Også lidt vin at skrive om i denne uge. Vi starter med lidt vine fra et bestyrelsesmøde i Randers Vinlaugh. Her var første vin denne Pinot Noir fra Cave Vinicole de Hunawihr i Alsace.
Cave Vinicole de Hunawihr blev grundlagt i 1954, og de første vine blev fremstillet i 1955. På dette tidspunkt eksisterede der ikke så mange caves coopératives – kun 3-4 stk. Vinavlere fra Alsace solgte således deres produkter selv eller via vingrossister. I 1954 var vinbønderne i krise, og vingrossisterne provokerede et prisfald ved ikke at aftage de mængder druer, de plejede. For at kæmpe mod den situation og lignende fremtidige situationer var der nogle vinavlere fra Hunawihr, der besluttede at skabe en cave coopérative (andels-vinbrug), så de selv kunne sikre deres afsætning i fremtiden. Cave Vinicole de Hunawihr er vokset fra 90 hektar vinmarker i begyndelsen til over 200 hektar i dag.
Hos Cave Vinicole de Hunawihr dyrkes der bl.a. følgende druesorter: Chasselas, Sylvaner, Riesling, Muscat, Tokay Pinot Gris, Gewurztraminer, Pinot Blanc og Pinot Noir.
Hos Cave Vinicole de Hunawihr arbejder de meget med kvalitet, og man forsøger således at integrere dette begreb i alle områder af vinavlen og -fremstillingen. I vinmarkerne følges kvalitative normer med hensyn til druesorter, beplantningstæthed, og beskæring. Vinmarkerne kontrolleres løbende, og man sprøjter kun med kunstige midler i nødvendigt omfang. Cave Vinicole de Hunawihr laver bl.a. også en fremragende, mousserende Crémant d’Alsace: Calixte, som er fremstillet efter champagnemetoden.
Nå, men denne Pinot Noir har navnet “8”. De skyldes, at druerne til vinen kommer fra 8 forskellige parceller ejet af 8 forskellige vinbønder i Alsace. Druerne til vinen er afstilkede og efterlades derefter i kar i 10 til 12 dage. Vinmageren på kooperativet hedder Nicolas Garde, og han har valgt at give denne vin barriques, og det klæder bestemt vinen.
Duften afslører med det samme, at der er tale om en Pinot Noir. Jeg har noter af grønne noter, hindbær og lagkage. Smagsmæssigt ikke så meget sødme, men grønne tanniner, ribs, lyserøde bær, og i det hele taget meget frugtrig og ren. Dejlig vin. Jeg gættede i øvrigt både drue og land.
Købt hos Cave Vinicole de Hunawihr, hvor prisen er 11,70 €