoliter Amarone della Valpolicella DOCG, Valpolicella DOC Ripasso Superiore, Valpolicella DOC Superiore og Recioto della Valpolicella.

Herudover kommer så Golfina vinen … the Swingin’ Lugano.

I de 300.000 flasker indgår også en mere moderne serie vine under navnet Ilary Cordin, opkaldt efter Guido og Lilianas smukke datter Ilaria, som i dag står for produktionen af mange af vinene og markedsføringen af hele huset. Ilary Cordin serien er mere moderne vine, som også lagres i barriques.

På billedet nedenunder kan I se vinbuddy Jesper … men mere interessant et stort billede af vinmageren Ilaria på væggen. Ja, det er Ilaria til venstre.

Accordini - Jesper smager
Smagelokalet hos Accordino Igino, hvor Ilari – vinmager og La Bella Figure – har plads på væggen.

Druerne til vinen kommer fra Colline di Moron, et bakket område mellem San Pietro in Cariano og Negrar. Vinen er lavet på 70% Corvina og Corvinoni, 30% Rondinella samt 10% Rossignola og trækker hele 15,5% alkohol. Lagret på store træfade, men hvor lang kan jeg ikke umiddelbart se. Måske fik jeg det fortalt … men så har jeg glemt det.

Imidlertid er denne Ripasso ikke lige min kop te, som i næsen har lidt håndsæbe, spidskommen, gær, mandler, solbær og en lidt speciel landlig duft. Smagen er bedre end duften, egentlig ganske cremet og blød, god frugt … meget renhed i frugten og med et lille peberbid i eftersmagen sammen med en smule alkohol.

Koster 10€ … og det giver sådan cirkus 75 kr. på vingården.

Rating 3,5/7 

2014 Accordini Igino, Golfina Lugana, Veneto, Italien

Jeg er ikke til golf … hverken bilen eller spillet. Mangler simpelthen tålmodighed til begge … men denne Golfina Lugana, opkaldt efter det småkedelige spil for gamle mennesker og med en storsvingende køllebetvinger på etiketten, er sgu en vaskeægte hole-in-one.

Sorry golfere og Volkswagen-Fahrer … kunne ikke lade være ;o)

Vinen kommer fra vinhuset Accordini Igino, aka Azienda Vitivinicola Accordini Igino og mere aka Accordini Igino Società Agricola, som Jesper og yours truly aka DK’s fligtigste vinblogger besøgte på en lille, hyggelig en-dags raid rundt i Valpolicella.

Accordini Igino er beliggende midt i Valpolicella området i byen San Pietro in Cariano i Pedemonte, og vi var havnet netop dér på grund af et tid fra en lokal restaurant samt en venlig dansker, som havde besøgt stedet og været meget begejstret. Sådan et tip sidder vi selvfølgelig ikke overhørig, specielt når det drejer sig om vin.

Samtidig er Accordini Igino også et hus, som jeg tidligere har stiftet bekendtskab med her på bloggen, nemlig da jeg smagte deres 2012 Augustus Valpolicella, en ganske fornuftig Valpolicella Classico Superiore.

Og det blev et herligt lille besøg. Vi blev mødt – ikke blot af en fantastisk gæstfrihed og imødekommenhed – men også en værtinde, som levede op til det italienske udtryk La Bella Figura. Da der samtidig blev sat 3 store glas foran os hver, og hældt godt op … så kunne det umuligt gå galt.

Accordini - Tasting
Vinhus – smagning og vinkøb – ikke til at tage fejl af.

Accordini - vingården
Azienda Vitivinicola Accordini Igino.

Og specielt med denne første vin Golfina Lugana, fik vi en fremragende start, men den skal jeg nok lige vende tilbage til. Først lidt om vinhuset.

Azienda Vitivinicola Accordini Igino drives af Accordini familien med Guido og datteren Ilaria Accordini i spidsen. Huset er grundlagt helt tilbage i 1821, da Guidos bedstefar arvede et 3 hektar stort jordstykke i Valpolicella. På dette tidspunkt var området allerede kendt som godt vinområde, men Accordinis marker blev dog udelukkende anvendt til produktion af vine til eget brug … og sådan fortsatte det egentligt i mange, mange år.

I 1960 begynder familien imidlertid at blive mere målrettet, og de begynder bl.a. at dyrke nye “Corvina” planter for at opbygge en vingård med en større produktion. De 3 hektar udvides også til 35 hektar, og i 1970’erne sælges den første vin med familienavnet Accordini … nemlig en Amarone, som er radikalt anderledes fra dem, der allerede på markedet, bl.a. med en utrolig frugtrigdom.

Siden da har målet altid været produktion af kvalitetsvine, og familiens vine sælges i dag i hele verden. Der er høstet flotte omtaler af Wine Enthusiast, Luca Maroni og Decanter. Senest har familien også i 2013 tilkøbt yderligere 25 hektar vinmarker i Lugana, den sydlige del af Gardasøen, og der er netop herfra, at denne hvidvin kommer.

Accordini - Golfina
Golfina Lugana er husets nyeste vin, som der reklameres godt for.

Golfina Lugana er lavet 100% på den lokale drue Turbiana, som kun findes i Lugana området i den sydlige del af Gardasøen. Druen kaldes også Trebbiano di Lugana og man har tidligere ment, at druen var en klon af den mere kendte Trebbiano di Soave, mens mange har anset den som værende en klon af Verdicchio.

Imidlertid viser nylige DNA test fra Milan universitetet, at den faktisk ikke genetisk er relateret til hverken Trebbiano di Soave eller Verdicchio. Det er en druesort, som menes forædlet netop i den sydlige del af Gardasøen siden romertiden, og så er det en drue, som i Lugana har fået sin egen DOC helt tilbage i 1967.

Efter produktionsreglerne skal en Lugana DOC vin mindst indeholde 90% Turbiana druer, og alkoholprocenten skal minimum være 10,5%, selv om kvalitetvine fra Lugana sjældent er under 12%. Denne Golfina er da også på hæderlige 13%.

Hvorfor hedder vinen så Golfina … er det en vin specielt målrettet vore ældre køllesvingende medborgere? Næ, vor søde værtinde fortalte, at årsagen er ganske simpel. Vinmarken i Lugana ligger simpelthen ved siden af en større golfbane Golf Club San Vigilio, og derfor var navnet ganske oplagt. Måske de plukker druer og samler vildfarne goldbolde op samtidig?

Og hvilken herlig lille hvidvin … igen overraskende kvalitet af Veneto hvidvin. I næsen godt med blomster, lemon, umodne pærer, lidt tropiske frugter … meget aromatisk og virker ganske frisk. I munden en ganske harmonisk vin, hvor der er frisk syre, mineralitet, et grønt bid og virker i det hele taget meget blød, velstruktureret og elegant.

På vingården koster en flaske 8€ … eller omkring 60 kr., hvilket er billigt for denne vin.

Rating 5/7 

2011 Tedeschi, Amarone della Valpolicella DOCG, Veneto, Italien

I en lille sidegade i Lazise by var der dobbelt jackpot … både skygge og vinbaren / slash vinbutikken Enoteca L’Arte del Bere. Mens konerne rendte rundt efter beklædningsgenstande, tingeltangel og gode tilbud, så nød Jesper og jeg et glas Amarone fra det anerkendte vinhus Tedeschi.

Efter sigende skulle Tedeschis Amaroner være i en klasse for sig, bl.a. på grund af, at druerne tørres ved lavere temperaturer end normalt. Der i skyggen smagte vinen bestemt også godt … men langtfra i særklasse i forhold til andre Amaroner.

Agricola F.lli Tedeschi er grundlagt tilbage i 1824 af Nicolò Tedeschi. Han satte alle sine sparepenge i nogle vinmarker. Samtidig gjorde han det til en familietradition at investere hver en spareskilling i marker, hver gang man fik chancen for at købe i allerbedste mikroklimaer.

I dag ejes huset af 5. generation i form af Nicolòs 3 tipoldebørn Riccardo, Sabrina og Antonietta Tedeschi, som dog fortsat får hjælp af forældrene Lorenzo og Bruna Tedeschi.

Familien ejer i alt omkring 100 hektar jord i de allerbedste dele af Valpolicella. De ejer således Valpolicella markerne La Fabriseria på 7 hektar ved Fumane og Sant’Ambrogio, Monte Olmi på 2,5 hektar i San Pietro in Cariano i Pedemonte, Tenuta Manternigo på 84 hektar – hvoraf alene 31 hektar dog er vinmarker – mellem Tregnago og Mezzane di Sotto og endelig Lucchine på 8,5 hektar i Pedemonte.

Derudover har familien Tedeschi også samarbejdsaftaler med en række lokale vinbønder i både Valpolicella og Soave, som passer markerne efter familiens retningslinjer. Så vidt jeg kan se, så omfatter disse lejeaftaler omkring 45 hektar vinmarker, så samlet en ganske betydelig producent af både Soave, Valpolicella og Amarone vine.

Jordbunden består af jernholdigt ler og pletvise forekomster af limsten. Leret giver druer med perfekt modenhed og stor smagsfylde, mens limstenen giver vinene syre og vibrerende spændstighed.

Selve vingården ligger i Pedemonte di Valpolicella, og til brug for produktionen af Amarone vinene har vingården tørreloft med en kapacitet på 450 tons druer. Dette state-of-the-art tørreloft er placeret tæt på vinkælderen og er udstyret med et edb-system til at kontrollere temperatur og fugtighed.

Dermed kan den unge Riccardo Tedeschi styre temperaturen i tørringsprocessen. Da han overtog ansvaret for produktionen eksperimenterede han lidt med temperaturerne. Druerne tørres nu ved lave temperaturer. Det giver ifølge Riccardo Amarone mere cremet frugt – udover den eksplosive kraft og koncentration, der altid kendetegner en Amarone.

Riccardo har også eksperimenteret med husets almindelige Valpolicella. Han fandt ud af, at en almindelig Valpolicella i gamle dage blev vinificeret med pigeage som i Bourgogne. Ved pigeage presser man druemosten ned med et stempel for at opnå mere ekstrakt, hvilket er i stedte for remontage, hvor man blot pumper mosten over drueskallerne for at opnå yderligere kraft.

Det skulle Riccardo selvfølgelig også prøve med hans Valpolicella, og det mener han giver mere farve og struktur i vinen.

Familien Tedeschi er også medstifter af Familia Amarone, hvilket er en sammenslutning af topproducenter, som forsøger at komme de underlødige eller ligefrem forfalskede Amarone- og Valpolicella-vine til livs.

Blandt andet arbejder sammenslutningen for at indskrænke de tilladte dyrkningsarealer til kun at omfatte skråninger. I dag stammer mere end halvdelen af al Amarone og Valpolicella fra fladt terræn, og der kan man ikke dyrke kvalitetsvin.

Enoteca L'Arte del Bere, Lazise
Houlberg nyder lidt vino på Enoteca L’Arte del Bere i Lazise.

Her har vi huset almindelige Amarone della Valpolicella, lavet på 30% Corvina, 30% Corvinone, 30% Rondinella, mens de sidste 10% består af Rossignola, Oseleta, Negrara og Dindarella. Vinstokkene har en gennemsnitsalder på omkring 20 år. Druerne tørres i omkring fire måneder, og her sørger Riccardo Tedeschi for at holde temperaturen på et konstant lavt niveau. Maceration i 40-60 dage og lagring på store slovenske egetræsfade i 3 år.

Amaronen skiller sig ikke synderligt ud … i næsen er det blommer, frisk mørk frugt, krydderier, lakrids, kaffe og lidt syrlighed. Der er heldigvis ingen rosinvand her, og fint med et lidt syrlig stik i næsen. Smagen er mørk, godt med mørk frugt, blommer og en lidt rustik syre, som måske mangler lidt finesse, rundhed eller intensitet. Jeg er bestemt ikke “blown away”.

Forhandles i Danmark bl.a. af Thorkild’s Vinhandel, hvor en flaske i årgang 2010 koster 339 kr.

Rating 4,5/7  

2008 Tamellini, Le Bine de Costiola Soave Classico, Veneto, Italien

I en lille vinbutik i Lazise faldt Jesper over en lille hvid perle, endda nedsat 40%, og den nød vi ved svømmepølen én af de varme dage i det italienske land. Den lille perle er denne Le Bine de Costiola Soave Classico fra vinhuset Tamellini … total overraskende lækker Soave vin.

Vinhuset ejes og drives af brødrene Gaetano og Pio Francesco Tamellini, som reelt grundlagde vinhuset i 1998 da de – med hjælp fra Paolo Caciorgna, én af Italiens bedste vinmagere indenfor hvidvine – selv begyndte at producere og flaske vine af druerne fra deres marker.

Indtil da havde familien i flere generationer blot solgt druerne til det lokale kooperativ, som brødrenes bedstefar i tidernes morgen også havde været med til at stifte. Gaetano og Pio Francesco så dog potentialet i deres druer og det blev starten på vinhuset.

Vinhuset ligger i byen Costeggiola, et par kilometer nordvest for Soave by. Der har Tamellini-brødrene samlet 26 hektar vinmarker, hvoraf de 2 hektar dog er lejet. Og de dyrker alene én druesort, nemlig den lokale hvidvinsdrue Garganega.

Garganega er hoveddruen i Soave og Gambellara i Veneto. Der laves både gode og dårlige vine på druen, alt efter hvor stort et udbytte den tvinges til at producere. Syreindholdet er moderat, og vi er også tidligere stødt på druen her på bloggen, typisk ved Soave vinene.

Hos Tamellini resulterer det i sølle to Soave DOC vine, nemlig vinene Soave Classico samt denne Le Bine de Costiola. Derudover laver brødrene godt nok også en Recioto DOCG Vigna Marogna samt en mousserende Millesimato Extra Brut. Alle de hvide vine laves på rent stål … og fra en produktion på 30.000 flasker om året i starten, så er produktionen i dag på omkring 260.000 flasker vin hvert år.

Denne Le Bine de Costiola Soave Classico har navn efter vinhusets mest eksklusive mark Le Bine. Le Bine de Costiola Soave Classico er således husets topvin, som også i årgang 2011 har opnået de eftertragtede 3 glas – Tre Bicchieri i Gambero Rosso biblen anno 2014. Denne årgang 2008 har fået 90 point af Parkers Wine Advocate.

Og hvilken herlig vin med mange facetter. I næsen er der æblekage, svag vanilje og kanel, mandler, blomster, knapt modne meloner, en svag gæret note og et svagt strejf af lemon. Og hvor smager den godt. Den er sødmefyldt, syrerig, frugtrig og frisk. Syren spiller bagerst i munden, og det føles som om, at der også er let peber i eftersmagen, som er lang, syrlig … uden at bide for alvor.

Det er bare super behageligt. Big Thumbs Up. Selv vores koner var tilfredse … og det er ikke så ringe.

Købt i Lazise by, pris vistnok omkring 8-9€, som jeg lige husker det. Det svarer til omkring 60-67 kr. Det er sindssygt billigt. Dansk forhandler er Pran Vinimport, hvor en flaske i årgang 2005 koster 170 kr.

Rating 5,5/7 

2010 Zeni, Amarone della Valpolicella Classico Barriques, Veneto, Italien

Det tredje glas var også bedste glas Amarone hos Zeni … endda klart i min kikkert. Det er husets barriques lagrede Amarone … Amarone della Valpolicella Classico Barriques, som der så smukt står på etiketten af den elegante Zeni flaske.

Det er selvfølgelig også topvinen hos Zeni, hvis man lige fraregner den 100€ dyre Amarone Nino Zeni, som kun produceres specielt gode år. Den kommer fra en mark beliggende lidt nord for Negrar tæt ved byen Marano.

Udbyttet er her endnu lavere end ved husets Vigne Alte, og er lavet på et blend af 60% Corvina, 20% Rondinella og 20% Molinara. Som med lillesøsteren  tørres druerne i 4-5 måneder, hvorefter macationen varer et sted mellem 3 og 4 uger.

Lagring sker på franske barriques i 12-24 måneder, hvorefter den lagrer en periode på stålfade inden den flaskes.

Og i næsen bare mere af det hele, mere kælder, indelukket syndig frugt, blommer, lakrids, Kongen af Danmark bolsjer, kakao, vanilje … alt sammen bare intenst og lækkert. Og smagen er lige sådan … der er smæk på skillingen. Der er både syre, sødme, kraft, mørke bær, figner, dadler, blommer … kraftigt, men elegant, og der falder ro på far. Dejlig vin … det kan ikke nægtes, selvom jeg i bund og grund ikke er Amarone mand. Hmmmm, Thumbs Up.

Dér står jeg så på bakkerne i Bardolino … alene og nyder denne skønne Amarone. Så gør det intet, at jeg havde glemt at bestille aircondition til vores mobilehome, at temperaturen udenfor siger stegende hedt, at smagelokalet er fyldt med turister på jagt efter gratis smagsprøver og at Zenis vinbutik er kommerciel. Jeg smiler bare til den kønne værtinde bag skranken, tager en bid af den grissini, som følger med smagesættet og nyder glasset. Ferie og vin … fed kombo.

På vingården koster vinen 31€ … eller ca. 230 kr. Forhandles som de øvrige herhjemme af SuperVin, og prisen er 449,95 kr. ved køb af én flaske, men sjovt nok “kun” 318 kr. ved køb af 6 flasker, og dermed er vinen således billigere end Vigne Alte ved storkøb. Jeg nuppede én flaske på vingården … det kan jo næsten ikke svare sig andet.

Rating 5,5/7

2010 Zeni, Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte, Veneto, Italien

Smageglas nr. 2 – Zenis Amarone della Valpolicella Classico Vigne Alte, hvor druerne kommer fra en enkelt mark med gamle vinstokke. Marken ligger ved Gargagnago, lidt vest for Negrar og tæt på den store producent Masi Agricola.

Alderen på stokkene fremgår ikke, men udbyttet er en kende mindre end ved forrige vin. Men ellers er produktionen næsten identisk. Druerne håndplukkes og tørres … her en smule længere, nemlig i 4-5 måneder, hvorefter macationen fortsat varer et sted mellem 3 og 4 uger.

Drueblendet er en lille bitte smule anderledes, 70% Corvina, 20% Rondinella og 10% Molinara, og vinen lagrer også en smule længere, typisk mellem 2 og 4 år i store 25 hektoliter egetræsfade.

Og allerede i næsen mærkes mere intensitet i vinen. Der er våde fade, mere kælderlugt … på den fede måde … fortsat ingen rosiner – hurra for det – men i stedet en mørk, fugtig frugt, blommer, eg, lakrids, kakao, vanilje og andet godt. Men sjovt nok fornemmes vinen slet ikke så voldsom og tung i duften, mere hurra.

I munden er sødmen større end hos lillesøsteren, frugten mere rund … men smagen er såmænd ikke mere blød, måske endda en smule “fladere” i udtrykket. Frugten er dog helt fremme i smagsbilledet, og med godt med luft bliver det ganske elegant. Dette er en ganske habil Amarone … så et sidste hurra for det.

På vingården koster vinen 24€ … eller ca. 179 kr. Forhandles herhjemme af SuperVin, hvor prisen er 419,95 kr. ved køb af én flaske og 350 kr. ved køb af 6 flasker. Lidt af en prisforskel … over dobbelt pris af prisen på vingården, godt og vel.

Rating 5/7