Tag-arkiv: Catalonien

2017 Edetària, Via Edetana, Catalonien, Spanien

2017 Edetària, Via Edetana, Katalonien, SpanienNæste vin er en 2017 Via Edetana, som kommer fra vinhuset Edetària, der ligger i Gandesa i appellationen Terra Alta … én af de allerstørste appellationer i vinregionen Catalonien.

Vinhuset drives af Joan Àngel Lliberia, som oprindeligt er uddannet landbrugsingeniør, men tog efterfølgende en Master of Science indenfor Wine Management og arbejdede mange år indenfor vinbranchen i Frankrig. Herefter flyttede han tilbage til Catalunya, hvor han fortsatte sin karriere i vinbranchen og senere i store multinationale selskaber.

Men hele tiden havde han drømmen om en dag, at vende tilbage til sin families vingård, hvor bedstefaderen Llorens havde arbejdet med vin og efterfølgende hans forældre Pepita og Angel. Og det har han nu gjort med etableringen vin vinhuset Edetària … opkaldt efter en gammel, historisk rute langs floden Ebro mellem de to byer Tarraco og Tortosa … en rute der går lige igennem Joan Àngel Lliberias vinmarker.

Edetària har samlet 60 hektar vinmarker, som ligger i dalen kendt som La Plana de Gandesa. Her består jorden af sandsten og kalksten, der ligger i de små klitter og bakker, som giver landskabet sit særprægede udseende.

Klimaet i denne dal er præget af milde temperaturer samt en begrænset og uregelmæssig nedbør. Og vinstokkene på husets marker er nogle steder over 60 år gamle, mens resten er mellem 25-40 år gamle … og der laves alene vin ud fra egne vinmarker, således man kan kontrollere hele processen fra start til slut.

På markerne dyrker vinhuset de røde druetyper Cabernet Sauvignon, Merlot. Syrah og Garnacha Peluda, som danner grundlag for vinhusets rødvinsproduktion. De grønne druetyper Garnacha Blanca og Macabeu udgør derimod grundlaget for Edetárias hvidvine.

Joan Ángels filosofi er klar … elegance frem for power og frugtige vine uden overdrevent brug af fad. Derfor arbejdes der benhårdt i marken med manuel høst, lave høstudbytter og en ekstrem sortering af druerne – både i forbindelse med høsten og senere ved ankomsten til vineriet, hvor druerne desuden afkøles.

Denne Via Edetana er lavet på 60% Grenache, 30% Syrah samt 10% Cariñena aka Carignan fra 25-40 år gamle vinstokke.  Hver druesort vinificeres hver for sig og lagres i 12 måneder på 300 liters brugte, franske egetræsfade, før man til sidst laver det endelige blend.

Saftig, mørk næse … vild lækker dybde, mørksorte kirsebær, lidt amaretto kirsebær, blommer, tør lakrids, blæk, grafit, mentol og så et bundt søde krydderier. Det er godt med velduft, mørk, masser af træ, våde fade, let kanel og streng syre.

Egentlig en meget fyldig, saftig og læskende vin med et godt, kraftigt bid. Syren er ikke så vild … mere flad og medgørlig på en nærmest venlig, rar men lidt bestemt facon. Tanninerne mærkes klart og får følgeskab af lidt tør bitterhed, mandler og syrlig frugt. Houlberg elsker sgu vinen med 4,5 fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Raimat, Castell de Raimat Albariño, Costers del Segre, Spanien

I den lille by Raimat i finder vi vinhuset Bodegas Raimat, som står bag denne vin på den herlige drue Albariño. Vi er i vinområdet Costers del Segre, som ligger i Catalonien i Spaniens nordøstlige hjørne … måske ikke så kendt som mange af de andre spanske vindistrikter, men et smukt vinområde og alene et par times kørsel fra storbyen Barcelona.

Costers del Segre er et forholdsvis lille vindistrikt, der laver flere vine på højt niveau. Området er sammenlagt alene på 4.700 hektarer vinmarker og tæller blot 35 vinhuse. Til gengæld er bundniveauet højt og flere vine scorer 92, 93 og 94 point i Peñin-guiden.

Vinhuset Raimat er grundlagt tilbage i 1914, da Don Manuel Raventós Domenech besluttede at købe jord et forholdsvis ukendt område i netop Costers del Segre i Catalonien, hvor han ville skabe en vin, som kunne måle sig med de allerbedste vine i verden.

Dengang var Costers del Segre ikke en appellation … ja faktisk var området nærmest en ørken, selvom man havde dyrket vin i området gennem århundreder. Det var man imidlertid holdt op med og efterhånden var området forvandlet til en tør ørken under en brændende sol.

Don Manuel Raventós Domenech ejede i forvejen cava-firmaet Codorníu, og han købte ikke mindre end 3.200 hektar jord omkring en gammel borg. Det virkede hovedløst, og alle fagfolk rystede på hovedet og anså det for en umulighed.

Don Manuel vidste imidlertid, at den spanske stat var gået i gang med en kanal, der skulle føre vand ned fra Pyrenæerne, så Don Manuel byggede med det samme en bodega. Han anlagde faktisk en hel by – naturligvis først kirken, derefter jernbanestation og skole, en sportsplads og 200 huse. Og da vandet kom, brugte han det til overrisling af vinmarkerne og til at afkøle bodegaens tage på varme dage.

Han navngav ejendommen og byen Raimat, der på catalansk betyder “drue” (raïm) og “hånd” (mà). Et symbol på to uadskillelige faktorer, når man skal frembringe vin – druefrugten og det menneskelige håndværk. I dag ligger Raimats frugthaver og vinmarker som en oase i ørkenen, og fra den store bodega kommer der dejlige vine. .

Raimat er det største vinhus og kendteste mærke under Costers del Segre appellationen, som først blev officiel D.O. (Denomination of Origin) i 1986. Det er et kommercielt vinhus, som findes i de fleste supermarkeder i Catalonien. Produktionen er høj produktion … men siges ikke at have samme kvalitet som andre vinhuse i området.

Det er dog et ganske innovativt vinhus, som igennem en årrække har arbejdet med ”sustainable vitticulture”, det vil sige at de fremstiller vin i samarbejde med naturen og ikke imod naturen. Sprøjtning anvendes kun i begrænset omfang, hvilket giver insekter gode muligheder for at opretholde en naturlig økobalance.

Bodegas Raimat har i dag fortsat godt med jord … over 2.000 hektar og producerer årligt omkring 5 mio. liter vin, så der er tale om et vinhus i BIG SCALE. I dag er den ansvarlige vinmager den dejlige Elisabeth Figueras, mens Xavier Farré er ansvarlig for vinmarkerne assisteret af den tekniske direktør Joan Esteve.

Og der laves en lang række vine og cava på Bodegas Raimat i serierne Clamor Collection, Abadia Collection, Terra Collection, Castell de Raimat Collection, Vallcorba Collection og en Cava Collection. Denne Castell de Raimat Albariño er lavet 100% på den herlige drue Albariño, som jeg har skrevet om tidligere.

Albariño er en af spaniens største grønne druesorter. Nogle mener den nedstammer fra Riesling, mens andre sammenligner den med en lys udgave af Viognier. Det med Riesling er nok det mest sandsynlige, idet navnet “Alba-Riño” betyder den hvide (vin) fra Rhinen.

Druer kommer fra to af Raimats egne vinmarker omkring Raimat. Druerne er høstet om natten for at udnytte de lavere temperaturer og bevare friskheden og frugten i vinen. I vineriet afkøles druerne yderligere til 10 grader og presses, hvorefter druesaften kommes i rustfrie ståltanke til fermenteringen. Lavet på ren stål … igen lagring på egefade eller andet.

I næsen er her godt med friske, grønne noter, sæbe, blomster, fersken, græs. Smagen er frisk, nærmest lidt koldkrydret … hvis der er noget, som hedder sådan. Den har en meget blid, rund og lækker frugt med lidt citrus og syre, som balancerer ganske fint. Måske lidt kort i eftersmagen, men det er en fin vin … og jeg bliver faktisk altid positivt overrasket, når jeg smager Albariño.

Ikke fundet en forhandler … måske er det Kjær & Sommerfeldt. Prisen kender jeg heller ikke, men vil gætte på 70-80 kr. i butikker. Jeg fik min på en restaurant, hvor prisen selvfølgelig er lidt højere.

Rating 4,5/7