2016 Pio Cesare, Fides Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2016 Pio Cesare, Fides Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienByggemødet sluttede med manér … hos Pio Cesare og deres fine Fides Barbera d’Alba, her i årgang 2016 … sidste år, hvor druerne kom fra marken Colombaro nær Ornato i Serralunga d’Alba.

Fra og med årgang 2017 kommer druerne til Fides – som er det latinske ord for tro – fra de ældste vinstokke fra marken Mosconi i Monforte d’Alba. Pio familien gav oprindelig vinen det håbefulde navn, da de i stedet for Nebbiolo plantede Barbare vinstokke på Colombaro marken.

Efter høst og selektering af de bedste druer, så er gæring og maceration sket i ståltanke over en periode på 25 dage. Herefter har størstedelen af vinen lagret 18 måneder i store 2.000 liter botti og en mindre del i franske 225 liter barriques.

I næsen er det også klar Barbera vin med krydret fylde, fed frugt, våde fade, tjære, flæsk, grafit, blæk, kul, merian, brombær, tranebær, ribs, blommer, knust sten, tobak, læder og aftryk fra fadene med både kanel og vanilje.

Det smager sgu godt … blåbær, sorte kirsebær, god friskhed i frugten, nogen bitterhed, rund og saftig med jord, skovbund samt en vis fedme. Det er blødt uden tanniner, men komplekst, intenst og muskuløs på en fin og balanceret facon. Flot Barbera.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske i årgang 2016 koster 459 kr., mens prisen er 344 kr. ved 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Barale Fratelli, Barolo Castellero, Piemonte, Italien

2010 Barale Fratelli, Barolo Castellero, Piemonte, ItalienBrix fortsatte med lækre vine, bl.a. denne Barolo Castellero fra Barale Fratelli, der ligger midt i selve Barolo by.

Vinhuset Azienda Agricola Barale Fratelli er grundlagt helt tilbage i 1870 af Francesco Barale, som også var en af pionererne i produktionen af Barolo vinene.

I dag drives vingården af Sergio Barale sammen med sine døtre Eleonora og Gloria Barale. De har samlet 20 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Castellero og Cannubi i Barolo og Bussia i Monforte d’Alba området.

Her smager vi altså husets 2010 Barolo Castellero, hvor Nebbiolo druerne kommer fra marken Castellero, hvor stokkene er plantet i 1978 og siden 1991 har været drevet 100% økologisk. Efter høsten er druerne afstilkes og knust, hvorefter gæringen er sket i egefade alene med druernes naturlige gærceller over 30 dage.

Herefter er vinen så lagret 3 år i 15-30 hektoliter franske egetønder, hvorefter vinen er tappet på flaske uden filtrering og så lagret ekstra 12 måneder inden frigivelse.

I næsen er der lys, herlig overmoden frugt, næsten gammel og en smule oxideret kombineret med tørrede blomster, røde rosenblade, violer, mynte, syrlige kirsebær, tranebær med lille lys bolsjesødme, rå champignon, gamle egetræsplanker, meget kompleks og ganske nuanceret med lidt fennikel og lakridsrod.

Smagsmæssigt er der også godt med syrlig og småbitter frugt, masser af ribs, tranebær og rabarber, totalt tør med voldsomme tørre tanniner, masser af knuste sten og mineraler, tobak, igen en sødligsur rød bolsjesødme. Det er stramt, irettesættende, smukt og med så mange lag, elegance, og balance udført med cremet, blød samt håndfast kærlighed. Dermed 6 store tomler med pil op.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske i årgang 2016 koster 598 kr., mens prisen er 449 kr. ved 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Budureasca, Origini Shiraz Sec, Dealu Mare, Rumænien

2015 Budureasca, Origini Shiraz Sec, Dealu Mare, RumænienBrix havde sgu også smidt en rumænsk vin med i smagefeltet og endda en ganske fornuftig af slagsen … en 2015 Origini Shiraz Sec fra vinhuset Budureasca, der ligger mellem byerne Gura Vadului og Ghinoaica i Dealu Mare vinregionen.

Budureasca er en stor vingård og har 275 hektar vinmarker i det sydlige Rumænien og er et af de mest moderne vinhuse i hele Rumænien. Markerne er alle beliggende på de geografiske koordinater 44-46 grader, som også både de langt mere berømte marker i både Bordeaux og Bourgogne.

På husets vinmarker dyrker de sorter som Feteasca Neagră, Cabernet Sauvignon, Merlot, Pinot Noir og Shiraz samt de hvide druesorter Feteasca Regală, Feteasca Albă, Tămâioasa Românească, Muscat Ottonel, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Gris og Riesling.

Budureasca er grundlagt i 2006 af de to ejere Domente Vasile og Gheorghe Manole, men drives af Olga Miloiu, mens den engelske vinmager Stephen Donnelly står for produktionen, der omfatter 2 millioner flasker vin årligt.

Her smager vi så en 2015 Origini Shiraz Sec, hvor Shiraz druerne kommer fra husets kalkholdig vinmarker tæt på vingården. Der er ikke vildt mange oplysninger om vinen … udover, at den er lagret 12 måneder på egetræsfade.

Igen er der tale om en fyldig og mørk vin, hvor træet fylder godt, både sandeltræ, egetræ og våde fade, blæk, kul, lidt blomster … og så en mørk frugt med brombær, vilde skovbær, sorte kirsebær, fennikel, lakrids, lidt kål og sjov landlig note.

I munden har vinen en sjov, sød smag med godt med lakrids samt overmoden frugt, brombær, blommer … helt aromatisk, parfumeret med masser af søde krydderier, peber, tørre tanniner … men faktisk er vinen samtidig ganske blød. Egentlig fin vin og man gætter aldrig, at der er tale om rumænsk vin.

Forhandles af Divin, men vinen er ikke pt i sortimentet, men ligger udenbys med en pris på 18€ … svarende til 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Andrea Oberto, Barolo, Piemonte, Italien

2016 Andrea Oberto, Barolo, Piemonte, ItalienByggemødet bød også på andre kendte navne, som nu fx Andrea Oberto … den lille piemontiske Barolo producent i La Morra og det blev med hans basis Barolo i årgang 2016.

Azienda Agricola Andrea Oberto ligger en smule nordøst for byen La Morra i det skønne Piemonte. Andrea Oberto var oprindelig lastbilchauffør, og så passede han derudover 3 hektar vinmarker, som han havde arvet fra hans far. De fleste af druerne blev solgt til det lokale kooperativ Cantina Soziale, mens en lille del blev lavet til vine og drukket af familien eller solgt til private kunder i store demijohns.

Senere opgav Andrea dog jobbet som lastbilchauffør og helligede sig sin passion for vin. Og de små 3 hektar vinmarker er nu blevet til 16 hektar, hvorved den årlige produktion ligger på mere end 100.000 flasker vin. Og fra kun at blive solgt lokalt, så eksporteres Obertos vine nu over hele verden.

I dag er sønnen Fabio Oberto også indtrådt i familieforetagendet og sammen med faderen laver huset en række rigtig spændende vine, nemlig 11 forskellige, bl.a. Dolcetto, Barbera, Langhe og selvfølgelig Barolo, hvor denne Barolo er huset almindelige Barolo.

Azienda Agricola Andrea Obertos topmarker er de 3 marker Brunate, Rocche og Albarella på henholdsvis 0,6 hektar, 0,8 hektar og 0,8 hektar. Denne standard Barolo er lavet med druer fra 3 forskellige vinmarker på samlet 1,1 hektar i La Morra.

Vinen er lavet med fermentering ved 32 grader, en maceration på knap 2 uger og derefter lagres vinen 24 måneder i både barriques og store, gamle egefade … vel således en mellemting mellem modernist og traditionalist, men nok mest det første. Der laves årligt 16.000 flasker af denne Barolo.

I næsen er det klassisk Barolo med violer, roser, syrlig, let og lys frugt, ribs, granatæbler, sure kirsebær, lyse blommer, en ren og klar balsamisk, italiensk syre, hybenroser, gazebind og kul.

Smagen er rigtig tør, fin med syrlig frugt, både granatæbler, tranebær og ikke megen fyldig modernisme her. Vinen har også en meget hård  side med sten, salt og mineraler, straffende tørre tanniner og endnu utrolig ung Barolo, som med fordel kan hengemmes i kælderen nogle år endnu.

Forhandles bl.a. af Gallovini, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 229 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Spier Wines, Frans K Smit, Stellenbosch, Sydafrika

2013 Spier Wines, Frans K Smit, Stellenbosch, SydafrikaVi har to gange tidligere i byggesjakket smagt den sydafrikanske vin Frans K Smit fra det store vinfirma Spier Wines, nemlig i årgang 2006 og 2009. Nu havde Brix også vinen med i sit line-up, blot i en nyere årgang 2013.

Spiers Wines er herhjemme  mest kendt for deres basisvine  med navnet Savanha, som der i Danmark årligt sælges omkring tre millioner flasker af. Savanha er endda så stort et hit i Danmark, at Spier Wines har lavet en hel hjemmeside på dansk alene med Savanha vinene.

Men topvinen hos Spier Wines er denne Frans K Smit, som er opkaldt efter vinmageren Frans K Smit.  Brugsen, som forhandler vinen i Danmark, har selv beskrevet vinen som super-premium-vin, og den vin man skal vælge når “supervine ikke er gode nok”. Store ord … og helt sikkert også pænt overdrevet.

Blendet til Frans K Smit varierer en del fra år til år. I denne 2013 består blendet vist nok af 49% Cabernet Sauvignon, 35% Merlot, 12% Cabernet Franc og 4% Shiraz, mens en auktionsudgave af vinen i samme årgang er lavet på 52% Cabernet Sauvignon, 40% Merlot samt 8% Cabernet Franc.

Vinen er lavet med fermentering i 600 liters roterende gæringstanke med lang maceration. Derefter er den malolaktiske gæring sket i egefade, hvor vinen også er lagret 24 måneder inden endelig sammenstikning af blendet. Derefter er vinen så lagret yderligere 4-5 måneder.

Næsen er dejlig flæsket med både ferskrøget spæk og bacon, enebær, masser af tørhed, blæk, solbær, blåbær, sorte kirsebær, kul, koks og tjære, kaffe, kakaopulver, dyb engelsk lakrids, tobak, cola, cedertræ, vanilje samt lidt grøntsagsfond.

Det er smagsmæssigt en tyk vin … meget intens med tætpakket frugt, solbær, sorte kirsebær og power. Det er samtidig så cremet, blødt og næsten smeltende i munden, så der er masser af herlighed i vinen, medium syre og tørre tanniner. En meget velsmagende vin.

Set hos Megavin, hvor en flaske i årgang 2015 koster 449,95 kr., mens prisen er 349 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2005 Dominio de Pingus, Flor de Pingus, Ribera del Duero, Spanien

2005 Dominio de Pingus, Flor de Pingus, Ribera del Duero, SpanienVinen Flor de Pingus har jeg smagt en del gange før og den behøver vist ingen nærmere præsentation. Til byggemødet smagte vi vinen i årgang 2005, hvilket er en af de årgange, som jeg ikke tidligere har smagt.

Jeg har tidligere anmeldt vinen i årgangene 2002, 2008, 2012 og 2015 og skrevet om masse om vinhuset. Flor de Pingus er reelt andenvinen, hvor druerne blot kommer fra de yngste vinstokke, der her er mellem 35 og 45 år, så det er fortsat pænt gamle stokke, der har deres rødder dybt ned i undergrunden.

Det er selvfølgelig 100% Tempranillo og høstudbyttet er stadig lavt med maksimum 25 hektoliter pr. hektar. Vinen har gæret i de store træfade og uden megen indblanding. Derpå følger 14 måneder på en blanding af nye franske fade og fade, der har været brugt til Pingus, inden aftapningen på flaske, som sker uden klaring og filtrering.

I næsen er der godt med sødbrændte noter, mørk dyb frugt, solbær, blåbær, brombær og hindbær, en rund syrlighed, masser krydderier, tør, engelsk lakrids, tjære, søde fade, ristede noter, kaffe, vanilje og chokolade, læder og jord.

Smagsmæssigt er det en utrolig frugtrig vin … men også meget opulent og næsten på grænsen til det vulgære. Men den krydser heldigvis aldrig grænsen, selvom sødmeniveauet bestemt er højt, for vinen har også et cremet, silkefint og ultrablødt bid, lækker balance og stor intensitet. Der er også nogen modent over smagen, så det gør ingenlunde vinen dårligere med lidt år på bagen … eller sagt på anden vis … det smager sgu meget godt. 6 store tomler med pil op.

Forhandles flere steder, men denne årgang 2005 kan fortsat købes hos Acorn Bizlab til 1.099 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2008 Château La Gaffelière, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2008 Château La Gaffelière, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigPå den højre bred syd for Saint-Émilion mellem store berømte vinslotte som Château Ausone og Château Pavie finder vi også Château La Gaffelière og det er derfra, at vi som næste vin smagte denne 2008 Saint-Émilion Grand Cru Classé.

Château La Gaffelière er et historisk vinslot, der i 1959 blev klassificeret som 1er Grand Cru Classé og 1969 blev købt af Léo de Malet Roquefort og nu i over 3. generationer var været i Malet Roquefort familiens eje. De har i dag 32 hektar vinmarker, hvoraf de 22 hektar ligger indenfor 1er Grand Cru Classé området i Saint-Émilion.

Det er i dag Alexandre de Malet-Roquefort, som driver vingården, hvilket sker i samarbejde med vinkonsulent Stéphane Derenoncourt og efter en renovering og genplantning af mange af markerne, så er slottet i dag blandt nogle af de bedste Saint-Émilion, hvor specielt anvendelse af relativ høj andel af Cabernet Franc giver vinene fra slottet en ret finesserig stil.

Denne Saint-Émilion Grand Cru Classé er husets topvin eller førstevin, som dog i 2008 er lavet på 100% Merlot … helt uden brug af Cabernet Franc. Efter høsten er druerne opbevaret køligt ved 7 grader i 12 timer inden gæringen er sket i temperaturstyrede tanke af rustfrit stål. Efter endt fermentering er vinen lagret 14-16 på på barriques, heraf 50% nye fade.

Næsen er dyb, mørk og landlig med våde fade, masser af mørk frugt, primært solbær suppleret med brombær, lidt rosinmoden i duften og derudover med engelsk lakrids, balsamicoeddike, læderfedt, kanel, chokolade, masser af træ, trækul og sorte trøfler.

I munden er vinen fortsat spillevende med en alkohol, som endda næsten brænder en smule. Og så er der træ … masser af træ, endda alt for meget træ. Vinen er skam egentlig blød, cremet og sågar lidt saftig, mens frugten også er fin ren med kirsebær, brombær samt en smule hindbær. Det giver vinen friskhed, men for pokker, hvor er der vildt meget træ i vinen.

Forhandles flere steder … en primeur koster den 439,95 kr. for 12 flasker ved Phlipson Wine.

Vinanmeldelse 5/7   

2015 Poggiarellino, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2015 Poggiarellino, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienAzienda Agricola Poggiarellino ligger ganske smukt og fredeligt i bakkerne Val d’Orcias nord for Montalcino i Toscana. Det er så derfra, at næste vin kommer, en 2015 Brunello di Montalcino.

Poggiarellino er en lille familiedrevet vingård, der drives af Anna og Lodovico Ginotti. De holder til i en gammel villa fra 1896, hvorfra de også driver et agriturismo med udlejning af 4 ferielejligheder. De laver kun to forskellige vine, men har også produktion af olivenolie og faktisk også lidt agerjord med hvede.

Samlet har de omkring 12 hektar jord, men det er kun 1,2 hektar, der er vinmarker. Derfra laver de så de to forskellige vine, hvilket er en Rosso Montalcino og denne Brunello di Montalcino, der laves helt traditionelt med 24 måneders fadlagring.

Der laves derfor heller ikke meget vin … Ginottis årlige produktion sniger sig kun lige op på samlet 850 kasser vin, 500 kasser Brunello di Montalcino og 350 kasser Rosso di Montalcino.

I glasset en lidt orangebrun kant, hvilket allerede løfter sløret for, at der er tale om Brunello. Næsen byder på en skøn kombo af blomster, lys frugt, våde fade, bacon, flæsk, mentol, tobak og champignon. Det er en ganske moden frugt med jordbær og hindbær, bare sådan lidt mere marmeladeagtig i stilen, chokolade, mahogni, gammel træ og samtidig også en smule parfumeret.

Smagen er også ret lys … en kende lettere vandet, hvis jeg skal være ærlig, men har en god tørhed, meget tørre tanniner, men virker ellers cremet i strukturen.  Frugten er ovre i noget, der minder lidt om sure kirsebær. Der kommer også lidt chokolade med i smagen med lidt småbitre elementer. Der giver 5 tomler med svag pil op.

Forhandles af Gallovini, hvor en flaske koster 399 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2014 Domaine Arnoux-Lachaux, Pinot Fin, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Arnoux-Lachaux, Pinot Fin, Bourgogne, FrankrigDomaine Arnoux-Lachaux er beliggende i den sydlige del af den lille by Vosne-Romanée på vej mod Nuits-Saint-Georges og regnes i dag som en af de bedste ejendommen i Vosne-Romanée. Vi smager her deres basisvin, der hedder Pinot Fin.

Domaine Arnoux-Lachaux, der tidligere hed Domaine Robert Arnoux, blev grundlagt i 1858. I dag drives vingården af Charles Lachaux som 6. generation, men fortsat med lidt hjælp fra sine forældre … faren Pascal Lachaux og morens Florence Arnoux-Lachaux.

Efter Charles er kommet til, så har han halveret høstudbyttet og vinene vinificeres nu med ingen eller minimal svovl og for så vidt muligt med hele drueklaser samtidig med så lidt intervention som muligt. Han er også gået over til minimum brug af nye fade, således vinene fremstår meget naturlig og tro mod Bourgognes terroir.

Charles lægger slet ikke skjul på at være en discipel af Lalou Bize-Leroy og i inspiration lader han vinstokkernes skud vokse længere end normalt. Al trimning, som udføres meget sent, udføres i hånden og er baseret på observation.

Han arbejder ikke efter 100% biodynamiske eller økologiske principper, men efter princippet lutte raisonnée, hvor man blot anvender et minimum af ikke naturlige stoffer og metoder. Og 95% af de produkter, som han sprøjter med, er organiske.

De seneste år har han brugt nogle planteafledte sprayer, som endnu ikke er certificeret. Charles er overbevist om, at vejen frem vil være mod biodynamisk produktion og måske endda mere vidtgående, idet han gerne vil undgå at sprøjtning med kobber, hvilket er tilladt under den biodynamiske form. Charles mener, at problemet i biodynamisk drift er, at der kun skeles til hvad du sprøjter med, men slet ikke, hvordan du arbejder.

Charles pløjer fx med hestekraft under den første pløjning i markerne, hvor han samlet har 14,5 hektar, hvilket er fordelt på 15 forskellige parceller.

Det er nogle af verdens bedste og dyreste vinmarker i både Vosne-Romanée, Chambolle-Musigny, Nuits-Saint-Georges samt lieu-dits 1. Cru’er i disse appellationer og så 4 Grands Crus marker, hvilket er Echézeaux, Clos-de-Vougeot, Latricières-Chambertin og den meget sjældne Romanée-Saint-Vivant.

I vinkælderen bruger Charles – som nævnt – næsten altid hele klaser, fx er de fleste af villagevinene med 70% hele klaser og ud over dette er alt stort set 100% hele klaser. De lægges blot i gæringskarrene og herefter starter gæring, og der er ingen opskrift på, hvordan dette styres: det bedømmes efter smag.

Normalt presses vinen ud efter 10-11 dage, så der er ingen kolde pre-maceration eller maceration efter gæring. Han er heller ikke så interesseret i nye egetræfade og bruger 10% i villagevine og det stiger til maksimalt 30% i Grand Crus vinene.

Her smager vi husets Pinot Fin … deres basisvin, der også er et slags visitkort eller signaturvin, som byder på lidt af de kvaliteter, som der kan findes i vinene fra Domaine Arnoux-Lachaux.

Navnet Pinot Fin stammer fra de gamle vinstokke på markerne i Chambolle-Musigny, Vosne-Romanée og Nuits Saint-Georges, som de lokale kalder Pinot Fin. Vinen er lavet med gæring i gæringskar og efter endt fermentering er vinen lagret 3-4 måneder på fade, der er anvendt 1 eller 2 gange tidligere.

I næsen er de lidt bio-landlig kant, krudt og virkelig dejlig landlig, animalsk og dufter sgu rigtigt godt. Der er friske blomster, grafit, blæk, røde bolsjer, lyserøde bær, hindbær, jordbær, ribs, mineraler, nogen sødme, let peber og svagt lidt eukalyptus.

Smagsmæssigt er vinen utrolig blød, blid og behagelig … fint pakket ind i vat. Frugten er let, luftig med jordbær, hindbær, ribs, tranebær og granatæbler … giver fin friskhed suppleret med lidt fennikel. Det er en fin lille bourgogne til fornuftig pris.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 229,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7