I en smuk piemontisk villa med et karakteristisk tårn lidt nordøst for La Morra finder vi vinhuset Vigneti Cantina Vini Figli Luigi Oddero, som står bag næste vin … en klassisk 2003’er Barolo Vigna Rionda.
Familien Oddero har lavet vin i området siden 1878, hvor Giacomo Oddero grundlagde vinhuset Poderi e Cantine Oddero udenfor La Morra. Vinene blev solgt på små egetræsfade, bl.a. til Amerika og vine fra Oddero blev også fremvist i 1911 ved en stor international udstilling i Torino. Men det var imidlertid først i 1951, at vinhuset reelt startede, da brødrene Giacomo og Luigi Oddero – 3. generation og børnebørn til den gamle grundlægger – begyndte at flaske og sælge vinene under egen etiket.
Arbejdsfordelingen mellem de to brødre var, at Luigi var ansvarlig for marker og vinproduktion, mens Giacomo var ansigtet udadtil og sådan kørte det også helt frem til 2006, hvor der kom en uoverensstemmelse mellem de to brødre.
Det betød, at vinhuset blev splittet op, hvor Giacomo beholdt ejendommen, mens Luigi fik de bedste marker … 32 hektar med bl.a. parceller på markerne Riva i La Morra, Rocche dei Rivera i Castiglione Falletto og Vigna Rionda i Serralunga d’Alba. Man fandt samtidig en smuk, gammel vingård lidt længere nede ad vejen, hvor man kunne producere vinene, som nu sælges og etiketteres som Figli Luigi Oddero.
I dag drives Figli Luigi Oddero imidlertid af Luigis hustru Lena og deres børn Giovanni og Maria, da Luigi desværre døde i 2009. Produktionen af vinene sker dog i samarbejde med den berømte tidligere Bruno Giacosa vinmager Dante Scaglione som konsulent og den unge vinmager Francesco Versio.
Francesco har også – som Dante Scaglione – arbejdet hos Bruno Giacosa, men har i dag ansvaret for hele produktionen på Figli Luigi Oddero … lige fra mark til kælder.
Francesco Versio viderefører ånden efter Luigi Oddero, som altid har lavet Barolo efter de klassiske dyder, dvs. lang maceration og store fade – Gamba botte – uden for meget toast, så den fine Nebbiolo-frugt ikke bliver overdøvet af ristet eg. Markerne dyrkes også uden pesticider og meget tæt på økologi.
Figli Luigi Oddero er ikke helt så kendt som det gamle Oddero, som i dag fortsat drives af Luigis bror. Giacomo var jo ansigtet udadtil og havde også alle kontakterne til kunderne, hvorfor de hos Luigi Oddero haft svært ved at sælge deres vine, herunder bl.a. et stort lager af ældre vine, som Luigi fik med i forbindelse med bruddet.
En af disse vine er fx denne 2003’er Barolo Vigna Rionda … vel husets bedste vin fra den berømte mark. Vigna Rionda er en af de mest historiske og berømte marker i Serralunga d’Alba og regnes vel sammen med Brunate og Cerequio i La Morra og Rocche di Castiglione i Castiglione Falletto blandt de allerbedste marker i hele Barolo.
Vigna Rionda har sydlig eksponering og en høj beliggenhed, hvilket giver modne druer samtidig med at syren bevares. Vinene fra Serralunga er som tommelfingerregel længelevende, mere strukturerede og dette gælder i endnu højere grad vinene fra Vigna Rionda.
Denne Barolo Vigna Rionda er dyrket uden brug af pesticider, druerne høstes i hånden og gæres naturligt med skaller i 16-20 dage. Derefter lagres vinen 36 måneder på store, brugte fade af fransk eg efterfulgt af yderligere 24 måneder på flaske inden frigivelse. Det er altså en vin, som er høstet på den gamle, fælles vingård og færdiggjort af Luigi på den nye vingård.
Lad os smage skidtet, hvor næsen rummer lidt mørk mødding, en vis lethed, syrlige kirsebær, kandiserede kirsebær … måske lidt mørkere i frugten end forventet. Der er måske lidt blommer, tjære, violer, kampfer, jord og lidt svage krydderier.
Smagen er – skrev jeg på min note – elegant vedkommende og har godt med bundtræk i syren. De mørkere bær går lidt igen i smagen, selvom det egentligt er ganske blidt og har en sindssyg lang eftersmag, som jeg egentlig er ret vild med. Jeg kom dog aldrig helt op at ringe … men måske en ½ flaske for mig selv og tid til fordybelse også vil hjælpe den lidt på vej.
Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 750 kr.
Vinanmeldelse 5,5/7