Byggemødets første rødvin blev denne supermarkedsbrunello fra Piccini … et kendt og tit omtalt vinhus i Toscana. Ved sidste byggemøde hos Keeper smagte vi faktiske en søstervin, nemlig en 2006 Piccini, Brunello di Montalcino Poggio Castagno. Dengang skrev jeg også en smule om vinhuset.
Vinhuset er grundlagt af Angiolo Piccini sammen med hustruen Maria Teresa Totti i 1882 med køb af 7 hektar jord i Poggibonsi. Parret startede med produktion af Chianti i halm-indpakkede kolber og vingården voksede løbende med køb af yderligere køb af jord.
I dag ejer vinhuset fire separate godser i sin portefølje, nemlig Tenuta Movaia, som har 170 hektar jord, heraf 60 hektar med vinstokke, Piccini med 400 hektar vinmarker, Fattoria di Valiano med 230 hektar jord, heraf 70 hektar vinmarker og endelig Villa al Cortile, som også har omkring et par hundrede hektar vinmarker.
Med andre en stor historie, ja faktisk producerer Piccini mellem 10-12% af den samlede produktion af Chiantivine.
I dag er det søskendeparret Mario og Martina Piccini, 4. generation på Piccini, som ejer og drifter foretagendet. Mario overtog roret i 1982, mens søster Martina sluttede sig til foretagendet 10 år senere. De styrer i fællesskab et team af unge vinmagere samt en stor flok ansatte i Italien samt stærke partnere i udlandet. Piccini eksporterer deres vine til imponerende 72 lande.
Hovedparten af vinene fra Piccini hører til i den billigere ende, og herhjemme forhandles Piccini da også via Supermarkeder som Kvickly, SuperBest, Fleggaard, Calles Vinlager og lignende. Mange har sikkert også stødt på vine som Piccini Memoro Rosso, hvor 6 stk. sælges til en samlet pris på 150 kr.
Piccini er også leveringsdygtige i supermarkeds-Brunelloer, og det er netop én af disse, som vi her har i glasset. Et godt navn som ”Brunello” og en pris under 100 kr. er bestemt også tillokkende, selvom det selvfølgelig altid kan diskuteres, at man får ”rigtig” Brunello her.
Duftmæssigt er det bestemt Sangiovese med kirsebær, ribs, grønne stilke, kælder, alder. Smagsmæssigt bløde og saftige tanniner, kirsebær, ribs, men ellers meget neutral og lidt kønsløs i udtrykket. Der mangler lidt kant og intensitet … minder lidt om en tynd Chianti.
Fås i SuperBest, hvor prisen normalt ligger omkring 100 kr.