I den utroligt smukke landsby Candes-Saint-Martin i Loire finder vi en stor og excentrisk vinmager, som hedder Patrick Corbineau. Han siger selv, at han er rig … ikke i penge, men økologisk rig, går rundt i gamle gummistøvler og bearbejder sine vinmarker med sin hest.
Og det er netop dérfra, at næste vin kommer … en Touraine Milles Feuilles. Årgangen er 2011, hvilket Patrick har skrevet med guld-tusch øverst på flasken. Så kan han nøjes med at lave én etikette, som kan bruges på alle hans vine. Milles Feuilles har han også tilføjet med kuglepen på bagetiketten.
Patrick Corbineau var oprindelig svejser på det lokale kraftværk, kraftværket, hvor han havde ry for at være en af de bedste svejsere i Frankrig. Men en dag blev han på vej hjem fra arbejde stoppet af sin bedstefar, som han ikke havde snakket med i 18 år.
Du skal overtage familiens gamle vinmarker, sagde bedstefaren, som ellers for mange år siden havde givet sine vinmarker til Patricks onkel. Det havde åbenbart ikke været en succes. Patrick sprang på uden større omtanke … og det blev starten på det lille domæne.
Samlet driver Corbineau 6 hektar vinmarker … 1 hektar i Chinon og 5 hektar i appellationen AOC Touraine. Hans jord i Touraine ligger spredt på en del parceller, og er lidt en torn i øjet på de mange kornproducenter. De har flere gange forsøgt at købe Patricks jord, men uden held, for Patrick elsker livet som vinbonde … både i marken og vinkælderen.
De bedste marker er Cumelles, Croix Fouchet samt Conquete, hvor vinstokkene er mellem 50 og 70 år gamle. Jordbunden er godt stenet med kalksten, knust kalksten, ler samt den tunge ler, som man på fransk kalder “polyes aux pieds”, hvilket vel kan oversættes til noget i retning af “holder dine fødder”.
Patrick bearbejder – som nævnt – sine vinmarker med sin hest. Han er aldrig bange for at få beskidte hænder. Selvom mange siger, at det ikke er produktivt, synes han tværtimod, at hans måde ikke handler om produktivitet, men om kvalitet. Han samler druerne manuelt i vævede kurve. Macerationen af druerne er langsommelig og presningen nænsom. Vinen er selvfølgelig ufiltreret.
Hans metoder og teknikker er meget gammeldags, og det er faktisk hans største fordel i en verden med masser af omvæltninger. Det er ren naturvin … i bedste og totalt gammeldags stil. Måske producerer han ikke så meget som andre, der arbejder med det nyeste udstyr. Måske er processen for langsom. Men resultatet er alt, der betyder noget for monsieur Corbineau.
Patrick ejer ganske vist en traktor … en gammel Massey Fergusson fra 1957, men han synes ikke om den. Han har engang udtalt, at han for pengene til et par brugte dæk kunne få et par gode støvler … endda af krokodilleskind. Og Patrick Corbineau har der virkelig bedst i sine gummistøvler og forlader sjældent Candes-Saint-Martin og har kun været i Paris én enkelt gang.
Han er ikke den rejsende type, han har for travlt i sin kælder i Candes-Saint-Martin. Hans far bebrejdede ham ofte for at bruge for meget tid i kælderen, og han troede faktisk, at Patrick havde et alkoholproblem. Men som Patrick også skriver på hans hjemmeside – som dog har sparsomme oplysninger – I finder mig enten i vinkælderen, i markerne eller på min hest.
Faren ønskede også, at Patrick moderniserede sin vingård, så han kunne komme frem i verdenen … men i stedet gik han den modsatte vej og laver i dag vinene som i helt gamle dage.
Her har vi netop én af Patrick Corbineaus vine, Touraine Milles Feuilles fra årgang 2011, lavet på 100% Cabernet Franc fra 30, 50 og 70 år gamle stokke, ren naturvin uden nogen form for tilsætning.
Druerne er høstet med et udbytte på 25 hektoliter pr. hektar og vinen er vinificeret i lag med 50% égrappé – altså hvor stilkene er fjernet – og 50% hele klaser, maceration i 19 dage på tank og lagrer herefter 2 år på gamle egetræsfade.
I næsen er her stald, blæk, grafit, stald … kold frugt … frisk og frugtagtig, dejlig surhedsgrad, plaster, blomster … Ribes (den der lugter lidt af kattetis), lakrids og en snert af karamel. Vinimperiet siger selv, at den har en utæmmet bondsk charme, og det giver fuldstændig mening. Den dufter faktisk sindssygt godt.
I munden er vinen blød, god frisk og ren frugt, lidt kirsebær måske, jern, tørhed og fine tanniner samt et let peberbid i finalen. Tænker, at vinen måske fortsat er en anelse ung, og den kunne være sjov at smage om 4-5 år.
Købt hos Vinimperiet, pris 150 kr.
Rating 4,5/7 
Har nu smagt vinen igen 4 måneder efter første gang … og den er bestemt ikke blevet ringere … nærmest tværtimod, og synes nok, at de 4½ Thumbs Up måske endda er en kende for lidt, så vi smider med det samme en ekstra tommel efter vinen, således vi havner på 5½ Thumbs Up. Kan virkelig anbefales.
Rating 5,5/7
Næste vin i rækken … Château Le Gabachot i Pomerol … én af mange vine fra Janoueix familien, som jeg tidligere er stødt på, nemlig med vine fra nogle af deres utallige vinslotte, bl.a. Château le Castelot i Saint-Émilion samt Château La Gasparde.
Hvis du kører fra Beaune mod Dijon, så kommer du forbi Vosne-Romanée, Vougeot, Chanbolle-Musigny, Gevrey-Chambertin og havner til sidst i den lille by Marsannay-la-Côte. På adressen Rue Roger Salengro – opkaldt efter en socialistisk minister fra 1936 – finder vi vinhuset Domaine Sylvain Pataille.
Så er vi der igen … hos den store ex-rugby-spiller Gérard Bertrand – der efter faderens død overtog familiens vingård og nu har opbygget et større vin-imperium i det sydfranske. Og her med vinen Domaine de l’Aigle Pinot Noir, som jeg tidligere har smagt og skrevet om her på bloggen … blot årgangen før.
Halter fortsat efter med mine opdateringer … men arbejder mig langsomt, men sikkert igennem. Næste vin er en hvid Bourgogne, som vinhuset Jean Javillier & Fils selv kalder Bourgogne Chardonnay.
Hold nu kæft, hvor er det godt. Jesper havde fundet kanonerne frem til byggemødets finale … og den første superhowitzer aka 380 mm bronzekanon var denne Châteauneuf du Pape fra det legendariske Clos des Papes, som jeg har smagt få gange, men altid været meget begejstret for.
I AOC Fitou appellationen i Languedoc finder vi vinhuset Domaine La Garrigo, og dér sker der underlige ting. Vinhuset er økologisk, biodynamisk … hvorved produktionen således er styret af de kosmiske kræfter. Det har vi set før, og er ikke vildt underligt.
Ligesom Delas Frères kun laver én Gigondas, så laver de også kun én Cornas, nemlig denne Cornas Chante-Perdrix, som vi her har i en årgang 2007 … en i øvrigt fremragende årgang i specielt den sydlige del af Rhône og en okay årgang her i den nordlige del.
Sidste uge bød også på lidt god Rhône vin … hele to vine fra det store vinhus Delas Frère, som holder til i den lille by Saint-Jean-de-Muzols, lige ved Rhônes biflod Le Doux. Den første af vinene var denne Gigondas Les Reinages, og faktisk den eneste Gigondas vin i Delas Frères ellers omfattende sortiment.
Vinbaren Villa Vino i Mikkel Bryggers Gade blev også besøgt … og der nød vi en Pinot Noir fra én spændende vinmager, som jeg er stødt på tidligere, nemlig den nye og unge stjerne Jeff Carrel, som primært laver vine i den sydlige del af Frankrig.
