Tag-arkiv: 5½

2018 Weingut Schäfer-Fröhlich, Monzinger Halenberg Riesling GG, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Schäfer-Fröhlich, Monzinger Halenberg Riesling GG, Nahe, TysklandVinen fra Weingut Schäfer-Fröhlich kunne jeg spotte, for vinene fra Schäfer-Fröhlich har altid masser af skarp syre og mineraler, og det gælder også denne skarpe 2018 Monzinger Halenberg Riesling Großes Gewächs.

Ved den store Europamester blindsmagning i oktober 2018 var Schäfer-Fröhlich vinen en 2014 Bockenauer Felseneck Riesling Großes Gewächs, men denne gang smager vi en langt nyere vin og lavet med druer fra marken Monzinger Halenberg.

Det er en mark, som ligger øst for byen Monzingen med en 35-60% stejl hældning op til 220 meters højde og en perfekt syd-sydvestlige retning med stigende varme, termiske luftstrømme om dagen og kolde vinde fra Soonwald skoven om natten.

Halenberg er nok Monzingens mest berømte mark, og Fröhlich familien har en lille parcel med blå skifer på marken. Denne vin er så vinificeret på rustfrie ståltanke, hvor vinen spontangærer på druernes naturlige gærceller.

Næsen er grøn, streng og syrlig … masser af sure citroner, grape, grapeskal, fennikel, røg, rugbrød, en Kung-Fu is, hvor de har skruet op for syren, mynte, medicin og samtidig med en vis landlighed, og så er det også meget tørt, stenet og slank mineralsk.

Smagsmæssigt er det også en hidsig dame med temperament. Hun har en fast greb om tingene, står stoisk, rank, strunk og karakterfast med et skarpt blik og nedstirrer dig. Der er tørt, skarpt, salt og så mineralsk som bare fanden. Det er et bid i citronen, men alligevel raffineret, intenst og flot. Det er 5,5 syrebasser med pil op.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Fachkaul Riesling GG, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Franzen, Bremmer Calmont Fachkaul Riesling GG, Mosel, TysklandNæste vin i glasset var også en genganger fra europamester smagningen i 2018, nemlig en  Bremmer Calmont Fachkaul Riesling Großes Gewächs fra Weingut Franzen. Sidst var det 2016, men denne gang altså også årgangen nyere.

I indlægget omkring 2016’eren kan I læse mere om vinhuset og specielt Bremmer Calmont … en af de stejleste marker i hele Mosel med en hældning visse steder på op til 65 grader. At marken i dag eksisterer, kan i høj grad tilskrives Franzen, som genplantede marken og etablerede en fin Monorackbahne – et skinnesystem til at fragte druerne på de stejle bjergsider – mellem Franzens parceller på Bremmer Calmont og Neefer Frauenberg.

Denne Bremmer Calmont Fachkaul Riesling Großes Gewächs er Franzens topvin og lavet med druer fra Fachkaul delen af marken Bremmer Calmont … den absolut mest stejle del af marken.Vinen er gæret på druernes naturlige gærceller og vinen har modnet på stål … ingen træ til at forstyrre de fine nuancer. Der er omkring 7 gram restsukker pr. liter.

Der fornemmes mere dybde og bund end hos forrige, men også grønne urter og en kende mere sødme, blomster, blomsterstilke, lidt eksotisk frugter, fersken, mirabeller, nedfaldsæbler, røg og så nogle mineralske, stenede, tørre og støvede noter.

I munden er har vinen krop og fylde, krydret, svagt olieret med en syre, der er dybere og mørkere end den første vin. Det er lækkert rundt og smagfuldt, syren, citroner og lidt sødme giver sammen en god harmoni, meget levende og sprød med en lille kant. Der er slet ingen tvivl om, at dette er Riesling på eliteplan … en spændstig og adræt gymnast, som skal have nogle flere år for de helt store saltomortaler.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2017 Weingut Robert Weil, Kiedrich Gräfenberg Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2017 Weingut Robert Weil, Kiedrich Gräfenberg Riesling GG, Rheingau, TysklandEn 2017 Kiedrich Gräfenberg Riesling Große Gewächs fra Weingut Robert Weil var den første vin i glasset ved det store europamesterskab i tør Riesling. Den var også med i feltet sidste gang, vi afholdte et tilsvarende stort mesterskab, dengang med årgang 2016.

Det er også et vinhus, som jeg har smagt vine fra mange gange og samtidig også selv har besøgt tilbage i 2017. Besøget hos det fantastiske vinhus i Rheingau kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Robert Weil … veldrevet Kiedricher magtfaktor.

I indlægget er der også masser af fotos fra vort besøg og rundvisning på den virkelig smukke vingård, der ligger i byen Kiedrich godt nede af en stejl sidevej.

Denne Kiedrich Gräfenberg Riesling Große Gewächs er lavet af druer fra marken Kiedrich Gräfenberg, der er en stejl sydvestvendt skråning med en stigning på op mod 60%. Jordbunden består af skifer og grus, og er derfor meget veldrænet.

Sammen med den velventilerede placering giver det ekstremt sunde druer, som håndplukkes i begyndelsen af november. I vineriet starter gæringen spontant med druernes naturlige gærstammer. Gæringen sker i store egefade og der lagres vinen også en periode. Vinen har 5,9 gram restsukker pr. liter.

Hvor er det sjovt at læse mine smagsnoter fra sidst … altså på 2016’eren, for den minder faktisk rigtigt meget om mine noter denne gang på 2017’eren, bl.a. med lidt omkring det lette, feminine og næsten neutrale i vinen.

Næsen er bestemt – som sidst – ikke eksplosiv eller intens, men i stedet meget let, feminin og sart med fersken, pærer, lime, lidt nøder, blomster og æblesyre. Ved siden af de andre i samme sæt, så drukner aromaerne faktisk en smule … meget mager, spinkel og næsten helt skrøbelig.

Smagen er lidt i samme boldgade, meget sart, pæn og poleret, men fortsat med præcis, skarp og sprød smag, masser af syre, sur citron, nogle lette krydderier og en svag sødme. Der er en bitterhed, som er mindre udtalt end i 2016’eren, men dog fortsat et lille mineralsk svirp i slutfasen, hvilket bestemt klæder vinen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 465 kr., mens prisen er 395 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Weingut Emil Bauer & Söhne, Insomnia Sauvignon Blanc, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Emil Bauer & Söhne, Insomnia Sauvignon Blanc, Pfalz, TysklandEfter den lille Sekt fra Weingut Emil Bauer & Söhne kan man godt ligge uroligt, søvnløs med forbudte tanker. Det bliver kun værre, hvis du blidt stryger din hånd henover den sorte etiket på denne Insomnia Sauvignon Blanc. Arghhhh sikke en følelse, for etiketten er lavet af et sort stof, der mest af alt minder om nervøs velour og indikerer, at dette er en eksklusiv vin udover det sædvanlige.

Druerne til vinen kommer fra marken Walsheimer Silberberg og er en del del Bauers hvide vinserie, der kaldes Selektionsweine og hvor de andre har navne som Out of Space, Feeling so Real, Winderful Days, Redemption, Sky & Sand samt Beachball.

Denne Insomnia er lavet på 100& Sauvignon Blanc, som er gæret i store 500 liter Tonneaux egefade, hvor den efter endt fermentering også er lagret en periode … hvor lang tid fremgår dog ikke. Der er omkring 4,5 gram restsukker pr. liter i vinen.

Duftmæssigt er det på ingen måder fuldstændig arketypisk Sauvignon Blanc, for faglagringen har givet vinen et noget andet udtryk. I næsen er det mest kvæde, syltede citroner, grape, lemon, stikkelsbær og en squash sodavand. Derudover er der kastanjer, en smule fadpræg med vanilje, røg, grøn peber og grønne urter, sådan på en kalkagtig facon, let og meget elegant. Virkelig fin duft.

Smagen er meget stringent, stram og finurlig, men igen på en let, nærmest luftig facon. Der er masser – vi snakker næsten tonsvis – af både citronsaft og grapesaft, mirabeller, meget mineralsk, rank og så fylder vinen alligevel meget i munden, hvor både urter og træagtige elementer blander sig. Stor stilsikkerhed og finesse. Jeg har tidligere smagt fadlagret Sauvignon Blanc … Fumé Blanc kaldes det ofte og det kan altså noget. Man hiver toppen af alt det grønne og krasse fra Sauvignon Blanc, men bevarer alligevel stor livlighed og nerve, hvilket klart kommer til udtryk i denne vin. WAUW.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 329 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Domaine Zélige-Caravent, Pic Saint Loup Ikebana, Languedoc, Frankrig

2017 Domaine Zélige-Caravent, Pic Saint Loup Ikebana, Languedoc, FrankrigVi slutter hele Languedoc smagningen med vin nummer to fra det vinhus, som imponerede mig mest, nemlig Domaine Zélige-Caravent. Sidste vin var nemlig denne Pic Saint Loup Ikebana, som blev et smukt, fint, nysselig, henrivende og værdigt punktum for aftenen.

Marie og Luc Michel har lavet denne vin på 30% Cinsault, 30%, Carignan og 40 % Syrah fra 50 år gamle vinstokke og høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar. Høsten sker ved håndkraft, hvorefter druerne afstilkes og vinificeret i ståltanke med 15 dages gæring og maceration. Derefter er vinen lagret 12 måneder i betontanke og flasket blot med en ganske lille dosis svovl.

Duftmæssigt har vi igen denne herlige og nærmest burgundiske lethed med blomster, roser, duften af en dag på stranden, hindbær, ribs, lyse kirsebær, lidt spidskommen, sandeltræ … meget sart og feminint og alligevel med en vild, utæmmet nerve med syre samt animalsk løssluppenhed. Hmmmmmm.

Smagen er syrlig og mørk frugt, hvor syren og frugtrig intensitet går hånd i hånd med lette og ubesværede trin. Alt virker ligetil, meget fin renhed, med nogle diskrete og smidige tanniner, fløjlsblød, feminin elegance, balance og masser af prydelig karakter og harmoni. Nam.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 150 kr. og dermed atter et virkelig godt køb og en vin, som der burde blive rift om.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Domaine Zélige-Caravent, Pic Saint Loup Joli-Cœur, Languedoc, Frankrig

2017 Domaine Zélige-Caravent, Pic Saint Loup Joli-Cœur, Languedoc, FrankrigDomaine Zélige-Caravent blev for mig aftenens helt store overraskelse. Sikke vine … og den første jeg smagte fra Marie og Luc Michel var denne 2017 Joli-Cœur under appellationen Coteaux du Languedoc Pic Saint Loup.

Zélige-Caravent ligger lige udenfor byen Corconne og er grundlagt i 1999 af Luc Michel efter mange års ubeslutsomhed om, hvorvidt han skulle forfølge en drøm om at lave vin på en 3 hektar stor vinmark, som han havde arvet fra sin bedstefar Etienne. Luc fik aldrig lært håndværket af bedstefareen, mens bedstemor Paulette – der alene havde dyrket lidt grøntsager – blev forfærdet over Luc beslutning om at lave vin i Corconnes stenede jord.

Selvom gamle bedstemor Paulette døde samme år, som Luc lancerede sin første vin, så ville hun sikkert ha’ været stolt af sit barnebarn. Luc driver nu sammen med hustruen og maleren Marie Domaine Zélige-Caravent med samlet 13 hektar vinmarker fordelt på 23 parceller … fuldstændig økologisk og biodynamisk.

Luc og Marie har bygget deres vingård op og lært alt fra bunden, men med støtte fra Lucs far, der er læge og forfatter, samt sine to brødre, der gerne giver en hånd med, når der er brug for det.

Markerne er opdelt med olivenlunde imellem og forskellige naturlige hække, således de undgå en monokultur, men i stedet opnår stor diversitet. De laver luftige og meget rene, elegante og næsten helt burgundiske vine, men de er aldrig helt enige, så vinene er et resultat af en form for dialog og kompromiser. De bruger ikke træfade, og de bruger ingen eller næsten ingen svovl, så vinenes aromaer får lov at udfolde sig.

Denne Pic Saint Loup Joli-Cœur er lavet på 40% Mourvèdre, 20% Cinsault, 20% Syrah og 20% Carignan, som kommer fra 50 år gamle stokke og høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar og lavet på rustfrie ståltanke med 15 dages maceration. Efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på betontanke og aftappet på flaske alene med 10 mg. svovl.

Så er vi sgu ude på landet … duften er bio bio mødding, hvor det gærer og bobler med kompost, sved, behåret gris og det kombineres så med lidt lakrids, yoghurt, symaskineolie og det er virkelig en vild aroma. Men samtidig er det også rent og meget let, luftigt, sart og feminint på den allerbedste måde. Jeg taber lige kæben et øjeblik.

Smagen er også meget luftig, fin og æterisk, masser af fokus på meget let frugt, total blanding af æbler, brombær, hindbær og ribs, syrlig frugt og slet ikke normal Languedoc og man forstår nu, hvorfor nogle kalder parrets vine for burgundiske i udtrykket. Der er fortsat masser af skæv kant, men på en god måde, ren og stringent … men det smager vitterlig fantastisk.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 135 kr. og dermed vitterlig et best buy, som der burde blive rift om.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Domaine La Garrigo, Fitou 20 de Terre, Languedoc, Frankrig

2016 Domaine La Garrigo, Fitou 20 de Terre, Languedoc, FrankrigVi startede den store Languedoc smagning med lidt undergravende virksomhed, nemlig vinen Fitou 20 de Terre, som vinmager Christian Coteil på Domaine La Garrigo lagrer ved at grave sine barriques med vinen ned i den tørre jord i Languedoc.

Det er en vin, som jeg har smagt tidligere både i årgang 2011 og 2012. Jeg skrev allerede første gang et længere blogindlæg om vinhuset og deres skøre påfund med at grave vinen ned i jorden, da jorden byder på en konstant temperatur på 12 grader.

Men nedgravningen har ifølge Christian Coteil flere fordele, bl.a. udsættes vinen ikke for elektromagnetiske bølger og så opnås der en mere nænsom ældning/modning med mere opblødte taniner. Der er nemlig ingen luft under jorden og dermed ingen udveksling med atmosfæren og intet tab af vin.

Læs det gamle blogindlæg, hvis du vil vide mere om Christian Coteil, Domaine La Garrigo og hele historien om vinhuset.

Blendet i Fitou 20 de Terre er ændret lidt, siden jeg sidst smagte vinen, her i denne årgang 2016  er det 40% Grenache, 40% Syrah og 20% Carignan. Både Grenache og Carignan druerne kommer fra 60 år gamle vinstokke, men Syrah stokkene er nyere … alene 9 år.

Men druerne er høstet med et forsvindende lille udbytte på 8 hektoliter pr. hektar. Det er sgu lidt. Vinen er lagret 12 måneder på fade, der er gravet ned i jorden. Ingen tilsætning af svovl.

Næsen afslører en meget moden vin … og i starten også en tak for overmoden til mig, men efter lidt luft i glasset, så vinder vinen stille og roligt ind på én. Det minder faktisk rigtigt meget om 2012’eren med moden, gæret frugt, gamle blommer og boysenbær, lidt støvet i udtrykket suppleret med mulle kælder, tjære, jod og tomatblade, rosmarin samt mørk chokolade … og så nedenunder en kæk lille friskhed.

Smagen er derimod langt fra overmoden, men fremstår i stedet meget frisk, frugtrig … endda med en mørk og syrlig smag, tørhed. syrlige bolsjer og drops. Det er klart, ren og præcis, har godt med tanniner og mere end man lige forventer. Igen minder smagen meget om de tidligere årgange og slutter også med et tørt og let peberbid i eftersmagen. Virkelig flot start.

Forhandles af Vinimperiet, hvor prisen er 135 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Sebastian Erbeldinger, Bechtheimer Heilig-Kreuz Cuvée Blanc, Rheinhessen, Tyskland

2017 Weingut Sebastian Erbeldinger, Bechtheimer Heilig-Kreuz Cuvée Blanc, Rheinhessen, TysklandVinvärket – der importerer vinene fra Weingut Sebastian Erbeldinger – siger, at de oplever, at det er sværere at sælge hvidvine på blends. Det virker både urimeligt, unfair, absurd, skændig, fornuftsstridig, skørt og uretfærdigt … specielt, når man smager en vin som denne 2017 Bechtheimer Heilig-Kreuz Cuvée Blanc.

Sebastian Erbeldinger er en ung og fremadstormende vinmager, som også blev kåret til Jungwinzer des Jahres 2019 af den store tyske landbrugsorganisation DLG – Deutsche Landwirtschafts-Gesellschaft – i deres årlige bundesweinprämierung.

Han driver i dag vinhuset, som helt korrekt hedder Weingut Sebastian & Ralf Erbeldinger Bastianshauser Hof, lidt vest for byen Bechtheim i Rheinhessen … lige midt i det område, hvor alle byerne hedder noget med heim. Ja faktisk driver familien Erbeldinger 2 vinhuse på adressen … både Weingut Bastianshauser Hof og derudover laver unge Sebastian også sine egne vine.

Familien Erbeldingers historie startede tilbage i 1899, hvor grundlæggeren Sebastian Erbeldinger bosatte sig i Bechtheim området sammen med sin hustru. Deres gård blev af de lokale kaldt Bastianshausen efter Sebastians fornavn.

Men det var dog sønnen Jakob, som opkøbte jord og startede et landbrug med forskellige afgrøder, heraf også en lille vinproduktion. Efter 2. verdenskrig steg vinproduktionen, men det var først i 1972, at næste generation i form af Sebastian og Edelgard Erbeldinger omlagde driften til ren vinproduktion og byggede både nyt vineri samt maskinhal.

Siden omkring 1991 har det imidlertid været deres søn Ralf Erbeldinger, som 4. generation sammen med sin hustru Ilke har været drevet de vingården og siden 1994 som Bastianshauser Hof, som en hyldest til den gamle grundlægger.

Men sønnike – og 5. generation af vinmagere på gården – Sebastian Erbeldinger Junior er allerede ved at overtage dirigentstokken. Det sker i familievirksomheden fortsat sammen med far Ralf og farfar Sebastian Senior, men derudover også med produktion af en lille serie vine under sit eget navn.

Både vinene fra Weingut Bastianshauser Hof og Weingut Sebastian Erbeldinger kommer fra familiens 20 hektar vinmarker, som ligger ved både Bechtheim og Westhofen, men de fleste faktisk lige ved vingården. Samlet er der omkring 100.000 vinstokke, hvor 60% består af hvide sorter og 40% røde sorter.

Den unge Sebastian Erbeldinger er uddannet vinmager fra Hochschule Geisenheim Weinbau & Oenologie, og har efter endt uddannelse arbejdet hos vinhuse som Eckehart Gröhl, Philipp Kuhn og Ökonomierat Rebholz i Tyskland samt Beaumont Family Wines i Sydafrika og Te Whare Ra i New Zealand.

Han er derudover selvfølgelig også flasket op med vin på familiens vingård, men har efter overtagelsen også ført en række af sine egne idéer ud i livet. Han har omlagt driften af markerne til økologisk drift og vinhuset vil i 2020 også være certificeret økologisk.

Han har – som nævnt – også lavet sit eget brand … Sebastian Erbeldinger. Det er et ganske lille projekt med en produktion på sølle 2.500 flasker, men med plads til en masse eksperimenter. Han laver både atypiske blends, som man ikke ser hver dag, friske vine på Riesling eller fadprægede vine på Grauburgunder og selvfølgelig også en Spätburgunder.

Flere af vinene har 1899 med i titlen … og dermed er linket til familiens historie også med i det nye brand, der fremstår moderne, innovativt og indbydende. Og vi starter med at smage netop et blend fra Sebastian Erbeldinger, nemlig hans 2017 Bechtheimer Heilig-Kreuz Cuvée Blanc.

Druerne til vinen er Chardonnay og Weissburgunder, som kommer fra marken Bechtheimer Heiligkreuz. Druerne er plukket i hånden og vinen vinificeret i egetræsfade med spontangæring og derefter 10 måneders lagring sur lie.

Uhu … meget aromatisk, landlig, animalsk, cremet, smørfed næse tilsat en portion utæmmet vildskab, ilterhed, masser af bundtræk, eksotisk frugt, abrikos, pærer, nærmest syltet og gæret frugt og meget let, luftig med nogle sarte noter … vildt tiltrækkende.

Og så WAUW en vild smag … meget røget, krydret samtidig med en total stor tørhed, gærede frugter på epo, masser af bitterhed, lemon, grape, næsten syltede i smagen. Samtidig er der noget blidt, sart og endda feminint over vinen, som slutter med en lang eftersmag, hvor de småbitre noter hænger og stimulerer tungen … og hvem ka’ ikke lide at blive stimuleret?

Kombinationen af tyngden og fylden fra Chardonnay og det friske, lyse og tørre touch fra Pinot Blanc spiller bare rigtigt godt sammen her og det er jo lige præcis dét, som blends kan gøre så godt, og derfor bør denne vin blive en lille sællert … som også vine på en druesort.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 Quinta Do Vale Meão, Quinta do Vale Meão Tinto, Douro, Portugal

2013 Quinta Do Vale Meão, Quinta do Vale Meão Tinto, Duero, PortugalQuinta do Vale Meão Tinto er Vale Meãos topvin og regnes i dag for en af Portugals absolut bedste rødvine … og den havde Steffen taget med som hans skud nummer 2.

Det er en vin, som jeg har smagt et par gange tidligere, men det er imidlertid oftest den billigere lillesøster Meandro Tinto, som jeg har smagt fra vinhuset. Sidst var det tilbage i august 2019, hvor jeg også skrev mere om selve vinhuset, så det vil jeg undlade denne gang og blot kigge nærmere på denne 2013 Quinta do Vale Meão Tinto.

I denne årgang 2013 er vinen lavet på 60% Touriga Nacional, 30% Touriga Franca, 5% Tinta Barroca og 5% Tinta Roriz. Druerne er fra de ældste vinstokke på markerne Vale Grande, Cabeço das Pulgas, Casa das Máquinas, Três encostas og Poente da Viola.

Efter at være blevet knust køles druerne ned og fodtrædes i 4 timer i lagares aka store granitkar . Efter fodtrædningen overføres mosten til små temperaturstyrede rustfrie ståltanke, hvor gæringen finder sted. Hver druesort vinificeres for sig. Al vinen lagres efterfølgende på 225 liter barriques, hvoraf 80% er nye.

Næsen er mørk og masser af dybde, noget tobak, vild skovbund, masser af fad, lidt søde krydderier, spidskommen, blæk, dyb kælder, hospital, kanel, papkasser, tjære, engelsk lakrids, mentol … en meget kødfuld, kompleks og powerfuld aroma med rene fitnessmuskler, for det er egentlig ikke en fed aroma, bare stor og koncentreret.

I munden er det lidt samme historie … powerfuld og smagfuld, en meget moden frugt, blommer, brombær, virkelig stor tørhed, peber, tørre tanniner, godt med peber, tobak, chokolade, violer og man kan endda næsten smage skovbunden. Selvom det er en 2013’er, smager vinen fortsat meget ung, men det smager dælme også godt. Det bliver 5,5 fede houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 579 kr., mens prisen er 490 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Sekthaus Raumland, Pinot Blanc de Noirs Prestige Brut, Rheinhessen, Tyskland

2010 Sekthaus Raumland, Pinot Blanc de Noirs Prestige Brut, Rheinhessen, TysklandVor vinaften startede på terrassen hos Jan med et glas af denne Pinot Blanc de Noirs Prestige Brut fra Sekthaus Raumland, der nærmest er nabo til legendariske Klaus Peter Keller midt i Flörsheim-Dalsheim i Rheinhessen.

Sekthaus Raumland drives af Volker Raumland samt hustruen Heide-Rose. Det er Volker selv, som grundlagde huset i 1984 med det mål udelukkende at lave mousserende vine. Volker kom egentlig først i lære indenfor indenfor handel i Mannheim, men arbejdede derefter hos sine forældre Willi og Hedwig Raumland på deres lille vingård i Bockenheim.

Volker uddannede sig derefter til ønolog og vinmager på vinskolen i Geisenheim. Da han var færdiguddannet i 1984, så stiftede han med base i Flörsheim-Dalsheim Sekthaus Raumland … og lejede sammen med sin hustru Heide-Rose en lille ejendom/villa af den daværende møbelproducent Philipp Merkel med tilhørende 10 hektar vinmarker.

Heide-Rose kommer i øvrigt også selv fra en vinfamilie, nemlig Weingut Wöhrwag i Württemberg. Vinhuset drives af hendes bror Hans-Peter Wöhrwag, som Volker studerede sammen med på Geisenheim.

Volker Raumland har samlet 10 hektar vinmarker, hvor han dyrker Pinot Noir, Chardonnay, Weißburgunder, Riesling samt selvfølgelig lidt Pinot Meunier aka Schwarzriesling.

Markerne ligger ved Flörsheim-Dalsheim og dyrkes økologisk. Hans vine viser masser af kalkstenspræg, som løfter dem op på et andet niveau end hovedparten af verdens mousserende vine.

Udover at lave sine egne vine, så hjælper Volker Raumland også andre top-producenter i Tyskland med deres mousserende vine, og hans erfaring er derfor enormt stor. Dette er en af årsagerne til vingårdens kométagtige fremgang.

Siden primo 2020 har Sekthaus Raumland været medlem af VDP, hvilket dermed gør vinhuset til det første ren VDP Sekthaus i hele Tyskland. For Volker laver alene mousserende vine, herunder altså også denne Pinot Blanc de Noirs Prestige Brut.

Vinen er selvfølgelig lavet på 100% Pinot Noir, som presses meget let, hvorefter vinificering sker i brugte fade. Derefter flaskes vinen og lagrer hele 8 år inden degorgering. Der er 5,0 gram restsukker pr. liter i vinen.

I næsen absolut aggressiv på boblerne … herligt. Der er nødder, ristede løg, rugbrød og øllebrød, masser af citrus og grønne, umodne æbler, hasselnødder, blomster … virkelig florlet i sine aromaer, frisk og ultra elegant.

Smagen er sprød og crisp, meget små og tætte bobler, som ikke bare hurtigt aftager eller fader. Det er en vitterlig smuk balanceret vin, så kompleks, ren, let og svævende. Den har lette tråd, en berusende fin nærhed, præcision med citronsyre og let grape bitterhed. Det er sgu klart på niveau med gode champagner.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 349 kr., men i øjeblikket kan købes til 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7