Fredagsvinen var en rigtig lille tyr fra Spanien … eller i hvert fald kommer vinen fra Bodegas Frutos Villar i det lidt ukendte vinområde Toro, der ligger i det nordvestlige hjørne af Spanien, lige op til det kendte område Ribera del Duero.
Toro byder på et næsten ekstremt klima og tilsvarende fyldige vine. Toro står stadig lidt i skyggen af de fremadstormende regioner i Spanien, men Toro er ikke mere end nogle skidt bagefter og kan meget vel blive en kommende stjerne på den spanske vinhimmel.
Der er varmt i Toro, hvilket også ret præcist beskriver stilen. Vinene er fuldmodne og fyldige, så det kan give kedelige slaskede vine, men bestemt også interessante og komplekse vine – resultatet er helt op til producentens ambitioner.
En stor del af druestokkene i Toro, er præphylloxera, dvs. de har overlevet den store vinpest i Europa. Mange af stokkene er derfor oldgamle, omkring 120 år. I Toro hersker Tempranillo, som her kaldes Tinto del Toro.
Vinhuset Bodegas Frutos Villar er etableret tilbage i 1920, hvor familien Villaer etablerede deres første vineri i Toro. Før det havde familien i en lang årrække dyrket druer, men blot solgt dem lokalt. I dag er det fortsat Villar familien, nemlig Jesús Jañez Villar og hans hustru Rosa Santana Hernández, som nu på 5. generation driver vinhuset, som dog siden etableringen i 1920 er vokset betydeligt.
Der er nemlig også opkøbt vingårde i områderne Cigales, Rueda, Castilla y León og Ribera del Duero. I Cigales har huset 105 hektar vinmarker, fordelt på vingårdene Calderona og Conde Ansúrez.
I Rueda har huset også en del marker, og vinene sælges her under navnene Morejona og Maria de Molina. Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om én af huset hvidvine, nemlig deres 2011 Viña Morejona Blanco.
I Castilla y León har huset 80 hektar vinmarker, hvor vinene sælges under navnene Señorío de Balboa samt Don Frutos.
I Ribera del Duero ejer familien Bodegas Santa Eulalia, som blev købt i 1988. I alt ejes der ikke mindre end 200 hektar i Ribera del Duero og vinene sælges under navnene Riberal samt Conde de Siruela.
I Toro har familien 120 hektar vinmarker og to vingårde, nemlig Miralmonte og så Muruve, hvorfra denne fredagsvin altså kommer. Vinen er lavet på 100% Tinta de Toro, altså Tempranillo, og lagret 12-20 måneder på 90% amerikanske og 10% franske fade. Derudover har vinen ligget minimum 12 måneder på flaske inden frigivelse. Druerne kommer fra 70 årige gamle vinstokke der giver et minimalt men kvalitetsmæssigt højt udbytte.
Duftmæssigt en kraftig vin med læder, tobak, kaktus, støvet bogreol, menthol, sødme og mørk frugt. Smagsmæssigt en meget fyldig vin, eg, lejrbål, mørke frugter, tør ørken, mandelolie og lidt peber. Trods kraften også fin tannin, og fin stram i eftersmagen, som hænger i et pænt stykke tid. En spændende vin med masser af power.
Købt hos Vin og Vin, pris 169 kr. ved køb af 1 stk. og 130 kr. ved køb af 6 stk.