Tid til min næste vin, klassisk Brunello … arghhhhh, hvor jeg elsker Sangiovese. Vi er i Toscana (selvfølgelig) og vinhuset hedder Caprili, og blev grundlagt i 1965 af Alfo Bartolommei. Familien Bartolommei bosatte sig i kommunen Montalcino i begyndelsen af sidste århundrede. Familien stammer oprindeligt fra Podere Marzolo i kommunen Marzolo Cinigiano (provinsen Grosseto). I 1911 flyttede familien til Podere Poggio og lejer først en gård på Villa Santa Restituta og arbejder med den jord, de har forpagtet. I 1952 lejer de så gården Caprili, og køber den endelig selv i 1965, hvor de samtidig begynder på at producere vin.
I dag har vinhuset Caprili et areal på 58 hektar i det sydvestlige område af kommunen Montalcino på bjergsiden, der skråner ned mod Orcia- og Ombrone-floderne. Af den samlede ejendom er det dog kun de bedste 16 hektar, der er tilplantet med vinstokke, heraf 14,5 hektar med Sangiovese Grosso … til denne dejlige Brunello di Montalcino DOCG.
I løbet af årene har vingården løbende foretaget store investeringer i sin egen vinavl ved at koncentrere sig om at opnå druer af højeste kvalitet. Mange projekter er blevet gennemført i samarbejde med Institut for Miljøvidenskab på Universitetet i Siera, mens andre projekter fortsat er i gang.
Hovedformålet med forskningen på gården er at identificere de mest værdifulde Sangiovese-kloner fra den ældste vinmark, Vigna Madre. Forskningen har til formål at udtrække DNA fra Sangiovese-klonerne, som derefter vil kunne anvendes til at reproducere plantemateriale til fremtidige Caprili-vinmarker og være i stand til at ophøje de typiske Sangiovese Grosso karakteristika.
Nok snak, lad os komme til vinen. Duftmæssigt ret imponerende. Der er laurbærblade, lakrids eller stjerneanis, trøffel, oregano, læder og mørk frugt. Dufter sørme dejligt.
Smagsmæssigt et markant syrebid, men også blødhed, meget, meget frugtdrevet smag, der er også ribs, lyse og mørke bær … tror også jeg på aftenen sagde, at vinen måske endnu var en anelse for ung, og det næsten var barnemord. Den er måske en anelse tilknappet endnu, men man fornemmer klart potentialet. Eftersmagen er meget lang, og det smager sgu rigtigt godt.
Hvem medbragt vinen: Ulrik
Købt hos Veras Vine, og forhandles også hos Laudrup Vin. Pris er 345-380 kr. afhængig af, hvor du køber den.