Videre med de røde vine fra den gastronomiske tur rundt i Frankrig, og næste sted vi landede var i det dejlige Provence med en Bandol fra ikke mindre end Domaine Tempier. Domaine Tempier er Bandols ubestridte konge. Det manifesteres årgang efter årgang, takket være Domaine Tempiers fantastiske vinmarker og ønologen Daniel Ravier.
Bandol appellationen er nærmest skabt af Domaine Tempiers grundlægger, Lucien Peyraud, som allerede i 1942 tog initiativ til det grundregelsæt. Disse regelsæt gælder for appellationen den dag i dag. Det var også Peyraud, som stædigt kæmpede for større brug af Mourvedredruen i vinene fra Bandol.
Der er sagt mange positive ting om dette domæne. Berømmelsen hviler blandt andet på domænets rosé, der af mange regnes for den bedste i Provence. Vinen er blended på Mourvedre, Cinsault, and Grenache.
Domaine Tempier fremstiller også en forfriskende hvidvin fremstillet på druerne Ugni Blanc og Clairette.
Den største styrke hos Domaine Tempier er dog deres berømte enkeltmarksvine: La Tourtine, Migoua og Cabassaou. Alle er det marker med vinstokke som for længst er fyldt 50 år.
Disse marker regnes således som de ypperste eksponenter for vinene fra Bandol. Vinmarkerne er, for de røde vines vedkommende, beplantede med Mouvedre dernæst Grenache, Cinsault, Carignan og Syrah.
Her har vi dog Domaine Tempiers standard Cuvée, som er fremstillet af 70-75% Mouvedre, 14-16% Grenache, 8-9% Cinsault og endelig 2-3% Carignan. Lagret på eg i 18-20 måneder.
Duftmæssigt mere power med sol, provencekrydderier, lavendel, røg, blåbær og friske urter. Smagsmæssigt også mørke bær, krydderier og en bemærkelsesværdig blødhed i vinen, som bare er helt fantastisk. Flot, flot vin.
Fås hos Theis Vine til 209,95 kr. på tilbud, normalpris 299,95 kr.