Hvis vinen fra mit sidste blogindlæg kunne betegnes som en landlig tysk lærerinde, så må denne vin betegnes som en spansk flamencospillende jordarbejder med overalls, en havaneser mellem læberne, og et bloddryppende åbent sår i maven fra sidste kamp i tyrefægtnings-arenaen. Det har nemlig rigtig mange nuancer, og er alligevel en nem, drikkevenlig “hverdags- eller festvin”, som kan give dig et smil på læben.
Vi er i Ribero del Duero i Spanien. Vinhuset hedder Bodega Valtostao og ligger mellem Pedrosa og Roa, lidt vest for byen Aranda de Duero. Ejer og vinmager hedder Serafin Moya og Serafins vinmarker ligger i en højde af 400 meter med vinstokke, der alle er over 35 år gamle.
Området er kendt for store temperaturudsving, hvilket giver gode vækstbetingelser for Tempranillo druen. Serafin holder udbyttet lavt, maksimum 4.000 kg/ha. Det meste af arbejdet på Bodega Valtostao gøres ved håndkraft, så vinen forstyrres så lidt som muligt.
Roble betyder “eg”, og vinen her har da også lagret i 6 måneder på amerikanske, franske og ungarske egetræsfade. Serafin laver også vinen i en “Crianza” udgave, hvor den så har lagret i mindst 12 måneder.
Roble her er en pæn mellemmørk vin med lidt lilla/violette kanter. Duftmæssigt en smule sød tobak, lidt jod, blomster, mørke frugter, violer, og lerjord… eller en eller anden form for stenet mineralitet. Den lidt “jord/ler-agtige” duft er egentlig meget tydelig og meget spændende, og giver duften lidt elegance.
Smagsmæssigt igen de mørke bær, men også lidt grønne noter. Derudover stort tannin indhold, hvor tanninerne nærmest hænger i overmunden. Vinen er “muy” frugtrig … faktisk meget, meget frugtrig. Eftersmagen er let bitter, men det er altsammen meget elegant. Et superglas vin til fornuftige penge, så thumbs up for dette flotte flamencospil. Ren Paco de Lucía!
Købt hos Randers Vinhus, pris 75 kr. … og det er et fund for denne vin. Årgang 2007 her fik i øvrigt også 90 velfortjente Parker point.
Skulle jeg sammenligne aftenvinen fredag med en person, så må det være en landlig, tysk skolelærerinde iført stram spadserdragt, frodige kurver, et skarpt bid og en mindre pisk i højre hånd.
Tirsdag – fridag, men tiden er gået med at rydde op i værkstedet, montere nogle gamle skuffer – som var i overskud på min arbejdsplads – under mit arbejdsbord.
Vinen til forretten var denne silvaner fra Franken, nemlig Weingut Hans Wirsching.
Så fik vi ellers gang i vinene og gætterier på hvilket vinland, som de medbragte vine kommer fra. Steffen lagde ud med denne spændende sag, som viste sig at være en amerikansk Pinot Noir, men ikke blot en tilfældig Pinot Noir, men derimod fra den restaurant, som er med i Alexander Paynes film “Sideways” om to venner, Miles og Jack, der tilbringer en weekend sammen før Jacks bryllup og undervejs bl.a. møder Maya, som er servitrice på Hitching Post.
Min første vin denne aften var fra Bourgogne, nemlig fra den unge, dygtige Nicolas Rossignol, uddannet på ønologskolen i Beaune. Derefter fik han sin praktiske uddannelse på Château Lafite Rothschild i Pauillac, og derefter et år hos Domaine du Vieux Télégraphe i Châteauneuf-du-Pape.
Jans første vin denne aften blev en tysker. Men hvilken én af slagsen. Vi er i byen Burkheim i Kaiserstuhl, Baden tæt på grænsen til Frankrig hos et lille familiedrevet vinhus, som hedder Weingut Bercher.
Så var det Pauls tur … og han opfordrede os kækt til … udover at skulle gætte vinlandet … også at skulle gætte druen. Det var en klar “Mission Impossible”, da vinen Petalos del Bierzo er lavet af 100% Mencia, som er den traditionelle rødvinsdrue i Bierzo, som først for nylig er blevet anerkendt som en rødvinsdrue med potentiale til at lave verdensklassevine.
Aftenens indkøbte kultvin – valgt af Paul – blev denne Flor de Pingus med det danske islæt. Et godt valg, for der er bestemt tale om en stor vin fra den danske vinguru Peter Sisseck.
Sidste vin fra Steffen blev denne lille charmetrold fra Rhône området, nemlig Domaine de Poulvarel i Costières de Nîmes.