Så er vi sørme igen i byen St. Stefan ob Stainz i Weststeiermark og hos endnu en producent, som laver de særlige Schilcher rosévine på den lokale drue Blauer Wildbacher. Det er nemlig Weingut Lazarus, som endda bor på Schilcherweinstraße, men her er det dog en rødvin på Blauer Zweigelt.
Blauer Zweigelt er nu ikke så ukendt herhjemme som fx Blauer Wildbacher, for Blauer Zweigelt er såmænd blot et synonym for Zweigelt, der jo er den mest udbredte rødvinsdrue i Østrig.
Zweigelt blev opfundet tilbage i 1922 på et institut i Klosterneuburg af Fritz Zweigelt, som var uddannet biolog. Han udforskede druesorterne, og kom i den forbindelse på at skabe sin egen drue. Det er en blanding af St. Laurent og Blaufränkisch.
Hos Weingut und Buschenschank Lazarus laver de alene 1 rødvin og det er denne på Zweigelt. Ellers består produktionen primært af hvidvine og rosévine aka Schilcher vine.
Vinhuset drives af familien Lazarus, som samlet har 9 hektar vinmarker, som de bl.a. sælger i deres lille butik … buschenschank sammen med regionale delikatesser. Derudover har de også et par gästezimmer, som de lejer ud.
Der er ingen info om produktionen af denne Blauer Zweigelt, så vi springer derfor blot hovedkulds ind i mine smagsnoter. Næsen byder dig på kul, gazebind, sød fade, mørk frugt, sorte kirsebær, blommer, eg, kanel, svag lakrids og samlet set virker vinen meget rustik.
I munden en ganske læskende, rustik og ukompliceret vin … egentlig meget lettere i smagen end duften egentlig indikerede. Der er hindbær, svag peber samt elementer af jern.
Købt på vingården, men prisen kender jeg ikke.