Mer’ weekendjuice aka herlig tyndtflydende Nebbiolo væske i glasset fra Winefamly kassen … Barbaresco fra Azienda Agricola Mario Giribaldi. Det kan meget nemt blive en vane, men en god vane.
Azienda Agricola Mario Giribaldi holder til i byen Rodello, der ligger omkring 5 kilometer syd for Alba og tilsvarende nordøst for Serralunga D’Alba. Med andre ord … som alle vinfirmaer siger; lige i hjertet af Barolo.
Vinhuset drives af Mario Giribaldi, som er tredje generation på vingården i Rodello, der blev grundlagt af hans farfar Giovanni Giribaldi i 1886. Dengang havde huset kun et par hektar med Dolcetto og Barbera.
Mario får dog hjælp af 4. generation … i kraft af børnene Matteo, Giovanna og Alessandra, hvor sønnen Matteo langsomt overtager mere og mere af vinproduktionen, mens Giovanna står for adminstrationen og datteren Alessandra for ledelse.
Familiens vingård, som I kan så på billedet ovenover, er bygget i 1999. Ved byggeriet blev der også investeret i nye og moderne faciliteter til vinproduktionen, som ligger omkring 130.000 flasker årligt, men produktionen har været stigende efter investeringen i den nye ejendom og opkøb af nye marker.
Girabaldi familien har samlet 30 hektar vinmarker, som ikke ligger samlet omkring gården, men er spredt over forskellige kommuner i Langhe og dette giver Giribaldi mulighed for at producere alle typer vin, således de i dag omkring 18 forskellige vine.
Gamle Mario er kompromisløs til fingerspidserne og har altid arbejdet uhyre præcist med druematerialet på sine marker. Flere af hans bedste marker er således beplantet meget omhyggeligt med flere forskellige kloner af den samme druesort, så kompleksiteten og terroiret virkelig kommer frem.
I 2001 indførte Mario Giribaldi økologisk drift … startende på fire vinmarker, men i dag drives alle marker økologisk og vinhuset er nu også økologisk certificeret af organisationen ECOGRUPPO Italia.
Dette valg er et ønske om at bidrage til miljøbeskyttelse og som sidegevinst opnå bedre kvalitet i druerne og dermed vinen. Siden 2004 har vinene fra Mario Giribaldi været produceret økologisk, og det gælder også denne Barbaresco.
Druerne til vinen kommer fra vinmarker i Neive, som ligger med en sydvestlig eksponering i omkring 350 meters højde og fra forskellige Nebbiolo kloner … Michet, Lampia og Rosè.
Jeg kan slet ikke finde nogen oplysninger om produktionsmetoderne til denne Barbaresco, men en DOCG Barbaresco skal jo være lagret mindst 2 år, heraf et år på egefade … og lagring på eg har denne helt sikkert, hvilket næsen afslører med det samme.
Udover noterne af eg, så er det duftmæssigt meget let og meget tilgængelig Nebbiolo. Der er en smule sødme, violer, herlig klassisk syrlighed, ribs, hindbær, lyse blommer, bagepulver, tobak, kanel og en snas krydderier.
I munden er vinen også ganske letgående og yderst tilgængelig. Bevares … syren er fortsat italiensk og taninnerne markerer sig også og sætter sig på fortænderne, men det er egentlig lidt populistisk og ganske behageligt, selv i denne unge, unge alder. Der er syrlig frugt, ribs, masser af nelliker, lidt bitter kaffe og nærmest et peberbid. Smager sgu godt og utrolig behageligt. Lidt som at køre på vinterdæk om sommeren … blødt, lidt wobbly, vibrerende og du ønsker inderst inde ikke at skifte til de hårde, ubekvemme lavprofil sommerdæk.
Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 157,93 kr., hvilket må siges at være en ganske billig pris for denne Barbaresco.