Vin en hverdagsaften … hvad er så bedre end en god hverdagsvin? Domaine de la Croisette fra Rhône er netop sådan en slags. Ganske fornuftig at drikke og til en fornuftig pris.
Vi er i byen Morières-lès-Avignon, nemlig hos koorperativet Terres d’Avignon, som laver vin for ikke mindre end 260 lokale vinbønder. Terres d’Avignon opstod i 1992 ved en fusion mellem 3 kooperativer i Le Thor (grundlagt 1925), Morières-lès-Avignon (grundlagt 1929) og Châteauneuf-de-Gadagne (grundlagt 1929).
De 260 medlemmer leverer vin fra 700 ha og produktionen er 30.000 hektoliter, hvoraf 80% er Cotes du Rhone/Cotes du Rhone Village. Man modtager vin fra den aller sydligste del af Cotes du Rhone området: Avignon, Montfavet, Morières-lès-Avignon, Châteauneuf-de-Gadagne, Jonquerettes, Saint Saturnin-les-Avignon, Vedène, Le Thor og Caumont-sur-Durance.
Denne vin hører til koorperativet “supermarkeds sortiment”, og har fået sit navn fra den vingård, som leverer druerne til denne vin. Vingården Domaine de la Croisette har nemlig et lille kors placeret højt oppe på gårdens bygninger, helt oppe ved taget, og det har givet navn til både vingården og denne vin.
Vingården har været ejet af samme familie i tre generationer. I gammel tid ejede paverne i Avignon gården, og her producerede paverne så den vin, som de skulle bruge til deres messer. Ja, de var nogle ihærdige paver. Vinen er lavet på Grenache og Syrah.
I glasset fint granatæblerød vin. Duftmæssigt er der krydderier, modne frugter, syre, varme. Smagsmæssigt lidt fedme, lakrids, og stram syre, som bare sidder i overmunden. Faktisk ganske okay, selvom den måske snerrer en smule af mig. Oplevede også, at den bliver bedre, når den har stået et stykke tid og fået lidt luft. Fint med frugt i smagen. Det er en fint hverdags Rhône og en vin, som mange vil kunne drikke med velbehag.
Købt hos Lorentsen Vin i Ebeltoft til 50 kr.