Denne lidt undseelige Toscana Rosso IGT fra vinhuset Azienda Agricola Svoltacarrozze di Meoni Sebastiana med en pop-smart etiket tog virkelig røven … øhh bagdelen, bagperronen og agterpartiet på jeres ellers altid sobre vinblogger.
Det skal jeg nok vende tilbage til.
Svoltacarrozze ligger lige nord for byen Vescovado i Toscana … vel omkring 15 kilometer nordvest for Montalcino og er grundlagt i 2001 af Sebastiana Meoni med hjælp fra hendes far … vinmageren Giulio Meoni og i starten også vinmageren Nando Benassi.
Sebastiana Meoni har samlet alene 8 hektar med vinstokke plantet tilbage i 1998, som dyrkes fuldstændig økologisk, selvom huset ikke er certificeret … det er simpelthen for omstændigt og dyrt.
Hun laver alene én vin, nemlig denne Toscana Rosso IGT, som hun årligt laver 6.000 flasker af. Den er lavet på 90% Sangiovese og 10% Cabernet Sauvignon, som er lavet klassisk som i helt gamle dage uden de mindste tilsætninger. Efter endt fermentering er vinen så lagret 4 år på store slavonske fade og aftappet uden filtrering og næsten uden brug af svovl.
I glasset er vinen vel medium i farve, dog med klar orangebrun kant, men duften er animalsk og måske endda biodynamisk er mine første tanker, for vinen har den herligste landlige aroma. Der er både krudt, svovl, tændstikker, prut og bio rygende mødding, men på en fin, let og vel nærmest burgundisk let facon … og ved første snus ville jeg aldrig ha’ gættet, at det er Sangiovese og Cabernet Sauvignon.
Der er også nogle florale noter, blomstersæbe, ribs, rabarber, solbær, tørv, brunkul og nogle syrlige drops. Lige nedenunder første lag kan man også dufte en mineralsk syre, måske endda lidt vanilje og kanel. Med lidt luft i glasset dæmpes de animalske noter en anelse, hvorfor en dekantering kan være en idé for de mest stokkonservative. Jeg elsker sgu duften.
Smagsmæssigt har vinen også en fabelagtig lethed, virkelig fin, sart, skrøbelig med en burgundisk feminin side, hvilket kombineret med en stor saftighed gør vinen meget letdrikkelig. Det løber sgu lige ned med største fornøjelse. Der er tørre tanniner, krisp bid, spændstig og igen masser af lyse bær, hindbær, ribs, rabarber og samtidig helt utroligt, at vinen er 10 år … WAUW. Jeg er fan.
Og det var mig, som forinden kiggede på etiketten og tænkte, at denne flaske ser kedelig ud. Kedelig er det sidste, som denne vin er … og til prisen er måske årets køb. Man skal aldrig skue hunden på hårene, for så bjæffer den. Vuf. Jeg er umådelig facineret af Svoltacarrozzes Toscana Rosso, som får 6 hundepoter.
Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 109,95 kr. ved køb af 6 flasker. Crazy!