Den tredje og sidste Spätburgunder fra i tirsdags var denne Spätburgunder Rüdesheimer Drachenstein fra Weingut Dr. Nägler, eller som han blot selv kalder den “Rüdesheimer Rotwein”, for Dr. Nägler er egentligt primært en Riesling producent, og ud af hans samlede vinmarker på omkring 8 hektar er 90% da også tilplantet med Riesling, mens resten er Spätburgunder.
Vi er i byen Rüdesheim am Rhein, som ligger smukt ved Rhinen, ca. 15 km. sydvest for Wiesbaden. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1826, hvor Friedrich Nägler allerede var registreret i “Rüdesheimer Stockbuch” som værende ejer af vinmarker omkring Rüdesheim. I dag i det 6. generation af Nägler familien, nemlig civilingeniøren Tilbert Nägler, som styrer vingården.
Tilbert Nägler har selv har studeret vinavl og ønologi i Geisenheim. Inden han overtog produktionen på familieejendommen arbejdede Tilbert også seks år på “Schloß Reinhartshausen” og fire år på “Schloß Westerhaus” i Ingelheim am Rhein.
Näglers bedste vinmarker er Rüdesheimer Berg Schloßberg, Rüdesheimer Berg Roseneck, Rüdesheimer Berg Rottland und Rüdesheimer Bischofsberg, alle rost i århundreder verden over for ideelle betingelser for Riesling druen. Stejle sydlige skråninger med skifer og kvarsit i jorden, perfekt varme og Rhinens lysreflekterende lys er medvirkende til, at Riesling druerne her modnes perfekt.
Udover disse marker ejes også marken Rüdesheimer Drachenstein, og der er herfra at druerne til denne Spätburgunder kommer fra. Den skulle efter – hvad jeg har fundet ud af – slet ikke været lagret på eg, så det skulle give en vin, som har meget klar frugtsmag, selvom jeg ofte har haft det lidt svært med Pinot Noir baserede vine, som ikke har fået eg.
Duftmæssigt en meget kraftig duft i forhold til, at der er tale om en Spätburgunder, og det er masser af urter og krydderier, stor fylde, solbær … meget “urtet” i duften og virker lidt “bulderbasse”. Smagsmæssigt er der peber, bitter ribs, sure kirsebær og igen masser af urter. Bitterhed i eftersmagen. Smagte vinen dagen efter, og her var den betydelig bedre i smagen, mere rund og mere afbalanceret end lige efter åbningen.
Jesper har købt den i Rheingau, men jeg kan ikke huske, hvad han sagde om pris. På nettet kan den i tyske vinforretninger findes til ca. 8€.
Spätburgunder nr. 2 kom fra Weingut Zelt i Pfalz, eller lidt længere sydpå end før, omkring 40-50 km. syd for Wiesbaden i byen Laumersheim. Her finder vi det lille familieforetagende med far og søn, Ernst og Mario Zelt. Familien har drevet vinproduktion i 4. generationer, men op til midten af 1990’erne som et klassisk landbrug med almindelig kornproduktion, vinmarker og frugtplantager. Hovedparten af de producerede druer blev solgt til andre vingårde.
Efter de hvide vine, så var tiden kommet til de røde … og vi tog 3 x Spätburgunder i streg … hvorfor? Fordi vi kan, som mine børn ville ha’ sagt. Vi startede fint med denne Spätburgunder Tradition fra producenten Weingut Künstler, endnu en vin, som Jesper havde medbragt retur fra hans ferie sydpå og igen spændende, da der ikke findes en dansk importør af denne vin.
I sommervarmen fortsatte vi i det hvide spor, nemlig med denne Mâcon-Lugny Les Genièvres fra det store negociantfirma Maison Louis Latour, som holder til i Beaune, centralt i Bourgogne.
Jesper havde medbragt denne vin … direkte fra et besøg på det tyske vinslot for under en uge siden, og smagning af vin bliver jo altid sjovere, når man har besøgt stedet, set markerne og måske endda hørt om vinfremstillingen.
Her en lidt spændende hvidvin, som kaldes “Den hvide Amarone”, en betegnelse jeg ikke tidligere er stødt på. Vinen kommer fra Casa Vinicola Sartori, som holder til i byen Negrar, omkring 10 km. nord for Verona og omkring 15 km. øst for Gardasøen i Veneto området.
Lige lidt up date med nogle af de vine, som jeg i den seneste tid har nydt ude i det danske sommerland, og vi starter på et fransk vinslot, nemlig Château Fontesteau.
Fredag har det sidste stykke tid været Spätburgunder dag, og denne fredag fulgte i kølvandet på de øvrige med denne J.J. Adeneuer No. 2 Spätburgunder fra Weingut Adeneur i Ahr.
Ugen bød også på mer’ vin, blandt andet denne Cubardi fra vinhuset Schola Sarmenti, som holder til i den lille by Nardò i støvlelandets indvendige hæl i Puglia … eller Apulien, som det også kaldes herhjemme.
Monstervin … intet mindre. Jeg havde både frygtet og set frem til denne vin, som Keeper overraskende havde taget med til vores vinmarathon i sommerhuset. Frygtet forbi jeg bestemt ikke er Amarone-mand … hader når vin smager af rosinsaft, og måske var denne Amarone lidt af samme skuffe? Set frem til, fordi Hans Peter fra Jysk Vin voldsomt havde anbefalet og rost vinen i høje toner, og fortalt om alle de kvaler, som de havde for at få lov til at købe vinen hos producenten.