Denne vin gættede jeg også blindt, Pinot Noir og New Zealand! Rigtigt! Den har den karakteriske næse, som man typisk finder i både tysk spätburgunder eller new zealandsk pinot noir.
Denne har måske lidt mere varme end de tyske … derfor New Zealand. Dejlig vin … fra vingården Bannock Brae Estate, som ligger ved den lille by Bannockbur i Central Otago i New Zealand. Bannock Brae er et godt eksempel på, at det går stærkt i Central Otago.
I 1996 eksisterede ejendommen slet ikke. Parret Crawford og Catherine Brown slog til, og ved hjælp af de bedste ”vinkonsulenter” skabte man ud af ingenting grobunden for produktion af vin i topklasse.
Her snart 15-16 år efter er Pinot Noir vinene fra Bannock Brae Estate blandt de bedste i New Zealand. Stilen er moderne og international med god koncentration og kompleksitet.
Grundmaterialet er det bedst tænkelige, nemlig Pinot Noir klonerne Dijon 115, 5 og 6. planterne er podet på amerikanske rødder og hermed er truslen fra phylloxera stort set elimineret.
Produktionen på Bannock Brae Estate er meget begrænset. Frugten kommer fra bare 15.000 vinstokke (alle nordvest vendte) plantet på et areal svarende til 8,5 hektarer.
Goldfields udgaven her er vingårdens basisvin. Alle druer håndplukkes. Kun de bedst modnede druer ender op i denne blanding. Efter høsten afstilkes de fleste drueklaser.
For at øge tanninindholdet tillades ca. 15% hele klaser. Mosten køles for at øge koncentrationen, og herefter starter gæringen, der typisk står på i 7 dage. Efter endt vinifikation lagres vinen ca. 10 måneder på franske barriques, hvoraf 35-40% er nye.
I glasset fin lys, duft er klar Pinot. Det er den duft, som jeg ofte har fundet i de tyske og i de new zealandske pinot noir, og det er en duft, som er animalsk, sød og også fyldig. Man kan blive helt “høj” af bare af dufte til sådanne vine.
Smagen har delikat frugt, fylde, sødme og er meget harmonisk. Det er et godt glas vin. Vauw. Kan købes hos Sigurd Müller, og prisen er ca. 150 kr. En vin, som er meget anbefalelsesværdig.