Vinpusheren sluttede den eksklusive smagning med sidste tema; stald, læder, hængt kød og hvorfor gnavne gamle mænd ved bedst, hvor stor Brunello skulle møde stor Hermitage … og det kunne vel kun ende med et kæmpe brag?
Specielt da første vin – Brunello’en – var fra vinhuset Cerbaiona, som vel er kendt som én af de allerbedste Brunello producenter. Vinene derfra er verdenskendte, men koster også det blege … hvilket også gælder for denne Brunello di Montalcino.
Cerbaiona ligger godt gemt væk i nærheden af Montalcino i det smukke Tocana knap 1 kilometer sydøst for Montalcino for enden af en blind grusvej … lige forbi producenten La Fornace og området, hvor Giulio Salvioni har sine marker.
Vingården ejes og drives af Diego Molinari, som sammen med hans hustru Nora købte gården i 1977. Diego havde tidligere været pilot 25 år hos det italienske flyselskab Alitalia, og var endda første pilot i Alitalia, som fløj selskabets første Boing 747. Derfor kaldes Diego også i dag fortsat ”Commander” af de lokale.
Det var en drøm om at producere vin, som medførte, at Diego og Nora købte Cerbaiona ejendommen beliggende på et højdedrag lige øst for Montalcino. Parret var begejstrede, men vidste egentlig ikke så meget om vinfremstilling, så Diego besøgte derfor en række af områdets bedste producenter og stillede dem et utal af spørgsmål om vin, fremstillingsmetoder, arbejdet i marken og meget mere.
Diego var især inspireret af Biondi-Santi, hvis traditionelle filosofi han synes specielt godt om, så den vej ville han også gå med hans vine. Han fik renoveret ejendommen og genplantet del af vinmarkerne, bl.a. med stiklinge fra netop Biondi-Santi og allerede i 1980 producerede Diego sine første vine … sammenlagt 70 flasker.
Og lige siden har Diego Molinari fremstillet fantastiske Brunello di Montalcino … vine, som i dag blandt kendere regnes for noget af det ypperste. Produktionen er ultra traditionel med brug af gammel træpresse, gæring på gamle cementtanke og lagring på store slavonske egetræsfade.
Diego Molinari vingård Cerbaiona har alene 3 hektar vinmarker og 12 hektar med skov og oliventræer … og med alene 3 hektar vinmarker, hvoraf kun halvdelen går til produktionen af Brunello, så er produktionen af Brunello’er selvsagt meget lille og vinene er derfor sjældne og ofte et samlerobjekt blandt kendere. Den samlede produktion af vine på Cerbaiona er alene 8.000 flasker årligt.
Der laves 3 forskellige vine på Cerbaiona, nemlig først og fremmest husets Brunello di Montalcino, som der kun laves 650 kasser af årligt. Derudover laves der en Rosso di Montalcino, som er gårdens 2. vin … en slags mini Brunello og endelig en Cerbaiona Rosso Toscana IGT, hvor Diego Montalcino blander den lokale Sangiovese drue med Cabernet Sauvignon og Merlot.
I dag er Diego ved at være en ældre herre … men kan sit shit, hvilket jeg selvfølgelig vender tilbage til senere. Imidlertid har alderen nu betydet, at Diego og Nora i december 2015 har solgt Cerbaiona til den amerikanske investor Gary Rieschel, som har været venner med Molinari familien og ofte er kommet på vingården.
Han har nu indsat Matthew Fioretti som daglig leder af vingården, og han vil fremover sammen med sin italienske hustru, som stammer fra Bergamo bo på Cerbaiona og fremstille de eksklusive vine. Men til og med 2015 høsten har vinen altså fortsat været lavet af Diego Molinari.
Denne 2008’er Brunello har gæret på de gamle cementtanke og lagret på 25 hektoliter slavonsk eg i omkring 40 måneder.
Nå, men lad os se, hvad den gamle herre egentlig kunne med denne årgang 2008 af hans berømte Brunello. Og lad mig afsløre med det samme … dette er sgu godt. I næsen nærmest lidt muggen kælder, tobak, sved, omklædningsrummet efter en oldboyskamp, kødfuld, syrlige kirsebær, dyrisk med animalske noter, læder, let mentol, rosenblade, orange/appelsin, plaster, hospitalsgang og en spændende gang surhed af en slags. Lyder måske ikke tillokkende … men total ZEN … eller det man på dansk kalder klasse.
I munden KAPOWWW … tørhed, champignon, elegance … hold da op, hvor er der bid og tørhed. Fuck hvor er den tør, ekstremt … en tørhed helt udover det sædvanlige. Kalder nærmest på ens tandbørste. Fortsat ung, spændstig og med de tørreste tanniner, som jeg har smagt i mands minde … virkelig gemmepotentiale … hvis man altså ikke bare drikker den med det samme. Mums.
Købt hos Vinpusheren, hvor normalprisen er 899 kr., men på tilbud denne aften til 799 kr.
Rating 6,5/7 
Den anden duellant i den nervepirrende kamp Piemonte mod Toscana, Nebbiolo mod Sangiovese og traditionalister mod modernister var denne Brunello di Montalcino Pelagrilli fra det toskanske vinhus Siro Pacenti, som holder til 2-3 kilometer nordøst for Montalcino by.
Efter den velspillende kvartet af ultrapræcise, skarptslebne og forskelligartede Pinot Noir vine, så blev klaviatur nodepapiret skiftet helt ud. Nu skulle melodien have en anden lyd … nemlig med et nyt tema; en pind i øret – lidt om krigen mellem traditionalister og modernister.
Det var denne burgundiske Clos de la Roche Grand Cru fra Domaine Pierre Amiot & Fils som blev Walter Hansels banemand i mødet mellem den nye og gamle verden. Dermed er vi her i den gamle verden … klassisk og dyr Grand Cru Bourgogne.
Med overskriften; sol eller syre – den nye verden møder den gamle og hvor dyre er Bourgogne Dollars? var der også lagt op til kamp mellem de næste to Pinot Noir, hvor denne californiske Pinot Noir Cuvée Estate fra Walter Hansel Winery ligeledes måtte i ringen mod burgundisk sværvægt i Grand Cru form.
Selvom det selvfølgelig ærgrer mit gamle røde Spätburgunder-indfiltrerede og tyskpumpende Mercedes Benz hjerte, så blev det denne Beaune 1. Cru Les Avaux fra vinhuset Mongeard-Mugneret, som løb med sejren i tvekampen mellem frankisk og fransk Pinot Noir.
Med den herlige overskrift; Pinot Noirs fortid, fremtid og hvorfor alder betyder noget kastede Vinpusheren denne Schlossberg Spätburgunder GG fra Benedikt Baltes’ Weingut Stadt Klingenberg ind i en rigtig spændende tvekamp mod en ældre Bourgogne.
En smagning med Vinpusheren a.k.a. Michael Poulsen – kendt fra En Vinpushers Kogebog I, II og III – startede med denne Los Alamos Vineyard Chardonnay fra vinhuset Chanin Wine, som holder til i byen Buellton … i øvrigt få kilometer fra danskerkolonien Solvang.
Jeres flittige vinblogger knokler videre med endnu en vin fra sidste uge … og ender sgu formentlig i Guinness Rekordbog for flest vinblogindlæg på en uge. Nå, men denne gang er vi Californien i den sydlige del af byen Cloverdale på en tåge-indhyllet bakketop, hvor vi finder Peay Vineyards, som står bag denne Sonoma Coast Pinot Noir.
Bjarne fra Vimperiet synes, at det vinøse orgie lige skulle slutte med et ekstranummer … som ved alle gode rockkoncerter, og efter den massive omgang Rock’n’Cabernet Franc, så blev det klassisk Bordeaux, selvom der i denne Château Malartic Lagraviere Pessac-Léognan ikke er megen Cabernet Franc.