Næste vin denne aften er en fantastisk klassiker. Her har vi nok et af Rhönes mest kendt og velrenomerede vinhuse, nemlig Gigal.
Guigalfamiliens historie i Ampuis startede i 1923, hvor Etienne Guigal kom til byen som 14-årig og senere etablerede sig som vinbonde. Han nåede at være med til at lave 67 årgange før sin død. Han måtte dog i 1961 efter en sygdom, der berøvede ham synet, lade sønnen Marcel overtage roret. I dag indgår 3. generation Philippe Guigal i ledelsen af firmaet. Philippe er uddannet ønolog.
Familien ejer 45 ha, vinmarker i nordlige Rhone, herunder berømte parceller i Côte Rôtie og Hermitage, hvorfra der laves kostbare enkeltmarksvine. Hovedparten af produktionen i kældrene i Ampuis udgøres dog af negociantvine, herunder vine fra sydlige Rhone.
Denne vin stammer fra to af de bedste Saint-Joseph vinmarker, som Guigal nu ejer eller kontrollerer gennem købet af to vingårde, Domaine Vallouit og Domaine Grippat tilbage i 2001. “Vignes de L’Hospice” er en lille, stejl vinmark, som ligger højt over byen Tournon. Selve marken ejes af det lokale hospice, og vinstokkene er udlejet til Guigal.
Til denne vin har Guigal også tilføjet en del af produktionen af vingården “Les Anges”, som tidligere havde tilhørt Domaine Vallouit. Denne vingård ligger over samme hospice, og når jeg skriver over, så er det fordi, at vinmarken er en ekstraordinært stejl skråning, beliggende over byen.
Vinstokkene er mellem 20 og 80 år gamle. Guigal vinificerer denne 100% Syrah vin på samme måde som hans Cru Côte Rôties. Efter gæring lagres vinen i 30 måneder på 100% nye fade, og flaskes ufiltreret. Produktionen er meget begrænset.
Duften er Rhône, helt klart. Der er solbær, kul, røg, lidt lavendel, en meget intens duft. Smagen er også meget klassisk, der er sgu hold om sagerne via tydelige tanninerne, der er blommer, en smule sødme og klart mørke bær. Det er meget elegant, og man kan også mærke lidt alder, som så småt er begyndt at vise sig i vinen. Perfekt tidspunkt at drikke vinen på. Jan fortalte også, at sælgeren havde sagt, at 2002’eren allerede var “over the hill”. Saint-Joseph skal – modsat Cote Rotie – drikkes forholdsvis ung. Dejlig, dejlig vin.
Hvem medbragte vinen: Jan
Prisen var ifølge Jan omkring 450 kr. Philipson sælger den til 500 kr. … hvis du vel og mærke køber 12 stk. og kan leve med en anden årgang.
Aftenens sidste vin. Så kunne vi forvente en rigtig kraftig bulderbasse … men nææææ, derimod blev det – til alles overraskelse – endnu en Pinot Noir vin, og endda også en vin, som Jan tidligere har medbragt, blot i en årgang 2004. Her har vi årgang 2006, men det gør jo ikke vinen dårligere. Vi er i Oregon i USA hos Argyle Winery.
Aftenen blev sluttet af med en shiraz fra Australien, en powerful sag, som har ligget i mit køleskab i en 4-5 år, nemlig Kilikanoon Covenant Shiraz fra vinmager Kevin Mitchell. Kevin købte Kilikanoon i Clare Valley i Australien tilbage i 1997 og i 1998 kom de første vine på markedet. 2.000 kasser blev det til og det er siden vokset til over 65.000 kasser vin fordelt på over 25 forskellige vine. Kevin Mitchel har en lang og velanskrevet vinøs karriere bag sig, som winemaker hos bl.a. d’ Arenberg, Orlando og BRL Hardy i Australien samt Kendal Jackson og Willamette Valley i USA.
Aftenens 6. vin og 3. italienske vin blev… for mig … helt klart aftenens højdepunkt, hvilket også kan aflæses af mine noter, som på denne vin var langt mere fyldige. Der er simpelthen rigtigt mange nuancer i denne vin. Nå, men vinen er fra den nordlige del af Italien, nemlig Alto Adige … eller Sydtyrol.
5. vin på vores lille bestyrelsesmøde blev også en vin, som har opnået de maksimale 3 glas i Gambero Roso, nemlig fra vinfirmaet Librandi fra Calabrien … et vinfirma, som jeg har skrevet om i et tidligere blogindlæg. Denne vin er imidlertid deres højt roste Gravello, som er lavet på 60% Gaglioppo og 40% Cabernet Sauvignon.
Med næste vin tog vi et lille spring fra Frankrig til nabolandet Italien, eller helt præcist til Umbrien midt i Italien, hvor vi finder vingården Castello delle Regine.
Næste vin er fra én af mine ynglingsproducenter i Rhône, nemlig Perrin brødrene, som udover negociant-firmaet Perrin et Fils jo også ejer det klassiske og hæderkronede Château de Beaucastel i Chateauneuf du Pape. Og det er et slot med stolte traditioner og en lang, lang historie, som går helt tilbage til midten af det 16. århundrede.
Stress, stress, stress. Jeg skulle “hoste” bestyrelsesmøde, og det var fremrykket fra det normale starttidspunkt kl. 19.00 til nu kl. 18.00, og fluks hjemkommet 16.30, så var der da lige 1½ time til at fabrikere lidt lækkert mad, og finde de vine, som vi skulle smage denne aften. Og jo, det lykkedes at få lavet lidt fornuftigt, nemlig
Himmerige … efter gårsdagens skuffelse kan denne vin bedst betegnes som himmerige. Jeg havde været forudseende og taget en vin med hjemmefra, og efter endnu en dags hårdt malerarbejde, så er det vel på plads med en lille beløning?
Nå, søndag … har knoklet med mit evighedsprojekt … maling af sommerhuset. Et projekt, som bare bliver ved og ved og ved …