Efter Marchesi di Barolos Barbera vine, så blev det tid til Nebbiolo … først med deres 2010 Barbaresco – men den har jeg tidligere smagt og skrevet om her på bloggen – og derefter selvfølgelig Barolo vinene, hvor denne Barolo del Comune di Barolo var den første i rækken … en fin række med samlet 4 x Barolo’er.
Husets Barbaresco var jeg ikke synderligt begejstret for første gang jeg smagte den, og det gentog sig ved denne smagning. Selvom der alene er 25 kilometer mellem Barbaresco og Barolo, så er der store forskellige i vinene.
Måske er det vejret, som spiller ind … for i Barolo ligger markerne en anelse koldere, og jordforholdene er også anderledes. Det betyder, at rødderne i Barolo typisk går en del dybere end i Barbaresco.
Barbaresco modnes tidligere end Barolo, og har typisk et lavere indhold af tanniner. Dette betyder, at Barbaresco kræver mindre tid til at modne, ligesom Barbaresco er drikkeklar tidligere end de noget hårdere Barolo. Man siger også, at Barolo er kongen, mens Barbaresco er dronningen.
På denne Barolo del Comune di Barolo kan man i øvrigt se de to slotte Castello di Serralunga og Castello Falletti, som tidligere – sammen med Palazzo Barolo – var ejet af vinhuset. I dag er Palazzo Barolo åbent for offentligheden og huser forskellige arrangementer, fx kunstudstillinger og klassiske koncenter. Herudover er Palazzo Barolo også hjemsted for Opera Pia Barolo, en godgørende organisation i Barolo.
Castello Falletti kaldes også Castello di Barolo ejes af kommunen i Barolo og huser i dag blandt andet WiMu … hvilket er en forkortelse af Museo del Vino a Barolo eller med andre ord et museum om vinene i Barolo. Castello di Serralunga er ligeledes åbent for offentligheden og én af områdets turistattraktioner.
Nå, men tilbage til vinen, denne Barolo del Comune di Barolo, der – som navnet indikerer – er lavet med druerne fra flere steder i Barolo. Faktisk er vinen et blend af Nebbiolo druer fra Marchesi di Barolo markerne Cannubi, Sarmassa, Coste di Rose, Castellero, Boschetti, Preda, Vignane og Ravera.
Macerationstiden er kort … omkring 8 dage, og derefter har vinen lagret på slovensk og fransk eg … herunder også på de gamle, store fade, som stammer tilbage fra 1864. Kan ikke helt se, hvor lang tid vinen lagrer på egetræsfadene … Vinspecialisten skriver selv 5 år, mens andre forhandlere skriver 2 år. Den hviler på flaske et par måneder inden frigivelse.
Duftmæssigt har jeg lidt syrlige kirsebær, balsamico, trøfler, grønne buske, kælder, champignon og krydderier. Meget mere kompleks end husets Barbaresco og langt mere tyngde. Smagsmæssigt meget ren frugt, godt med tanniner og syre. Meget præcis i udtrykket, og vinen åbner godt op i glasset. Hovedoverskriften må være dybde, præcision og stram syre.
Forhandles af Vinspecialisten, pris 375 kr.
Rating 5/7