2019 Domaine Sipp Mack, Pinot Noir Rosé d’Alsace, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Sipp Mack, Pinot Noir Rosé d’Alsace, Alsace, FrankrigHvis jeg skulle drikke et glas rosé med et par vinmagere, så skulle det være Jacques Sipp fra Domaine Sipp Mack og hans datter Carolyn, for Jacques er virkelig rar og sjov, mens hans datter både er køn og dygtig. Og så kunne vinen passende være denne 2019 Pinot Noir Rosé d’Alsace.

På etiketten af vinen er der –  typisk for Alsace – en stork, da den udbredte, langbenede fugl næsten er synonym med Alsace. Storken har redder i næste hver lille by i Alsace. Det er en vin, som er lavet efter en idé fra Carolyn, lavet udelukkende på Pinot Noir druer, der er høstet ved perfekt modenhed midt i september.

Vinen er lavet med en indledende kold maceration af de afstilkede druer i en kort periode. Derefter presses druerne og mosten gærer videre i temperaturkontrollerede ståltanke uden nogen former for malolaktisk gæring.  Vinen er så tappet på flaske i løbet af det efterfølgende forår og den har 2,7 gram restsukker pr. liter.

Næsen er let, lys og ubekymret med jordbær, jordbærgrød, måske endda lidt rabarber og hyben. Der fornemmes en svag krydret syre, men den er hverken vild eller dominerende … nærmere lidt sagte. I stedet en lille tone af blomster eller god skyllemiddel. Frisk.

I munden er der lidt mere sødme, end jeg lige havde ventet, men det gør vinen meget omgængelig og bredtfavnende. Igen kommer der et tørt krydret element, lidt grape, jordbær, fennikel, hyld og så lige en smule peber, der lige markerer sig i smagsspekteret.  Server den på terrassen en sommeraften og alle bliver sommerkåde.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Bodegas Shaya, Shaya Habis, Rueda, Spanien

2017 Bodegas Shaya, Shaya Habis, Rueda, SpanienShaya er en af Juan Gil Bodegas Familiares mange vingårde, som jeg ikke tidligere har skrevet om. Men det kan jeg passende gøre nu, da jeg har fået et glas Shaya Habis i hånden … en hvidvin, der er lavet på ren Verdejo.

Bodegas Shaya ligger ligger et par hundrede meter udenfor den lille by Aldeanueva del Codonal i Segovia provinsen i vinområdet Rueda i Spanien.

Vinhuset er grundlagt i 2008 af Juan Gil Bodegas Familiares i et partnerskab med Enrique Busto og de har sat den unge, australske vinmager Belinda Thomson i spidsen for projektet. Hun har tidligere arbejdet for Crawford River Winery, der – som på Bodegas Shaya – producerer hvidvine.

På Shaya har de 30,5 hektar vinmarker, hvor der udelukkende er meget gamle Verdejo vinstokke. Jorden er tør og nærmest gammelt floddelta med grus, sandjord og et dybere lag ler. Det giver basis for 3 forskellige Verdejo vine, hvor denne Shaya Habis er topvinen.

Druerne til vinen kommer fra de ældste vinstokke og vinen lavet med gæring i egefade. Efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder sur lie i 500-600 liter franske egefade.

Duftmæssigt er det en fed, aromatisk og vildt velduftende vin, nærmest overmodne pærer, saftig fersken, papaya, honning, nødder, bivoks, søde krydderier, laurbærblade … virker næsten helt olieret og måske endda med en svag oxydering. Der er lakridskonfekt, lidt mynte, røg, vanilje, meget tæt og nærmest ekstraheret.

I munden overrasker vinen med at smage noget anderledes, end forventet ud fra duften. Det er en tæt, fed bombe af en hvidvin, en monstrøs, røget og sødkrydret vin. Det er eksotiske frugter på epo, grapeskal, grillede limefrugter, tørret abrikos, som spiller sammen med en spinkel og fin lille syre. Det er en buttet dame, som danser jazzballet og slipper vildt godt afsted med det. Cremet, korpulent, velnæret, krydret, blomster- og farverig og så alligevel i spinkle satinfarvede tåspids balletsko.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Weingut Bernhard Koch, Spätburgunder S, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Bernhard Koch, Spätburgunder S, Pfalz, TysklandWeingut Bernhard Koch fik mig til at tabe underkæben, da jeg smagte hans 2016 Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir. Nu gør han det igen, nemlig med denne 2015 Spätburgunder S, som oss’ er en rigtig prisbasker. Den er bare tossegod.

Druerne til vinen kommer fra forskellige af Kochs marker mellem Hain­feld og Wey­her. Den er lavet med maceration og gæring i store tanke. Efter endt fermentering er vinen lagret i brugte barriques, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Det er dog vigtigt for Koch, at hans vine bliver modne i flaskerne inden salg.

Uha …. igen svært begejstret. Det første er farven, som er smuk transparent teglfarvet i glasset. Tjek. Der er først en sød animalsk kostald, hvor der samtidig er pænt med fadpræg, men også en rank, røget og virkelig smuk, nedringet ryg. Hun viser sig frem allerede fra første snif, høj på frisk frugt, kirsebær, krydderier … det er faktisk utroligt elegant og suppleres med noterne fra fadene, altså både kanel, vanilje, men helt uden at blive gumpetung.

Smagsmæssigt laver hun trutmund, og det er forståeligt, for det smager vitterhed som et luftigt, sødt kys. Frugten er let og frisk, igen kirsebær, lidt hindbær, peber, syren er ikke anmassende og det er de blide tanniner heller ikke. Det er dog fortsat en rank, frisk, drikbar Spätburgunder med voldsomt store kvaliteter … og man fristes næsten til at sige, at denne model S – som hos Mercedes Benz – vitterlig er fabelagtig lækker. Deutsche Qualität. Far er glad!

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 149 kr. og dermed lidt at et superkøb.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Weingut Weedenborn, Westhofener Kirchspiel Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2015 Weingut Weedenborn, Westhofener Kirchspiel Riesling, Rheinhessen, TysklandIndrømmet … jeg er blevet en kende bjergtaget af vinene fra den innovative winzerin Gesine Roll, der ejer vinhuset Weingut Weedenborn i Monzernheim i Rheinhessen. Hun er for vild. Måske er jeg forelsket? Det er denne Westhofener Kirchspiel Riesling et smukt eksempel på. Crazy god.

Westhofener Kirchspiel Riesling er lavet med druer fra Kirchspiel topmarken, der ligger på et af de højeste punkter i Monzernheim med en sydøstvendt eksponering og en undergrund præget af godt med kalksten.

Alle druerne er selvfølgelig høstet med håndkraft, hvorefter der så sker en maceration i 18 timer. Herfter sker den presning og så gærer vinen spontant med de naturlige gærceller. Efter endt fermentering har vinen lagret … halvdelen i ståltanke og den anden halvdel i egetræsfade.

Yippee ki-yay  motherfuckaaaaaa det dufter godt … elsker sgu Gesine Rolls vilde tilgang til sine vine. Det er på ingen måder blot en arketypisk Riesling, for næsen fyldes med små luftbårne og æteriske partikler af velbehag på flaske, sart, sensitiv og intens med både lidt karamel, en snert petroleum. lidt nødder, nutella, pærer, fersken og abrikos, næsten helt tørret i frugten og så samtidig lidt våd træ, eg, kalkagtige noter samt lidt lakridskonfekt. Jeg er begejstret.

I munden er det en zen-vin … overjordisk med en lækker, smooth frugt, som samtidig har dybde sammen med en moden, let og elegant smag, meget let og smeltende, halvsur mineralitet, halvsure æbler og friske citroner, lemon … virkelig kompleks og så samtidig med en vild og jeg-er-noget-for-mig-selv attitude. Det er sgu en vin, som rejser sig over mange andre Riesling’er … og jeg er fan, er sgu helt oppe på den store remskive, så herfra bliver det klokkeklare 6 houlbergske fingre med stor pil op.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Weingut Karl Haidle, Stettener Häder Riesling, Württemberg, Tyskland

2018 Weingut Karl Haidle, Stettener Häder Riesling, Württemberg, TysklandNu er vi der igen … hos Weingut Karl Haidle, der ligger tæt på ruinerne af den gamle fæstning Yburg i den lille by Kernen-Stetten i Württemberg. Nu smager Houlberg hans 2018 Stettener Häder Riesling.

Vinen er lavet med druer fra Stettener Häder marken, der ligger ved siden af ​​Mönchberg marken i 300-360 meters højde, men er noget flere og samtidig også mere kølig. Det afspejles faktisk også i vine, som klart har en lidt køligere frugt og en mere forfriskende syre. Stettener Häder er en Erste Lage mark.

Vinen er lavet med en lang spontangæring og efter endt fermentering har vinen så lagret næsten et år … og i noget af tiden i nogle af vingårdens ældste tønder, som er over 70 år gamle.

WAUW … dejlig aroma, sådan indsmigrende, tillokkende og forførende med en vis fyldighed, som jeg tænker kommer fra fadene, masser af frugter, helt fremme i næsen med pærer, æbler, en enkelt brun/gul banan, lidt hyld og svagt også lidt fennikel, gul kagecreme, nybagte boller, lidt kalkagtige noter og sådan meget fint pakket ind, sådan nærmest lidt sart, delikat, sårbar og følsomt balanceret.

I munden eksploderer vinen næsten bogstavelig talt og alle sprængstykkerne er fyldt med frugt … frugten endda smagsmæssigt mere eksotisk end i duften, lidt moden og endda lettere buttet i dens udtryk. Det er en smule olieret, meget cremet, men det er uden at miste rygraden via en skarp, fin og moden syre, hvilket sammen med nærmest lidt salte mineraler samlet set gør vinen rank og meget fin. Det er sgu supergod Riesling, som man ellers sjældent ser i Württemberg.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 209 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Weingut Tesch, Riesling Löhrer Berg, Nahe, Tyskland

2015 Weingut Tesch, Riesling Löhrer Berg, Nahe, TysklandFor omkring halvandet år siden testede jeg en Riesling Vineyard Box fra Weingut Tesch med 6 af husets Riesling vine, herunder oss’ denne Riesling Löhrer Berg. Dengang var det årgang 2016, men nu smager jeg vinen igen i den ældre årgang 2015.

I mine tidligere blogindlæg kan du læse mere om huset og dets Riesling vine fra de forskellige terroirs, som findes omkring vingården i Langenlonsheim.

Netop Langenlonsheimer Löhrer Berg er en af de ældste Riesling marker i Nahe. Allerede tilbage i 1688 beordrede valgmanden Philip Vilhelm, at der alene måtte plantes Riesling på det tomme bjerg aka Löhrer Bert.

Techs Riesling vinstokke er dog ikke så gamle, men dog alligevel gennemsnitlig 40 år og dermed er det faktisk Teschs ældste mark. Marken har en undergrund med masser af ler, grus og småsten … og så ligger den i læ af en nærliggende skov.

I næsen er der herlig petroleumdufte … ikke den nye smarte lugtfri petroleum, men den gode, gamle slags, der kan få gamle pensler til at blive bløde i knæene. Derudover er der æbler, bivoks, abrikos, nogle grillede citroner, nødder og salte mineraler. Vinen har fine, pirende, æteriske, lette og blomsterrig noter, virkelig smukke. De forsvinder dog med lidt varme i glasset … så bliver næsen tungere og så træder der også flere krydderier frem. Det virker bedst helt koldt.

Smagen er knastør, mineralsk, rank, saltet, syrlig … virkelig en frisk, spændstig Riesling, måske med et lille olieret tvist. Der er umodne grønne æbler, grillede citroner, lidt grønt og svag bitterhed. Syren er virkelig ren, crisp … herlig og så samtidig fin, pæn og smukt balanceret. Dejlig Riesling.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 199,95 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Weingut Dambach, SOPS Riesling Trocken, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Dambach, SOPS Riesling Trocken, Pfalz, TysklandSOPS står for Sven Ohlinger og Philipp Seeger, som begge havde arbejde hos Weingut Knipser, da de i 2008 besluttede at lave vin sammen på hobbyplan. Denne SOPS Riesling Trocken er et resultat af dette projekt.

Sven og Philipp startede det lille hobbyprojekt meget beskedent med at tilplante en ganske lille mark i Großkarlbach med lidt Chardonnay og derfra lavede en enkelt tønde vin, som de selv drak omkring halvdelen af.  Men derfra voksede SOPS projektet stille og roligt. De plantede efterfølgende også lidt Riesling og Spätburgunder, mens deres første vin … årgang 2012 af deres Chardonnay kom på markedet i 2014.

I løbet af et par år havde de 1,8 hektar vinmarker og vinene blev lavet i kælderen af ​​Sven Ohlinger. I dag har de to vinmagere dog taget springet fuldt ud og sagt farvel til deres gamle job for at satse udelukkende på SOPS projektet.

De fik nemlig i 2018 mulighed for at overtage den gamle vingård Weingut Nickels-Dambach den gamle bykerne på Hinterbergstraße 50 i Bad Dürkheim. Den gamle fru Dambach ledte efter nogle til at overtage gården, mens Sven og Philipp ledte efter et sted, hvor de kunne lave vinene og samtidig også øge produktionen.

Det endte med, at ejendommen blev købt af Philipp Seeger og hans familie, som nu har lejet vingården ud til de to vinmagere inklusiv de 6 hektar tilhørende parceller på vinmarkerne Spielberg, Hochmess, Fronhof og Schenkenböhl ved Dürkheim.

Nu lave de to herrer så vine under begge navne, SOPS vinene fra deres 1,8 hektar marker ved Großkarlbach og så Weingut Dambach vine fra deres nytilkøbte marker ved Dürkheim. Men alle vinene laves nu på den gamle Dambach vingård midt inde i Dürkheim.

Denne SOPS Riesling Trocken er altså lavet på druer fra husets parceller i Großkarlbach. Der er ingen oplysninger om produktion, men mon ikke, at den er lavet fuldstændig på ståltanke?

I næsen er der lidt hyld, fersken og æbler … en meget fin, let og vel nærmest feminin lethed i aromaerne, sarte og afdæmpede. Men den er smagsmæssigt langt mere rank og streng med citroner og grape. Syren er ikke helt vild, måske endda lidt flad, selvom vinen sådan overordnet fortsat er både lidt sur og bitter.

Forhandles af Vinuniverset, hvor en flaske koster 70 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Weingut Hörner, Steinbock Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Hörner, Steinbock Spätburgunder, Pfalz, TysklandHornet i bund … i hvert fald er næste Steinbock Spätburgunder smukt illustreret med geviret fra en stenbuk. Vi er selvfølgelig atter hos Weingut Hörner, der altid er lidt horny på sine vine.

Weingut Hörner holder til på vingården Hainbachhof, der ligger i udkanten af den lille by Hochstadt i Pfalz vel omkring 10 kilometer nordøst for Landau.

Vingården drives i dag af den unge Thomas Hörner. Han driver vingården sammen med sin fader Reinhold Hörner, som startede med at flaske egne vine midt i 1990’erne, selvom familien egentlig havde været vinavlere i generationer.

Den unge Thomas Hörner har altid vidst, at han skulle følge i sin faders fodspor og har efter uddannelse til vinmager været i lære hos producenter i både Bourgogne samt Østrig. Siden 2011 har han dog været ansvarlig for produktionen på Weingut Hörner, dog med den aftale, at de altid træffer de store beslutninger i fællesskab.

Familien Hörner har samlet 30 hektar vinmarker, som passes efter naturlige og bæredygtige metoder uden hverken brug af herbicider eller pesticider … bare med almindelig håndkraft.

Vinene fra Weingut Hörner er meget kreativt opdelt i 3 serier, nemlig Stier, Steinbuk og Widder, altså tyr, stenbuk og vædder. På etiketterne er der så afbilledet horn fra de 3 forskellige dyr. Og Widder er Die Spitze .. altså husets topvine.

Og selvfølgelig har de i basisserien Stier en vin, som hedder Horny Rosé. Ja, de laver nu også en vin helt udenfor de 3 serier, nemlig en Traubensaft mit Kohlensäure … druesaft med kulsyre. Den kaldes fantasifuldt (k)einhorn vin.

Weingut Hörner har i 2016 vundet en designpris for deres kreative præsentation af deres vine, lige fra design af etiketter, vinkasser og hele set-up’et med deres hjemmeside.

Denne Steinbock Spätburgunder er fra serien Steinbock … altså et niveau over basisvinene i Stier serien. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men vinen er lagret på 225 liters barriques, men hvor lang tid fremgår ikke.

I næsen er fadpræget dog tydelig … meget tydelig, for der er vildt megen kanel, vanilje og mælkechokolade, meget sød animalsk stald, eg, sødbrændte fade, blommer, hindbær, kirsebær … og selvom det måske bliver lidt mushy mushy, så virker vinen – midt i al sødmen – også både åben, let med lidt søde krydderier.

Smagsmæssigt er det en blød og venlig vin med lys, moden frugt, samme sødmeniveau, som duften også indikerede. Der er blommer, jordbær, kirsevær, peber, en meget rund syre, virker måske en smule sprittet, hvilket sammen med peberen giver et lille skarpt bid midt i de modne og søde noter.

Forhandles af Vinuniverset, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Wein- und Sektkellerei Einig-Zenzen, Peter Bott Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2019 Wein- und Sektkellerei Einig-Zenzen, Peter Bott Riesling, Rheinhessen, TysklandVi fortsætter med mer’ Rheinhessen Riesling, for næste vin er denne 2019 Peter Bott Riesling fra det store Wein- und Sektkellerei Einig-Zenzen, der imidlertid ikke selv ligger i Rheinhesen, men i byen Kaisersesch i Mosel.

Wein- und Sektkellerei Einig-Zenzen er et familiefirma, der drives af Zenzen familien, der har været vinbønder i Mosel siden 1636. De har gennem nu 13 generationer lavet vin, først med base i landsbyen Valwig nær Cochem, men i dag fra deres store vineri i Kaisersesch.

Det var dog reelt først i 1939, at vinhuset blev officielt grundlagt, hvilket skete med etableringen af en vinhandel i Valwig. Først i 1954 startede Dr. Heinz Zenzen en større ekspansion, hvilket medførte  byggeriet af stort vineri og tappeanlæg i byen.

Man begyndte bl.a. at importere vine fra Chile og Heinz’ søn Dr. Peter-Josef Zenzen fulgte i sin fars fodspor. Han udvidede både produktion, vineriet og startede en verdensomspændende eksport af de vine, som de producerede og tappede på vineriet i Valwig.

I dag ligger Wein- und Sektkellerei Einig-Zenzen i Kaisersesch i Mosel, hvor de har en kæmpe fabrik med store tappelinjer til både flasker samt bag-in-box vine, en tappekapacitet på 40.000 liter vin i timen samt store ståltanke med plads til 10 millioner liter vin.

De laver en lang række vine med opkøbte druer fra mange forskellige områder … tonsvin bag-in-box og vinene sælges under forskellige navne, men bl.a. som Dr. Zenzen, Vinene laves af et hold ansatte med vinmageren Dr. Thomas Geyer i spidsen.

Deres vine hører til i den billige ende af skalaen … og det gælder egentlig også denne Peter Bott Riesling, som jeg imidlertid slet ikke kan finde nogle oplysninger på, men mon ikke den er lavet i vinhusets store mægtige ståltanke?

I næsen er der ikke samme dybde, syre, finhed eller intensitet som den foregående Riesling. Der er heller ingen lækker Petroleum, men derimod virker den lidt grøn, urtet med mentol, eukalyptus, citron, stikkelsbær, ananas og håndsæbe. Den er klart mere flad i syren, suppleret med lidt grene og tørre krydderier.

Smagsmæssigt lidt samme historie … grønne æbler, stikkelsbær, en mere flad og ufokuseret syre, men til gengæld kommer der lidt grape bitterhed og en forholdsvis kort eftersmag. Dermed lander Houlberg mellem 3,5 og 4 tomler.

Forhandles fx af VinTilKostpris, hvor en flaske koster 49 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Weingut Wittmann, 100 x Berg & Tal Riesling Organic, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Wittmann, 100 x Berg & Tal Riesling Organic, Rheinhessen, TysklandSelvom denne 100 x Berg & Tal Riesling Organic fra Weingut Wittmann blot er en basisvin, som ikke engang er lavet med druer fra husets egne marker, men blot opkøbt af Philipp Wittmann hos lidt venner og bekendte, så er det bare hot, delikat, himmelsk Riesling og samtidig et vildt godt køb.

Weingut Wittmann holder til i byen Westhofen bei Worms i Rheinhessen og er grundlagt helt tilbage i 1663. Det har sgu været drevet af Wittmann familien i alle årene og i dag er det Philipp Wittmann – der som 15. generation – står for driften af det gamle vinhus.

Philipp overtog driften fra sin far Günther Wittmann, og han har tilført yderligere innovation til vinhuset. Philipp blev således i 2014 kåret som Winzer des Jahres af den tyske vinguide Gault Millau og har i det hele taget utallige gange fået masser af anerkendelser. De fleste er enige om, at Philip Wittmann sammen med Keller regerer i Rheinhessen og er blandt nogle af landet bedste producenter.

Eichelmann har fx i Deutschlands Weine 2012 skrevet følgende om vinene fra Wittmann; Verdensklasse vine fra en international top-producent.

Familien Wittmann ejer omkring 25 hektarer vinmarker, herunder parceller på flere berømte enkeltmarker eller Einzellage, som det hedder i Tyskland, nemlig de fire Grosse Lage marker Aulerde, Kirchspiel, Brunnenhäuchen og Morstein.

Der produceres omkring 150.000 flasker om året på vingården. Halvdelen er Riesling og resten forskellige sorter som Sylvaner, Chardonnay, Weissburgunder og Spätburgunder.

Driften af vingården har været økologisk siden 1990 og biodynamisk siden 2004. Faktisk startede Wittmann allerede i 1980’erne med den økologiske drift, hvilket bare løbende er udvidet og intensiveret.

Vingården er topmoderne med nybygget vinhus i keltisk stil og bygget ovenpå en stor underjordisk hvælvet kælder, som de selv kalder vingårdens hjerte. Den har familien bygget tilbage i 1829 og der gærer de fleste af vinhusets vine i store træfade.

Vinene laves meget traditionelt i flere serier, Gutsweine, Ortsweine, Wittmann Reserve samt Grosse Gewächse. Derudover findes der også en serie, som hedder 100 Hügel … en række søstervine til denne 100 x Berg & Tal Riesling Organic.

Vinen er som nævnt fremstillet på druer, som Philipp Wittmann har købt hos venner og bekendte, som arbejder efter samme økologiske principper som Wittmann selv. Det er ikke nødvendigvis de samme vinavlere, som leverer druerne til vinen hvert år.

Da alle druerne til vinen kommer fra en række forskellige vinavlere og dermed ankommer til vineriet over en periode på flere uger, så vinificeres de enkelte leveringer separat, presses og gærer således også hver for sig. Det er først efter endt fermentering og en kort lagring, at vinen sammenstikkes.

Herefter modner vinen nogle få måneder i rustfrit stål inden vinen filtreres ganske let og fyldes på flasker. Trods en årlig variation af de vinavlere, som leverer druerne, så lykkes det alligevel normalt Phlipp at ramme samme genkendelig stil år efter år.

Det er virkelig hot og graciøs vin, for op af glasset strømmer de herligste aromaer. Næsen har masser af petroleum, vi snakker både værksted, olieskift og selvantændende benzinklud, en animalsk syre, meget landlig suppleret med sure grønne æbler, fersken, hvide blomster og friske urter.

Smagen er stram, klar, mineralsk og frisk med citroner, umodne æbler og så sten, kalk og egentlig samlet set pæn mineralitet. Det er samtidig uden at miste en lille fin og skrøbelig saftighed, som bare gør vinen så fin, balanceret og indtagende.

Importeres af Løgismose, hvor en flaske koster 110 kr., mens prisen er 795 kr. for 12 flasker og det er sgu et vildt godt køb for denne vin. Det er jo kun 66,25 kr. pr. flaske. Køb for satan!

Vinanmeldelse 5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger