Næste vin er fra én af mine ynglingsproducenter i Rhône, nemlig Perrin brødrene, som udover negociant-firmaet Perrin et Fils jo også ejer det klassiske og hæderkronede Château de Beaucastel i Chateauneuf du Pape. Og det er et slot med stolte traditioner og en lang, lang historie, som går helt tilbage til midten af det 16. århundrede.
Noble Pierre de Beaucastel købte i 1549 en lade med tilhørende land i nærheden af landsbyen Courthézon. Senere blev hovedbygningen af det, vi i dag kender som Château de Beaucastel, bygget.
Familien Beaucastel var en anerkendt familie i landsbyen og Pierre de Beaucastel blev i 1687 udnævnt til “Capitaine” for Courthézon af Louis XIV. Det vinbrug, der blev drevet her, blev sat ud af spillet med Phylloxera, og det var først i 1909, da Gabriel Tramier købte ejendommen, at markerne igen blev beplantede, og man startede en vinproduktion.
M. Tramier overdrog bruget til sin svigersøn – Pierre Perrin – som udviklede det og havde stor succes. Hans søn, Jacques Perrin, som også grundlagde la Vieille Ferme, byggede videre på sin faders idéer og drev et innovativt og biodynamisk vinbrug. I dag har brødrene Jean-Pierre og François Perrin overtaget driften og viderefører ejendommen helt i deres fars og bedstefars ånd.
Her er det dog ikke en Chateauneuf du Pape, men det er så tæt det kan komme. Vinen er Coudoulet de Beaucastel. Coudoulet vinmarken ligger på den forkerte side af motorvejen A7.
Denne vej er nemlig grænsen for Châteauneuf-zonen, og hermed bliver Coudoulet ”kun” regnet for almindelig Côtes du Rhône på trods af, at den kun ligger 100 meter fra Châteauneuf. Marken er dog langt fra ordinær. Hos Beaucastel dyrker man denne mark på samme måde som Châteauneuf markerne.
Vinmarkens mikroklima er dog også for så vidt identiske med et ”tæppe” af de lokale sten, Galets. Ofte kaldes Coudoulet for Baby-Châteauneuf, men sandheden er, at den kvalitetsmæssigt ligger over gennemsnittet af rigtige Châteauneuf vine.
Der produceres både en hvid og en rød Coudoulet de Beaucastel. Coudoulet de Beaucastel bliver ligesom Château de Beaucastel produceret efter biodynamiske principper.
Duften er rigtig klassisk Rhône. Der er lavendler, solbær, kirsebær. Meget ren og frugtrig i næsen. Smager simpelthen også fantastisk, der er en Châteauneuf-sødme i vinen sammen med smag fra blommer, der er friskhed, renhed … meget klassisk. Fandme godt … pardon my french. Et must at prøve for alle vinelskere.
Købt hos Sigurd Müller, men i farten fik jeg ikke lige prisen. Vil gætte på, at prisen ligger på 120-140 kr., og det er billigt for denne vin.
Stress, stress, stress. Jeg skulle “hoste” bestyrelsesmøde, og det var fremrykket fra det normale starttidspunkt kl. 19.00 til nu kl. 18.00, og fluks hjemkommet 16.30, så var der da lige 1½ time til at fabrikere lidt lækkert mad, og finde de vine, som vi skulle smage denne aften. Og jo, det lykkedes at få lavet lidt fornuftigt, nemlig
Himmerige … efter gårsdagens skuffelse kan denne vin bedst betegnes som himmerige. Jeg havde været forudseende og taget en vin med hjemmefra, og efter endnu en dags hårdt malerarbejde, så er det vel på plads med en lille beløning?
Nå, søndag … har knoklet med mit evighedsprojekt … maling af sommerhuset. Et projekt, som bare bliver ved og ved og ved …
Riesling er godt … og meget Riesling er meget godt. Det gode vejr har gjort, at jeg har fået fundet nogle af de hvide vine frem, og lørdag ingen undtagelse … hverken i vejr eller vin. Vinen er en Riesling fra Rheingau i Tyskland, og vinhuset hedder Balthasar Ress, grundlagt i 1870 og har til huse i byen Hattenheim, lige op af Rhinen og tæt på byen Wiesbaden. Så fik vi også geografien med.
Fredag aftens grillvin blev en hvidvin fra den charmerende Vicent Sipp, som jeg tidligere har skrevet om i flere indlæg. Vinen er fra hans “basis-serie” Expression, og druen er Sylvaner.
Onsdag … fortsat varmt, og igen grill på terrassen. Burde måske havde fundet en kold hvid, men valget faldt i stedet på denne klassiske bordeaux fra Château Larose-Trintaudon.
Endelig sommervejr, så skal der grilles på terrassen. Et fotojob er lige afsluttet, og jeg trænger til lidt kølende. Lidt kold hvidvin er jo altid godt, så er det jo godt, at køleskabet er nær, og lad os se, hvad vi kan finde. En Riesling fra New Zealand, nemlig Waipara Springs Winery.
Hvor fanden er Calabrien? … var min første tanke, da jeg for 14 dage siden smagte denne vin for første gang. Vingården hedder Librandi, og gården ligger i Calabrien i Italien. Vinen havde imidlertid prop, men den lokale vinpusher har i dag byttet vinen til en ny af samme slags.
Nå, fredag aften … roen har sænket sig efter en travl dag. Har været i Ikea sammen med 300 millioner andre mennesker, har fået samlet et stykke Ikea puslespil, har opsat 8 lamper, rettet en skæv hylde og malet et gammelt havebord … så må det være tid til at glas vin. Lyeth … har prøvet deres Pinot Noir med stor succes, så hvorfor ikke også prøve deres Cabernet Sauvignon?