Vi sluttede byggemødet med denne bedagede og punkterede Rosso Toscano fra Poggio Forte, hvilket egentlig blot er et brand under den store vinkoncern PWS aka Premium Wine Selection, der holder til i Pedemonte i Veneto.
Premium Wine Selection er en stor koncern, som har et sortiment, der er målrettet supermarkedskæder. De står bag mindst 36 forskellige labels, men de fleste er ikke kendt herhjemme … måske lige bortset fra mærket Le Arche, som man måske er stødt på, hvis man har fundet en billig Amarone.
Ellers er det brands som fx Azienda Agricola Castelveder, Baron de Sigognac, Coldigiano, Istituto Agrario San Michele, El Fortino, Ca ‘Rosa … blot for at nævne nogle få.
Premium Wine Selection er etableret i 2000 og ledes af Silvano Piacentini, men siden 2009 har sønnen Luigi Piacentini også deltaget i driften. Før han trådte ind i faderens virksomhed, så arbejdede han som marketingsdirektør hos Masi Agricola i Verona.
Det store foretagende ejer ikke selv vinmarker, men opkøber druer rundt om i Italien og lave vine fra stort set alle områder i støvlelandet.
Produktionen styres af de to vinmagere Armando Vesco og George Barbero i selskabets produktionsfaciliteter i byen Pedemonte omkring 25 kilometer nord for Verona. Der har de også et 6.500 kvadratmeter stort temperaturstyret lager, hvorfra de distribuerer de mange vine.
Udover de italienske vine, som laver de også vin fra Frankrig … bl.a. Bourgogne og Champagne og så ejer de også whisky distelleriet Chieftain’s Whisky.
Denne Poggio Forte Rosso Toscano er lavet på 95% Sangiovese og 5% Merlot og Syrah, men derudover har jeg slet ingen oplysninger om produktionen … men mon ikke, at den blot er lavet på ståltanke uden lagring på eg?
Imidlertid er det meste liv i vinen forsvundet … den er punkteret, flad, over the hill og tæt på død. Det er alt for overmoden frugt og på ingen måder særlig behagelig. I munden såmænd blød, men igen sød, overdone og kedelig. Ikke værd at bruge tid eller penge på.
Er tidligere forhandles af bl.a. Carlo Merolli, hvor en flaske kostede 45 kr. ved køb af 12 flasker.