Hvis vinen fra mit sidste blogindlæg kunne betegnes som en landlig tysk lærerinde, så må denne vin betegnes som en spansk flamencospillende jordarbejder med overalls, en havaneser mellem læberne, og et bloddryppende åbent sår i maven fra sidste kamp i tyrefægtnings-arenaen. Det har nemlig rigtig mange nuancer, og er alligevel en nem, drikkevenlig “hverdags- eller festvin”, som kan give dig et smil på læben.
Vi er i Ribero del Duero i Spanien. Vinhuset hedder Bodega Valtostao og ligger mellem Pedrosa og Roa, lidt vest for byen Aranda de Duero. Ejer og vinmager hedder Serafin Moya og Serafins vinmarker ligger i en højde af 400 meter med vinstokke, der alle er over 35 år gamle.
Området er kendt for store temperaturudsving, hvilket giver gode vækstbetingelser for Tempranillo druen. Serafin holder udbyttet lavt, maksimum 4.000 kg/ha. Det meste af arbejdet på Bodega Valtostao gøres ved håndkraft, så vinen forstyrres så lidt som muligt.
Roble betyder “eg”, og vinen her har da også lagret i 6 måneder på amerikanske, franske og ungarske egetræsfade. Serafin laver også vinen i en “Crianza” udgave, hvor den så har lagret i mindst 12 måneder.
Roble her er en pæn mellemmørk vin med lidt lilla/violette kanter. Duftmæssigt en smule sød tobak, lidt jod, blomster, mørke frugter, violer, og lerjord… eller en eller anden form for stenet mineralitet. Den lidt “jord/ler-agtige” duft er egentlig meget tydelig og meget spændende, og giver duften lidt elegance.
Smagsmæssigt igen de mørke bær, men også lidt grønne noter. Derudover stort tannin indhold, hvor tanninerne nærmest hænger i overmunden. Vinen er “muy” frugtrig … faktisk meget, meget frugtrig. Eftersmagen er let bitter, men det er altsammen meget elegant. Et superglas vin til fornuftige penge, så thumbs up for dette flotte flamencospil. Ren Paco de Lucía!
Købt hos Randers Vinhus, pris 75 kr. … og det er et fund for denne vin. Årgang 2007 her fik i øvrigt også 90 velfortjente Parker point.