Torsdag, vinsmagning med vine fra et af verdens bedste vinområder, nemlig Bourgogne! Området som – når det er bedst – kan betage og drage folk til at betale ustyrlige summer for en flaske af denne eliksir, men som desværre for mange bliver et skuffende bekendtskab.
Problemet med Bourgogne er, at der kan være mange ejere af hver enkel mark og det er ikke sikkert at naboen laver ligeså god vin som ham ved siden af. Det kan både skyldes markens beskaffenhed, producenten, årgangen og mange andre ting. Derfor er det vigtigt både at kende sine producenter og områder i Bourgogne.
Her starter vi med Bernard Dugat-Py. Alene navnet antyder noget elegant. Bernard er perfektionist til fingerspidserne og han købte sine førstevinstokke (village Gevrey-Chambertin) i 1973, da han var 15 år gammel og han lavede sin første vin 2 år senere.
Domainet er vokset gradvist indtil de 7,2 hektarer de har i dag. Indtil 1989 blev al hans og Jocelines vin solgt, blandt andet til Leroy, som købte Gevrey og Charmes. Også hans Bourgogne Halinard blev tidligere solgt til en købmand som Gevrey-Chambertin, men i dag sælger han den selv som Bourgogne rouge.
Duften er klar pinot, kostalden ligger der … omend “langt nede” og der fornemmes også nogle grønne noter. Smagen er mineralsk, der er tannin, lyserøde bær og dejlig blødhed. Er nødsaget til at sige, at det smager bare supergodt.
Prisen er 299 kr. hos Randers Vinhus.
Denne vin kan bestemt anbefales.