Selvom det er Riesling Week, så må man gerne være den hvide dronning Riesling utro, specielt hvis det er med kongedruen Spätburgunder og så især på en fredag. Denne fredag stod den på en Spätburgunder S Trocken fra vinhuset Weingut Willems-Willems, som ligger i byen Konz-Oberemmel i Saar området af Mosel.
Vingården drives af Carolin Hofmann, som er 5. generation af Willems på vingården, og er født Willems … så navnet Hofmann stammer fra hendes mand Jürgen Hofmann, som også ejer et lille vinhus, nemlig Weingut Hofmann i byen Appenheim, lige mellem Mainz og Bingen, omkring 5 kilometer fra Rhinen i den nordlige del af Rheinhessen.
Jürgen har vi næsten lige skrevet om her på bloggen, nemlig da vi smagte hans 2012 Weingut Hofmann, Spätburgunder Rotwein Trocken, Rheinhessen, Tyskland. Det var dén med den den sjove etikette, som var illustreret med en grøn cirkel samt en stol.
Carolin overtog driften af vingården Willems-Willems i 2000 med dens 4 hektar vinmarker efter forældrene Karl og Irene Willems, som havde drevet gården siden 1971. Navnet Willems-Willems skyldes, at Carolins forældre begge hed Willems, da de blev gift … og dermed kom vingården til at hedde Willems-Willems.
Carolin er selv uddannet ønolog for Geisenheim og har efterfølgende sammen med Jürgen rejst hele verden rundt for at lære om vin, bl.a. har parret inden overtagelsen af deres respektive vingården arbejdet på vingårde i både Sydafrika og Australien.
I dag drives de to vingårde i fællesskab, og med samme designlinje. Etiketterne på Hofmanns vine har den runde, grønne cirkel, mens vinene fra Carolin har en trekant. Rolig nu drenge, ikke sådanne tanker. Trekanten symboliserer, at vinene fra området Konzer Tälchen i Saar, Mosel er kantede efter den skiferholdige undergrund, mens vinene fra Hofmann i Appenheim er mere bløde efter indholdet af kalksten i undergrunden. Her er trekanten suppleret med et stearinlys … hvorfor har jeg ingen anelse om.
Og de er begge meget aktive indenfor vinproduktion. Jürgen er således aktiv i foreningerne Simply Wine, en forening af tyske vinproducenter fra 6 forskellige områder, Moseljünger og Appenheimer Winzer. Derudover er han også del af vinproduktionen i Fritz Müller, som laver en række spændende vine på druen Müller-Thurgau.
Carolin er af den tyske vinjournalist Stuart Pigott kåret som året kvindelige vinmager i 2010, og i 2013 vandt hun prisen for bedste tørre Riesling vin under 12,5% af det det tyske vinblad Weinwirtschaft.
Her har vi Weingut Willems-Willems eneste rødvin … Spätburgunder S Trocken. Alle andre vine fra Carolin er hvidvine. Vinen er lavet med druer fra 20 år gamle vinstokke, og har lagret 18 måneder på franske barriques.
Duftmæssigt er her lidt våde fade … det er første indtryk, kombineret med hindbær, granatæbler, røg, chokolade og god syrlighed. I munden er der kirsebær, hindbær, krydderier, tobak … men ellers lidt neutral og stikker ikke meget ud. Ganske okay Spätburgunder, som måske er mere til den varme side.
Havde forestillet mig vinen mere mineralsk pga. den skiferholdige undergrund, men den træder ikke så meget igennem i vinen. Og endda specielt fordi Carolin laver vinene med overskriften “Schiefer Trifft Muschelkalk” … altså skifer, kalksten og muslingekalk/kridt.
Købt i Tyskland på weine.de, pris 16,80€ … eller omkring 125 kr. Det er der vel ikke noget at sige til, men Jürgen Hofmanns Spätburgundere er bedre køb.