Hold nu op … for en spændende og herlig anderledes vin. Vi er hos det lille vinhus Domaine Beauthorey, som ligger udenfor den lille by Corconne omkring 20 kilometer nord for Montpellier i appellationen Pic Saint-Loup i Languedoc, og vinen er deres vel nærmest topvin, et blend som hedder Ultime.
Vinhuset er grundlagt i 1979 af Christophe Beau … og nu ringer der måske en klokke hos de trofaste læsere af bloggen, for det er jo netop dén vinbonde, som også står bag det fantastiske chilenske vinhus Vinos Vernaculares, som laver de mest sindssyge vine, som jeg har smagt i umindelige tider.
Læs bl.a. mine anmeldelser af vinene 2013 Vinos Vernaculares, Tre Vacas, Aconcagua, Chile og 2013 Vinos Vernaculares, Pinot Chai, Aconcagua, Chile. Disse vine vil jeg kraftigt anbefale, at du prøver … ja det gælder såmænd også denne Ultime … men det vender jeg fluks tilbage til.
På Domaine Beauthorey har Christophe Beau 8 hektar vinmarker med op til 80 år gamle vinstokke, som han har drevet økologisk siden 1995 og biodynamisk siden 1998. De ældste vinstokke er lidt blandet Cinsault, Carignan, Aramon og andre druer, men Christophe har også foretaget nogle nyere beplantninger med Syrah og Grenache … og de marker er vel efterhånden 15 år gamle.
Christophe mener, at nøglen til at lave god vin er at bruge sunde, modne druer og ikke begrænse dem med sprøjtemidler. Både i markerne og i vinkælderen på Beauthorey sker vinfremstillingen helt naturligt uden teknologisk hjælp … eller sagt på en anden måde, helt gammeldags, bl.a. pløjer Christophe også rækkerne mellem vinstokkene med heste.
Herudover er Christophe Beau også en ivrig forfatter, og har offentliggjort flere bøger om både vin i almindelighed og specielt bæredygtig vinproduktion. Han har også startet et forsøgsprojekt, hvor han underviser i vinproduktion med forskellige former fra druer fra den etruskiske, græske historie.
Denne Ultime er som nævnt et blend, og det er en blanding af druerne Alicante, 30% Carignan, 30% Cinsault, lidt Aramon og Gros Noir, og alle druerne kommer netop fra nogle af Beaus gamle marker. Høstudbyttet er ganske lille, alene 20 hektoliter pr. hektar. Vinen er modnet på tanke og hele 3 år på flaske … og Beau har ikke travlt og går sine egne veje … og hurra for det.
Carignan og Cinsault kender I formentligt … og Alicante er vi også stødt på før. Den kaldes også Alicant Bouschet, og det er en krydsningsdrue, som er skabt af Henri Bouschet mellem 1865 og 1885. Druen er en krydsning af Petit Bouschet og Grenache, og den kendetegnes ved at have rød saft modsat den klare saft i normale blå druer. Druen har ry for at kunne gøre selv en hvidvin mørk som natten ved tilsætning af blot 1/5 del Alicante.
Aramon eller Aramon Noir er en rød drue, som primært dyrket i netop Languedoc-Roussillon, og mellem 1900-1960 var det faktisk den mest udbredte drue i hele Frankrig, men siden er det gået stødt ned af bakke … og i dag kendes druen ikke særligt udenfor Frankrig. Det er en drue, som giver en massiv vækst … den kan producere helt op til imponerende 400 hektoliter pr. hektar.
Og så er der Gros Noir tilbage … og det er en drue også kendes under navnet Trollinger, og er altså en tysk/italiensk drue, som stammer nede fra Sydtyrol/Trentino. Den kendes også under navne som Schiava og Vernatsch.
Med andre ord … en værre blanding af alskinds druer … men resultatet er jeg bare totalt vild med. Jeg smagte vinen på jobbet i dag uden at vide, hvor vinen kom fra … eller hvem, som havde produceret den. Og sjovt nok, så faldt mine tanker på Vinos Vernaculares … selvom det helt sikkert ikke var en Chile vin. De fleste af mine kolleger var ikke begejstret … og jeg var i modsatte grøft.
Som med Christophe Beaus chilenske vine, så er det en vin, som kræver en vis fordybelse og indsigt i vinens underfundige verden, og en lyst til at vinen skal ha’ lidt kant. Og det har denne … så I får – råt for usødet – mine noter:
I næsen er her komposteret jord, jordslåede og sure sokker, kirsebær, brombær, løvstikke, en damelædersaddel, som netop er taget af en ældre krikke … ganske rustik, og meget “naturewine” i duften. Hvor er det dog herligt. Og smagen … hold nu kæft, virkelig lækker, kraftig med sorte bær, og sikke en intensitet. Det er blødt, mørkt og elegant. Denne her er jeg sgu vild med.
Købt hos Vinimperiet, pris 129 kr. Meget vinoplevelse for den pris … køb og prøv. Hvis du ikke kan li’ den … så ring efter mig, så er jeg der fluks.
Rating 5/7