Jans første vin denne aften blev en tysker. Men hvilken én af slagsen. Vi er i byen Burkheim i Kaiserstuhl, Baden tæt på grænsen til Frankrig hos et lille familiedrevet vinhus, som hedder Weingut Bercher.
Historien om familien Bercher kan spores tilbage til 1457. Oprindeligt kom familien fra Schweiz, men flyttede efter 30-års krigen i Böhmen til Kaiserstuhl. I over 300 år har den lille, maleriske by Burkheim været hjem for den lille vinfamilie. I 1756 bygge Franz-Michael Bercher herregården, som stadig den dag i dag er sæde for vinfirmaet.
I den er det den 9. og 10. generation Bercher, som driver vingården, nemlig i form af Eckhardt Bercher og hans søn Martin, som står for dyrkning af vinmarkerne, samt Rainer Bercher og hans søn Arne, som forestår vinfremstillingen.
Vinen her er familiens top spätburgunder, og den bærer tilnavnet “Feuerberg” … kan vel nærmest oversættes til “Bjerget af ild”, og det refererer til den vulkanske oprindelse af de vinmarker, som leverer druerne til denne vin. Den mørke vulkanske sten sikrer nemlig vinstokkene en optimal varmeisolering, som er specielt god for fx Pinot Noir druerne, og som samtidig giver vinene et højt indhold af mineraler. Efter høst gærer druerne på skind i 14 dage, hvorefter vinen modnes i barriques i op til 15 måneder.
Duften i vinen er også som en ren vulkan, fabelagtigt sprudlende. Næsen møder en formidabel kostald med mælketoner, ymer, kaffe, bitter chokolade, kirsebær og elegance … og duften er både intens og ganske vedvarende.
Smagsmæssigt cremet, blød, men også med en frisk syrlighed. Der er også lidt blommer, og det hele er bare skruet rigtigt godt sammen. Det smager satans godt. WOW. Thumbs up for denne vin.
Hvem medbragte vinen: Jan
Købt hos Crimewine for ca. 350 kr. Hmmmm, hvor det smager.