Tag-arkiv: Italien

2023 Cantine di Ora, Pinot Grigio Valdadige, Alto Adige, Italien

2023 Cantine di Ora, Pinot Grigio Valdadige, Alto Adige, ItalienCantine di Ora er en del af den internationale vinkoncern Schenk og fra deres italienske enhed Schenk Italia smager jeg nu deres 2023 Pinot Grigio Valdadige.

Schenk har jo egentlig base i Schweiz, men også en lang række vinerier i det meste af Italien. De producerer over 600 forskellige vine og bare i koncernens italienske enhed Schenk Italia produceres der over 52 millioner flasker vin og de kan flaske ikke mindre end 350.000 flasker om dagen fra næste alle områder.

Jeg har skrevet om dem før, så det gør jeg ikke igen, men kigger bare nærmere på denne Pinot Grigio Valdadige, der er lavet på ren Pinot Grigio, som Cantine di Ora selekterer fra udvalgte norditalienske vinmarker i den kølige floddal Adige.

Efter en nænsom presning af druerne gærer hvidvinen med frugtbevarende temperaturstyring ved 16-18 grader på ståltanke og der er vinen også lagret kortvarigt efter endt fermentering.

Duften er sgu lidt til den flade og bløde side … det er bløde pærer, fersken, abrikos og ananas. Der er sødme og smørfedme, safran og søde krydderier suppleret med en smule tyk blomsterpollen fra knaldgule blomster.

I munden er det en meget saftet vin … meget sødkrydret og temmelig sød. Syren er flad og neutral, så man får virkelig Pinot Gris druens lidt bløde karaktertræk, hvor det er abrikos, ananas, fersken, en smule peber og lidt grillet lemon, måske endda lidt vandet, så det bliver aldrig historisk vin, men drikkevenlighed kan også noget, så dermed 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 51,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Elena Walch, Pinot Nero Ludwig, Alto Adige, Italien

2020 Elena Walch, Pinot Nero Ludwig, Alto Adige, ItalienVi har tidligere fået denne Pinot Nero Ludwig som første rødvin til et byggemøde. Dengang var det i årgang 2016 og nu blev det så sidste rødvin ved aftenens byggemøde, men blot i årgang 2020.

Elena Walch holder til i byen Tramin i Alto Aldige … faktisk næsten nabo til vinhuset Tenuta J. Hofstätter. Elena kaldes også dronningen af Alto Adige, men hun blev selv først vinbonde i 1985, da hun giftede sig ind i en gammel vinfamilie i området.

Elena bragte nye og moderne metoder til vinfremstilling ind i det gamle og traditionelle familieforetagende og har bragt vingården frem til at høre blandt eliten i området.

Hun startede også med at transformere alle sine marker i en meget kvalitetsbevidst retning. De blev genplantet med de bedste og mest kvalitative kloner, som er plantet så tæt som muligt på markerne, for at presse vinstokkene mest muligt.

I dag driver hun vingården sammen med sine 2 døtre Julia og Karoline Walch, som således er 5. generation på vingården. De ejer i dag samlet 60 hektar vinmarker, som er fordelt på to ejendomme i området, nemlig Castel Ringberg ved søen Kalteren samt Vigna Kastelaz nær byen Tramin.

Alle Elenas marker er i dag beliggende omkring disse to ejendomme, der hver især har deres unikke terroir, hvilket gør, at hun dyrker forskellige druer på hver ejendom.

Generelt fremstiller Elena Walch i dag meget drue-typiske vine, med fokus på ren frugtighed og lang elegant eftersmag. Kun de bedste vine lagres på barrique, og i hendes premium serie er hun nede under 20% på egetræsfade for at bevare mest mulig frugt og druekarakter.

Denne Pinot Nero Ludwig er lavet med druer fra marker ved byen Pinzon, der ligger højt lidt oppe fra Montan og faktisk fra marker på begge sider af dalen, hvor den ene i 400 meters højde vender mod øst og den anden i 580 meters højde vender mod vest.

Fermentering sker i både store, gamle slovenske egefade og ståltanke med maceration over 48 timer. Efter endt alkoholisk gæring er vinen også gæret malolaktisk og derefter så lagret på franske barriques i 12 måneder.

Det er en omgængelig, venlig og lækker Pinot Noir, hvor der dels er nogle noter af landlig og animalsk frugt med kirsebær, jordbær, lyse blommer og ribs, men også et stort fadpræg med hasselnøddecreme, kanel, mælkechokolade, vanilje og mentol. Det dufter simpelthen vildt godt.

Det smager også vildt godt … smagen er meget elegant, let, ren, tæt og stringent med en skarp syre, lidt bitterhed, jern, jod og en ganske frisk frugt med kirsebær, jordbær, hindbær og let lemon suppleret med en lille sort te bitterhed. Klassevin, så 95 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 339 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Giulia Negri, Langhe Pinot Nero La Tartufaia, Piemonte, Italien

2020 Giulia Negri, Langhe Pinot Nero La Tartufaia, Piemonte, ItalienJesper store forkærlighed til vinene fra Giulia Negri skulle vi også ha’ en smagsprøve på, så vi smagte derfor også den seneste udgave af hendes Langhe Pinot Nero La Tartufaia i årgang 2020.

Druerne til denne vin kommer fra La Tartufaia parcellen i 520 meters højde på Serradenari i La Morra.

Tartufaia betyder trøffeljæger og marken har dette navn, da området lige dér er meget rig  på trøfler, som den søde Barologirl og hendes crew også løbende bruger tid på at finde. De fleste af alle Pinot Noir stokkene på La Tartufaia er plantet tilbage i 2004 af hendes far.

Vinstokkene er består af de to burgundiske kloner Dijon 777 og Dijon 837 samt klon 131 fra Trentino. Som nævnt i forrige indlæg, så afstilker hun alle druerne og arbejder alene med spontangæring med druernes naturlige gærceller i store 60 hektoliters kegleformede fade over 25 dage.

Efter endt fermentering har vinen lagret 14 måneder på en kombination af 228 liters bourgognefade og 350 liters letristede tonneaux af fransk egetræ.

Jeg elsker bare duften, som vitterlig er en kombination af noget burgundisk og noget barolosk … der er violer, læder, mynte, grønne blade, cedertræ, masser af strenghed, som kun en kvinde kan få frem og så en frugt, der er helt balsamisk med kirsebær, jordbær og ribs, blomster, let peber, finsk lakrids og en snas kanel.

Den smager lidt på samme nåde, flyder gennem munden som den stille flod … bare med mere bid. Det er som tidligere smuk, feminin og danseglad hybrid mellem Bourgogne og Barolo, hvor man finder tanniner, som ellers vil gøre mange Barolo vine misundelig. Smagen er både rank, balsamisk, lemon og grapeagtig bitter, men fadpræget er også tydelig med lidt vanilje og mælkechokolade. Den har en fin og juicy smag samt en let, fin og en balanceret syre … samt en skarp tunge. 96 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 479 kr., men der kommer ikke mange flasker til Danmark og er hurtigt udsolgt.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Fattoria Mancini, Impero Blanc de Pinot Noir, Marche, Italien

2019 Fattoria Mancini, Impero Blanc de Pinot Noir, Marche, ItalienByggeaftenen omfattede alene én enkelt hvidvin, men den var så lavet på den røde Pinot Noir drue og det var denne 2019 Impero Blanc de Pinot Noir fra vinhuset Fattoria Mancini.

Vinhuset ligger ved de spektakulære klipper i Focara et par kilometer syd for havnebyen Pesaro helt ud til Adriaterhavet, tæt ved naturparken Monte San Bartolo. Det er en familiedrevet vingård, der er grundlagt i 1861.

Det er i dag seneste generation i form af Luigi Mancini, som står driften af deres i alt 20 hektar vinmarker, der – selvom de ligger helt ud mod kysten – ligger i 350 meters højde og har et kølig mikroklima og en kalkholdig sandstensjord tillader produktion af langlivede vine med en god balance mellem struktur, dybde, friskhed og elegance.

Den vigtigste druesort af Fattoria Mancini er Pinot Noir, som blev  introduceret i dette område i begyndelsen af det 19. århundrede af Napoleons administration og bevaret af familien i fem generationer af vinbønder.

Efter to århundreder med udvikling og tilpasning er denne særlige Pinot Noir nu med rette betragtet som en lokal drue. Men derudover dyrker familien også andre typiske lokale sorter som Sangiovese, Ancellotta og den helt lokale hvide druesort Albanella.

Denne Impero Blanc de Pinot Noir er lavet ved, at de hele klaser først presses nænsomt for at minimere skindkontakten mest muligt og samtidig undgå farveudtræk til vinen.

Druerne presses til, at de har mistet omkring 50% af deres vægt og derefter gærer vinen på fad ved ca. 18 grader og gennemgår så fuld malolaktisk gæring. Efter endt fermentering har den så lagret sur lie 12 måneder på 228 liter barriques.

Det er en vin, hvor du både får duftmæssig fedme og smagsmæssigt masser af stram syre. Næsen er fadfed med vanilje, karamel, fløde og smør,  crème brûlée, lemoncurd,  lakridskonfekt, nødder og virker da egentlig ganske parfumeret. Der er en frugt af bløde pærer, fersken suppleret af en distinkt kalket mineralitet.

Smagen er langt mere slank, for der er sgu godt med syre, hvilket vi jo virkelig godt kan lide. Der er sure citroner, lemon og grape, så det lige snerper i munden på skønneste vis, men det hele ender med en smule sødme, der binder tingene godt sammen. 95 point.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i nyeste årgang koster 379 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Molino di Sant’Antimo, Asso Toscana IGT, Toscana, Italien

2020 Molino di Sant'Antimo, Asso Toscana IGT, Toscana, ItalienBrunello producenten Molino di Sant’Antimo har vi været omkring et par gange og senest, da jeg smagte en flok fra 2019 årgangen af Brunello di Montalcino, men nu smager jeg også husets 2020 Asso Toscana IGT.

Det er en vin lavet på 85% Sangiovese og 15% Merlot fra udvalgte Brunello vinmarker i Montalcino området. Druerne et høstet ved optimal modenhed og vinificeringen udført efter en klassisk metode for rødvine. Vinen lagres på franske samt amerikanske barriques i mindst 12 måneder og så yderligere 3 måneder på flaske.

Allerede på farven i glasset kommer Sangiovese druen frem … nærmest lidt rødbrun, mens duften fortsætter med både tobak, rå champignon, godt med kirsebær, kirsebærsauce, jordbær, blomster, violer, skovbær, noget balsamisk sødme, vanilje og kanel.

Smagsmæssigt er det en blød vin … masser af Sangiovese frugt med kirsebær, jordbær og let svesker, en klokkeklar tørhed, noget sort te og bittersyrlige tanniner. Syren er sådan lidt balsamisk, tør og har en skinger nerve med et frisk bid. Dermed bliver vinen anderledes end 2015’eren, som var pænt sød … det er denne ikke. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker pt er 59,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Femar Vini, Gran Appasso Chardonnay, Puglia, Italien

2020 Femar Vini, Gran Appasso Chardonnay, Puglia, ItalienLuca Maroni har givet 2020 Gran Appasso Chardonnay høje point og det er jo i sig selv en slags advarsel. Vi er hos Femar Vini, der ligger i Monte Porzio Catone, der ligger tæt på Rom, men vinen her er fra det varme Puglia.

Femar Vini har en historie, der går helt tilbage til 1920’erne, hvor Manlio Mergè startede en produktion af vin og olie, hvilket så i 1970’erne blev videreført af hans søn Armando Mergè og primært lå i et område ved Frascati, Monte Porzio Catone og Agro Romano.

I 1995 omdannede Armando sammen med sønnen Felice firmaet til Femar Vini, men de ejer selv kun 40 hektar vinmarker, men opkøber mest druerne fra en lang række vinavlere i områderne Abruzzo, Puglia aka Apulien samt Sicilien.

Navnet Femar Vini refererer til Armandos søn og 3. generation Felice Mergè Armando, som i dag er drivkraften bag firmaet, som lavet masser af vin fra deres over 6.000 kvadratmeter store vineri.

Femar Vini laver vine under brands som Epicuro, Gran Appasso, Nero Grande, Masseria Trajone, Antico Ceppo, Faunus, Anfiteatro Tuscolano, Montecore og Urbe Aerterna, mens søstervinhuset ved navn Poggio le Volpi har brands som Tator, In Me og Le Volpi … foruden vine under eget navn.

Denne Gran Appasso Chardonnay er lavet med blid presning af druerne og gæring på ståltanke med lave temperaturer og efter endt fermentering er den også blot lagret i ståltankene.

I næsen er det en sødkrydret og småopulent vin … ikke megen karakter og på grænsen til det neutrale. Der er gule meloner, bløde pærer, lidt mango og ananas.

Smagen er sødlig … dog med en mørk og krydret syre, nogle lidt uklædelige sødbitre elementer, tørret abrikos, syltet lemon og lidt grillet citron, let peber og faktisk et okay bid. Det er dog lidt rustikt og klodset, men en vin mange vil kunne lide. 87 point.

Forhandles bl.a. af Meny supermarkederne, hvor en flaske koster 79,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2015 Di Majo Norante, Sassius Aglianico Riserva, Molise, Italien

2015 Di Majo Norante, Sassius Aglianico Riserva, Molise, ItalienJeg sluttede vinene fra Di Majo Norante med endnu en højoktan 15,5% top rødvin og endda med lidt alder. Vinen er denne 2015 Sassius Aglianico Riserva.

Det er 100% Aglianico, som kommer fra Contrada Camarda marken, der er på 6 hektar, ligger i 200 meters højde og har 15 år gamle vinstokke … og her er druerne først høstet rimelig sent i slutningen af november.

Vinificeringen er som med foregående sket helt traditionelt med gæring over særlig lang tid i kontakt med skindene. Efter gæringen er vinen lagret mindst 24 måneder på barrique og tonneau af fransk eg og derefter mindst 18 måneder på flaske.

WAUW … sikke en aroma, som har denne utrolige ædle duft, der er moden, lidt mulle, røg, fede fadnoter med lakridskonfekt, vanilje og kanel, mælkechokolade, karamel, flæsk og skumgummifiduser. Vinen har en mørk og munter frugt med sorte kirsebær, sorte blommer, lidt overmodne jordbær og gammel tyktflydende balsamicoeddike.

Hvor smager den godt … flyder roligt og nærmest smeltende i munden, har noget modenhed og alkoholen på 15,5% kan slet ikke mærkes, men er integreret smukt i smagen. Men så sætter Aglianico druens vilde tanniner ind … helt på den højde Barolo skala, hvor den bider og vrider sig tørt i munden. Sikke et vildt tanninbid, men det kommer samtidig med en blød og moden frugt, en cremet smag og giver dermed en vild, vild fabelagtig vin. 96 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Di Majo Norante, Don Luigi Riserva, Molise, Italien

2019 Di Majo Norante, Don Luigi Riserva, Molise, ItalienDe to sidste rødvine fra Di Majo Norante var deres to imposante topvine og den første af dem var denne 2019 Don Luigi Riserva.

Det er en vin, som primært er lavet på Montepulciano druen og endda tidligere alene 100% på Montepulciano

Men her i årgang 2019 er Montepulciano suppleret med 10% Tintillia.

Druerne kommer alle fra den 6 hektar store vinmark Contrada Cocciolete i Martarosa området. På marken i 100-150 meters højde er vinstokkene 15 år gamle. Vinificeringen er sket helt traditionelt med lang tids maceration og er efter endt fermentering lagret 12 måneder på barriques og derefter også lagret på ståltanke og flaske inden frigivelse.

Tintillia har jeg vist ikke skrevet om før her på vinbloggen, men det er en rød drue, som dyrkes i meget små mængder i Molise i det sydlige Italien. Dens nøjagtige oprindelse er ukendt, selvom dens navn menes at være afledt af det spanske ord tintilla, der henviser til den plet, der efterlades på duge af druens dybe røde saft.

Tintilia vinstokkene giver mellemstore, ægformede bær i forholdsvis løse klaser og under modningen vil nogle bær endda løsne sig, hvilket blot gør klaserne endnu mindre og sænker vinstokkens udbytte yderligere.

Vine på Tintilia har en tendens til en rig, rubinrød farve og er fyldige, med tydelige – men dog bløde – tanniner. De er for det meste høje i alkohol, men det balanceres normalt af en meget aromatisk og saftig natur. Typiske smagsvarianter omfatter svesker, blommer, sure kirsebær, lakrids og sort peber.

Tintilia var engang den mest plantede sort i Molise vinregionen, men på grund af det lave udbytte, så blev sorten stort set opgivet efter 2. verdenskrig, da producenterne ønskede mere højtydende og rentable alternativer.

Men i 1990’erne fik Tintilia dog en stor opblomstring takket være nogle få – men omhyggelige – producenter, bl.a. være indførsel af appellationen Molise del Molise DOC i 1998.

Det blev så ekstra forstærket i 2011, da Tintilia fik så helt egen appellation Tintilia del Molise DOC. I dag indgår druen i flere og flere vine, men er fortsat forholdsvis sjælden.

Nok snak … lad os smage vinen, som i øvrigt trækker en højoktan på hele 15,5% alkohol.

I næsen er det et helt kraftværk … powervin med både fadpræg og en mørk, fyldig frugt af sorte kirsebær, kirsebærlikør, svesker, dadler, blommer og blåbær suppleret af kakao, mørk chokolade, vanilje og derudover lidt nøddekompot, ristede hassenødder. kastanjer samt lakridskonfekt.

Smagsmæssigt er vinen fuldstændig mundsmeltende, men man får en smule alkoholvarme og rammes samtidig af noget peber, tør frugt med blommer, sorte kirsebær, blåbær … og så sætter tanninerne ind med et sindssygt tørt bid. hvor de sætter sig vildt rund i munden og masserer gummerne suppleret med lidt letbitre noter af grape samt lemon og sætter virkelig et markant aftryk midt i munden. Slam. Det er tørt, fedt og koncentreret … flot vin og klart 94 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 379 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Di Majo Norante, Contado Aglianico Riserva, Molise, Italien

2017 Di Majo Norante, Contado Aglianico Riserva, Molise, ItalienAglianico druen – vi nok mest kender fra Basilicata, Apulia og Campanien – kaldes ofte for sydens Nebbiolo og selvfølgelig laver Di Majo Norante også vin på Aglianico … og her smager vi deres 2017 Contado Aglianico Riserva.

Her kommer Aglianico druerne fra marken Vigneto Camarda, der her 22 år gamle vinstokke, ligger i 200 meters højde og samlet er på 35 hektar. Alle druerne er høstet relativt sent i slutningen af oktober og start november.

Efter høsten er der sket en langsom gæring og maceration i ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring og så er vinen herefter lagret sammmenlagt 3 år, heraf mindst 1 år på barriquefade samt tonneaux … og  resten af tiden ellers i ståltankene,

Sikke fed, lækker, varm og kropstung næse, hvor der er masser af fadpræg med røg, træ, tjære, tobak, brændte noter, noget chokolade, vanilje, mælkede noter samt en opulent frugt med blåbær, brombær, godt med sorte kirsebær samt blommer, medicinkasse, balsamico og søde krydderier.

I munden er det en blød, cremet og fyldig vin … masser af sorte kirsebær, blommer og solbær, mens samtidig en blød, mørk og frisk syre med en smule lemon, grape og Campari bitterhed og så ellers knastørre og stringente tanniner, der sætter sig i munden med en lammende kindhest … alligevel med sødblød lækkerhed. 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Di Majo Norante, Sangiovese Terre degli Osci, Molise, Italien

2020 Di Majo Norante, Sangiovese Terre degli Osci, Molise, ItalienSå stod den derefter på rødvinene fra Di Majo Norante og den første var denne 2020 Sangiovese Terre degli Osci … en IGT vin lavet på ren Sangiovese druer.

Her kommer druerne fra de to marker Martarosa og Ramitello, der samlet er på 25 hektar og ligger i 50-100 meters højde med stokke, der gennemsnitlig er omkring 20 år gamle.

Efter høsten har vinen gennemgået gæring og maceration over en måneds tid efterfulgt af en malolaktisk gæring og så lagret både på egefade og i ståltanke inden aftapning på flaske og yderligere lagring 3 måneder på flaske. Der laves årligt 200.000 flasker af vinen.

Det dufter sgu rigtigt godt … klart mørkere, varmere og mere faglagring i forhold til dens toskanske søstre, så dermed får du både smørristede svampe, læder, lakrids, mælkechokolade, vanilje, kanel og frugt med kirsebær, kirsebærsauce, jordbær og sødlig, fedbitter, gammel balsamico med likøragtig lækkerhed.

I munden er det også en kraftig, rund, blød og let sød vin, hvor man omgående mærker den mørke power. Dermed bliver det maskulint, en smule opulent og kraftigt med koncentreret kirsebærsauce, lidt peber og grønne krydderier, timian, en fin syre med lidt lemon, mens tanninerne er vilde som Sangiovese altid skal være, så også tjek ved det. Dermed får du klare toskanske Sangiovese dyder, som bare er gaveindpakket lidt mere svulstigt. 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7