I 1978 sang discogruppen Love And Kisses titelnummeret til filmen Thank God It’s Friday … og hvor havde de ret. Thank God It’s Friday … men det betyder jo også én ting, nemlig Spätburgunder i glasset i det houlbergske hjem.
I én af stroferne fra sangen lyder det; Things Are Coming Your Way, og da sangen gik nr. 1 på Billboards Disco Chart, så fik de så sandelig ret. Og denne fredag går det også min vej … det er svært andet med en Pinot Noir Buntsandstein fra Weingut Enderle & Moll.
Som jeg skrev i tidligere blogindlæg om vinhuset, så driver Sven Enderle og Florian Moll deres 2,1 hektar vinmarker ved byen Münchweier i Badens Ortenau region, men jeg vil undlade at skrive en masse om vinhuset, men blot henvise til tidligere blogindlæg.
Det kan I læse om i forbindelse med min tidligere smagning af deres 2013 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Muschelkalk, Baden, Tyskland, deres 2013 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Liaison, Baden, Tyskland og deres 2013 Weingut Enderle & Moll, Burgunder Weiss & Grau, Baden, Tyskland.
Druerne til denne Pinot Noir Buntsandstein kommer fra de forskellige parceller ovenfor kirken i Münchweier. Vinstokkenes gennemsnitsalder er på 45-50 år, og jordbunden er – som navnet indikerer – godt præget af sandsten, som medfører at vinstokkene stikker rødderne godt dybt efter vand.
Presningen af druerne sker i gamle trækurve, hvorefter lagring sker i brugte barriques, som Enderle & Moll køber fra Domaine Dujac i Morey-Saint-Denis i Bourgogne. Modnes 12-14 måneder på gæren “sur lie”. Aftapningen sker også ved håndkraft og ved flaskning er der heller ingen klarering eller filtrering af vinen. Der er alene lavet 600 flasker af denne vin … og én af disse nyder jeg denne fredag.
I glasset er vinen ganske lys, transparent, og i næsen ikke den typiske søde animalske kostald, men en mere burgundisk næse med frisk frugt, lys frugt, hindbær og jordbær, men også lidt mørkere bær … kirsebær og et enkelt brombær? Der er også lidt urter, anis, fennikel og samme læderfedt, som hos Muschelkalk.
I munden er sammenligningen med Bourgogne igen ret tydelig, ligesom hos søster Muschelkalk. Der er lethed, syre, frisk lys frugt som hindbær, ribs, granatæbler, fugtig skovbund og en drønlige mineralsk nerve … men samtidig fantastisk kraft, som virkelige store biceps på Arnold i gamle dage.
Og så igen den dansende balance … syre uden det bliver for meget og tilsvarende sødme … uden det bliver for meget. Og så slutter vinen en laaaaannnnnnnggg eftersmag med samme grønne note, som hos søsteren. Man sidder tilbage med en følelse af elegance, kraft, lethed, syre og balance.
Er den så bedre end Muschelkalk? Hmmm, mange ligheder … same/same. Er måske lidt mere fyldig, men det er små nuancer. Smager bare godt. Måske er det bedst udtrykt med sidste nummer på soundtracket fra filmen Thank God It’s Friday. Det var nemlig udført af den sexede og vampede Donna Summer … og var en discoudgave af det gamle Serge Gainsbourgs nummer Je T’Aime (Moi Non Plus) … ja, netop … det nummer, hvor der stønnes gevaldigt.
Forhandles af Extra Brut Vinimport, pris 250 kr. Billigt for denne topvin. I Bourgogne ville den koste det 3-dobbelte.
Rating 6/7