Tid til min næste vin, klassisk Brunello … arghhhhh, hvor jeg elsker Sangiovese. Vi er i Toscana (selvfølgelig) og vinhuset hedder Caprili, og blev grundlagt i 1965 af Alfo Bartolommei. Familien Bartolommei bosatte sig i kommunen Montalcino i begyndelsen af sidste århundrede. Familien stammer oprindeligt fra Podere Marzolo i kommunen Marzolo Cinigiano (provinsen Grosseto). I 1911 flyttede familien til Podere Poggio og lejer først en gård på Villa Santa Restituta og arbejder med den jord, de har forpagtet. I 1952 lejer de så gården Caprili, og køber den endelig selv i 1965, hvor de samtidig begynder på at producere vin.
I dag har vinhuset Caprili et areal på 58 hektar i det sydvestlige område af kommunen Montalcino på bjergsiden, der skråner ned mod Orcia- og Ombrone-floderne. Af den samlede ejendom er det dog kun de bedste 16 hektar, der er tilplantet med vinstokke, heraf 14,5 hektar med Sangiovese Grosso … til denne dejlige Brunello di Montalcino DOCG.
I løbet af årene har vingården løbende foretaget store investeringer i sin egen vinavl ved at koncentrere sig om at opnå druer af højeste kvalitet. Mange projekter er blevet gennemført i samarbejde med Institut for Miljøvidenskab på Universitetet i Siera, mens andre projekter fortsat er i gang.
Hovedformålet med forskningen på gården er at identificere de mest værdifulde Sangiovese-kloner fra den ældste vinmark, Vigna Madre. Forskningen har til formål at udtrække DNA fra Sangiovese-klonerne, som derefter vil kunne anvendes til at reproducere plantemateriale til fremtidige Caprili-vinmarker og være i stand til at ophøje de typiske Sangiovese Grosso karakteristika.
Nok snak, lad os komme til vinen. Duftmæssigt ret imponerende. Der er laurbærblade, lakrids eller stjerneanis, trøffel, oregano, læder og mørk frugt. Dufter sørme dejligt.
Smagsmæssigt et markant syrebid, men også blødhed, meget, meget frugtdrevet smag, der er også ribs, lyse og mørke bær … tror også jeg på aftenen sagde, at vinen måske endnu var en anelse for ung, og det næsten var barnemord. Den er måske en anelse tilknappet endnu, men man fornemmer klart potentialet. Eftersmagen er meget lang, og det smager sgu rigtigt godt.
Hvem medbragt vinen: Ulrik
Købt hos Veras Vine, og forhandles også hos Laudrup Vin. Pris er 345-380 kr. afhængig af, hvor du køber den.
Næste vin denne aften er en fantastisk klassiker. Her har vi nok et af Rhönes mest kendt og velrenomerede vinhuse, nemlig Gigal.
Aftenens sidste vin. Så kunne vi forvente en rigtig kraftig bulderbasse … men nææææ, derimod blev det – til alles overraskelse – endnu en Pinot Noir vin, og endda også en vin, som Jan tidligere har medbragt, blot i en årgang 2004. Her har vi årgang 2006, men det gør jo ikke vinen dårligere. Vi er i Oregon i USA hos Argyle Winery.
Aftenen blev sluttet af med en shiraz fra Australien, en powerful sag, som har ligget i mit køleskab i en 4-5 år, nemlig Kilikanoon Covenant Shiraz fra vinmager Kevin Mitchell. Kevin købte Kilikanoon i Clare Valley i Australien tilbage i 1997 og i 1998 kom de første vine på markedet. 2.000 kasser blev det til og det er siden vokset til over 65.000 kasser vin fordelt på over 25 forskellige vine. Kevin Mitchel har en lang og velanskrevet vinøs karriere bag sig, som winemaker hos bl.a. d’ Arenberg, Orlando og BRL Hardy i Australien samt Kendal Jackson og Willamette Valley i USA.
Aftenens 6. vin og 3. italienske vin blev… for mig … helt klart aftenens højdepunkt, hvilket også kan aflæses af mine noter, som på denne vin var langt mere fyldige. Der er simpelthen rigtigt mange nuancer i denne vin. Nå, men vinen er fra den nordlige del af Italien, nemlig Alto Adige … eller Sydtyrol.
5. vin på vores lille bestyrelsesmøde blev også en vin, som har opnået de maksimale 3 glas i Gambero Roso, nemlig fra vinfirmaet Librandi fra Calabrien … et vinfirma, som jeg har skrevet om i et tidligere blogindlæg. Denne vin er imidlertid deres højt roste Gravello, som er lavet på 60% Gaglioppo og 40% Cabernet Sauvignon.
Med næste vin tog vi et lille spring fra Frankrig til nabolandet Italien, eller helt præcist til Umbrien midt i Italien, hvor vi finder vingården Castello delle Regine.
Næste vin er fra én af mine ynglingsproducenter i Rhône, nemlig Perrin brødrene, som udover negociant-firmaet Perrin et Fils jo også ejer det klassiske og hæderkronede Château de Beaucastel i Chateauneuf du Pape. Og det er et slot med stolte traditioner og en lang, lang historie, som går helt tilbage til midten af det 16. århundrede.
Stress, stress, stress. Jeg skulle “hoste” bestyrelsesmøde, og det var fremrykket fra det normale starttidspunkt kl. 19.00 til nu kl. 18.00, og fluks hjemkommet 16.30, så var der da lige 1½ time til at fabrikere lidt lækkert mad, og finde de vine, som vi skulle smage denne aften. Og jo, det lykkedes at få lavet lidt fornuftigt, nemlig
Himmerige … efter gårsdagens skuffelse kan denne vin bedst betegnes som himmerige. Jeg havde været forudseende og taget en vin med hjemmefra, og efter endnu en dags hårdt malerarbejde, så er det vel på plads med en lille beløning?