Derefter fortsatte jeg med endnu et gensyn … nemlig Rioja vinen La Senoba, som kommer fra vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo, der jo laver vin i både Rioja, Toro, Rueda og Ribera del Duero.
La Senoba er lavet på 60% Tempranillo og 40% Graciano. Tempranillo druerne er fra 50 år gamle stokke på marken Finca Cabizgordo i 620 meters højde og er fra 25 år gamle vinstokke på en mark lige ved siden af.
Druerne er selvfølgelig høstet ved håndkraft og placeres efter ankomst til vineriet i ståltanke, hvor de ligger køligt ved 9 grader i minimum 6 dage, inden den alkoholiske gæring sættes i gang. Det sker i store 4.000-6.000 liter egefade over 20 dage.
De to druesorter vinificeres separat og de lagrer også separat i 24 måneder franske barriques, hvorefter den endelige vin blandes og så lagrer yderligere inden aftapning på flaske.
Slam for en lussing … fed, mørk og powerfuld vin med dyb sort frugt med sorte kirsebær, brombær, blåbær, svesker, noget kamferolie og noget sød finsk og tør engelsk lakrids. Der er svulstigt, men alligevel ikke overfed, men der er godt toast, ristede noter, bål, tobak, kaffe og gammel balsamico eddike, vanilje, kanelsukker samt nogle søde krydderier.
Som med 2016’eren er der skrald på smagen, men det er med en mørkesort, tør og alligevel frisk frugt. Der er blåbær, brombær, lidt enebær og godt med tørt træ, bitre elementer, krydderier og småvild ungdommelig syre, der sammen med en alkoholprocent på 14,5% er viril, energisk og fandenivoldsk. Det er maskulin vin med muskler, hvorved jeg havner på 92 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske i årgang 2016 koster 299,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.