Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2015 Weingut Hans & Christine Nittnaus, Blauer Zweigelt, Burgenland, Østrig

2015 Weingut Hans & Christine Nittnaus, Blauer Zweigelt, Burgenland, ØstrigMer’ østrigsk druesaft … igen Blauer Zweigelt og denne gang fra Weingut Hans & Christine Nittnaus, som holder til midt i byen Gols … et par kilometer øst for den nordlige del af Neusiedler See i det frodige og frugtbare Burgenland, det største vinområde i Østrig. Der står da også meget passende Neusiedlersee på etiketten af vinen.

I dette skønne landskab har familien Nittnaus været vinbønder i over 300 år, idet vingården blev grundlagt i 1683. Siden 1983 har det været Hans og Christine Nittnaus, som har drevet det traditionsrige vinhus.

Familien har sammenlagt 57 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 70 forskellige parceller omkring Gols samt op til den østlige bred af Neusiedler See. De bedste marker er bl.a. Luckenwald, Salzberg, Gabarinza, Edelgrund, Neuberg og Ungerberg.

De fleste af markerne – omkring 2/3-dele – er tilplantet med røde druesorter, selvfølgelig masser af Zweigelt og Blaufränkisch, men også de mere internationale sorter såsom Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah og Pinot Noir. Alle marker passes efter økologiske principper, selvom vinhuset ikke er certificeret økologisk.

Familiens har længe arbejdet i respekt for miljøet og satset på at blive mere co2 neutrale. Blandt andet ved selv at producere en del af den energi der bruges i vineriet med solceller og minimere brugen af sprøjtemidler. De bruger fx aldrig nogen former for herbicider.

Weingut Hans & Christine Nittnaus laver 11 forskellige hvidvine, en enkelt rosé og så 15 forskellige rødvine … samt lidt søde vine og en enkelt mousserende vin.

Men derudover laver de to sønner Andreas og Hans Michael Nittnaus også en række vine under navnet Young Nittnaus Experience og på disse vine er etiketterne inspireret af det hedengangne, gamle engelske punkband Sex Pistols.

Her har vi en af husets mange Zweigelt vine og denne kaldes blot Blauer Zweigelt. Der er ikke de store oplysninger om produktionen, men jeg vil gætte på, at denne ikke er lagret på eg, men blot vinificeret på stålfade.

Duftmæssigt er det næsten Spätburgunder … har en lidt sød side, men derudover er der både lakrids, kul, brunkål, lidt nytårskrudt, grønne elementer, eukalyptus og lidt urter.

I munden søde kirsebær, peber, jern … en vis fedme på ganen og fine tanniner. Syren er lidt kantet og pebret, men samlet efterlader vinen en god eftersmag og et fint aftryk.

Vinene fra Nittnaus forhandles herhjemme af Gobi Vin, men denne er ikke fundet. En tilsvarende vin koster på vingården 8,95€ eller omkring 67 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Weingut Daniel Then, Sommeracher Katzenkopf Spätburgunder Spätlese Trocken, Franken, Tyskland

2015 Weingut Daniel Then, Sommeracher Katzenkopf Spätburgunder Spätlese Trocken, Franken, TysklandTil en motherf ….. stor wienerschnitzel wienerart nød jeg forleden denne Sommeracher Katzenkopf Spätburgunder Spätlese Trocken fra Weingut Daniel Then. Godt valg.

Vi er – som navnet Sommeracher måske allerede har afsløret – i Franken. Weingut Daniel Then ligger nemlig på hovedgaden i Sommerach omkring 20-25 kilometer øst for Würzburg.

Vinhuset er grundlagt i 1849 af Agnes og Franz Melchior, men drives i af Daniel Then, som er 5. generation og overtog driften fra sin far Arthur for ikke så længe siden. Arthur hjælper da også fortsat den unge søn på vingården.

Weingut Daniel Then har samlet 5,5 hektar vinmarker, mens vinene laves og lagres i husets gamle kælder, som med smukke hvælvinger faktisk stammer helt tilbage fra 1500-tallet.

Huset laver selvfølgelig alle de typiske Franken vine, men denne Sommeracher Katzenkopf Spätburgunder Spätlese Trocken er faktisk lige i en årgang 2013 blevet kåret som bedste Franken rødvin i konkurrencen Best of Gold.

Her er det dog årgang 2015, som er vinificeret på rustfrie stålfade og med pæn maceration, men antal dage er dog ikke oplyst. Daniel har fra årgang til årgang eksperimenteret lidt med lagringen, som nogle år sker på en kombiantion af små og store fade.

Denne årgang 2015 skulle dog være lagret på Großes Holzfass nr. 3 og formentlig omkring 23 måneder … sidstnævnte er jeg dog lidt usikker på. Måske har lagringen været kortere.

Vinen har en storesøster, som Daniel kalder au-THEN-tisch, og der anvender han alene barriques ved lagringen. 

Næsen byder på lidt grannåle, grønne blade, lyse kirsebær, svag animalsk stald, søde hindbærbolsjer, kanel og egentlig ganske typisk Franken Spätburgunder, som altid er meget kantede, grønne og uden megen sødme.

Det præger også smagen, som egentlig er okay let og ellers byder på jern, hindbær, jordbær samt lidt mørkere bær. Der er lidt muskler i vinen … lidt maskulin Spätburgunder, men smager rigtigt godt.

Købt på vingården, hvor prisen er 9,50€ … svarende til omkring 71 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Weingut Lazarus, Welschriesling, Weststeiermark, Østrig

2016 Weingut Lazarus, Welschriesling, Weststeiermark, ØstrigOg vi fortsætter hos Weingut Lazarus, nemlig med deres hvidvin på Welschriesling … den lidt ukendte druesort, som intet har med den kendte Riesling drue at gøre.

Welsch kan da også oversættes som fremmed, altså en fremmed drue. De kloge mener, at druen kommer fra Østeuropa, formentlig Valakiet i Rumænien.
I dag findes druen flere steder, mest udbredt i Italien, hvor den kendes som Riesling Italico samt i Slovenien og Ungarn, hvor den hedder Laski eller Olasz Rizling. I Tjekkiet er den kendt som Rizling Vlassy.

I Østrig findes den i flere vinområder og er altså der kendt som Welschriesling. Druen trives på flad sandet jord. De fleste steder hvor Welschriesling dyrkes, laves der tynd vin, da udbyttet sjældent holdes nede.

I Østrig kan der findes vine, hvor udbyttet er holdt nede og det resulterer i mere fyldige vine, men uden megen syre. Lad os se, hvordan sådan en Welschriesling smager hos familien Lazarus.

Næsen er dejlig frisk med estragon, kvæde, fin intensitet og fugtighed, svag astronaut is, lidt gær og granduft kombineret med citrus. Dejlig duft,

I munden også fin balance, god syre/sødme balance og meget lettilgængelig, grøn og lidt smågrov. Men Lazarus er klart bedre til hvidvine end rødvine … i hvert fald bedømt på disse to vine.

Købt på vingården, men prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse  

2013 Weingut Lazarus, Blauer Zweigelt, Weststeiermark, Østrig

2013 Weingut Lazarus, Blauer Zweigelt, Weststeiermark, ØstrigSå er vi sørme igen i byen St. Stefan ob Stainz i Weststeiermark og hos endnu en producent, som laver de særlige Schilcher rosévine på den lokale drue Blauer Wildbacher. Det er nemlig Weingut Lazarus, som endda bor på Schilcherweinstraße, men her er det dog en rødvin på Blauer Zweigelt.

Blauer Zweigelt er nu ikke så ukendt herhjemme som fx Blauer Wildbacher, for Blauer Zweigelt er såmænd blot et synonym for Zweigelt, der jo er den mest udbredte rødvinsdrue i Østrig.

Zweigelt blev opfundet tilbage i 1922 på et institut i Klosterneuburg af Fritz Zweigelt, som var uddannet biolog. Han udforskede druesorterne, og kom i den forbindelse på at skabe sin egen drue. Det er en blanding af St. Laurent og Blaufränkisch.

Hos Weingut und Buschenschank Lazarus laver de alene 1 rødvin og det er denne på Zweigelt. Ellers består produktionen primært af hvidvine og rosévine aka Schilcher vine.

Vinhuset drives af familien Lazarus, som samlet har 9 hektar vinmarker, som de bl.a. sælger i deres lille butik … buschenschank sammen med regionale delikatesser. Derudover har de også et par gästezimmer, som de lejer ud.

Der er ingen info om produktionen af denne Blauer Zweigelt, så vi springer derfor blot hovedkulds ind i mine smagsnoter. Næsen byder dig på kul, gazebind, sød fade, mørk frugt, sorte kirsebær, blommer, eg, kanel, svag lakrids og samlet set virker vinen meget rustik.

I munden en ganske læskende, rustik og ukompliceret vin … egentlig meget lettere i smagen end duften egentlig indikerede. Der er hindbær, svag peber samt elementer af jern.

Købt på vingården, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2014 Weingut Georg Zang, Domina Trocken im Barrique Gereift, Franken, Tyskland

2014 Weingut Georg Zang, Domina Trocken im Barrique Gereift, Franken, TysklandDenne Domina Trocken im Barrique Gereift fra Weingut Georg Zang har jeg drukket før … blot i årgang 2015. Denne er blot et år ældre.

Vinhuset bag vinen – Weingut Georg Zang – er et lille familie vinbrug, som ligger i byen Sommerach omkring 15-20 kilometer øst for Würzburg … og lidt skråt op. Vinen er på den – herhjemme – lidt mere ukendte drue Domina.

Byen Sommerach er et skønt, idyllisk sted, og endda kåret til den smukkeste landsby i Tyskland. Jo, byen blev såmænd tildelt guldmedalje ved konkurrencen “Unser Dorf soll schöner werden” … og så kan de altså også dyrke vin i byen, hvilket vel heller ikke gør det ringere.

Vinhuset Georg Zang drives og ejes af ægteparret Georg og Heike Zang, og de er 5. generation på vingården. De overtog driften i 2005, og kører hele foretagenet sammen med pasningen af deres 3 små børn.

De driver samlet 7 hektar vinmarker med herlig undergrund af Muschelkalk … kalk fra oldtidsaflejringer af muslinger, hvilket er med til at give vinene godt med blød mineralsk karakter.

Parret laver årligt omkring 55.000 flasker vin, fordelt på en lang række vine, opdelt i kategorierne Junges Franken, Klassisches Franken og Großes Franken.

Vinene laves derudover på et utal af forskellige druer, fx Riesling, Silvaner, Bacchus, Kerner, Rieslaner og mange flere. Der laves et par få røde vine hos Zang og ligeledes på de mere lokale druesorter Domina og Schwarzriesling.

Og det er jo netop en af disse røde vine, som vi her har fat i … nemlig på Domina druen. Domina er en krydsning mellem  Blauer Portugieser og Spätburgunder, oprindeligt fremavlet i 1927 af Peter Morio på Institut für Rebenzüchtung Geilweilerhof, yderligere udviklet i 1950’erne af Bernhard Husfeld og endelig godkendt til avl i 1974.

I 2006 var der 395 hektar af Domina i Tyskland, og druen findes primært i Franken. Domina vine er mørkerøde og rige på tannin. Domina giver høje udbytter og er ikke meget krævende med hensyn til betingelserne i vinmarkerne. Den modner senere end Blauer Portugieser, men tidligere end Spätburgunder.

Vinen er vinificeret i rustfrie ståltanke … macerationstid kender jeg ikke, men vil ikke gætte på, at den er særlig lang. Derefter er vinen lagret på egefade – barriques – i 12 måneder. Ganske tør med alene 0,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det også en let og lys vin, hvor frugten er lyse kirsebær, moreller og hindbær, mens der også er blomster, sæbe, kampfer, grønne elementer, eukalyptus, røget kød samt let kanel og derudover er vinen lidt sødkrydret.

Smagen er let og blød med en vis lethed og ganske ligetil. Der er jernagtige elementer og derudover er den ganske læskende. Den er mere rustik end en Spätburgunder og nok heller ikke så kompleks, men egentlig ganske fornuftig.

Købt på vingården, pris 9,60€ … svarende til 72 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2012 Château Nénin, Fugue de Nénin Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2012 Château Nénin, Fugue de Nénin Pomerol, Bordeaux, FrankrigNu er vi sgu da vist rykket indenfor og væk fra terrassen … for nu er der Bordeaux i glasset i form af denne Fugue de Nénin, som er 2. vinen på Château Nénin i Pomerol.

Slottet stammer tilbage fra 1800-tallet og har faktisk været ejet af Despujol familien siden 1847. Det blev imidlertid i 1997 solgt til fætteren Jean-Hubert Delon, som i forvejen ejer de andre vinslotte Château Léoville-Las Cases og Château Potensac. I dag er slottet således en del af Domaines Delon.

Efter købet er der investeret massivt i slottet. Alle processer i produktionen er gennemgået og ændret. Man har drænet markerne, en del vinstokke er genplantet eller revet op, vinkælder og udstyr er moderniseret, kældrene udvidet og forsynet med aircondition og smagelokalet har også gennemgået en større renovering.

Og til at hjælpe med vinproduktionen har Delon familien også hyret den velkendte flyvende vinmager og ønolog Michel Rolland.

Château Nénin har samlet 32 hektar vinmarker og er dermed én af de største ejendomme i Pomerol. Vinstokkene er op mod 40 år gamle, og der dyrkes omkring 70% Merlot, mens 20% er Cabernet Franc og de sidste 10% Cabernet Sauvignon. Den årlige produktion er på 12.000 kasser.

Der laves to vine på Château Nénin … 1. vinen selvfølgelig og så denne Fugue de Nénin, som vel betyder noget i retning af Nénins fuga … en musikalsk satstype i musikken, som er specielt kendt i musikken fra baroktiden. Noget med en gentagelse af hovedtemaet, hvilket vel er et passende navn til en 2. vin.

Fugue de Nénin er første gang produceret i 1997, og en flaske fra den årgang har jeg tidligere smagt og skrevet om her på vinbloggen. Den er lavet af druer fra nogle sandede og lerholdige marker øst for slottet samt fra druer fra de yngste vinstokke af slottets marker.

Vinen er primært lavet på Merlot … omkring 82% Merlot samt 18% Cabernet Franc i denne årgang 2012. Denne 2. vin siges at være blødere end 1. vinen og kan også nydes tidligere. Vinen er lagret 18 måneder på egetræsfade inden den tappes på flasker.

Duftmæssigt fornægter Bordeaux sig ikke … jeg fik noteret solbær, blommer, røg, tørhed, sten, cigaræsker, blyant og en smule muldjord, men egentligt ganske beskedent. Jeg havde dog troet, at det var Bordeaux fra venstre bred, men det var altså højre.

Smagen er tør, blød og ganske kraftig. Merlot’en giver en stor blød- og blidhed, ligesom tanninerne heller ikke er særligt vilde i denne vin. Frugt er mørk, kombineres med mørk chokolade … elegant og alligevel med power.

Forhandles af SuperVin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 239,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Weinbau Oswald Trapl Schilcher, Schilcher Rustical Ried Lestein, Weststeiermark, Østrig

2016 Weinbau Oswald Trapl Schilcher, Schilcher Rustical Ried Lestein, Weststeiermark, ØstrigMed næste vin er vi i vinområdet Weststeiermark … nok det mindste vinområde i Østrig, hvor de primært laver rødvin på den lokale sort Blauer Wildbacher og drikker den lokalt.

Og det er netop sådan en vin, som vi nu har i glasset, nemlig rosévinen Schilcher Rustical Ried Lestein fra vinhuset Winbau Oswald Trapl Schilcher aka Weinbau Eduard Oswald vulgo Trapl, som dog til dagligt blot kaldes Weinbau Oswald og nogle gange Weinbau Trapl.

Vinhuset med det sjove navn ligger ved byen St. Stefan ob Stainz i Weststeiermark, hvilket er i det sydøstlige hjørne af Østrig vel omkring 20-30 kilometer sydvest for Graz.

Weinbau Oswald Trapl Schilcher har en lang historie, da vinhuset er grundlagt helt tilbage i 1572, hvor det blev drevet af Trapl familien, men siden 1765 har det været familien Oswald, der har stået for driften af vinhuset i St. Stefan ob Stainz.

I dag ejes vingården af Eduard Oswald, men siden 2015 har det været nevøen Fabian, som har været ansvarlig for produktionen af vinene på gården, dog fortsat med hjælp fra Eduard.

Familien har omkring 4 hektar vinmarker og laver primært Schilcher rosévine som denne Schilcher Rustical Ried Lestein. Omkring 80% af produktionen består af disse vine, men der laves også en enkelt rødvin og lidt hvidvine på Klevner og Sauvignon Blanc.

Schilcher rosévinene laves på druesorten Blauer Wildbacher, som er en drue, der primært kendes i dette område. Druen har været kendt siden 1500-tallet og skulle vistnok være i familie med den mere kendte Blaufränkisch.

Vinene skal drikkes unge og Weinbau Oswald Trapl Schilcher siger selv, at de højt kan gemmes 18 måneder fra høsten. Det er virkelig også terrassevin, som bedst nydes på en skøn sommerdag. Vinen laves på rustfrie ståltanke, men ellers ingen oplysninger om produktionen.

Duftmæssigt er det stikkelbærbuske, grøn elementer, let parfume, frisk og skarp syre og ellers godt blandet saftevand. Sådan smager den sådan set også … godt med jordbær, blid syre, men lidt kantet smag, men bestemt godkendt. Virkelig en terrassevin.

Købt på vingården, hvor prisen er 7,50€ … svarende til omkring 56 kr.

Vinanmeldelse 3/7  

2014 Weingut Hans Wirsching, Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Großes Gewächs, Franken, Tyskland

2014 Weingut Hans Wirsching, Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Großes Gewächs, Franken, TysklandHvis man er til god Silvaner, så er dette vinen … Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Großes Gewächs fra Weingut Hans Wirsching i Iphofen i Franken. Det er freaking fucking godt … pardon my french.

Jeg har smagt vinen tidligere, men dengang var det i en årgang 2010. Jeg synes faktisk, at denne årgang 2014 er endnu bedre.

Vinhuset stammer helt tilbage til 1630 og siden 1966 har det været brødrene Dr. Heinrich Wirsching og Hans Wirsching, som har videreført vingården og formået at gøre den til en af Frankens førende producenter af Silvaner.

Efter Hans’ død i 1990 har Dr. Heinrich drevet gården alene, men har nu de seneste år fået hjælp af døtrene Andrea og Lena. De er 15. generation og har langsomt  fået en større og større rolle i både driften og produktionen af husets vine.

Andrea – den ældste datter – tager sig af administration, marketing og salg, mens Lena – den yngste datter – har taget en uddannelse indenfor vinfremstilling på Geisenheim og er derudover i gang med en videreuddannelse som Master in Family Business Management, så hun deltager også i produktionen af vinene.

Weingut Hans Wirsching anses for, ikke blot at være Iphofens bedste vinmager, men også for at rangere blandt de 3-4 bedste i hele vinområdet, og de to førende tyske gourmet-tidskrifter, Gault Millau og Eichelmann, placerer vinhuset i top 10.

Det skyldes ikke mindst vinmarken Iphöfer Julius-Echter-Berg, der er klassificeret som Grosses Gewächs samt  topmarkerne Iphöfer Kalb og Iphöfer Kronsberg.

Samlet er vinhuset også ganske stort … ejer i alt omkring 80 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorterne Silvaner, Riesling, Scheurebe, Weißburgunder, Spätburgunder, Grauburgunder, Müller-Thurgau, Bacchus, Traminer, Chardonnay, Portugieser samt Dornfelder.

Denne Iphöfer Julius-Echter-Berg Silvaner Großes Gewächs kommer – selvfølgelig, som den bør og gør sig – i den lille, buttede Bocksbeutel flaske.

I næsen er det blomster og vinen er generelt klart mere aromatisk end foregående vin. Der er pærer, fersken, en astronaut is, røgede elementer, vingummibamser, kvindestrømper, tørrede nødder, våde sten og samtidig virker vinen kødfuld på en eller andet måde.

Smagsmæssigt er vinen blød og rund … ikke så sprød og frisk som Riesling, men har derimod en ganske overraskende fylde, hvor frugten er pærer, melon og derudover lidt muskat, et grønt bid samt en virkelig lang eftersmag. Den smager virkelig godt.

Vinen er købt på gården, hvor prisen er 28€ … svarende til 208 kr., mens den herhjemme i dag koster 539,95 kr. hos Philipson Wine for 1 flaske, mens prisen er 449,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Weingut Balthasar Ress, Oestrich Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2016 Weingut Balthasar Ress, Oestrich Riesling Trocken, Rheingau, TysklandMed denne Oestrich Riesling Trocken springer vi lige tilbage til Weingut Balthasar Ress … serveret i det danske land og endda af vaskeægte vinglas fra det dejlige vinhus i Hattenheim ved Rhinen i Reingau.

Denne Oestrich Riesling Trocken er en af husets Ortsweine, hvor druerne bl.a. kommer fra den mark, som vinhuset har ejet helt siden etableringen, nemlig Oestricher Doosberg, men derudover er der også anvendt druer fra en parcel på Oestricher Lenchen. Begge er marker med god ler, sten og löss, som er ganske velegnet til Riesling.

Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men de er lavet ganske traditionelt med fermentering, spontangæring og ganske kort lagring i rustfrie ståltanke.

Denne 2016 friske Oestrich Riesling Trocken byder først og fremmest på en smuk lethed, hvilket kombineres med blomster, parfumerede elementer, røg, tørre urter, mandler og salt … måske endda lidt citrus. Men der er slet ingen petroleum og vinen er jo selvfølgelig også ganske ung.

I munden er det en tør, klar og flot balanceret vin, som har en meget let syre. Det er rent og meget præcist, og en virkelig dejlig Riesling og flot kvalitet af en Ortswein. 4,5 fede fingre og næsten oppe på 5 af slagsen.

Vinen er købt på vingården, hvor den koster 11€ … svarende til omkring 82 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2011 Cantine Adanti, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

2011 Adanti, Montefalco Rosso Arquata, Umbrien, ItalienVino e passione er sloganet hos vinimportfirmaet Italux … og de forstår sgu ærlig talt – med passion og god smag – at finde nogle små italienske perler. Indtil nu har ingen vine fra Italux skuffet og det gør denne Montefalco Rosso fra det umbriske vinhus Adanti skam heller ikke.

Cantine Adanti aka Azienda Agricola Adanti ligger ved Bevagna lidt nord for Montefalco. Vingården er grundlagt i midten af 1960’erne, da Domenico Adanti købte ejendommen Arquata, et gammelt Celestine munkekloster, som han efterfølgende renoverede.

Han genplantede samtidig ejendommens marker med både vinstokke og oliventræer. I dag har Azienda Agricola Adanti sammenlagt 40 hektar jord, hvoraf de 30 hektar er vinmarker, mens de sidste 10 hektar er oliventræer.

På vinmarkerne dyrker familien druesorterne Sangiovese, Sagrantino, Cabernet Sauvignon, Barbera, Merlot og Grechetto.

I dag er det Pietro, Daniela og Donatella Adanti, som driver vingården og laver 10 forskellige vine samt selvfølgelig lidt grappa og masser af olivenolie. Jeg har tidligere smagt deres Montefalco Sagrantino, men her er det altså den lidt lettere og billigere Montefalco Rosso.

Vinen er lavet på et blend af 70% Sangiovese, 15% Sagrantino, 5% Barbera, 5% Merlot og 5% Cabernet Sauvignon, altså med lidt flere druesorter end vi normalt ser i en Montefalco Rosso, men fortsat indenfor DOC reglerne.

Drueklaserne afstilkes, hvorefter druerne presses og overføres til rustfrie ståltanke. Macerationen er forholdsvis lang … 3-4 uger med løbende omrøring og overpumpning. Efter endt fermentering lagres vinen i både barriques og tonneaux i omkring 12 måneder.

Duften er tør, støvet med mørk frugt … alderen virker bestemt ikke til at trykke, hverken hos mig eller hos vinen. Der er noter af egefade, lakrids, chokolade, en smule læder og vinen har en både rund og blød næse.

Og den smager sgu også godt … måske har min underbevidsthed savnet vin fra Montefalco. Der er tørre tanniner, mens frugten er meget klar og frisk. Det er nærmest lyse solbær og modne kirsebær og herudover en virkelig mørk, mørk chokolade med megahøj kakaoprocent, balsamiske elementer samt nogle bitterstoffer. Det er sgu en lille lækkerbisken.

Adanti skal klart på min besøgsliste, hvis jeg igen på et tidspunkt kommer til Umbrien.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster ganske beskedne 72 kr. og det gør det også til et rigtigt godt køb.

Vinanmeldelse 5/7