For et år siden smagte jeg for første gang denne lidt oversete Supertoscaner Oreno fra Tenuta Sette Ponti i årgang 2017 og var ret begejstret. Nu har jeg smagt vinen igen, blot i årgang 2018, som endda er endnu bedre.
Tenuta Sette Ponti er en ældre, storslået ejendom, der ligger i et fjernt og uspoleret område af Chianti meget tæt på Castiglion Fibocchi og Arno-floden mellem Firenze og Arezzo. Vingården har tidligere tilhørt medlemmer af den italienske kongefamilie, men har siden 1950’erne været ejet af Moretti Cuseri familien. De første 60 hektar jord købte Alberto Moretti Cuseri direkte af de to prinsesser Margherita og Maria Cristina af Savoy-Aosta.
Navnet Tenuta Sette Ponti er en henvisning til de syv berømte middelalderlige broer, der krydser Arno-floden mellem Arezzo og Firenze. Den mest berømte af dem broerne, nemlig Ponte Buriano, kan i øvrigt ses i baggrunden af Leonardo da Vincis verdenskendte maleri af Mona Lisa.
Det er i dag Antonio Moretti Cuseri som driver det store gods, der i dag er på 300 hektar jord, hvoraf 54 hektar er vinmarker. Antonio overtog godset fra sin far i slutningen af 1990’erne og begyndte straks efter at producere sine egne vine.
Udover Tenuta Sette Ponti, så har Antonio også investeret i yderligere to Bolgheri vingårde, hvilket er Orma syd for Livorno samt Poggio al Lupo, der ligger i Magliano tæt på Grosseto. De to ejendomme er på henholdsvis 7,5 og 45 hektar, mens vinmarkerne samlet er på 20,5 hektar på ejendommene.
Oreno er topvinen fra Tenuta Sette Ponti ejendommen, og det er som nævnt en IGT supertoscaner lavet som et Bordeaux blend med 50% Merlot, 40%, Cabernet Sauvignon og 10% Petit Verdot. Vinen har sit navn efter floden, der krydser Tenuta Sette Pontis jorder.
Druerne høstes fra op til 75 år gamle vinstokke, der er plantet 250 meters højde og lavet med 25 dages fermentering ved kontrollerede temperaturer efterfulgt af en maceration. Herefter er vinen lagret 18 måneder på franske barriques og yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.
Som med 2017’eren er sammenligningen med Bordeaux åbenlys, for i næsen kommer nogle af de samme karaktertræk … jord, skovbund, cigaræsker, fed, rig og kraftigt frugt med solbær, brombær, blommer, toast, tobak, bagepulver og tørre krydderier. Duften er monstergod med fremragende balance mellem tyk frugt og elegant syre. Der er også et kontrolleret fadpræg med snert af både nyt træ og vanilje.
WAUW … er denne bedre end 2017’eren? Det er fortsat en intim dans, elskov og saftig samleje mellem Bordeaux og Italien … har både tyk, flot og mørk frugt som en Bordeaux og en balsamisk fin og stram syre. Helt som sidst er det lidt som at få i pose og sæk … både fine og mørk, elegant frugt, som man finder i Bordeaux og så en stram syre, lidt bitterhed samt et tanninbid, som virkelig bare er italiensk. Det smager bare hamrende godt … klart 6 store fingre med pil op.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 649 kr., mens prisen er 599 kr. ved køb af 6 flasker.