De ungarske vine bliver ved med at dukke op og overraske. Nu er der igen en hvid ungarer i glasset … Tokaji T Furmint fra vinhuset Pajzos, der ligger ved byen Sárospatak i Tokaj, det nordøstligste hjørne ved grænsen til Slovakiet mod nord og Ukraine mod øst.
Pajzos er grundlagt tilbage i 1991 af 12 investorer inkl. den nu afdøde Jean-Michel Arcaute, som tidligere har været leder på en række store vinslotte i Pomerol, Bordeaux, bl.a. Château Clinet, La Croix du Casse, Beau Soleil og Jonqueyres.
En anden af investorerne – og den nuværende ejer – var Jean-Louis Laborde, som var landbrugsingeniør og ejer af et 600 hektar stort landbrug, en virksomhed indenfor affaldshåndtering samt mange udlejningsejendomme i Paris.
Han var passiv investor frem til 1998, hvor han gearede sine vininvesteringer gevaldigt op, Han købte først Château Clinet i Pomerol og året efter vingården Megyer i Pincészet, Ungarn.
Det endte også med, at han frikøbte de andre investorer i Pajzos, da investorerne ikke kunne blive enige om ambitionsniveauet og kursen for vineriet. Nogle ville alene investere forsigtigt, men for Jean-Louis var projektet blevet en hjertesag. Han overtog i år 2000 aktiemajoriteten og har siden været enerådende på Pajzos.
Derefter sammenlagde han driften af Pajzos med Megyer, således vinhuset samlet ejer 196 hektar jord. Ved Pajzos har vineriet 87 hektar, hvoraf dog alene 54 hektar i øjeblikket er vinmarker.
De er plantet til med sorterne Hárslevelű, Sárgamuskotály samt Furmint. Derudover eksperimenter man også med sorter som Zéta, Kabar, Gohér og Kövérszőlő.
Ved Megyer vingården har man samlet 109 hektar jord, hvoraf 63 hektar er vinmarker med Furmint, Hárslevelű, Sárgamuskotály og Chardonnay. Vinene fra de to vingårde sælges og markedsføres under de to navne Pajzos og Megyer helt særskilt, selvom produktionen sker samme sted.
Denne Tokaji T Furmint er – som navnet også siger – lavet på druen Furmint … eller i dette tilfælde 90% Furmint og 10% Hárslevelű. Den er vinificeret alene på rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret 6 måneder inden flaskning. Vinen er 5 gram restsukker pr. liter. Der laves årligt 100.000 flasker af denne vin.
Furmint er en hvid ungarsk druesort, der er mest udbredt i Tokaj-Hegyalja vinregionen, hvor den – som til denne Tokaji T Furmint – anvendes til tørre hvidvine. Derudover er Furmint den vigtigste drue i de mere kendte Tokaji dessert vine.
Duftmæssigt er der karamel, mango, kiwi, måske lidt grønne og hårde pærer, en pæn tørhed og vinen virker frisk samt godt balanceret. Der er lidt citrus, muskat, lidt funky blomsteraromaer og lidt salt … eller mineraler af en slags. Og så er der et eller andet, som lige provokerer dine næsebor … og får dig til at sniffe igen og igen.
I munden balancerer vinen også på et knivsæg mellem søde og syrlige elementer. Der er sgu noget for smagsløgene, cremet, let perlende, kompleks og saftig med salt, citron, appelsin, pærer, blomster og fin lang eftersmag.
Men for guds skyld … giv dog tid til at lade vinen åbne sig for dig. Du bliver ikke skuffet. Vi balancerer lige mellem 4,5 og 5 blegfede fingre … men sommeren har været venlig mod hvidvine og humøret i år.
Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen kun 89,25 kr.