Denne Albariño baserede 2021 Leirana O Pradiño fra Bodegas Forjas del Salnés var de fleste omkring bordet ikke så vilde med, men jeg elsker vinens knivskarpe syre.
Jeg har tidligere smagt vine fra huset, bl.a. deres 2021 Leirana Genoveva, der netop har samme unikke syreprofil. Dermed har jeg også skrevet om huset før … det gør vi ikke nu, men kigger nu blot på 2021 Leirana O Pradiño.
Den er lavet med Albariño druer fra op imod 200 år gamle vinstokke på en lille parcel kaldet Pradiño beliggende lige nord for kystbyen Sanxenxo i Rías Baixas.
Al høst på den granitholdige og veldrænende mark foretages i hånden, mens gæringen sker spontant med de naturlige gærceller i 1.500 liter neutrale egetræsfade og mosten hviler i lang tid på kvaset. Der er vinen også lagret sur lie i 12 måneder.
Leirana O Pradiño har – helt som Leirana Genoveva – en smøragtig aroma, virkelig smørfedme med brunet smør samt et klart fadpræg. Der er blomster kombineret med paraffin, voks, sololie, lidt ristede hasselnødder, vanilje, æblemost, mandariner og ellers godt med blomster … virker næsten burgundisk.
I munden er det en helt anden historie, for der kommer syren for alvor frem. Den har et syrligt, surt og vrissende væsen, der er grøn med masser af citronsaft, lemon og grape … og læg dertil en stenet, hård og knytnæveskarp mineralitet. Der er sindssygt syrligt og surt på den mest forfriskende facon. Det er som at spise sten og klipper … bid for bid, så dermed 97 point.
Det var en vin, som delte vandene … nogle var ikke begejstret, men jeg er tosset med den ustyrlige barberknivskarpe syre, der nærmest hviner i din mund.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 499 kr., mens prisen er 449 kr. ved køb af 3 flasker.