Med aftenens første røde startede vi med et brag … nemlig med en vin fra 1. Cru slottet Latour i Bordeaux og endda samtidig en vin med 18 år på bagen. Vinen er Latours 3. vin, som de kalder Pauillac de Latour.
1. Cru slottet Château Latour ligger i byen Pauillac i Bordeaux og fremstiller en af Bordeauxs bedste vine og dermed en af verdens bedste. Det er dog ikke den nemmest tilgængelige af de fem 1. Cru’er, da den som regel er hård, stringent og kræver mange års lagring.
Château Latour er opkaldt efter et gammelt tårn Tor à Saint-Lambert, som blev opført i 1331 af Gaucelme de Castillon. Det er imidlertid ikke det tårn, som fremgår på vinen etiketter og er husets varetegn.
Det nuværende cirkelformede tårn er nemlig først bygget i 1620 med rester fra det gamle tårn og udformet med inspiration fra et dueslag.
Slottets vinhistorie starter dog først rigtigt i det 17. århundrede, hvor slottet kom i familien Ségurs ejerskab. Ségur familien var meget velhavende og ejede ligeledes slottene Lafite, Mouton og Calon.
I starten af det 18. århundrede voksede kvaliteten og respekten omkring Château Latour, da den europæiske adel efterspurgte nogle få slottes vine. Og i 1787 opdagede den amerikanske ambassadør (og senere præsident) Thomas Jefferson også de dyrbare dråber. Det kulminerede i 1855, hvor Chateau Latour blev klassificeret som 1. Cru i den officielle Medoc klassifikation og det sammen med kun 3 andre slotte.
I 1963 solgte arvingerne efter Ségur familien 75% af slottet til to engelske virksomheder. Og der skulle gå 30 år før slottet igen kom på franske hænder. Det skete i 1993, hvor den franske forretningsmand François-Henri Pinault overtog slottet. Og den gode François-Henri Pinault er værd at kigge lidt nærmere på.
Han er lidt en sværvægter i fransk industri og er bl.a. administrerende direktør for Group Kering, bestyrelsesformand for Financière Pinault Manager og ejer sammen med faderen selskabet Artemis, som ejer en række virksomheder i Frankrig og England, bl.a. auktionshuset Christie’s, Théâtre Marigny samt store aktieposter i børsnoterede virksomheder. Og der er en helt perlerække af virksomheder, som jeg ikke skal trætte jer med.
Og så ejer han altså 94,2% af Château Latour, mens den resterende aktiepost ejes af nogle efterkommende af Ségur familien.
Privat er den gode François-Henri Pinault gift med skuespillerinden Salma Hayek … heldige asen. Så har han i øvrigt også et barn med den canadiske model Linda Evangelista, ejer en fransk fodboldklub i 1. division og blev i 2006 selvfølgelig også slået til ridder National de la Légion d’Honneur.
Nå, men tilbage til Château Latour, som samlet har 90 hektar vinmarker beliggende i Haut-Médoc kommunen Pauillac. De 47 hektar af markerne ligger omkring slottet, og omtales som l’Enclos, hvor nogle af vinstokkene er over hundrede år. Druerne derfra er forbeholdt produktionen af husets Grand Vin, den store Latour vin. Det er i øvrigt en vin, som Parker har givet 100 point i årgangene 1961, 1982, 2003, 2009 og 2010.
Udover førstevinen Château Latour Grand Vin laver slottet også to andre vine, 2. vinen Les Forts de Latour og 3. vinen Pauillac de Latour. Denne Pauillac de Latour er lavet første gang i 1973 og siden 1990 hvert år, Den fremstilles typisk fra de unge vinstokke uden for l’Enclos, og de druer som deklassificeres til Les Forts de Latour.
Efter sigende skulle denne årgang 1997 være 86% Cabernet Sauvignon og resten er primært Merlot samt en meget lille andel Cabernet Franc. Fadlagringen varer omkring 18 måneder. Årgang 1997 er imidlertid en af de dårligste årgange med en Universal Wine Score på 83 … men det skal I imidlertid ikke lade jer snyde af.
Da Brix åbnede flasken, så smuldrede proppen, så vinen måtte sies gennem et kaffefilter. I glasset kunne alderen også aflæses via lidt let brune kanter. I næsen fornemmes alderen også med champignon, støvet jord, cigaræsker, blyant, tobak, læder og lækker syrlighed, en smule sødme samt noget udefinerbart, som pirrer i næsen.
Smagen er blid, blød og fortsat spillevende med en markant syrlighed og stramme tanniner. Virker let, frugten måske en anelse svag, men ellers ganske cremet, blid og forførende. Der er lidt oliven og kanel i smagen, og hvor er det godt … bedste Bordeaux for mig i lang tid. Jeg er ellers ikke den store Bordeaux fanatiker.
Brix havde købt den via en ven … og prisen langt over 1.000 kr. Har ikke fundet vinen til salg nogle steder i denne årgang, mens et nyere eksemplar i årgang 2011 koster 849,95 kr. hos Theis Vine.
Rating 6,5/7