Tag-arkiv: Frankrig

2017 Domaine Daniel Rion & Fils, Bourgogne Passetoutgrain, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Daniel Rion & Fils, Bourgogne Passetoutgrain, Bourgogne, FrankrigDomaine Daniel Rion & Fils ligger ved den lille by Prémeaux syd for Nuits-Saint-Georges. Nu smager jeg en 2017 Bourgogne Passetoutgrain … den oversete Bourgogne appellation, der med muligheden for at blande Pinot Noir med Gamay bygger bro til Beaujolais.

Domaine Daniel Rion & Fils er grundlagt i 1955 af Daniel Rion, som havde arvet en 2 hektar vinmark i Vosne Romanée efter hans bedstefar. Men druerne  fra marken solgte Daniel til et lokalt negociantfirma … først i 1978 – da sønnerne Christophe og Olivier kom ind i foretagendet  – begyndte man at flaske og sælge vinene under eget navn

Sønnerne opkøbte yderligere vinmarker og byggede også et nyt vineri med en større vinkælder og smagerum. Daniel gik selv på pension i 1995, så lige siden har Christophe og Olivier Rion stået for driften i Domaine Daniel Rion & Fils.

I dag har vinhuset 18 hektar vinmarker i hele 18 forskellige appellationer omkring de 6 byer i Côte des Nuits og Hautes-Côtes, nemlig Prémeaux, Nuits Saint Georges, Vosne Romanée, Chambolle Musigny, Vougeot and Marey-les-Fussey.

Den årlige produktion ligger på 800 hektoliter, hvilket giver omkring 100.000 flasker vin, hvoraf omkring 75% eksporteres.

Her har vi fat i husets Bourgogne Passetoutgrain, en vin lavet på 2/3-dele Pinot Noir samt 1/3-del Gamay fra 30 år gamle vinstokke. Efter høst afstilkes druerne for at undgå den mest barske garvesyre og grønne smagsnoter og derefter udblødes druerne et par dage.

Vinificeringen sker i åbne, rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage og har – så vidt jeg kan se – heller ikke lagret på egetræ eller i hvert fald i en kort periode og en passetoutgrain skal da også helst drikkes helt ung. Det er en vin, som jeg tidligere har smagt i 2015 årgangen, men her er det altså 2017.

Hold da op … i modsætning til 2015’eren, så er der skrald på duften her med klare Beaujolais bondsk landlighed, mødding, mejeri og så lidt kødfuld med mørke kirsebær, tranebær, tonsvis af blomster og blomsterpollen og saftig vellyst. Det suppleres med lidt søde krydderier … sådan lidt brovten og våd.

Smagsmæssigt er det en saftig, bondsk og rustik vin med kraft, saftige mørkerøde kirsebær, tranebær, brombær, moreller og så en simpel, enfoldig og ligetil syre. Der er samtidig masser af den … altså syren, der suppleres af kraft og let bitterhed. Bondevin i ordets bedste forstand.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 109,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Domaine Sipp Mack, Pinot Noir Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Sipp Mack, Pinot Noir Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigDet er mest hvidvin, som vi smager fra Jacques og datteren Carolyn på Domaine Sipp Mack i Alsace, men de laver også rødvin og det er bl.a. denne 2018 Pinot Noir Vieilles Vignes.

Druerne til vinen kommer fra nogle af husets kalkstensholdige vinmarker i Hunawihr, hvor der er 40 år gamle vinstokke med Pinot Noir.

Druerne er høstet ved optimal modenhed og i 2018 startede Sipp Mack allerede høsten i august. da det var et meget varmt år. Efter en nænsomme selektering er der så sket afstilkning af druerne, hvorefter fermenteringen er startet med koldmaceration og efterfølgende gæring på ståltanke i 10 dage, hvorefter vinen er lagret omkring 12 måneder med 20% på 2 år gamle franske egefade samt de 80% stål i ståltankene.

Næsen er – overraskende – utrolig burgundisk og er slet ikke grøn og kantet, som Pinot Noir fra Alsace ofte kan være. Vinen er let, sart, fin og slank med lys frugt, jordbær, kirsebær, ribs og en snert af skarpe granatæbler, let fennikel, saltlakrids og tør træ.

Smagen er ren, frisk og igen forbløffes jeg over det fine og rene balance, som vinen har. Der er ribs, rabarber og smagen er bare så smooth, glat og frugtrig med en snert sødme, silkefine tanniner, en levende, legesyg og spændstig syre. Det er venligt, læskende og samtidig alvorligt godt … og til prisen lidt et scoop. Way to go Jacques.

Forhandles ved Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Domaine Delhomme & Co, Rouge de la Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Delhomme & Co, Rouge de la Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigDe to unge biodynamiske vinavlere Antoine og Baptiste Delhomme driver Domaine Delhomme & Co, der ligger lidt ude på landet mellem Treigny-Perreuse-Sainte-Colombe og Saint-Amand-en-Puisaye på grænsen mellem Yonne samt Nièvre … to af de vestligste departementer af Bourgogne og næsten helt i Loire.

Flere tager da også fejl og skriver, at Domaine Delhomme & Co holder til i Loire … men vi nærmer os altså også og er dermed klart et stykke fra den mere kendte mainstream del af Bourgogne.

Nå men det altså derfra, at vi nu smager næste vin … en 2019 Rouge de la Pinot Noir fra Antoine og Baptiste Delhomme, hvor den ene af brødrene allerede har smidt bukserne oppe ved baren, hvis det altså er brødrene, der er illustreret på etiketten.

Antoine og Baptiste startede deres vinhus tilbage i 2015 og har samlet 6,5 hektar vinmarker, der ligger både syd for Yonne omkring Puisaye-Forterre samt nord for Nièvre på skråningerne af Tannay. Alt dyrker fuldstændig økologisk og biodynamisk uden brug af hverken pesticider eller kemisk gødning.

Fætrene fokuserer på mangfoldighed og har plantet druesorter, som tidligere var udbredt i dette område, bl.a. Sacy og Savagnin, men de har også sorter som Chardonnay, Aligoté og Pinot Noir. Markerne bearbejdes både med en gammel traktor og med trækhesten Basile, som de låner af deres nabo Cyril.

I kælderen arbejder de også med respekt for den lokale terroir, hvorfor de kun bruger druernes naturlige gær og tilsætter intet til vinene udover ganske lidt svovl ved flaskning … men kun, hvis det er absolut nødvendigt. Der arbejdes også både med tønder, kar samt amforaer i kælderen.

Der høstes manuelt i små kasser for at undgå beskadigelse af druerne, mens afstilkning sker ved håndkraft. Druerne presses også manuelt i en over 100 år gammel træpresse – igen alt er som i de gode gamle dage. Tingene tager lidt længere tid, men respekten for druerne og mosten skinner igennem i hver en flaske.

Denne Rouge de la Pinot Noir er lavet med kort gæring og maceration over 5 dage, hvorefter den pressede vin er lagret 10 måneder på 600 liter fade. Selvfølgelig uden indblanding af alt muligt snavs og endeligt flasket uden tilsætning af snavs.

Næsen er klart mere burgundisk end biodynamisk, har denne elegante, lette og lyse side med nogle landlige, flæskede noter med røget kød, bacon, hængt kød, svag mejeri, gæret frugt med kirsebær, jordbær, tranebær, tobaksblade, våde egefade og kalkagtige noter.

I munden har vinen en læskende, let og sødmefuld smag. Der er jordbær, kirsebær og måske endda anstrøg af lidt blommer. Det er ikke en fin, feminin burgundisk vin, men en vin med saftig, blød og rund balance. Der er kul, bly, koks, en mineralsk nerve og syre, som samtidig giver vinen en slank rygrad. Det er virkelig en vin, der har mange sider, saftig, slank, frugtrig, frisk, mineralsk, læskende og samtidig venlig og nem at drikke. Love it.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 205 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 La Grange de l´Oncle Charles, Rouge, Alsace, Frankrig

2019 La Grange de l´Oncle Charles, Rouge, Alsace, FrankrigPå Rue de la Fecht i den lille by Ostheim knap 8 kilometer nord for Colmar finder vi den unge vinmager Jérôme François, der driver det lille biodynamiske vinhus La Grange de l´Oncle Charles.

Jérôme François er egentlig uddannet tømrer, men da han arvede lidt vinmarker fra sin bedstefar, så lånte en gammel stald fra sin onkel og startede med af lave vin. Da hans onkel hedder Charles, så kom vinhuset til at hedde La Grange de l´Oncle Charles, som direkte kan oversættes til; min onkels stald.

Det var i 2014, at Jérôme François droppede jobbet som tømrer og kastede sig over livet som vinbonde. I dag har han samlet 5,5 hektar vinmarker, der ligger ved byerne Ammerschwihr, Zellenberg, Kaysersberg og Ribeauville.

Alle markerne dyrkes biodynamisk og Jérôme laver naturlige vine, der afspejler det lokale terroir. Han høster druerne med meget lavt udbytte – i gennemsnit 25 hektoliter pr. hektar – og griber så lidt ind i produktionsprocessen som muligt.

Det gælder også denne Rouge, som er lavet på 100% Pinot Noir, der er gæret helt ud og så efter endt fermentering lagret sur lie på fade i 12 måneder, hvorefter den er flasket helt uden brug af svovl.

I glasset er det en lys og transparent-uklar-grumset vin med en let, herlig, smuk duft … ren bio-mødding-brændtnytårskrudt-saftagtig aroma. WAUW. Den har denne lyse, saftig, læskende og syrlige og småsure smukke frugt, jordbær, rabarber, kul, fennikel, kål samt en lille fræk sødlig kant og lidt sagte fadnoter med en snert vanilje.

Det smager næsten også, som det dufter … utrolig intens og så alligevel let smag med jordbær, ribs, granatæbler, tranebærjuice, lidt peber, saltede mineraler og godt med krydret samt let styrende og ætsende syre. Det er stramt, frisk, saftig, læskende og frisk … samtidig vildt charmende, så Houlberg er fan.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 205 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Château Malijay, M de Malijay Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2019 Château Malijay, M de Malijay Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigDenne M de Malijay Côtes du Rhône fra Château Malijay har jeg er særligt kærligt forhold til, for det er en vin, som jeg har smagt et par gange tidligere og været ganske begejstret for … og det er jeg fortsat.

Vinslottet Château Malijay ligger lidt nordøst for den lille by Jonquières tæt på Orange og ikke langt fra Vacqueyras og Gigondas.

Slottet har eksisteret siden 1200-tallet og blev genopbygget i sin nuværende form i det attende århundrede. Men der har siden 1600-tallet været lavet vin på slottet … de første optegnelser om salg af vin fra slottet stammer fra 1562.

Omkring 1780 var ejendommen ejet af adelsmanden Légier Monfort, som nedrev de daværende bygninger og genanvendte stenene til opførelse af det nuværende smukke slot

Gennem tiden har slottet haft mange forskellige ejere, men i 2007 blev det købt af familien Deltin. Pierre Deltin var farmaceut og ejede laboratorier samt apoteker i Marseilles, men havde en drøm om at bo på et slot og producere vin.

Hans datter Aude Deltin var uddannet journalist og arbejdede for fransk TV i Paris, da faderen overtog Château Malijay og gav sig i kast med vin.

Aude kastede sig – med lige så stor iver som sin far – over projektet og blev så grebet af livet som vinbonde, at hun droppede journalist karrieren og begyndte at læse til agronom.  I dag er det Aude, der er frontfigur på slottet, både hvad angår produktion, salg og markedsføring.

Samlet har Château Malijay 125 hektar vinmarker med en betagende udsigt til både Mont Mirail og Mont Ventoux bjergene. Vinmarkerne er primært beplantet med Grenache samt Syrah og over halvdelen af stokkene har en alder på over 40 år, mens 15% er over 80 år gamle.

Denne M de Malijay Côtes du Rhône er lavet på 50% Grenache, 45% Syrah og 5% Mourvèdre, høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og er vinificeret i store betonkar med gæring og maceration i 15 dage og efter en malolaktisk gæring lagret i rustfrie ståltanke på bærmen i 6 måneder.

I næsen er det så dejlig Rhône med mørk, tør, flæsket og urtet duft, en småkølig landlighed, godt med blæk og en frugt, der er en smule gæret med brombær, blommer, enebær, lakridsrod, rå og røget kød samt en rustik syrlighed.

Smagsmæssigt er vinen måske en kende sødere end både årgang 2015 og 2016, som jeg sidst smagte vinen i. Det er fortsat en kødfuld vin med en rå kraft, saftighed, chokolade, blommer, mørke bær, sorte kirsebær, et tørt tannisk bid, lidt peber og yderst fyldig i munden. Uh hvor det smager godt og vinen er svær ikke at knuselske … og til prisen voldsom flot balanceret rhônevin.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr. men i øjeblikket på tilbud til 99 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Domaine Dujardin, Monthélie 1er Cru Les Vignes Rondes, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Dujardin, Monthélie 1er Cru Les Vignes Rondes, Bourgogne, FrankrigDen anden røde 1er Cru vin fra Domaine Dujardin er Monthélie  1er Cru Les Vignes Rondes, som jeg også smagte i samme årgang.

Les Vignes Rondes er en vinmark, der ligger ved grænsen til Volnay og anses for at være  den mest kendte 1er Cru mark i Monthélie.

Terroiret her er mere groft og med større sten end hvad der er at finde i husets anden 1er Cru vinmark Les Champs Fulliot. Druerne er høstet manuelt med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar. Ellers er vinen lavet på næsten samme måde som forrige Les Champs Fulliot.

Hvor stor andelen af afstikede druer er, fremgår ikke, men den varierer fra år til år og således afstilkede han fx i 2019 alene 50% af druerne til netop denne Monthélie 1er Cru Les Vignes Rondes, mens alle druer til Les Champs Fulliot blev afstilket i årgang 2019.

I vinifikationen er gæring og maceration sket over 10-15 dage med pigeages og remontage forholdsvis få gange i perioden. Det er Pauls klare vision, at lave så lidt ekstraktion som muligt i vinificeringen og dermed lade vinene stå så rene som muligt, således de afspejler det lokale terroir bedst muligt, hvorfor ekstraktionen er meget lav.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på franske 228 liter barriques, hvoraf 20% er nye fade. Efterfølgende er vinen så lagret 6 måneder på tank, inden den blev flasket. Vinen er ikke filtreret.

Næsen minder på flere måder om den foregående søstervin, lidt mørk og svagt flæsket i aromaerne, hvilket så suppleres med tør frugt, næsten lidt tørret i det. Det er jordbær, boysenbær, ribs med denne tørre, støvede og ældre modenhed, blæk, violer, blomster og sarte Pinot Noir samt små strejf af lakrids, våde fade, træ samt lys syrlighed.

Smagen har en lidt mere robust syrlighed end Les Champs Fulliot, men samme fine, grønne og lette elegance. Det er frisk lys frugt, ribs, jordbær, hindbær, jern, mineraler og renhed, svag bitterhed og igen er det skruet forbasket godt sammen. Det er vitterlig raceren og fin burgundisk vin af bedste skuffe.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 295 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Domaine Dujardin, Monthélie 1er Cru Les Champs Fulliot, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Dujardin, Monthélie 1er Cru Les Champs Fulliot, Bourgogne, FrankrigFedt … de to rødvine fra Domaine Dujardin var netop fra appellationen Monthélie AOC og deres to 1er Cru marker, hvor den første blev 2018 Monthélie 1er Cru Les Champs Fulliot.

Der findes samlet 15 vinmarker i Monthélie AOC klassificeret som 1er Cru og de ligger enten tæt på Auxey-Duresses eller øst i Monthelie tæt på Volnay.

Les Champs Fulliot er en af de allerfineste i Monthélie med en perfekt syd/sydøstlig eksponering og en undergrund med rød jord og sten. Druerne er høstet manuelt med et udbytte op 35 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med 30% hele drueklaser og gæring samt maceration over 15-20 dage med pigeages og remontage forholdsvis få gange i perioden. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på franske fade, hvoraf 10% er nye fade. Efterfølgende er vinen lagret 6 måneder på tank, inden den blev flasket. Vinen er ikke filtreret.

Næsen er overraskende og mørkere end lige forventet med kødfulde, landlige noter, flæsk, fedt, skocreme, masser af blomster, violer, dybe, våde fade, træ, masser af træ, jordbær, rabarber, hyben, lakrids, ædel modenhed, lidt mulle noter og så samtidig med Pinot Noir druens lette, fine, sarte og elegante flavour. Det suppleres til sidst med lidt svag sødme og let kanel.

Smagen er let, smooth og cremet … langt mere klassisk burgundisk og lettere end duften. Det hænger vildt godt sammen. Der er en fin, lys, grøn smag med en frugt, som er småsure blommer, jordbær, ribs, hindbær, fine og runde tanniner, let bitterhed, krydderier og bare så rent og frisk, Vitterlig lækker vin og dermed 6 store fingre. Det er vinen, som bare vinder og vinder i glasset.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 320 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Domaine Dujardin, Auxey-Duresses Blanc, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Dujardin, Auxey-Duresses Blanc, Bourgogne, FrankrigDomaine Dujardin ligger på Grande Rue i Monthélie … en lille søvnig vinby med kun 194 indbyggere og vel beliggende 7 kilometer sydvest for Beaune i Bourgogne. Derfra smager jeres flittige vinblogger 3 forskellige vin og starter med denne 2019 Auxey-Duresses Blanc.

Ved Monthélie ligger der 158 hektar vinmarker lige i hjertet af Côte de Beaune mellem de tre kommuner Volnay, Meursault og Auxey-Duresses. De 42 hektar er til regionale vine, 108 hektar af dem er indenfor appellationen Monthélie AOC og yderligere 31 hektar er 1er Cru marker.

Domaine Dujardin ligger i den nordlige udkant af landbyen Monthélie på et af de allersmukkeste steder i Bourgogne, selvom den lille appellation og by ikke er så berømt som sine langt mere efterspurgte naboer. Men skrånende gyder, smukke bondehuse, slottet og den gamle kirke … alle omgivet idyllisk af vinmarker har gjort den ellers diskrete landsby til den måske mest fotograferede vinby i hele området.

Domaine Dujardin drives af familien Dujardin, nemlig af far og søn, Ulrich Dujardin samt sønnen Paul. Ulrich er selvlært vinavler og var tidligere skolelærer for handicappede i Dijon, men kom til Monthélie i 1986 på grund af glødende passion for vin.

Der arbejdede for Bouzerand på Domaine Bouzerand i 18 år og overtog langsomt ansvaret for produktionen af vinene. Men det var fortsat med et stort hjerte for de dårligere stillede, så ofte ansatte han handicappede til hjælp i vinmarkerne.

Efterhånden som Ulrich Dujardin overtog alle opgaverne i vinhuset med beskæring, høst, produktionen af vinene og markedsføring, så endte det med, at Bouzerand i 2008 solgte halvdelen af domænet til Ulrich … og det blev starten på Domaine Dujardin.

Ulrich Dujardin har samlet 8 hektar vinmarker, bl.a. med to 1er Cru marker i Monthélie AOC, nemlig Les Champs Fulliot og Les Vignes Rondes, men derudover har de også marker i appellationerne Beaune, Monthélie, Meursault samt Auxey-Duresses.

Den gode Ulrich Dujardin har sammen med hustruen Catherine samlet 3 børn, nemlig Paul, Margaux og Luc, hvor Paul allerede er godt med i driften og så småt er begyndt at overtage produktionen af vinene. Ulrich er nu højt respekteret i den lille by og er endda også formand for det lokale vinsyndikat Vignerons de Monthelie en Bourgogne.

Der er ingen stridigheder mellem far og søn, men vinmæssigt har de to meget forskellige stile. Paul er mere tilhænger af en lidt mere elegant og floral stil, hvilket afspejler sig i mindre brug af nye fade og en vinificering, der ungår for meget ekstraktion. Paul får stadigvæk gode råd fra sin far, men fra årgang 2019 er det alene Paul, der bestemmer vinificeringen.

Familiens arbejde i markene er præget af en bæredygtig tilgang med begrænset brug af uden brug af pesticider og herbicider, men man er ikke økologisk certificeret, da man fortsat ønsker at kunne håndtere druerne selv i dårlige årgange og beskytte sig selv mod utilregnelig og dårlige vejrforhold. Det er den driftsform, som i Frankrig kaldes Agriculture Raisonné.

Den første vin i glasset af fra nogle af husets marker ved nabobyen Auxey-Duresses, selvfølgelig 100% Chardonnay høstet med et pænt udbytte på 50 hektoliter pr. hektar. Efter den manuelle høst bringes druerne til vineriet, hvor de presses med det samme. Gæring sker i 228 liter franske barriques … og den malolaktiske gæring, hvorefter vinen så har lagret 11 måneder i barriques, heraf 10% nye fade.

Duftmæssigt er det ikke fed fadpræget Chardonnay, men har fabelagtig fin og sart elegance med brændte og ristede nødder, pærer, honningmelon, fersken, kridt og kalkede elementer, jern, svag citrus … meget beskeden og tilbageholdende i aromaerne, selvom der egentlig er masser af prale af.

I smagen er der mere pondus, men det er uden at miste elegancen, for der er bundtræk i frugten, som virker mere tropisk med fersken, småsur ananas, lemon og en snas krydderier. Den har slank tørhed, lidt bitterhed og måske endda også lidt citron. Man mærker også, at det fortsat er en meget ung vin, for der er spændstighed, ung og kantet syre og utæmmet friskhed. Det er en klart ren og frisk burgundisk vin, som er elskelig som bare pokker.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Domaine Palon, Gigondas, Rhône, Frankrig

2019 Domaine Palon, Gigondas, Rhône, FrankrigDomaine Palon ligger ved foden af ​​Dentelles de Montmirail lidt sydvest for Gigondas på Route de Vacqueyras og drives af den ihærdige Sébastien Palon. Den næste vin er netop derfra … en 2019 Gigondas.

Palon er 4. generation på domænet, der oprindelig blev grundlagt tilbage af Sébastiens oldefar, mens hans bedstefar Jean Palon også var med til at grundlægge det lokale kooperativ La Cave Gigondas tilbage i 1956 … hvortil familien i mange år leverede deres druer til.

Men den tradition brød Sébastien Palon i 2003, da han et par år forinden havde  overtaget driften af vingården fra sin far Jean-Pierre Palon, selvom faderen endda havde været præsident for selvsamme kooperativ fra 1978 til 2001.

Sébastien begyndte nemlig selv i 2003 at vinificere og aftappe vin far en ny kælder og slog hurtigt sit navn fast, som en ung, dygtig og talentfuld vinmager i området. Han har samlet 15 hektar vinmarker i både Gigondas og Vacqueyras … alle marker har siden 2019 været under omlægning til økologisk drift.

Der laves alene 5 forskellige vine på Domaine Palon … en rosévin kaldt Fleurs du Bary, en hvid Vacqueyra, en bag-in-box vin kaldet Le Petit Palon, en rød Vacqueyras og denne Gigondas, som er er lavet på 80% Grenache, 15% Syrah og 5% Mourvèdre.

Druerne er høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar og vinen er gæret 30 dage i betontanke med piegage to gange dagligt og efter endt fermentering er 1/3-del af vinen lagret 6 måneder på foudres – resten i betontankene – inden aftapning på flaske.

WAUW … dyb, flæsket næse med baconfedt, flæsk, mejeri, ymer, bark, blæk, grafit, solbær, blåbær, blommer og svesker, tør engelsk lakrids, stor tørhed i det hele taget, kakaopulver, bitter chokolade, god med power, lidt estragon og så samtidig en vis kølighed med våde sten, urter og lidt Nordrhône gener.

Smagsmæssigt er det også en kraftig vin med mørk frugt, solbær, brombær, måske endda lidt kandiseret i frugten, for der er også lidt sødme, peber og massiv tæthed som en knytnæve lige i solar plexus. Vinen har en vild god balance, et modent udtryk, stor fyldighed, tør jord, mineraler suppleret med kakao og bitter chokolade samt krydderier. Flot rhônevin med svulmende maskulinitet og klart 5 store fingre med pil op.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen er 183,20 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis, Bourgogne, FrankrigKonen næsten skreg på hvidvin, men det kunne jeg da heldigvis løse med lidt burgundisk, nemlig en Chablis fra Domaine Joëlle Vrignaud og her endda i en nyere årgang 2019.

Vinhuset Domaine Joëlle Vrignaud ligger i Premier Cru området Fourchaume i Fontenay-Près-Chablis og drives af Joëlle Vrignaud som 5. generation. Modsat de tidligere generationer, så stoppede Joëlle i 1992 med blot at sælge druerne, men begyndte i stedet for så at producere og tappe hendes egne vine.

Domaine Joëlle Vrignaud har samlet 5 hektar vinmarker fordelt på de forskellige appellationer Petit Chablis, Chablis, Chablis Premier Cru Fourchaume og Chablis Grand Cru Blanchot. Markerne drives fuldstændig økologisk.

Denne Chablis fra Joëlle Vrignaud er hendes basis Chablis … hvor druerne kommer fra omkring 30 år gamle vinstokke plantet på de kalk- og fossilholdige vinmarker La Bralée, Champréaux, Chasse Loup, Etang, Chemin Des Chaumes og Les Usages.

Den er en Chablis lige inden niveauet Premier Cru vinene. Hun har lavet vinen med så lidt indgriben som muligt, dvs. spontangæring på rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller samt en efterfølgende malolaktisk gæring og lagring sur lie i ståltankene. Sluttelig er vinen flasket med et minimum af svovl.

Sikke fin næse med stål, sten, flintlås fra et gammel musketergevær, kalk og selvom vinen virker næsten lidt olieret i duften, så er vinen ikke fed, men har alligevel nogle små sødlige aromaer, mens frugten mest er melon og fersken. Der er også citroner, blomster, nogle skarpe og krydrede noter, som supplerer sødmen.

Smagen er stringent med røg, salt og masser af flint, stål, sten, men slet ikke så syrlig som 2018’eren. Der er dog fortsat citroner, grape og kalkede mineraler. Dermed fremstår vinen stenet, cool, crisp, ren og frisk. Der er masser af liv i vinen, fin bitterhed og en livlig, krydret kant … frisk og direkte. Der er nogen overlegent ved denne vin, som har småfyldig frugt, stoisk rolig og fin syre, mineralitet samt en fin tilbagelænet balance … og til prisen et kanonkøb.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 125 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7