Næste cider blev klart min favorit i testen … det er denne Cidre Fermier Lemasson Brut fra Damien Lemasson … et lille ciderhus, der ligger ved byen Cametours i Normandiet ved omkring 30 kilometer nord for den velkendte Mont Saint-Michel.
Lemasson har været bønder i flere generationer, men siden 1999 har det været Damien Lemasson, der har stået for driften. Han stod også i 2004 bag flytningen af familiens landbrug og ciderhus fra Courcy nær Coutances til Cametours, hvor han nu har 10,5 hektar jord, hvoraf 7,5 hektar er æbleplantage, mens resten består af græsarealer til alle gårdens dyr.
Produktion af cider har altid været en del af familiens tradition og Damien har øget dette via hans lidenskab for cider. Markerne dyrkes fuldstændig økologisk … hvilket også gjaldt tidligere, hvorved de har været certificeret økologiske siden 1988. De dyrker ikke mindre end 22 forskellige æblesorter, som Damian Lemasson elsker at eksperimentere med til de mange forskellige cidere.
Lemasson er er altid klar på at prøve nye typer æbler, fadlagring og gæringstid, men sikker og perfektionistisk i sin tilgang. Det gælder for både cidere og de stærkere Calvados.
Denne Cidre Fermier Lemasson Brut er lavet på 3 forskellige æblesorter, nemlig Cartigny, Marin Onfroy og Closette, som alle kommer fra en æbleplantage ved Cotentin lidt længere nord for ciderhuset. Cideren er vildgæret er selvfølgelig lavet med 2. gæring på flaske og den har 5% alkohol.
I glasset er denne cider langt mere mørkegul og grumset … og duftmæssigt endnu vildere. Næsen er bio-bio, landlig, animalsk mødding og stald med kål, krudt, sved og vilde frisksankede urter, overgærede halvrådne æbler, estragon samt lettere oxiderede noter, men for pokker hvor dufter den interessant … og vildt. Næsten som ren orangevin eller naturvin.
Men smagsmæssigt bliver det langt mere straight … cremet, blød, blid og intens frugtsmag med en lækker sødme. Det virker som om, at sødmen i denne cider er større end foregående cider, masser af modne æbler med let strejf af ananas … alt sammen letløbende og comfortagtigt. Den er let perlende, men også kun meget lidt, men det gør egentlig kun, at vinen føles sart, dejlig sød og meget behagelig. Jeg bliver sgu imponeret.
Forhandles af Ciderrevolution, hvor en flaske koster 100 kr.
Hvad er mere passende end at starte smagningen af ciderne fra Ciderrevolution med denne La Revolution du Cidre Vaincra ? For cideren er nemlig lavet i et samarbejde mellem Cédric Le Bloas på Cidrerie du Léguer i Lannion nordøst for Brest og Ciderrevolution.
Cidrerie de Léguer er en lille ciderproducent, som drives af et lille team bestående Cédric Le Bloas, hustruen Kate, katten Jasper og labrodoren Goël, hvor sidstnævnte har hele ansvaret for sikkerheden, når han altså ikke sover. Kate står for marketing og økonomi, mens Cédric laver ciderne.
Parret har samlet 6 hektar æbleplantage og alt høstes manuelt, mens markerne aka plantagen dyrkes fuldstændig økologisk og det er alene med at klippe græsset og beskære træerne, mens der bliver ikke brugte hverken pesticider eller andet skidt.
Cédric høster frugtplantagerne 3 gange fra oktober til december og lægges hver gang til yderligere modning, før de presses omkring 3-4 uger. Han kører med en lang gæringsproces, hvor den første gæring varer 5 måneder efterfulgt af en 2. gæring i flasken på 3 måneder.
Denne La Revolution du Cidre Vaincra er lavet sammen med Paw og Kristoffer fra Ciderrevolution, men ikke på de klassiske cideræbler, men i stedet på franske spiseæbler. Der tilføjes ingen sulfitter, så det er således en cider lavet af ren juice, naturligt mousserende og spontangæret. Der er alene lavet 2.000 flasker af cideren.
WAUW … sikke da en lækker, landlig og animalsk duft, kan klart minde om lidt naturvin med vel nærmest med duft af gærede æbler, stikkelsbær, kostald, grønne blade, karamel og sødme. Vildt hippie-bio-bio landlig aroma, hvor sødmen hele tiden ligger og spreder fredfyldt karma i næsen.
Smagsmæssigt er det let, levende, frisk og supersaftig cider med sødme, meget fine, sart, afdæmpede og spinkle bobler, som gør den let perlende uden at virke anmassende med et utrolig behageligt brus, som får frugten til at sprede sig blidt i munden. Det er saftige søde æbler og cideren har en frisk, sødsyrlig, læskende og mostet smag, som gør den vildt behagelig. Det smager megagodt.
Forhandles af Ciderrevolution, hvor en flaske koster 100 kr.
Indrømmet … jeg er ingen specialist i cider, selvom det – som vin – egentligt blot er gæret frugt. De fleste herhjemme kender mest til cider i form af det søde sodavandssprøjt, som man køber i supermarkedet og reelt ikke har noget at gøre med vaskeægte cider.
Men i specielt Bretagne og Normandiet i Frankrig samt den sydvestlige del af England tager man sin cider seriøs … meget seriøs. Nu er Danmark også ved at vågne op og flere producenter dukker nu op, men specielt de to gæve gutter Kristoffer og Paw vil åbne danskernes øjne for ægte velproduceret cider. De er ciderguerillaer, som har startet Ciderrevolution med både salg af cidere og produktion af cidere.
Danmark har nemlig også alle forudsætninger for at blive et stort land for produktion af god cider, da vi traditionelt set er et æbleland. Vi har nogle af verdens bedste frugter, så basis for at lave klasse cider er absolut til stede.
Hvad er ægte cider?
Det meste cider vi kender herhjemme er lavet på æblemost tilsat vand og alkohol, men det er ikke rigtig cider og mangler både duft, krop, smag, hjerte og sjæl i forhold til rigtig cider.
Cédric fra Cidrerie du Léguer
Rigtig cider er reelt lavet ligesom champagne … altså med en første- og en andengæring, men dog med meget kortere lagring på flaske. I princippet laves der først en most af pressede æbler, hvorefter den skal gære/fermentere nogle uger. Derefter omstikkes cideren og så sker andengæringen på flaske … akkurat som mousserende vin.
Naturen sætter selv gang i ciderprocessen – gæren spiser af sukkeret og omdanner det til alkohol, kulsyre og smagsstoffer. Normalt kan æbler og pærer gære op til 5-7% i alkohol, men hvis man vil ha’ lidt restsødme i cideren, skal man derfor bruge en gær, f.eks. en speciel cidergær, der stopper ved 5-6%.
Ciderrevolution har lavet denne fine illustration/vejledning til, hvordan man laver cider. Den kan i øvrigt også købet som en lille plakat, hvis du er total ciderlover.
Ciderrevolution siger selv, at ciderfremstilling handler om gode æbler og optimale betingelser for gæringsprocessen … altså akkurat som med fremstilling af vin på druer.
Processen er dog lidt mere avanceret, da der er mange ting, som vil påvirke den endelige cider. En cider laves normalt på æbler, pærer og nogle gange endda med tilsætning af kvæde. Æblesorterne er også en videnskab, for hvilke æbletyper skal man anvende … madæbler, spiseæbler eller deciderede cideræbler – der alene anvendes til fremstilling af cider – eller måske en kombi?
Cideræbler – der har en høj bitterhed – er særligt udbredt i England og Frankrig, men man kan dog også i andre områder være heldige at finde nogle vildæbler, der har nogle af de samme karakteristika.
Efter høsten kan æblerne så fx eftermodnes, hvilket omdanner noget af stivelsen i æblerne til sukker inden æblerne kværnes, da det optimerer udbyttet af juice inden presningen. Nogle lader også de kværnede æbler stå en dages tid i åbne kar, hvilket giver både mere oxidering, gør pulpen brunfarvet og hjælper med at udskille pektinen, som binder saften.
Hos Manoir d’Apreval
Selve den første gæring er normalt ganske kort og som med vin er det sukkerindholdet, som afgør, hvor meget alkohol der er i din cider til slut. I gæringen kan man enten tilsætte cidergær eller i stedet for lade det vildgære, hvor mosten gærer af sig selv med de naturlige gærceller. Normalt tager gæringen mellem et par timer og op til et par dage.
Efter et par omstikninger, så har man en ren most, som er klar til flaskning … og selvfølgelig helst på flasker, som kan bare et tryk på omkring 5 bar, som er det normale tryk for en cider, selvom det selvfølgelig afhænger af sukkerindholdet.
Herefter gærer mosten videre på flaskerne og efter en periode kan du enten bare åbne og drikke dem eller du kan degorgere dem. Det er normalt, at vinen modner 1-2 måneder, inden de drikkes.
Hvem er Ciderrevolution?
Ciderguerillaerne Kristoffer og Paw kender hinanden fra Rigshospitalets kollegium og fik øjnene op for rigtig cider ved studieophold i udlandet.
Paw faldt for rigtig cider i Frankrig og for Kristoffer skete det i England. Samtidig lærte de, at der går tonsvis af gode danske æbler til spilde hvert eneste år. Det fik dem til at starte Ciderrevolution, hvor de i den spæde start lånte Kristoffers forældres bil og fyldte den med cider fra Normandiet og Bretagne, men blev hurtigt drukket.
Så bestilte de to paller hjem, som fyldte ret godt på et lillebitte kollegieværelse på 14 kvadratmeter, men så måtte Kristoffers seng så blot placeret ovenpå alle ciderne … og sådan kom Ciderrevolution i gang på bedste innovative iværksættervis.
I dag importerer Ciderrevolution cider og sælger til barer og restauranter. De afholder cidersmagninger for virksomheder og private, har åbnet Danmarks første ciderbar – med det sigende navn Ciderbar – og er medarrangører i DM for amatør ciderproducenter for at skabe større fokus på, at der er rig mulighed for at bruge æblerne i haven til at lave noget fantastisk cider.
De er også selv startet med deres helt egen produktion af lækre og fyldige cidere, hvilket sker sammen med nogle af de venner, som de har fået blandt producenter i specielt Frankrig. De laver således en række cidere sammen med Cédric Le Bloas på Cidrerie de Léguer i Lannion nordøst for Brest samt Damien Lemasson på Cidrerie Lemasson lidt øst for Caen i Nordmandiet.
Damien Lemasson
Nogle af ciderne laves med franske æbler og andre med pæredanske æbler … øhhh hvorfor hedder det pæredansk, når vi er bedre til at dyrke æbler? Nevermind, men det er så typisk danske æbler som fx Holsteiner Cox, Ingrid Marie, Belle de Boskoop og Elstar.
Test af 3 cidere & konklusion
Ciderrevolution har sendt mig 3 cidere til test … og én af disse er netop lavet i et dansk/fransk samarbejde, mens nummer to er fra en af de franske producenter, som drengene også laver cider sammen med … og den sidste er så lavet på pærer.
Jeg har på alle ciderne skrevet N.V. for Non Vintage, altså uden årgang, da man jo tilsyneladende ikke skriver årstal på flaskerne, men da cidere normalt ikke gemmes i mange år, så vil jeg gætte, at alle formentlig er fra høsten i 2020.
Ligeledes har jeg ikke skrevet vinområde, men i Frankrig synes produktionen at være samlet omkring Nordmandiet ud mod den engelske kanal. Det er jo også der, at man netop laver den berømte Calvados æblebrændevin, nemlig fra Calvados distriktet i Normandiet … og både Cidrerie Lemasson og Manoir d’Apreval producerer da også selv Calvados ved siden af deres cidere.
Hvordan smager de 3 cidere så? Som vanligt har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser i de kommende indlæg, men jeg kan allerede godt nu allerede afsløre, at jeg sidder tilbage med et stort smil, som er vanskeliggjort af, at jeg samtidig har tabt min underkæbe helt ned på jorden.
De 3 cidere har mange ligheder med vin på specielt duftene, som minder en del om biodynamiske vine eller naturvine. Virkelig med økosved, kostald, mødding og markvitaminer. Samtidig er ciderne så bløde, søde, luftige, elegante og cremede, at jeg måtte holde fast i sofaen af overraskelse. Det smager monstergodt og jeg er sgu omgående fan … BIG TIME.
Der faktisk mange fordele ved cidere … vi har selv råvarerne herhjemme og burde selv kunne blive en magtfaktor i produktion af cidere. Ellers er de åbenlyse fordele mere lavpraktiske, for dels har de lavere alkohol og så koster de også mindre end topvine. Disse tre topcidere koster alle 100 kr. for en 75 centiliter flaske og dermed kan man for få penge smage nogle af de bedste flasker.
Damien Lemasson
Min favorit af de 3 smagte cidere var klart den Cidre Fermier Lemasson Brut med den vilde, funky, landlige hippiearoma og blødrunde, søde smag efterfulgt at Ciderrevolutions egen La Revolution du Cidre Vaincra, men pærecideren fra Manoir d’Apreval måtte se sig slået af æblerne. Men det er jo bare min smag.
Hvis der er nogen retfærdighed i denne verden, så bør cidere få et sandt boost her i Danmark. Mulighederne er næsten uendelige med vores frugthave i landet og Ciderrevolution har startet ballet … så lad os håbe, at flere følger med. Det burde kunne blive et lille H.C. Andersenagtigt eventyr … så skål i cider og tak til Ciderrevolution.
Domaine Joncy laver også en Beaujolais rosévin … og selvfølgelig på ren Gamay. Det hedder L’Instant Rosé og jeg smager den her i årgang 2019 og samtidig sidste vin fra vinhuset.
Druerne til vinen kommer fra marker i kommunen Charentay og 40 år gamle vinstokke. Efter en manuel høst har druerne været udblødt og macereret i en nat, hvorefter fermenteringen er sket ved kølige temperaturer. Derefter er vinen lagret 3 måneder på cementtanke inden aftapning på flaske.
I næsen er det en lidt småsød, aromatisk og blomstret vin … både noter fra røde druer og hvide druer, citrus, fersken, jordbær, søde krydderier og virker egentlig pænt let, luftig og venlig.
Smagen er dog ganske syrlig, parfumeret og lidt sjov, men der er vitterlig godt med sure citroner, melon, fersken og hindbær. Der er ikke noget, som stikker ud … hverken i den ene eller anden retning, men vil være et frisk pust på terrassen en varm sommerdag.
Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 115 kr.
Efter at ha’ smagt de to fantastiske rødvine fra Domaine Joncy, så jeg var jeg nysgerrig på mer’ vin fra vinhuset, så derfor har jeg nu hældt et glas op af deres 2020 Granit Bourgogne Blanc.
Det er en hvidvin fra Beaujolais, da Chardonnay druerne kommer fra en række af husets granitholdige marker ved byen Quincié ikke langt fra vingården.
Druerne er fra 15 år gamle vinstokke og dyrket økologisk.De er høstet med håndkraft, sorteret og så vinificeret med premaceration inden presning og gæring ved lave temperaturer og så en endelig lagring 4 måneder på cementtanke.
Vinen dufter ikke sådan helt klassisk som hvid bourgognevin, men har i stedet en krydret, blomstret og lidt tilbageholdende aroma. Der er sten, lidt citrus og samtidig virker vinen pænt tør … og dermed er fedmen egentlig meget begrænset.
Det gælder også smagsmæssigt, hvor der er citroner, syltede citroner, grape, stikkelsbær, knust sten, granit, salt samt en lidt grov – men intens – syre og i eftersmagen en frugtrig svag sødme.
Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 145 kr.
Min begejstring for Domaine Joncys beaujolaisvin fik mig til omgående at hive proppen af endnu en vin fra dem … deres 2015 La Trad’ Nature Régnié. Det gjorde ikke henrykkelsen mindre … tværtom.
Det er selvfølgelig fortsat ren Gamay, men denne gang fra appellationen Régnié, der nok er den billigste og nyeste af de 10 cruer i Beaujolais, men giver så fine, elegante og bløde vine.
Hos Domaine Joncy kommer druerne fra deres granitholdige marker, hvor vinstokkene er over 50 år. Druerne høstes manuelt med en streng sortering, således kun de bedste druer anvendes.
Vinen er lavet efter macération carbonique metoden alene med druerne naturlige gærceller over 15 dage. Efter endt fementering og presning, så er vinen lagret 11 måneder i betontanke, men er slet ikke filteret eller tilsat svovl … deraf navnet La Trad’ Nature. Altså økologisk sagt uden sulfitter, ren natur.
I forhold til forrige vin fra Joncy er næsen her klart lettere, mere blomsterrig og finere i strukturen. Det heldigvis fortsat bondsk og rustikt, men nu er aromaerne mere mytiske, lokkende og samtidig med æterisk luftighed. Det er gæret frugt, knuste hindbær, ribs og tranebær, bananer, tulipaner, blyanter, blæk, tjære, knuste sten, granit, mineraler og masser af tørt træ.
I munden er det fortsat tørt, blomstret og rent … mere syrlig end forrige, men stadig animalsk og bondsk, men her er syren langt mere levende og insisterende. Der er mere ribs, knuste kirsebær og syrlig kirsebær. Der er våde papkasser, våde fade og læskende saftighed, blot her med lysere og strammere nerve. Der er som at spise ribs med blomster på … og jeg gnasker lystigt.
Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 180 kr.
Med det samme jeg dufter til denne vin, springer alle propper i hovedet og jeg bliver glad. Jeg elsker simpelthen den bondske og samtidig elegante stil, som Beaujolais kan byde på, hvilket kommer frem i denne Côte de Brouilly Le Volcan fra Domaine Joncy.
Vinhuset ligger midt mellem vinmarkerne i Quincié med en storslået udsigt over den gamle vulkan Mont Brouilly. Lige siden 1619 har Domaine Joncy været drevet af Joncy familien og i dag er det af ægteparret Guillaume og Sophie sammen med deres to sønner Paul og Victor.
Guillaume har lavet vin på vingården siden han var 18 år … først sammen med sin far Jean-Paul og siden 2013 med hustruen Sofie, der selv stammer fra en familie af vinbønder i Broully i seks generationer.
Parret har samlet 25 hektar vinmarker, som dækker appellationerne Beaujolais, Beaujolais-Villages, Beaujolais Quincié, Côte de Brouilly, Morgon, Régnié og Chiroubles og de dyrker derfor selvfølgelig de gængse druesorter Gamay, Chardonnay og Pinot Noir. Siden 2017 har markerne været drevet økologisk Ecocert certificeret.
Guillaume Joncys primære fokus er at fremhæve druernes terroir i alle vinenr, hvorfor markerne og biodiversiteten respekteres meget, hvilket ses i det vilde græs og blomster, der vokser mellem stokkene, ligesom Guillaume flittigt anvender sin hest til arbejdet i markerne, mens en flok får en gang årligt efter høsten render rundt blandt vinstokkene, spiser græsset … og gøder jorden.
Vinfremstilling foregår på domænets eget vineri, som er totalt moderniseret i 2014. Man anvender selvfølgelig den traditionelle macération carbonique, men også har moderne tiltag, hvilket giver unikke vine. Det traditionelle håndværk fastholdes både i vinfremstillingen samt i vinmarkerne.
Her smager vi først Joncys 2019 Côte de Brouilly Le Volcan, som selvfølgelig er 100% Gamay, som her kommer fra 80 år gamle stokke på netop siden af den tidligere vulkan Mont Brouilly i Quincié, hvor jorden således består af basaltisk blå granit.
Vinhøsten forgår manuelt i små kurve og med en streng sortering. I vineriet sker gæringen ikke efter princippet macération carbonique, men efter macération semi-carbonique princippet. De to måder er næsten ens, men under semi-metoden fyldes tankene ikke med CO2, men det et fortsat med gæring på hele drueklaser.
Når gæringstankene er fyldt med de hele bundter, så knuser vægten af druerne på toppen druerne nedenunder, som frigiver saft, der så starter en gæring. Derved frigives CO2, hvilket starter en carbonic maceration i alle de resterende druer. Nogle vinproducenter bruger denne metode til at få en friskere frugtkarakter i deres vine.
Nå, men efter macération semi-carbonique i 20 dage, så er druerne presset, gæringen fuldført og så er Côte de Brouilly Le Volcan lagret 11 måneder på betontanke, inden den tappes på flasker.
Næsen er mørk, bondsk med gæret og røget frugt, et helt bundt blyanter, blæk, tjære samt saftige kirsebær, knuste hindbær, tørt træ, violer, fennikel, knuste sten og støvet granit. Der er samtidig grønne og umodne bananer, let peber … og sikke dog en lækker frugtintensitet.
I munden er vinen både tør, bondsk og samtidig ret elegant. Det er selvfølgelig mørkere i stilen end traditionel bourgogne på Pinot Noir, men alligevel har vinen så megen charme. Det er klart mere rustik og kantet, så dermed mangler det den burgundiske finesse, men i stedet får du en læskende – om end tør – saftighed samt en del småkantede tanniner, men det spiller sgu. Charme i 6. potens.
Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 145 kr.
Vi sluttede Chardonnay dysten helt klassisk med en bourgogne, nemlig Chassagne-Montrachet 1er Cru Caillerets fra Sylvain Morey … selvom den faktisk langt fra var klassisk.
Forklaring følger 🙂
Sylvain Morey kommer fra en familie af burgundiske vinavlere med over 400 års historie. Han er født i Chassagne Montrachet i Bourgogne, uddannet ønolog og har derudover lært at lave vin hos sig far Jean-Marc Morey på familiens vingård Domaine Jean-Marc Morey.
Men Sylvian havde selv idéer, så derfor slog han sig i 1996 ned i Luberon området i Provence, hvor han i 2002 startede vingården Domaine de La Bastide du Claux med den målsætning af lave sydfranske vine med burgundisk elegance.
Men da far Jean-Marc Morey gik på pension i 2013, så blev markerne tilhørende familiens vinhus i Chassagne Montrachet splittet op og delt mellem Sylvain og sin søster Caroline. Derved fik Sylvain knap 4 hektar med nogle af de allerbedste vinmarker i bl.a. Chassagne, St-Aubin og Santenay i Bourgogne.
Så derfor laver Sylvain Morey nu vin i både det sydlige Frankrig på Domaine de La Bastide du Claux, hvor han har 15 hektar vinmarker, samt bourgogne vine under eget navn og vinificeret i faderens gamle kælder i Chassagne Montrachet … vine, som minder om sin fars … dog med mindre ændringer.
Sylvain laver nemlig alle sine bourgognevine med druernes egen naturlige gær og med afstilkning af alle druer. Det er med til at give vine med stor smagsintensitet og masser af frugt. Generelt bruges der ikke mere end 20% nye fade og vinene røres sjældent under deres lagring og de hvide vine lagres i 18 måneder.
Denne Chassagne-Montrachet 1er Cru Caillerets er selvfølgelig lavet med druer fra marken En Caillerets og høstet med et udbytte på 49 hektoliter pr. hektar. Efter høsten med håndkraft er de hele klaser presset, hvorefter vinen har hvilet koldt i 350 liter egefade indtil næste dag, hvor gæringen sker spontant i fadene inden en lagring i 18 måneder i fadene samt 2 måneder på ståltanke inden aftapning på flaske. Der er lavet 1.950 flasker af vinen.
Moreys Chassagne-Montrachet 1er Cru Caillerets er på alle måder en bemærkelsesværdig vin … en lidt aparte duft til at starte med og en kende reduktiv eller oxidativ med en blanding af gæret æblemost, sherrygær og møddinganimalsk. Der er grøntsagsfond, rugbrød, våd hund og vådt brød, kalk, salt, varm strand, meget lys og feminin i frugten og helt sig selv.
Man sidder med den fornemmelse … er det skidt eller bare fremragende? Men udenfor nummer, egensærlig, ejendommelig og klart excentrisk er den i hvert fald.
Men smagsmæssigt falder du i svime, for det er så blød, cremet og nærmest dovent. Med en tilbagelænet, feminin og intens ladhed, så leverer vinen et silkefint aftryk og smelter i munden. Frugtmæssigt er det pæretærte, svag fersken … men frugten er samtidig frisk og suppleret med rolige og bløde nøddeagtige noter, tæthed, feminin smittende sødme og sarthed. Smukt og samtidig specielt … og frivilligt lod jeg mig rive med og gav 97 point.
Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 649 kr.
I midten af 2. sæt spottede jeg igen, at der nu var bourgogne i glasset. Det var nemlig en 2017 Chassagne-Montrachet 1er Cru Les Embazées fra Benjamin Leroux.
Jeg har tidligere drukket vin fra Benjamin Leroux og været over the moon over hans vine, som dog også er sindssygt dyre og ofte koster over 1.000 kr.
Bejamin har altid arbejdet med vin og allerede i 1990 begyndte han som ung 15-årig at arbejde som lærling på det berygtede Domaine du Comte Armand under Pascal Marchand. Dette arbejde inspirerede ham til at tage bachelorgrad i ønologi og rejse ud i verdenen.
Han arbejdede der i korte perioder hos Drouhin i Oregon, Château Cos d’Estournel i Bordeaux samt Giesen i New Zealand, hvorefter han i nogle år arbejdede hos forskellige producenter i Bourgogne.
I 1999 fik han igen arbejde hos Comte Armand i Pommard, men denne gang som vinmager. Der har han været ansvarlig vinmager i over 15 år, men startede sideløbende i 2007 sit eget vinhus i Beaune med produktion af vine lavet fra opkøbte druer fra vinavlere, som han har et tæt forhold til.
Det siges, at starten som selvstændig producent blev hjulpet undervejs af en engelsk investor, som tilbød Benjamin at rejse den nødvendige kapital, og det tilbud var Benjamin ikke sen til at tage imod.
Den lille vingård drives fra en lille kælder i midten af Beaune og koncentrerer sig hovedsagelig om vine fra Volnay og Puligny med stor vægt på økologisk og biodynamisk produktion … en praksis, som han også var med til at indføre hos Comte Armand i 2005.
Han er yderst biodynamisk i sin tankegang og følger ikke Rudolf Steiner principper for at være moderne, men fordi han har testet af hvordan det påvirker vinen. Forskellen på at behandle vinen i en 18 dages cyklus eller følge månens 28 dages cyklus, som biodynamisk tilgang foreskriver. Ifølge Benjamins forsøg, så påvirker det tanninerne i særdeles positiv retning.
I dag ejer Benjamin Leroux også selv nogle vinmarker … primært i Cote de Beaune, herunder nogle parceller i Batard Montrachet og Meursault Genevrieres, men opkøb er svært på grund de sindssygt høje priser på vinmarker i Bourgogne. Men samlet råder Benjamin i dag over omkring 30 hektar vinmarker, men mest via leje.
Denne Chassagne-Montrachet 1er Cru Les Embazées er fra marken Embazees, der ligger sydvest i området på grænsen til Santenay lige under Les Baudines og over Tête du Clos. Vinen er lavet helt klassisk og ved lagring på barriques er der anvendt 10% nye fade.
I næsen er vinen pænt landlig … klart den mest animalske af aftenens vine so far. Den er også mere maskulin og svulstig end forrige hvide bourgogne med frisk og saftig eksotisk frugt, fersken suppleret med pærer og modne æbler, syltede citroner, lime, vanilje, toast, ristede mandler, hvide blomster, æteriske olier og saltede mineraler.
Smagen har dog samme lette, æteriske cremethed, som hos Girardin, blot en kende mørkere. Der er honningcreme, pæretærte med fløde, æblemost og så smelter den nærmest i munden. WAUW. Der er oss’ syltede citroner og så en sprød og fyldig syre, der giver en fin tekstur, skarphed og præcision. Det er kompleks med mange lag og igen bliver jeg sgu begejstret med 97 point, hvilket jeg så veksler til underkanten af 6,5 tomler.
Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 699 kr.
Denne Chassagne-Montrachet fra vinhuset Pierre Girandin gav øjeblikkelig englefryd, lykke og henrykkelse i min mund. Jeg fik et hurtigt flashback til Vincent Dancer Chassagne Montrachet, som jeg smagte et par uger tidligere. Nam.
Girardin familien har været vinbønder i Bourgogne siden 1570, men det var først i 1960’erne, at huset reelt fik sin egen identitet og startede med at flaske, markedsføre og sælge egne vine. Det skete, da Jean Girardin overtog driften på vingården, som dengang var på 12 hektar.
Da han senere i 1981 gik på pension, så blev vingården delt, hvorved hans 3 sønner Yves, Vincent og Jacques hver fik 3 hektar marker og delingen har medført, at Girardin familien og navnet i dag er udbredt i Bourgogne.
Således har jeg tidligere smagt og skrevet om vin fra både Jacques og Justin Girardin, der er drives af Yves’ bror Jacques og dennes søn Justin. Men derudover findes der også Domaine Aleth Girardin samt Domaine Vincent Girardin fra samme familie.
Og Pierre Girardin er netop søn af Vincent Girandin og dermed 13. generation i familien og nærmest opvokset i sin fars vinkælder og har dermed fået bourgognevin ind med modermælken.
Da Vincent Girardin solgte sin ejendom i 2011, så beholdte han 4,5 hektar af sine bedste parceller, som skulle overdages til sin søn, når han var klar til at lave vin. Og siden 2017 har Pierre således lavet sine egne vine.
Vingården ligger i Meursault og det er primært her husets egne marker ligger, bl.a. Meursault Narvaux, Puligny 1er Cru la Folatières og Batard-Montrachet suppleret med langvarige kontrakter med en række andre vinavlere. Samlet er det således 4,5 hektar og det betyder en produktion i dag på 80.000 flasker årligt.
Pierre dyrker sine marker økologisk og flere af de tilknyttede vinavlere driver også deres marker økologiske, men nogle få er ikke certificerede, så derfor er han endnu ikke certificeret økologisk. Det er dog målet, efterhånden som andelen af egne besiddelser vokser. Pierre ejer i dag 4,5 hektar og vil gerne op på 8 hektar.
Nå, men her smagte vi så Pierres 2018 Chassagne-Montrachet som aftenen Chardonnay vin nummer to. Druerne til vinen komme fra 45 år gamle stokke. Vinen er spontangæret og lagret på specielle 456 liters egetræsfade, hvoraf 15% er nye fade.
I næsen er det blidt, feminint, formfuldendt, raffineret, fint og smukt med et let og luftigt aftryk af honning, nødder, røg, toast, våde fade, blomster, fersken, pærer og vanilje. Alt er bare så perfekt, luftigt og æterisk. Med mere luft i glasset bliver fadpræget lidt tydligere.
Smagsmæssigt er det flyvende og svævende .. så elegant og frugten er også let til bens, syren kontrolleret og kompleks. Hvis vinen var en græsplæne, så er vi klart på greenen, hvor græsset er kort, ensartet, velplejet … ikke et græsstrå vender forkert. Frugten er igen fersken, pærer og let aftryk fra citroner. Det hele leveres cremet og nærmest mundsmeltende, men samtidig med stram syre … lidt som en legesyg drillende, yndig blondine ude på sjov. Smuk vin.
Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 799 kr.
Næste cider blev klart min favorit i testen … det er denne Cidre Fermier Lemasson Brut fra Damien Lemasson … et lille ciderhus, der ligger ved byen Cametours i Normandiet ved omkring 30 kilometer nord for den velkendte Mont Saint-Michel.
Hvad er mere passende end at starte smagningen af ciderne fra 
Domaine Joncy laver også en Beaujolais rosévin … og selvfølgelig på ren Gamay. Det hedder L’Instant Rosé og jeg smager den her i årgang 2019 og samtidig sidste vin fra vinhuset.
Efter at ha’ smagt de to fantastiske rødvine fra Domaine Joncy, så jeg var jeg nysgerrig på mer’ vin fra vinhuset, så derfor har jeg nu hældt et glas op af deres 2020 Granit Bourgogne Blanc.
Min begejstring for Domaine Joncys beaujolaisvin fik mig til omgående at hive proppen af endnu en vin fra dem … deres 2015 La Trad’ Nature Régnié. Det gjorde ikke henrykkelsen mindre … tværtom.
Med det samme jeg dufter til denne vin, springer alle propper i hovedet og jeg bliver glad. Jeg elsker simpelthen den bondske og samtidig elegante stil, som Beaujolais kan byde på, hvilket kommer frem i denne Côte de Brouilly Le Volcan fra Domaine Joncy.
Vi sluttede Chardonnay dysten helt klassisk med en bourgogne, nemlig Chassagne-Montrachet 1er Cru Caillerets fra Sylvain Morey … selvom den faktisk langt fra var klassisk.
I midten af 2. sæt spottede jeg igen, at der nu var bourgogne i glasset. Det var nemlig en 2017 Chassagne-Montrachet 1er Cru Les Embazées fra Benjamin Leroux.
Denne Chassagne-Montrachet fra vinhuset Pierre Girandin gav øjeblikkelig englefryd, lykke og henrykkelse i min mund. Jeg fik et hurtigt flashback til Vincent Dancer Chassagne Montrachet, som jeg smagte et par uger tidligere. Nam.